LSE påstår at Paulus' af "Tro og Håb og Kærlighed - størst af dem er Kærligheden" er sagt på skrømt - altså at Paulus slet ikke mener dette.

Paulus ville ikke gå med til på den måde at skille kristen kærlighed og kristen tro, da det jo så bliver vigtigere, at man er et kærligt menneske end, at man tror på, at Jesus har sonet vore synder på korset, og den køber Paulus ikke. Men hvis man går til kernen i den kristne tro, til kærlighedstanken, så har Paulus og alle andre kristne det problem, at hvis de vil bekende sig til tanken om, at kærligheden er størst af alt, så har de også forpligtet sig på at mene, at kærligheden står over troens indhold, herunder den kristne tros indhold. Kærligheden må i absolut forstand være kriterium og korrektiv for, hvornår troens verdensbillede er på sikker grund: Hvis det, der siges om Gud, hans ordning af verden, herunder menneskets oprindelse og væsen og hans forhold til sine egne skabninger, er i modstrid med kærlighedstanken, er det forkert. De svar, troen på en kærlig Gud giver på menneskets religiøse spørgsmål, skal simpelthen underkastes en kærlighedstest: Ville en kærlig Gud ordne verden på den måde, en given tro mener, at verden er ordnet på? Ville en kærlig Gud gøre det, han hævdes at have gjort? Og ethvert trosudsagn, der fejler den test, må forkastes uden tøven. Tager man afsæt i Jesu svar til farisæeren, forankres éns tro konsekvent i princippet om, at kærligheden står over alt andet; i idéen om kærlighedens suverænitet. Og for at få et fastere greb om, hvordan dette korrektiv ser ud - og dermed hvilke argumenter, pro et contra, enhver troslære, der bekender sig til kærlighedstanken, skal kunne håndtere - er det vigtigt at interessere sig lidt for, hvad kærlighed overhovedet er for noget.

Hvad er kærlighed?

En tro, der hævder at basere sig på kærligheden, kan ikke sætte dogmer eller åbenbarede helligskrifter højest. Ja, man kan ikke engang sætte Jesus over kærligheden, selvom man kan lade sig inspirere af ham.
Paulus ville ikke gå med til på den måde at skille kristen kærlighed og kristen tro, da det jo så bliver vigtigere, at man er et kærligt menneske end, at man tror på, at Jesus har sonet vore synder på korset, og den køber Paulus ikke.


Igen Paulus er religionshistorisk verdenskendt for at bekæmpe blind tro og Dogmatisk Rettroenhed og Trostvang. TROEN har ifølge Paulus intet at frygte fra TÆNKNINGEN og søsætter en SEENDE TÆNKENDE TRO - der hvor ÅNDEN er der er også altid FRIHEDEN - vi skal lovsynge med vores forstand. Etc etc også derfor Paulus kaldes for Tænkningens Skytshelgen af en af de største Paulus eksperter Albert Schweitzer.

Ifølge Paulus er vores synder blevet os tilgivet og Gud og mennesket - det himmelske og jordiske er blevet forenet eller forligt i og med Begivenheden Kristus. Men ikke mere her om den forsoningslære som LSE ikke forstår og som han mener står over at af TRO og Håb er KÆRLIGHEDEN altid størst - dette passer simpelthen ikke - da ingen kristne kan være i TROEN i KRISTUS uden at være rodfæstede og grundfæstede i KÆRLIGHED.