|
2
registrerede
(2 usynlige),
10
gæster og
161
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Hvad vi lærer hos Paulus
|
Hej Thomas.
Ja, du har ret i at det er svært for mig at finde det rigtigt at "række ud efter Gud".
Her ville jeg sige: Fingrene væk!
Men ok, i længsel kan man jo godt andægtigt søge at komme nærmere 
Hanskrists ord:
Nej, som med Jesus, gælder at Jesus og Paulus kendte Gud og levede i communion og kommunikation med Gud, de havde begge Guds Ånd, som de var drevet af og grebet af, og de kendte Guds Ord og Tanker og Vilje, fordi de begge lod Gud komme til udtryk i deres liv.
At Paulus kendte og kunne kommunikere med Gud, og at Gud skulle have ord, tanker og vilje, det er jo noget, kristne tror, ligesom de tror, at Kristus er Guds Søn i Den hellige Treenighed som de kristne iøvrigt skændes om - filioque - og hvor muslimerne jo mener, at Jesus var en profet.
Her er jeg plaget af tvivl. Det er som om kristendommens Gud primært er Gud for mennesker, mens alt andet er underordnet: Andre levende væsener, kloden, solsystemet, galaksen, de andre galakser, universet - måske endda universerne.
Og det bliver jo ikke mere overbevisende, når man tænker på, at dem, der har en sådan religion, er: mennesker 
Her er det min fornemmelse, at buddhismen kommer sandheden lidt nærmere med deres idé om Nirvana:
Udtrykt med andre ord er nirvana det samme som at nå til en erkendelse af, at verden er relativ, og alt hvad der er i den, er betinget af hinanden, også selvet, som ingen instans er i sig selv. Således opløses alting ved hjælp af selverkendelse, og frelsestilstanden er opnået.
Nogen har udtrykt - vist buddhister - at verden er en illusion.
Måske var det dét, der fik mig til at forsøge at forestille mig, at verden ikke eksisterede.
At gå helt ind i denne forestilling var for mig så uhyggeligt svimlende, at jeg måtte opgive.
Måske at andre galakser forsvandt, andre stjerner, solen og denne klode, men så også én selv- nej, nej, hold op - det er uudholdeligt!
Men tilbagevenden til at alting er illusion eller ej, det føltes - og gør det stadig - som et vidunderligt mirakel, som fyldte mig med den allerdybeste ydmyghed - men samtidig er det jo klart, at jeg jo også er en - omend uhyre lille - del af miraklet.
Så nu vil jeg være "mirakuløs" - opgive de håbløse spirituelle spekulationer - og i stedet ydmygst elske så vidt mine givne evner rækker.
Og er det rigtigt at bruge så megen tid på spekulationer over det spirituelle. Er det meneingen, at vi mennesker skal være kloge på dét.
Er det ikke mere rigtigt at bruge de givne evner kærligt og bedst muligt? Jo, det tror jeg
Andre oplever verden anderledes og prioriterer anderledes og får måske et godt liv på den måde, men for mig er det at leve miraklet egentlig helt enkelt og ligetil - i kærlighed til alt og alle - efter bedste evne
Min udvikling frem til nu, startede med mine ikon-inspirationer - alene - et naturskønt sted - i harmoni mellem mennesker og natur - med udsigt over havet - og hvor det lykkedes mig at rydde min bevidsthed, så jeg blev åben for budskabet: Kærlighed.
Mere behøver jeg ikke at vide om religion
Men jeg holder af længslen efter det guddommelige - har den selv - og har oplevelser i kirker, moskeer, templer, der udtrykker denne længsel.
At andre så oplever at kunne kommunikere direkte med noget guddommeligt, vil jeg tro er glædeligt for dem - og måske en inspiration til at leve et godt liv - men desværre har vi jo også set den slags misbrugt på det groveste.
M.v.h. Arne Harmoni og kærlighed til denne klode - og alt dens liv 
|
|
|
|
