|
1
registreret Arne Thomsen
518
gæster og
54
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Hvad vi lærer hos Paulus
|
Hej Arne
Ja, du har ret i at det er svært for mig at finde det rigtigt at "række ud efter Gud".
Her ville jeg sige: Fingrene væk!
Men ok, i længsel kan man jo godt andægtigt søge at komme nærmere
Andægtighed, ja! Herligt ord! 
At Paulus kendte og kunne kommunikere med Gud, og at Gud skulle have ord, tanker og vilje, det er jo noget, kristne tror
Du må undskylde, at jeg i det følgende bruger ordet "han" om Gud.
Der er kolossal forskel på kristne, har jeg opdaget. Kolossal! Jeg læser netop en kristen filosof ved navn David Bentley Hart. Han gør meget ud af at sige, at Gud ikke er et væsen, men Væren. Gud er uendelig. Faktisk knytter han denne Væren til det østlige udtryk Sat-Chit-Ananda, Eksistens-Bevidsthed-Lykke. For Gud er der ikke noget "stykkevist". Han er ikke nødt til at tænke en tanke-bane færdig, før han kan nå en konklusion. Han rummer alt allerede i sin uendelighed, ubegrænsethed. På den måde stopper han ikke op og klør sig i håret for at tale eller tænke en tanke til ende.
Det kan måske se sådan ud, når han "går rundt" i Edens Have, eller når man "hører ham tale" til sine profeter. Men jeg vil påstå, at der her er tale om, at "Guds virke" gøres anskueligt via det menneskelige medie - sprog og forfattere til Bibelens tekster.
Men jeg må understrege, at kristne er en broget størrelse. Nogle tror på et evigt helvede, andre gør ikke. Nogle tror på, at Jesus gik på vandet, andre gør ikke. Nogle ser Gud som et magtfuldt væsen; i det mindste antager de det i deres argumentation. Andre gør ikke, men ser snarere Gud som Aldous Huxley i Den Evige Filosofi.
Det er som om kristendommens Gud primært er Gud for mennesker, mens alt andet er underordnet: Andre levende væsener, kloden, solsystemet, galaksen, de andre galakser, universet - måske endda universerne.
Det er en af grundene til, at jeg føler mig inspireret af buddhismen, netop fordi den anerkender dyrenes liv og velvære.
Men jeg tror dog godt, at man kan finde en del godt om dyrene og kloden i Bibelen, selv om det synes mindre eksplicit. Fx har jeg en bog på hylden, som handler om Creation Care.
https://www.amazon.com/Creation-Care-Biblical-Theology-Natural/dp/031029374X
Herfra:
From Genesis to Revelation, the Bible reveals a God whose creative power and loving care embrace all that exists, from earth and sky and sea to every creeping, crawling, swimming, and flying creature. Yet the significance of the Bible’s extensive teaching about the natural world is easily overlooked by Christians accustomed to focusing only on what the Bible says about God’s interaction with human beings.
Det er på sin vis logisk nok. Gud er Skaberen med stort S. Gud elsker sin skabelse og vil i sidste ende øse sig selv ind i den totalt for at blive alt i alle, alt i alt. 1 Kor. 15:28.
Verden gik af led i Syndefaldet, men Gud vil frelse den. Kærlighed.
Nogen har udtrykt - vist buddhister - at verden er en illusion.
Måske var det dét, der fik mig til at forsøge at forestille mig, at verden ikke eksisterede.
At gå helt ind i denne forestilling var for mig så uhyggeligt svimlende, at jeg måtte opgive.
Men dit eget citat bruger faktisk heller ikke ordet illusion, men at verden er "relativ".
Buddhister beskæftiger sig med et ikke-selv, anatta, hvis jeg husker ret. Men dette skal ses fra et vist "virkeligheds-niveau". Det er jo ikke sådan, at buddhister kaster vrag på medfølelse i overbevisningen om, at andre væsener alligevel ikke eksisterer. Medfølelse er jo helt centralt! De ser altså ikke andre væsener som værende ikke-eksisterende. Men på et vist plan er vi dog noget andet, end det vi går og tror.
Faktisk, når jeg mediterer, så kan jeg godt opleve noget af det samme. Det, som jeg normalt har en fornemmelse af - MIG SELV - og som "føles" som en objektiv sandhed, se den bliver faktisk løsnet en hel del under meditation. Og det føles BEFRIENDE!! Jeg tror, at vi har en tanke og en følelse af MIG, som i meditation viser sig at være mere en konstruktion af en art frem for en objektiv, bastant enhed. Jo, jeg er her, men den følelse af MIG ... er faktisk ikke det egentlige mig. Det er svært at forklare, opdager jeg pludselig 
Så nu vil jeg være "mirakuløs" blinker - opgive de håbløse spirituelle spekulationer - og i stedet ydmygst elske så vidt mine givne evner rækker.
Og er det rigtigt at bruge så megen tid på spekulationer over det spirituelle. Er det meneingen, at vi mennesker skal være kloge på dét.
Er det ikke mere rigtigt at bruge de givne evner kærligt og bedst muligt? Jo, det tror jeg
Her må jeg nok krybe til korset (se bare hvordan kristendommen er dybt indlejret i vores sprog!) og give dig ret. Kærligheden må være i centrum. Vi hører heller ikke de vilde spekulationer fra Jesus. Vi oplever kærlighed og atter kærlighed. For børn og gamle, kloge og enfoldige. For alle.
Af natur er jeg dog meget filosofisk anlagt. Heldigvis føler jeg, at jeg priser Gud med min filosoferen. Men det kan aldrig erstatte den simple kærlighed til denne klode - og alt dens liv 
Kh Thomas
|
|
|
|
