Derefter talte den Aand til os, som af os Mennesker er kendt under saa mange forskellige Navne: Djævelen, Satan, Lucifer o.s.v.
Først blev vi nærmest forfærdede over denne Gæsts Nærværelse; thi hverken J. eller jeg havde nogensinde troet paa en personlig Djævel, og af den Grund havde vi aldrig forespurgt vor aandelige Leder, om et saadant Væsen fandtes. At der var Dæmoner eller faldne Aander, havde vi jo tidligere selv faaet at føle; dog dette havde vi ikke ventet. Men da hans Ord til os vidnede om den dybeste Fortvivlelse, en Fortvivlelse saa knugende, at den ligefrem meddelte sig til os, og da han i Guds Navn gentog for os, at han var den af Menneskeheden frygtede Djævel — Guds Modstander —, maatte vi tro baade hans og Kristi Udsagn. Og ud fra den dybe Medlidenhed, vi følte med ham og med hans Lidelser, tilgav vi ham af hele vort Hjerte, hvad han havde syndet imod os, og vi bad vor himmelske Fader — i Menneskehedens Navn — tilgive ham hans Fald og det onde, han havde gjort Menneskene.
Med inderlig Glæde og i dybt bevægede Ord gengav Kristus Guds Svar for os. (Se »V. m. L.« Side 95, Linie 12 fra oven.)