|
0
registrerede
364
gæster og
41
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Kristendommen og Buddhismen.
|
Kære debatkolleger.
Nedenfor har jeg taget udgangspunkt i afdøde professor Johannes Sløks tanker vedrørende Kristendommens sandhedskriterium og har sammenstillet hans synspunkter med betragtninger, som læsningen af en buddhistisk tekst affattet på det oldindiske sprog pâli har foranlediget. Af hensyn til læseligheden har jeg opdelt essayet i fire afsnit.
Johannes Sløk har ydet væsentlige pædagogiske bidrag til forståelsen af nyere sprogfilosofi. Der tænkes her nærmere på hans redegørelser i værket »Guds Fortælling, Menneskets Historie«, der er en samlet udgivelse af de fire værker »Teologiens Elendighed«, »Det religøse Sprog«, »Den kristne Forkyndelse« og »Da Gud fortalte en Historie«, der oprindelig udkom i perioden fra 1979 til 1985.
Sløk var præst, professor og bekendende kristen, og som teolog fortsatte han de seneste århundreders defensive teologiske forsøg på at opretholde den kristne tros validitet over for en verdslig tænkning, der i stigende grad satte spørgsmålstegn ved det, som man kunne kalde kristendommens sandhed.
Sløk bruger sproget som den bastion, hvorfra han forsvarer sit standpunkt qua kristen. For Sløk er sproget i sig selv en kilde for erkendelsen, hvori han næppe kan være uenig med nogen. At sproget tillige er den primære erkendelseskilde for det religiøse bør næppe heller bestrides, men man må her sætte spørgsmålstegn ved, om sproget kan bruges til vejs ende for den religiøst søgendes bestræbelser.
Sløks tankegang går ud på, at historien om Kristus er en myte, hvorefter han lægger evangelieteksterne på mytologiens prokrustesseng og får noget ud heraf, som man – for nu at bruge et kierkegaardsk udtryk – kan basere sin evige salighed på. Mytens sandhedskvalitet skal ikke afgøres ud fra, om myten kohærerer med noget historisk efterviseligt; sandheden beror på den omstændighed, at myten er blevet udtalt.
Hertil kan man foreløbigt sige, at hvis det nævnte kriterium er kriteriet for sandhed, så bliver det svært at udsondre kristendommens sandhed fra så mange andre sandheder, der er mytebaserede.
I religionshistorisk forstand opfattes en myte sædvanligvis som en fortælling om urtidsbegivenheder, der tillige ofte drejer sig om guders og sagnagtige forfædres oplevelser og handlinger. Mytens indhold opfattes af den pågældende religions tilhængere som konstituerende for religionen, dens sandhed og menneskets vilkår generelt.
Det er som regel tilfældet, at der ikke kan påvises nogen bestemt forfatter til myten, hvorfor man må henregne den til det, som man kunne kalde den religiøse folklore. Allerede her må man sætte spørgsmålstegn ved Sløks standpunkt, idet Kristus-myten – hvis vi følger Sløks terminologi – er baseret på navngivne forfattere, hvis kulturelle kontekst er forholdsvis veldokumenteret i historisk henseende. De ældste nytestamentlige tekster er de paulinske breve fra det første århundrede, og de fire evangelier er formuleret i det første og andet århundrede efter Kristi fødsel og med de navngivne forfattere Mattæus, Markus, Lukas og Johannes.
Uanset dette spørgsmålstegn ved Sløks opfattelse kan det ikke på forhånd afvises, at Sløk på en eller anden måde kan have ret i sin opfattelse af kristendommens mytiske oprindelse. Men hvis dette er tilfældet, kan Kristus-myten ikke betegnes som det unikum, som Sløk vil gøre den til. Lad os derfor se på en konkret oldindisk myte.
(Fortsættes…)
|
|
|
|
