annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 10312758
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2029988
Et andet syn 1761999
Jesu ord 1348367
Den Evige Filosofi 1146141
Galleri
Anholdelsen i haven
Hvem er online?
0 registrerede 346 gæster og 11 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Fornyet Evangelisk Teologi for Folkekirken

Fornyet evangelisk teologi

Hjemmesiden: Ny Himmel

Ny Himmel


Anders-Christian Jacobsen

Baggrund:

Den danske folkekirke defineres i grundloven som evangelisk-luthersk. Den evangelisk-lutherske
reformation var båret af én bestemt teologisk tanke, der var særlig relevant i begyndelsen af 1500-
tallet, og som stadig må betragtes som bærende for evangelisk kristendom – tanken om, at
menneskers frelse alene beror på Guds nåde. Når det er sagt, må det også siges, at denne tanke blev
rendyrket i reformationen i 1500-tallet til en form for ekstremisme, der kom til at fordreje og skjule
mange andre aspekter af kristendommen især menneskets positive rolle i gudsforholdet og i forhold
til medmennesket. Samtidig er stort set alle de historiske og teologiske omstændigheder, der var
basis for formuleringen af den lutherske retfærdiggørelseslære i første halvdel af 1500-tallet, nu
forandret. Nu bliver det derfor tydeligt, at den lutherske formulering af læren om menneskets
retfærdiggørelse af nåde ved tro rummer nogle fatale teologiske problemer, som ikke kun skyldes
den historiske kontekst i 1500-tallet, men som afspejler grundlæggende teologiske svagheder i den
vestkirkelige augustinsk-reformatoriske tradition. Derfor må evangelisk teologi reformuleres, hvis
den skal bevare sin gyldighed.

Et andet udgangspunkt:

Lars Sandbeck har i flere artikler her på hjemmesiden redegjort for disse problemer i den
vestkirkelige teologiske tradition generelt og i luthersk teologi specifikt. Jeg koncentrer mig derfor
om den konstruktive og fremadrettede opgave med at formulere en fornyet evangelisk teologi, der
kan overvinde nogle af de anførte problemer. Denne reformulering af evangelisk teologi bygger på
følgende fundamentale forudsætninger:
- Gud er entydig god, ophav til alt som er, ikke en ’ting’ i sig selv, men magten til at være til i
alt som er til; Gud skaber retfærdighed og fællesskab ved hjælp af sin godhed og kærlighed
og ikke ved hjælp af trusler om evig fortabelse. Gud har åbenbaret sig fuldt ud i Jesus Kristus.
Hermed afvises den lutherske tanke om ’den skjulte Gud’, som udtrykker, at Gud også vil
nogle menneskers fortabelse og tilintetgørelse.
- Mennesket er skabt i Guds billede og er derfor også entydigt godt, men menneskets godhed
er mangelfuld, fordi mennesket eksisterer på afstand fra Gud. Synd er mangel på godhed,
mangel på guddommelighed, men ikke totalt fravær af godhed og guddommelighed.
Hermed afvises den augustinsk-lutherske arvesyndslære, der hævder, at alle mennesker er
ramt af en arvet skyld, der fordærver deres natur og medfører evig fordømmelse, straf og
pine, hvis ikke de frelses gennem dåben.
- Frelse er igen at nærme sig Gud og andre mennesker i gensidig kærlighed og
barmhjertighed; det sker gennem en helliggørelsesproces, hvor Gud og menneske
samarbejder om at lede mennesker til deres mål i foreningen med Gud. Hermed afvises den
lutherske påstand om, at mennesker ikke kan bidrage til deres egen og andres frelse, og at mennesker ikke kan og ikke skal bestræbe sig på at leve et liv i kærlighed til Gud og næsten
(helliggørelse).
- Ingen er udelukket fra denne frelsesproces. Alle er på vej. Alle frelses. Hermed afvises læren
om den såkaldte ’dobbelte udgang’, som betyder, at nogen frelses og andre går fortabt.
Særligt afvises den augustinsk-lutherske forestilling om den såkaldte ’dobbelte
forudbestemmelse’, hvor det er Gud selv, der vælger, hvem der skal frelses og hvem, der
skal fortabes. Denne tankegang gør Gud til en djævel.
- ’Evigt liv’ begynder i dette liv, hvor fællesskabet mellem Gud, menneske, medmenneske og
det ikke menneskelige skaberværk udfoldes. Dette evige liv er ikke begrænset af den fysiske
værens omformning gennem naturlige biologiske processer. Hermed afvises tanken om, at
’det evige liv’ kun er noget fremtidigt, og at dette evige liv er en direkte fortsættelse af det
fysiske liv i denne verden.
- Kirken er som de helliges fællesskab gudsrige på jorden. Hermed afvises den i dansk luthersk
teologi fremherskende tendens til først og fremmest at betragte kirken som en politisk
bestemt verdslig (stats)institution.


Gud:

I det følgende vil jeg forsøge at udfolde de ovennævnte grundtemaer i evangelisk teologi som udtryk
for kærlighed, fællesskab og bevægelse. Disse tre ord beskriver både Gud, mennesker, det ikke-
menneskelige skaberværk og relationerne mellem disse. Forstået i en kristen fortolkningsramme er
det, at noget overhovedet er til, et udtryk for kærlighed. Kærligheden kan ikke være alene. Derfor
skaber Gud ud af kærlighed noget andet, som han kan elske. Dermed er der skabt bevægelse og
fællesskab. Gud rækker ud efter det skabte, som han opretter et ubrydeligt fællesskab med. Dette
fællesskab omfatter alt det skabte. Derfor er mennesker forpligtet på gennem bevægelse henimod
hinanden og kærlighed til hinanden at bidrage til dette fællesskab. Så kortfattet kan kristen
evangelisk teologi efter min mening formuleres. Men der kan og skal selvfølgelig siges meget mere.
Jeg skriver lidt mere her, og så er det mit håb, at andre vil tage del i samtalen, så vi i fællesskab kan
sige meget mere konkret om, hvad kristendom er, når den forstås som kærlighedens bevægelse og
kærlighedens fællesskab. Først om Gud:
I Første Johannes Brev 4,8 og 4,16 står der, at Gud er kærlighed. Det er for brevskriveren det
vigtigste, der er at sige om Gud: Gud er kærlighed. Det må være grundlaget for enhver fortolkning af
kristendommen. Det er jeg enig med Johannes i. Enhver definition af Gud og af kristendommen, der
rokker ved det grundlag, er på afveje.
Men hvordan kan Gud være kærlighed? Kan Gud bare sidde i sin himmel og være kærlig uden at
være kærlig i forhold til nogen eller noget? Nej! Naturligvis ikke. Den kristne traditions svar på, hvem
og hvad Gud elsker har to dimensioner: Det første svar bygger på treenighedslæren: Gud elsker sig
selv forstået som den evige kærlighed mellem Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Det svar er
vigtig, fordi det fremhæver, at Guds væsen og væren er kærlighed, bevægelse og fællesskab. Det
andet svar udspringer af det første: fordi Gud er kærlighed, kan den treenige Gud være kilde til og
forbillede for kærlighedens bevægelse og fællesskab i og blandt det skabte. Guds kærlighed
strømmer over og skaber noget andet end Gud selv. I sin kontinuerlige skaben bevæger den treenige
Gud sig ud over sig selv og opretter et kærlighedens fællesskab med det skabte. Derfor hører Gud,
mennesker og det ikke-menneskelige skaberværk sammen og kan aldrig adskilles fuldstændigt.


Mennesket og det øvrige skaberværk:

Skaberværket er resultatet af den treenige Guds kærlige bevægelse ud af sig selv. Mennesket og det
øvrige skaberværk er således fra begyndelsen inkluderet i Guds kærligheds fællesskab. Det udtrykkes
i den bibelske tradition ved at Gud ordner alt det skabte, så der blev kosmos og ikke kaos (jf. 1 Mos.
kap. 1), og ved at Gud skaber mennesket i sit eget billede (1. Mos. 1,26-27). Fra kristendommens
begyndelse er Kristus blevet forstået som det billede, i hvilket mennesket er skabt. Kristus, Ordet
som Johannesevangeliet kalder Kristus, er selve Guds billede, og mennesker er afbilleder af dette
forbillede. Mennesker er Kristusformede. Derfor siger Johannesevangeliet også, at Kristus ved
inkarnationen kom til sit eget (Johannesevangeliet 1,11).
I de bibelske og senere teologiske traditioner er det ikke-menneskelige skaberværk først og
fremmest forstået som levested og forrådskammer for mennesker (jf. 1 Mos kap. 1-3). ’Oprindeligt’
gav jorden automatisk gode levesteder for mennesker og rigeligt med føde, men ’efter’ menneskets
synd må mennesker aftvinge jorden dens afgrøde. Det syn på det ikke-menneskelige skaberværk har
vist sig at føre til ødelæggelse af Guds skaberværk, som jo også er inkluderet i kærlighedens
fællesskab. Mennesker aftvinger skaberværket mere end nødvendigt, og mere end skaberværket
kan bære. På dette punkt må der teologisk nytænkning til. Det vender jeg tilbage til.
Forestillingen om menneskets gudbilledlighed udtrykker et særligt nært forhold mellem Gud og
mennesket. Mennesker har en større lighed med Gud, end resten af det skabte. Det er imidlertid
ikke ensbetydende med, at mennesker i højere grad end det øvrige skaberværk er omfattet af Guds
kærlighed. Der er givet mange forklaringer på, hvori menneskers særlige lighed med Gud består. Her
vil jeg nøjes med at fremhæve, at menneskers særlige lighed med Gud medfører, at mennesker har
ansvar for det øvrige skaberværk. Der har også været mange spekulationer om, ’hvornår’ mennesker
bliver gudbilledlige og i hvor høj grad. Også her vil jeg afholde mig fra at referere de mange
spekulationer og blot nævne, at man sammenfattende kan sige, at forestillingen om menneskets
gudbilledlighed udtrykker, at Gud på en særlig måde gør mennesker delagtige i sin egen væren og sit
eget væsen. Mennesker er født med denne særlige delagtighed i Guds væren og væsen, men
samtidig vokser denne delagtighed til stadighed, så mennesker nærmer sig Gud for til sidst at blive
helt forenede med Gud. Det er frelsen. Skabelse og frelse hører sammen.
Der er efter min mening væsentlige grunde til nu at betone nærheden mellem Gud og menneske:
For det første svarer det bedst til den tidligste kristendoms syn på Gud og menneske; for det andet
kan det være med til at overvinde en lang teologisk tradition, der har betonet afstanden og
adskillelsen mellem Gud og menneske; og for det tredje er det er en teologi, der svarer bedre til
menneskers erfaring. De fleste mennesker forstår ikke sig selv som værende i radikal naturlig
modsætning til deres eget og til tilværelsens udgangspunkt og grundlag – Gud, magten til at være til
i alt det, der er til. En egentlig evangelisk teologi må derfor betone nærheden mellem Gud og
mennesker og ikke modsætningerne og fjendskabet.
Hvis vi går ’bagom’ den augustinsk-protestantiske kristendomstradition, hvor menneskets synd og
menneskenaturens fordærv og dermed menneskers adskillelse fra Gud blev understreget som det
mest betydningsfulde, der er at sige om mennesket, kommer vi til den tidlige græsksprogede teologi,
der betonede nærheden og fællesskabet mellem Gud og mennesker – uden dog at se stort på
menneskers synd og trang til at bevæge sig bort fra Gud. Disse teologer havde forskellige måder at
udtrykke det nære forhold mellem Gud og mennesker på: nogle forklarede at mennesker var af
guddommelig natur; andre at mennesker blev adopterede som Guds børn og ifølge dem alle, var
mennesker skabt i Guds billede.

Origenes fra Alexandria er nok den, der går længst i sin beskrivelse af ligheden og enheden mellem
Gud og mennesker. Ifølge Origenes har alle rationelle skabninger eksisteret i evighed i Gud. Derfor
har de bevæget sig, strømmet ud af Gud og Kristus som selvstændige væsener. Mennesker er
således fra evighed af i Gud og af Guds væsen. Skabelse er ifølge Origenes denne udstrømning ud af
Gud (emanation). Synd er at mennesker bevæger sig for langt væk fra dets ophav i Gud. Det svækker
menneskers guddommelige natur, men ødelægger den ikke. Denne radikale forståelse af
menneskers enhed med Gud og deres evige eksistens var for radikal for mange andre af de
østkirkelige teologer. Derfor blev denne idé forkastet på en kirkemøde i 553, men den
grundlæggende forestilling om, at mennesker af natur eller adoption er guddommelige, blev af de
fleste østkirkelige teologer fastholdt som menneskets oprindelse og endemål.
Jeg mener, at vi må genintroducere dette syn på mennesket i folkekirken, fordi det er mere
’evangelisk’ og mere erfarings nært end det augustinsk-lutherske menneskesyn.
Det udelukker ikke, at mennesket også må forstås som ’synder’. Skønt nærheden og barneforholdet
mellem Gud og menneske er det grundlæggende, er der også et modsætningsforhold mellem Gud
og menneske. Der findes meget, som snylter på Guds godhed og væren, og som ofte gør tilværelsen
lidelsesfuld. Det er en helt almindelig erfaring, som alle kender til. Det er det, som vi kalder ondskab
og synd. Ondskab og synd er udtryk for menneskers misbrug af deres frihed. Dette misbrug fører
mennesker væk fra Gud og næsten og ind i selvoptagetheden og lidelsen. Synd er imidlertid en
bevægelse væk fra udgangspunktet i Gud. Det er ikke naturligt for mennesket at være på afstand fra
Gud og i oprør mod Gud, men derimod unaturligt. Menneskers frihed fører dem på afveje fra Gud,
men friheden kan ikke bruges til i radikal forstand at tilintetgøre sig selv eller andre. Hvis det var
muligt, så ville mennesker have mere magt end Gud, og Gud ville ikke være Gud.


Dom og frelse:

Fordi menneskers liv er også præget af misbrugt frihed, selvoptagethed, opgør med Gud – synd, så
er dom og frelse nødvendig. Dommen er Guds afsløring af menneskets egenrådighed og egoisme.
Frelse er bevægelsen tilbage til Gud – til værens kilde. Denne frelsesproces er lang og forløber i et
samarbejde (synergi) mellem Gud og mennesker. Kristendommens påstand er, at mennesker er
kommet så langt væk fra Gud, at de ikke kan bringe sig selv tilbage. Derfor er det nødvendigt for
mennesker, at Gud hele tiden på ny udstrækker sin kærlighed til mennesket i en frelsende og
inkluderende bevægelse, så fællesskabet mellem Gud, andre mennesker og det ikke-menneskelige
skaberværk hele tiden på ny genoprettes. Det er kernen i evangeliet om frelsen i Jesus Kristus og om
fornyelsen gennem Helligåndens stadige nærvær og virken. Guds frelsende og fornyende handlinger
med mennesket sker ikke hen over hovedet på mennesker, men inkluderer det gudbilledlige og
Kristusformede menneske i frelsesprocessen, som derfor er et samarbejde mellem Gud, der søger
mennesket og mennesket, der søger Gud. Gud er udholdende og søger mennesker indtil han finder
dem og fører dem alle til frelse. Gud helmer ikke i sin kærlige bevægelse henimod mennesket før det
sidste får er fundet og bragt i sikkerhed. Så er Gud blevet alt i alle (jf. 1 Kor 15,28).


Hvordan ser det ud i praksis?:

Det ovenstående er kun en kort dogmatisk skitse, som senere må udfoldes gennem en fælles
samtale om, hvad evangelisk teologi er i dag, og hvordan en sådan teologi udfoldes i praksis.
Dogmatikkens opgave er at give en begrebslig og teoretisk sammenhængende beskrivelse af
teologiens temaer. Derfor er dogmatikken begrænset og kan ikke stå alene. Dogmatikkens teoretiske
formuleringer må for at blive til forkyndelse omformes til et ikke-begrebsligt sprog i liturgien, prædikenen, lovsangen, dåbsoplæringen osv. I forkyndelsen må der bruges billeder, metaforer,
fortællinger og meget mere. Dogmatikkens opgave består i at skabe et fundament for forkyndelsen,
så forkyndelsens billedtale om Gud ikke skaber afgudsbilleder. Derfor er den teologiske opgave ikke
løst med at fremlægge en dogmatisk skitse, men kun lige begyndt. Derfor vil jeg i det følgende
præsentere nogle korte formuleringer af, hvilke praktiske konsekvenser den ovenstående
dogmatiske skitse må få. Også her kan det kun blive til kortfattede antydninger, som jeg håber, kan
føre til konstruktive samtaler.
Ligesom 1. Johannesbrev leverede overskriften til det ovenstående afsnit om Gud, kan vi i samme
brev finde et udsagn, der er velegnet til at danne overskrift for dette afsnit om den kristne praksis. I
Johannesbrev 4,11 står der: ”Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske
hinanden”. Så det det hele egentlig sagt: fordi Gud har elsket os først, er vi også forpligtede til at
elske hinanden. Næstekærligheden er kristendommens praktiske og konkrete udtryk. Det lyder på
den ene side banalt, men det er en uhyre krævende fordring, som intet menneske kan efterleve fuldt
ud. Derfor er Guds hjælp og Guds nåde nødvendig. Når næstekærligheden ikke melder sig af sig selv
som en ’suveræn livsytring’, så stiller etikken krav om, at man handler næstekærligt af pligt. Men
mennesker er begrænsede. Derfor er kravet, at du elsker din læste lige så meget som dig selv – ikke
mere. I denne begrænsning af kravet ligger en erkendelse af, at mennesker er menneskelige og
endnu ikke guddommelige. Det er et udtryk for omsorg for mennesket: mennesket kan ikke kun give,
men må også modtage; kan ikke kun agere, men må også restituere; kan ikke kun arbejde, men må
også bede. På trods af denne begrænsning af kravet kan igen dog opfylde kravet af sig selv. Guds
hjælp er nødvendig. Og selv da fejler vi: Derfor er dom og frelse centrale begreber i kristendommen.
Hvordan udfoldes denne kristne etik i praksis? Det hele må begynde i gudstjenesten bredt forstået.
Vi må først give Gud plads til at elske, før vi selv kan elske. Det kræver åbenhed og modtagelighed
for Guds kærlighed, som rækkes til os på mangfoldige måder: gennem ens næster på mangfoldige
måder i hverdagslivets fællesskaber, gennem erfaringer af skønhed og godhed i naturens og i
menneskers kreativitet, i samfundets institutionaliserede barmhjertighed, i gudstjenestens
fællesskab, hvor ordet forkyndes og sakramenterne forvaltes, i individuelle menneskers åndelige
møder med Gud osv. Fyldt af Guds kærlighed kan vi deltage i Guds kærlige bevægelse udad mod
næsten og skaberværket. Denne kærlighedens bevægelse kan antage uendeligt mange konkrete
former, som jeg naturligvis ikke kan opremse her. Hvad det drejer sig om, viser sig i de konkrete
situationer. Dog vil jeg minde om Jesus ord: ”de fattige har I altid hos jer” (Matthæusevangeliet
21,11). Det må være et kendetegn på enhver kristen kirke, at den tager sig af de fattige – og fattig
kan man være på mange måder både åndeligt og materielt. Kirken må være på de svages og
undertryktes side. I vores tid må det også være et kendetegn på enhver kristen kirke, at den deltager
i beskyttelsen af den ikke menneskelige del af skaberværket, idet vi nu oplever, at menneskers
udbytning truer skaberværkets eksistens. Den ikke menneskelige del af skaberværket er blevet den
svage part i forholdet til mennesker.
Den ovenstående dogmatiske skitse og de nævnte eksempler på kristen praksis er netop kun en
skitse og et par eksempler. Hvordan dogmatikken og etikken skal udfoldes, afhænger af tid og sted
og skal derfor udfoldes i konkrete fællesskaber.
Seneste indlæg
korrigere misforståelser
af somo
01/12/2022 15:05
PROSTITUTION, PORN, LGBTQ AND SEX EXPERIMENTS WITH DENMARK AS AN
af Gerth
01/12/2022 10:20
Er reformationen på vej...
af ABC
30/11/2022 16:05
At elske livet
af ABC
26/11/2022 21:13
Er reformationen på vej...
af ABC
24/11/2022 20:24
Nyheder fra DR
To danske kokkelandshold tager bronze ve..
01/12/2022 16:59
Amerikansk ambassade i Spanien har også..
01/12/2022 16:27
Sigtet for Field's-skyderi bliver frivil..
01/12/2022 15:05
Mor idømt tre års fængsel - mishandle..
01/12/2022 14:55
Distortion har fået grønt lys til 25-..
01/12/2022 14:49
Nyheder fra Religion.dk
Moon-bevægelsen
06/10/2022 06:15