annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 4910402
Et andet syn 1215173
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 992279
Jesu ord 845196
Spirituel omsorg 793346
Galleri
Anholdelsen i haven
Hvem er online?
0 registrerede 26 gæster og 103 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Anonym
Emne: Re: Vi læser det Nye Testamente

Hej Arne, Tikka og HansKrist

Arne:

Citat:
Alle stræber mod det guddommelige, men når de det? - og er det dét, vi skal gøre? - eller skal vi hellere erkende, at vi selv er en del af det guddommelige - men i en langt mere ydmyg rolle end end den, vi søger at tildele os selv?


For mig ER det en ydmyg rolle, som kristendommen tildeler mennesket, når den hævder, at mennesket er skabt i Guds billede. For hvis Jesus er Guds udtrykte billede, så må vi jo afspejle os heri, det vil sige i ydmygheden selv. For dér hang han på korset og tilgav. Og han ville, at vi elsker hinanden i ydmyghed.

Jeg tror på, at vi har et ansvar for denne verden. Det er for mig ikke hovmod. Hvis det går hen og bliver hovmod, så mener jeg, at det må være fordi, at vi er blevet afsporet fra de egentligt kristne ideer.

Tikka:

Citat:
Jeg forstår ikke dit spørgsmål, men pladserne muliggøres af Jesu offerdød


Det var ikke ment som et spørgsmål.

I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.

Det, jeg hører og ser de kloge diskutere, er, hvorvidt denne passage handler om tiden før eller efter den nye tidsalders komme. Wright mener, at den handler om tiden før; når et menneske dør, så får det menneske plads til at hvile ud hos Jesus og Gud. Jeg hælder til tiden efter; i den nye verden vil Jesus samle os i opstandelsen.

Citat:
Kød og blod kan ikke arve guds rige, så det er en forudsætning at man dør.

Paulus skriver om det - om de der ser frem til et himmelsk liv:


Og du citerer så:

For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.

Jeg læser ikke, at det er en forudsætning at dø, før man kan arve Guds rige. Tværtimod taler Paulus om både de døde og de levende i denne passage. Begge vil tage imod Jesus, når han kommer.

Wright fortæller, at denne passage er et af Paulus' metaforer, hvor han trækker mange billeder sammen. Moses på vej ned fra bjerget og Jesus på vej ned fra himlen. Andre steder taler Paulus om, at Jesus blot vil "åbenbares", som når et slør trækkes bort.

Der er derfor tale om et billede og en metafor. Den trækker på den virkelighed, som de levede i dengang: Når en romersk kejser kom til en by, så blev han mødt i det åbne af byens indbyggere for så at blive eskorteret ind i byen.

På samme måde vil vi tage imod Jesus. Selvfølgelig vil vi ikke svæve omkring oppe på himlens skyer i bogstavelig forstand.

Du nævner selv kød og blod. Derfor hiver jeg lige disse Paulus-ord frem:

Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige. Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. (Fra 1 Kor. 15)

Igen ser vi, at det ikke er en forudsætning at dø. De, som er levende, når Jesus kommer, vil blive forvandlet.

Om "kød og blod" siger Wright desuden, at der ikke er tale om, at mennesket vil være uden krop i det genopstandne liv. "Kød og blod" er en teknisk term for den nuværendes krops forgængelighed.

HansKrist:

Citat:
Jeg er rystet at to voksne mennesker i fuld alvor kan drøfte de der spørgsmål om pladser fx og andre ting som helt klart er menneskeopfundet tilfældig pjat og som ej heller skal forstås bogstaveligt, men hvad vigtigst er det har intet, INTET, med Gud at gøre, eller Guds Ord at gøre, der er ikke Gud i det (det er en underlig forskydning væk fra ægte Gudsliv og Spiritualitet).

Hvorfor Gud og vores gudsliv ikke har jeres interesse forstår jeg ikke, men måden I drøfter Bibelen på viser at Gud ikke har jeres interesse, menneskets Gudsliv, gudstjenesteliv og menneskets spiritualitet.

HansKrist i denne tråd læser vi i Bibelen fra a - b, er det ikke i orden? Jo! Sorry I to, glem det her indspark, se bort fra det, blot har jeg skrevet det for min egen samvittigheds skyld og for en eventuelt intelligent læser på sidelinjen, der ikke skulle blive ledt på vildspor.

Og iøvrigt er det jo ikke noget Jesus har sagt, og hvis han skulle have sagt noget lignende kender vi ikke sammenhængen det er sagt i og derfor ej heller metaforen eller symbolsk hvad det var Jesus ville sige og illustrere.


Jeg tror godt, at jeg forstår, hvilken vinkel du kommer fra. Jeg er også usikker på, om Jesus skulle have sagt disse ord. Jeg tror, at der er meget i evanglierne, som han hverken har sagt eller gjort. Men jeg tror også, at forfatterne og traditionen - når de tillægger ham visse ting - tager udgangspunkt i noget historisk. Ikke at det skal forstås i bogstavelig forstand, men at det refererer til noget konkret.

Lige netop de ord, vi her taler om, er jo en længere 'meditativ' tale fra Jesus (hvad enten han har sagt det eller ej). Hvad mon den skal illustrere? Jeg tror, at der er tale om trøst og om gensyn. Og jeg tror, at Jesus bestemt har MENT dette - og vel også talt om det - selv om han ikke har brugt disse ord og sagt nøjagtigt dette.

Citat:
Bibelen skal ikke forsvares, men kristnes trosliv og spiritualitet, åndelig gudstjenesteliv, kirkeliv, skal forsvares, det er her vi har alle helbredelserne og undergerningerne. Det er her mennesket vækster med Gud. Her findes den gåpåmod og entusiasme og ekstase og glæde og jubel vi finder så udtalt hos Paulus og op gennem kirkernes 2000 år lange gudstjenesteliv med sang og musik, fordi intet bedre end sang og musik kan udtrykke disse menneskets humør og ekstatiske begejstringsforhold, denne hvidglødende entusiasme.

Alt i kristendommen såvidt troslivet og spiritualitet drejer sig om de nye skabninger vi er i KRISTUS

Hvordan skal dette forstås?

Kristendommens antropologi er de nye skabninger vi er i KRISTUS, altså en gedigen KRISTOLOGISK ANTROPOLOGI.


Jeg er glad for, at du nævner ANTROPOLOGI. Det er et af dine stærke linser at se kristendommen igennem. Det er en umådeligt interessant linse. En vigtig linse!

Jeg har også en filosofisk linse. Og en metafysisk linse. Det er en af mine vægtige linser. Derfor betyder eskatologien meget for mig. Er der virkelig tale om, at vi går igennem døden og finder nyt liv på den anden side? Det tror jeg! Også selv om vi skal - som du jo selv har sagt det så smukt - leve det evige liv i dette liv.

Og du nævner jo Nikolai Berdyaev, en russisk filosof med interesse for mysticisme. Og jeg har læst lidt om ham nu. Til min ekstreme fornøjelse ser jeg, at han - ligesom jeg! - også er fortaler for apokatastase.

I følgende citater af Berdyaev vil du finde: RESURRECTION, EAST VS. WEST, ANTHROPOCENTRIC, APOKATASTASIS, CHRIST SECOND COMING, ESCHATOLOGY.

Der er noget, der siger mig, at jeg i mine tanker ikke er helt ved siden af en af dine foretrukne tænkere.

Salvation is the enlightenment and transfiguration of creation and not a juridical justification. Orthodoxy turns to the mystery of the RESURRECTION as the summit and the final aim of Christianity Thus the central feast in the life of the Orthodox Church is the feast of Pascha, Christ's Glorious Resurrection. The shining rays of the Resurrection permeates the Orthodox world. The feast of the Resurrection has an immeasurably greater significance in the Orthodox liturgy than in Catholicism where the apex is the feast of the Birth of Christ. In Catholicism we primarily meet the crucified Christ and in Orthodoxy - the Resurrected Christ. The way of the Cross is man's path but it leads man, along with the rest of the world, towards the Resurrection. The mystery of the Crucifixion may be hidden behind the mystery of the Resurrection. But the mystery of the Resurrection is the utmost mystery of Orthodoxy. The Resurrection mystery is not only for man, it is cosmic. The East is always more cosmic than the West. The West is anthropocentric; in this is its strength and meaning, but also its limitation. The spiritual basis of Orthodoxy engenders a desire for universal salvation. Salvation is understood not only as an individual one but a collective one, along with the whole world. Such words of Thomas Aquinas could not have emanated from Orthodoxy's bosom, who said that the righteous person in paradise will delight himself with the suffering of sinners in hell. Nor could Orthodoxy proclaim the teaching about predestination, not only in the extreme Calvinist form but in the form imagined by the Blessed Augustine. The greater part of Eastern teachers of the Church, from Clement of Alexandria to Maximus the Confessor, were supporters of Apokatastasis, of universal salvation and resurrection. And this is characteristic of (contemporary) Russian religious thought. Orthodox thought has never been suppressed by the idea of Divine justice and it never forgot the idea of Divine love. Chiefly - it did not define man from the point of view of Divine justice but from the idea of transfiguration and Deification of man and cosmos.

Finally, the final and most important feature of Orthodoxy is its eschatological consciousness. The early Christian eschatology, the anticipation of Christ's second appearance and the coming of the Resurrection, was to a greater extent, preserved in Orthodoxy. Orthodox eschatology means a lesser attachment to the world and earthly life and a greater turning towards heaven and eternity, i.e. to the Kingdom of God. In Western Christianity, the actualization of Christianity in the paths of history, the turning towards earthly efficiency and earthly organization resulted in the obscuring of the eschatological mystery, the mystery of Christ's second coming. In Orthodoxy, primarily as a result of its lesser historical activity, the great eschatological anticipation was preserved. The apocalyptic side of Christianity had less of an expression in the Western forms of Christianity. In the East, in Orthodoxy, especially in Russian Orthodoxy, there were apocalyptic tendencies, the anticipation of new outpouring of the Holy Spirit. Orthodoxy, being a more traditional, a more conservative form of Christianity, while preserving the ancient truths, allowed for the possibility of a greater religious innovation, not innovations of human thought which is so prominent in the West, but innovations of the religious transfiguration of life.The primacy of the fulness of life over the differentialized culture was always especially characteristic for Orthodoxy. Orthodoxy did not see such a great culture which arose on the grounds of Catholicism and Protestantism. Perhaps this is so because Orthodoxy is turned towards the Kingdom of God which will come not as a consequence of historical evolution, but as a result of the mystical transfiguration of the world.

http://www.chebucto.ns.ca/Philosophy/Sui-Generis/Berdyaev/essays/orthodox.htm

Med andre ord, HansKrist, så har du vist lige fanget min opmærksomhed med en tænker, som jeg selv kan relatere til.

Citat:
Bibelen er ikke en drejebog over hvordan vi skal leve vores liv, det udvikler vi sørme sammen med Gud i det daglige:

det åbenbarer Gud for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os.


Jeg opfatter ikke Bibelen som en drejebog for opførsel. Slet ikke. Men jeg må indrømme, at læsningen af den former min karakter ved at fange min teologiske imagination og føre den omkring på et intuitivt niveau.

Kh Thomas
Seneste indlæg
Samtaler omkring bålet...
af ABC
13/07/2020 12:57
Gennemsigtighed og troværdighed af faktiske fakta
af ABC
10/07/2020 20:39
Vi læser det Nye Testamente
af ABC
01/07/2020 22:40
Lyser på vej
af somo
01/07/2020 22:29
Mellemrummet
af RoseMarie
30/06/2020 22:28
Nyheder fra DR
Leicester lukker igen: Jeg er flov over ..
15/07/2020 06:06
Studie: Nigeria kan ende med større bef..
15/07/2020 05:59
Flere delstater slår dyster rekord for ..
15/07/2020 05:50
Rita og Jon har været gift i 80 år: 'D..
14/07/2020 21:36
Kras kritik af den græske kystvagt fra ..
14/07/2020 20:33
Nyheder fra Religion.dk
Eddike, kamelspyt og rodudtræk: Jødedo..
09/07/2020 06:17
Sex, skyld og skam i kristendom: ”Når..
08/07/2020 06:08
Religion i kufferten: Det betyder dine s..
06/07/2020 06:15
3 film: Sådan skildres Himmeriget
02/07/2020 05:50
Satanismens indtog i Danmark
30/06/2020 06:00