Den postmetafysiske vending

De sidste 150 år har kristen teologi været domineret af en postmetafysisk vending, hvor man har nedtonet eller helt forladt ideen om, at troens udsagn refererer til objektiv realitet, dvs. man har opgivet forestillingen en om Gud som noget i metafysisk forstand virkeligt - og dermed kravet om en oversanselig reference i troen. Den postmetafysiske vending er et opgør med den klassiske teistiske Gud, Gud som en faktisk eksisterende personlig magt. Barnetrores Gud. Sådan tænkte man om Gud engang, men det kan man ifølge teologen Niels Grønkjær ikke mere. Kærlighedens Gud er en levende deltagende og bevægelig Gud, som det skal være muligt at have et forhold og det krav lever metafysikkens Gud, hævdes det, ikke op til:

For det første tænker metafysikerne Gud som en 'ting'. De trækker ham så at sige ned på vores niveau og kommer derved til at tænke »for småt" om Gud. Gud bliver "noget dennesidigt", men det er Gud jo netop ikke. Han er "det helt andet". For det andet indgår den metafysiske Gud i en måde at anskue virkeligheden på, som vil føre denne verdens foranderlige natur tilbage til ét sandt princip, der er al værens evige, uforanderlige essens. overgreb på livets mangfoldighed. I den metafysiske enhedstænkning frakendes udvikling, vækst og bevægelse betydning, dvs. den kan ikke rumme en kærlig, levende Gud. For det tredje er metafysikkens Gud ufaranderlig, en "ubevæget bevæger" bag al tings foranderlighed (Aristoteles), og derfor altid den samme. Men dermed har Gud gjort det umuligt for sig selv at leve med i vores liv. Han bliver upåvirkelig over for de glæder og sorger, den jubel og fortvivlelse, mennesker til alle tider har følt- og sådan er en kærlig Gud ikke.

Den Gud, der, ifølge postmetafysikerne, afsløres i deres kritik, er kort sagt ikke en Gud, der lever med i vores liv og bevæges af vore lidelser. Han er ikke en levende Gud, og må derfor erklæres for død. Der skal en ny Gud til, og det er nu teologiens lod at finde ud af, hvordan vi fortsat kan tale om Gud, selvom Gud er død. Og det gør man så ved at omdefinere læren om Gud fra en metafysisk betinget lære til en eksistentielt betinget lære. I stedet for at kigge ud mod Gud kigger postmetafysikerne indad i mennesket og ser troen som en vej til at forstå den verden, der åbner sig der. De kristne doktriner og fortællinger er ikke længere svar på spørgsmål til en faktisk, gud dommelig 'verden bag verden', men italesættelser af eksistensen. De skal anskues som metaforer, symboler og fortolkningsnøgler, der kan låse eksistensen op'.

I kristendommen drejer det sig derfor, ifølge Grønkjær, ikke om hvad der faktisk er tilfældet, men om hvad virkeligheden betyder. Han repræsenterer en teologi, som enten i praksis eller sågar i princippet afviser, at troen refererer til en oversanselig virkelighed hinsides den fysiske, men hvis udøvere typisk gør det så utydeligt, at det er svært at se forskel på, hvem af dem der er reelle, og hvem der kun er funktionelle ateister. Den tro, der kommer ud af det, er ikke længere religiøs. Postmetafysikerne opgiver godt nok ikke teologien, selvom de opgiver Guds eksistens, men de omdefinerer teologiens genstandsfelt til menneskets indre liv, og med dette skifte er teologien de facto forvandlet til en form for psykologi.

Det store problem med deres teologi er, at den ved at skære referencen til en metafysisk virkelighed ud af sin troslære samtidig afskærer sig fra at svare på det søgende menneskes spørgsmål, som netop angår en metafysisk virkelighed og dermed saboterer den sit eget projekt: Rationalet i den postmetafysiske teologi er, at troen skal italesætte eksistensens alvor, men ved at skære den oversanselige verden ud af troen, udelukker den jo sig selv fra at kunne italesætte netop den eksistentielle alvor, der ligger i, at vores religiøse søgen er en søgen efter en faktisk eksisterende virkelighed. Det er en grundforudsætning for religiøs søgen, man ignorerer, nemlig at troens spørgsmål handler om noget, der findes (jf. forældrene til det døde barn). Ingen teologi kan derfor italesætte eksistensens alvor uden at accepters troens metafysiske forankring.

De postmetafysiske strømninger i teologien bliver af den grund kun sporadisk konsulteret hér. Jeg inddrager kun den kristne tros idéer, fortællinger og doktriner for så vidt de påtager sig at sige noget om den oversanselige virkelighed og påtager sig at svare det søgende menneske med noget, der kan forstås. Der vil derfor typisk være tale om argumenter og diskussioner, der trækker tråde tilbage til oldkirken, hvor man ikke havde kvaler med at tænke metafysisk, men det er en måde at gå til troen på, som trods alt stadig tages alvorligt af mange teologer, og i hvert fald af mange troende. Der vil dog nok være en del især moderne kristne, som ikke vil føler deres kristendom repræsenteret i det følgende, men det handler for mig at se om, at den moderne kristendom ikke svarer på det, folk spørger om. Og hvis den ikke gør det, er den ikke relevant, i hvert fald ikke hér.

Svaret fra Indledningen på, hvad det er for en kristendom, jeg beskæftiger mig med i denne bog, kan nu udvides: Det er den kristendom, som med udgangspunkt i kærlighedstanken søger at give forståelige, sammenhængende svar på det søgende menneskes spørgsmål til den faktisk eksisterende "verden bag verden", vi oplever at strejfe i den religiøse følelse. Eller i forkortet form: Det er den metafysisk orienterede kristendom, jeg beskæftiger mig med.

Hvad ville fornuften være uden ekstatisk fornuft og ja vice versa. Når fornuften arbejder tænkende, så vender den altid tilbage til sig selv. Ekstatisk fornuft formår at forlade sig selv og blive et med sit objekt (motiv; mål), dog uden at miste sig selv, men nu som forvandlet, gennem at det participerer i objektet. Subjekt og objekt indgår i en syntese og ny virkelighed eller skabelse med hinanden - vores eksistens kan forandre vores essens - og derfor taler vi med Schelling om ESSENTIALISATION:

Essentialisation er et begreb Tillich har hentet fra Schelling. Denne essentialisation skal ikke forstås i platonisk eller indisk forstand som en tings overgang til dens oprindelige tilstand af essentialitet eller potentialitet, idet en sådan forståelse ville indebære, at det, der var virkeligt under eksistensens vilkår, ville forsvinde med essentialisationen. Nej, essentialisation indeholder også et historisk element forstået på den måde, at det nye, der blev aktualiseret under eksistensens vilkår, føjer noget nyt til det essentielle (min kommentar indskudt: ja netop epigenetikken har bevist denne påstand). Det positive der skabes i eksistensen, forenes i essentialisationen med det essentielle og frembringer det absolut nye, den “Ny Væren”. “Participation i det evige afhænger af en kreativ syntese af en værensform (a being) essentielle natur og det denne værensform har gjort med sig selv i sin temporale eksistens. “Essentialisation som overgang til Ny Væren er således en filosofisk term for begrebet “frelse” med den deri indeholdte mulighed for selvrealisation. Bjarne Lentz "Paul Tillich" side 232