|
2
registrerede
(2 usynlige),
10
gæster og
161
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Hvad vi lærer hos Paulus
|
Hej HanskKrist og Arne
Arne:
Jeg vil dog tilføje, at det ikke blot er "resignation", der motiverer mig. Det er også en fornemmelse af, at det ikke er det rette at gøre, at søge at "omklamre og analysere Gud".
Jeg tror, at vi er meget tæt på hinanden i en forståelse af, hvordan vi nærmer os Gud, når du skriver, at han ikke skal "omklamres og analyseres". For hverken jeg - ej heller de kristne filosoffer er jeg sikker på - tror, at vi kan omklamre, fastholde, dissekere, obducere Gud. Pille Gud fra hinanden. Få kontrol over Gud.
Jeg tror, at hvis du tror, at det er det, vi gør, når vi rækker ud efter Gud med alt, hvad vi har - også vores sprog som uundgåeligt nærmer sig det poetiske, når vi rækker ud efter Gud selv - så gør du os uret.
Samtidig er for mig vi menneskers længsel efter det guddommelige i sig selv noget smukt, og det er sådan jeg opfatter - og holder af - religionerne.
Helt sikkert. Ikke desto mindre må jeg give HansKrist ret i følgende:
HansKrist:
Nej, som med Jesus, gælder at Jesus og Paulus kendte Gud og levede i communion og kommunikation med Gud, de havde begge Guds Ånd, som de var drevet af og grebet af, og de kendte Guds Ord og Tanker og Vilje, fordi de begge lod Gud komme til udtryk i deres liv.
Paulus siger mod slutningen af sit liv at han kun gider tale om det som KRISTUS har virket og gjort igennem ham = med hvad Ånden, Guds Ånd, Gud Helligånden har udvirket.
Så der er tale om participation (1)* (i KRISTUS Gudsmystik) mere end der er tale om religiøs længsel efter det guddommelige, for Gud og det guddommelige var deres liv, en fuldstændig integreret naturlig del af deres liv og især virke, da de havde deres handlingsbasis i Gud. Hvad de længtes efter var at KRISTUS blev alt i alle og Guds Riget derigennem ville manifestere sig.
Jeg tænker, om dette er klarere for dig, end hvad HansKrist ellers skriver. For mig er det faktisk en suveræn pointe, jeg endnu ikke havde fået bevidst fat på. Men han har jo fuldstændigt ret. Paulus og Jesus ikke bare længtes efter Gud, men levede allerede i Gud. Hele deres virke var søbet ind i Gud. For at vi også kunne leve i Gud og ikke bare længes efter Gud - men få tilfredsstillet vores længsel.
HansKrist
Og næppe to har revet og flået i hinanden som Thomas og undertegnede, men Guds Kærlighed KRISTUS førte os sammen til sidst.
Dette ved du også, Arne. Du ved, hvordan vi opførte os over for hinanden tidligere.
Og HansKrist, jeg håber, at du nåede at se mit indlæg til dig: #29756 - 30/04/2020 09:30
Jeg overvejer stadig at foreslå folk fra fb-gruppen at komme herover til Trosfrihed og prøve kræfter med et ægte debatforum.
Arne:
så glæder jeg mig over "stor kærlighed", men jeg savner "ydmyghed", ligesom det at kalde Gud "ham" for mig netop er "at trække Gud ned".
Måske hænger du dig mere i specifikke ord, end jeg gør. Faktisk skrev jeg om ydmyghed, hvilket du også citerede mig for just efter disse dine linjer:
"Ja, tænk bare på din egen ikon-oplevelse. Kunst! Det er faktisk en måde at "tale om Gud" på. Vel vidende at Gud overgår vores fatteevne kryber vi ydmygt nærmere for at hylde ham med det, vi har at hylde ham med. Hele vores væsen og hvad vi har af filosofi, poesi og kunst."
Og når jeg skriver "Ham", så er det ud fra traditionen. Jeg forestiller mig ikke, at Gud har et x- og et y-kromosom. Og det er besværligt at undgå at skrive "ham", når det ligger naturligt i vores sprog. Faktisk prøvede jeg at undgå det for at "række over kløften" til dig, men du fangede en misser.
Jeg håber, at du nu forstår min position bedre, og jeg glæder mig til at udforske din endnu nærmere, Arne.
Kh Thomas
|
|
|
|
