|
1
registreret
(1 usynlig),
424
gæster og
184
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Forklaringen på pinsemyten.
|
held og lykke med dine/jeres projekter
livet byder altid på frustrationer og lidt stress, og det ville være fint om du ikke brugte trosfrihed til at få afløb herfor
lidt mere omtanke og lidt mere venlighed som en opgivelse af den der pr automatik "US VERSUS THEM MENTALITY" når du loggede ind på trosfrihed, ville kunne blive en win win situation for alle parter, både for dig som for os andre brugere af trosfrihed
dette har rigtig rigtig meget at gøre med selvrespekt som selvaccepten (freden med sig selv, som forsoningen med sig selv), for nemlig afslører hvordan vi behandler andre (theory of mind) hvordan det står til med vores selvrespekt og selvaccept. Dette er en sindrig kompliceret konflikt som dynamisk relation mellem de psykiske instanser: os selv (jeget) og overjeget eller idealjeget.
Folk der mangler selvrespekten og selvaccepten i deres liv kan pine og plage livet af andre mennesker, såvel som de kan gøre deres eget liv til et helvede, en evig pine.
Det siger sig selv at selvrespekten og selvaccepten skal komme til os fra overjeget, samvittigheden (om vi har en sådan), og det er ikke altid noget vi kan tilsige os selv (sige os selv), eller tilgive os selv (give os selv), hvilket enhver psykoanalytisk psykiater ved alt for godt er tilfældet. Hvordan vi har det med overjeget, vores samvittighed, vores selvrespekt og selvaccepten, forsoningen og freden med os selv, er derom hvor al psykoanalyse såvel som læren om Kristus drejer sig.
Paulus har smukt (ifølge Lacan) beskrevet forholdet før selvaccepten (forsoningen, før vores liv i Kristus) indfinder sig:
Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. v15 For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. v16 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. v17 Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
v18 Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. v19 For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. v20 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
v21 Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. v22 For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. v23 Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.
v24 Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? v25 Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.
Men Carl Gustav Jung er måske manden der i moderne tid af alle der på smukkeste vis har beskrevet vejen til os selv, fred og forsoning med os selv, selvaccepten.
Jeg har ikke noget imod dynamiske høje spændinger mellem os selv og overjeget eller idealjeget som samvittigheden, for det kan være et kreativt drive af stor værdi for den enkelte såvel som samfundet, men når det ender i selvforkastelse såvel som evindelig kritik og foragt der hagler ned over ens nærmeste omgivelser så bliver det for meget.
At vi har det godt med os selv er så fandens vigtig, men det er ikke så ligetil. For mig har 3 "mænd" og skoler/traditioner hjulpet mig meget på vej i den sammenhæng, selvaccept sammenhængen eller vejen til mig selv; og det Paulus; Freud og Jung.
At vi har det godt med os selv og hinanden er af lige så stor vigtighed, for det hører sammen.
Trosfrihed er et udmærket sted i den sammenhæng. Kunne vi dog bare være konstruktive overfor hinanden i den sammenhæng, ja det ville jo være noget stort.
Hvordan vi har det med os selv er et spændende emne, hvem tør byde ind desangående? For nu har vi i så mange måneder haft fokus på hvordan vi har det med hinanden her på trosfrihed, så måske vi skulle flytte fokus til hvordan vi har det med os selv hver især af os. Lige fra det simple enkle spørgsmål vi kan stille os selv; har jeg det godt? Er jeg rask og rørig som i godt humør eller ihvertfald ved godt mod. Er mit liv et spændende liv med tilpas med udfordringer og opgaver der kræver (dagligt kalder på) min indsats og person som mine evner, dygtighed. Føler jeg mig passiv og afmægtig eller har jeg følelsen af at være aktiv og kreativ, eventuelt direktør og kreatør'en i mit eget liv. Og alt efter hvor på denne skala jeg befinder mig, hvordan er min grundstemning, sindsstemning og humør, så? Vi kunne måske endda stille os selv hver især spørgsmålet, betyder trosfrihed noget for mig? Kan vi krybe udenom selv-forholdet, forholdet til os selv; fx igennem at leve livet fuldt ud, oplevelse på oplevelse, at gå fra den ene mere livsbekræftende oplevelse til den anden, og så dermed undgå selvforholdet (al religions inderste kerne)? Er selvudviklingen hos os i den vestelige velbjergede (økonomisk materielt set) del af verden afskyelig navlepilleri når der findes så megen sult og nød, som krig og elendighed, vold og overgreb som uretfærdighed, ude i den store verden. Eller hænger selvaccepten uløseligt sammen med et aktivt politisk engagement i forhold til næstens nød og behov, som hos Paulus og i den paulinske urkristendom. Indenfor moderne gængs dansk teologisk tænkning må man overhovedet ikke være interesseret i selvrealisering og selvudvikling, men man skal, som en vis kendt biskop fra Roskilde var inde på det, betragte sig selv som en uvæsentlig biperson i eget liv. Går man ind i kirkelige kristne kredse finder man da også en fremmedgjorthed overfor os selv, selvforholdet og hvem vi er, fx i Jung'iansk forstand er. Som om troen forstyrrer selvforholdet hos visse kristne, så der hvor der skulle være selvaccept som selvrealisering og selvkendskab, der finder man blot tro som overtro (ja hvorfor dog skal vi overtro noget? i den sammenhæng jeg vælger at være gnostiker som Jung).
mange kærlige hilsner HansKrist.
|
|
|
|
