Når folk skændes imod hinanden, sker det uretfærdigt ligesom med de dyr, hvor den stærkeste eller mest brølende dominerer skræmmende over taberen, fordi han/hun bliver bange. Hunde gør ligesådan. Når mennesker er vrede på hinanden, opfører de sig ubevidst med for primitivt irrationelle reaktioner, hvor deres åndssvage ord er grimme på en beskidt måde. Helligånden er ikke medskyldig i dette.

I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.