|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
372
gæster og
42
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Forklaringen på pinsemyten.
|
Hej bjørn,
tænkte det nok, det neurovidenskabelige interessante, sprang du let hen over. Det var ellers det mest spændende.
Du skriver bjørn:
Men som jeg skrev, er "ordet" bedragerisk. Hvert enkelt menneske har en individuel opfattelse af hvert eneste ord i sproget, baseret på de personlige erfaringer vi har med ordets brug, og de erfaringer er forskellige fra menneske til menneske. Vi har ingen mulighed for at afgøre, hvordan et andet menneske opfatter verden, men vi har forlængst bevist, at vi hver især har vores egen opfattelse af, hvad ordene betyder.
Lige kort: selvfølgelig har vi en individuel cognition (erkendelsesarbejde at gøre), men forhåbentlig render vi ikke rundt hver især med vores egen opfattelse af hvad ordene betyder som du skriver (kender kun mich der havde isoleret sig selv fra andre menneskers brug af ordene).
Eksempler på at det slet ikke er så slemt som du beskriver det: hvad skal jeg når jeg kommer til rødt lys, ja så skal du stoppe, så må du ikke køre over. Hvornår kommer toget, kl 10 minutter over 9. Jeg er træt og går i seng nu (så bliver der jo ikke sagt, jeg er sulten og går ud i køkkenet nu). Jeg kunne blive ved og ved med millioner af dagligdags eksempler.
Hvordan tror du jeg har fået mine gode karakter på medicinstudiet i fagene biofysik, kemi og genetik fx, fordi jeg kunne læse og forstå spørgsmålene (min opfattelse af ordenes og de matematiske tegns betydning var den samme som dem der havde formuleret spørgsmålene), og derefter finde de rigtige løsninger.
Hvis ord bruges bedragerisk, vil det blive afsløret før eller siden, det retter sig efterhånden som man opdager at ord bedrager. Vi har en lang lang skoling til at korrigere og tune os ind på den rette anvendelse af ord og begreber. Men at der er et problem vil jeg ikke benægte, tænk fx bare på Dawkins forkerte brug af begrebet Gud, fordi han bruger begrebet som børn tænker. Dog afstedkommer dette en begrebsafklaring på verdensplan, hvad der menes med Gud, hvordan, i hvilken sammenhæng, det giver god mening at bruge begrebet Gud.
Lad os kigge på det mere vanskelige som her: "Vi har ingen mulighed for at afgøre, hvordan et andet menneske opfatter verden". Jo jo da, ellers ville psykiatri og psykologi være en umulighed. Ellers ville samspillet mellem mor og barn hurtigt blive alvorligt forstyrret som mellem et ægtepar. Vi konstruerer vores virkeligheds som verdens opfattelse i fællesskab med andre og i forbindelse vores kulturelle dannelsesliv, som vores videnskabelige skoling og uddannelse. Og det går fantastisk med at forstå hinanden, så den ene forsker bygger videre på de andres opdagelser.
Du skriver:
Jeg ser det især ved din brug af naturvidenskabelige fagudtryk, som end ikke nærmer sig det sprog, som forskere bruger indbyrdes til at gøre sig forståelige. For dem viser det, at du end ikke har forstået grundbegreberne i deres fag.
Du vrøvler, her er det dig der er svagt begavet, du mangler i den grad up to date forståelse af de begreber der idag bruges, som hvordan tingene hænger sammen omkrign stress amygdala og hippocampus og forhjernen, det så vi tydeligt da vi to talte neurovidenskab, du har ikke det der ligner nogen up to date forståelse. Og din tåbelige ide med at surfe og google dig frem til hvordan universiteterne beskrev det neurovidenskabelige arbejde de var beskæftiget med, har ikke en dyt med en sådan hel konkret sag som vi to drøftede med hinanden at gøre.
Jeg beskrev noget så konkret at det kan falsificeres til enhver tid (om du husker vores tale om stress amygdala og hippocampus). Du påstod at der intet overhovedet var om det jeg skrev og at det var et klart bevis på at jeg slet ikke forstod noget som helst af neurovidenskab (du gav lidt prøver selv, men dette var mere end 30 års gammel forlængst overhalet hjerne opfattelse -tale du kom med). Jeg gav dig den mulighed at tilbagevise min påstand, hvor det var jeg var fuldstændig forkert på den, som at komme med din mere rigtige redegørelse for forholdet. Ikke et ord er der siden kommet fra dig, hvorfor, jo fordi jeg så ville inddrage Kjeld Fredens til at afgøre om det var dig eller mig eller en hel tredie version der var den sande. Du ved godt du blot fabler nonsense af dig bamse fra tid til anden, og det er lidt synd for dig at du ikke formår at trække en sund kritisk grænse overfor dig selv når du åbner kæften om noget du ikke har en dyt forstand på, for der er jo så meget du dog trods alt ved noget om. Men jeg og andre, vi falder ikke på røven for dig længere når du tar munden for fuld, du er gennemskuet, du udtaler dig gang på gang bombastisk om ting du ikke har styr på. Sådan er det når man bevæger sig ind på andres kompetencer områder, så kommer man til at afsløre sig selv, og det har du gjort ved flere lejligheder.
Så for din egen skyld, nøjs med eventuelt at udtale dig skråsikkert om det du ved noget om. Du gør dig selv som trosfrihed en bjørnetjeneste når du udtaler dig som efterfølger
når du skriver som her
"Jeg ser det især ved din brug af naturvidenskabelige fagudtryk, som end ikke nærmer sig det sprog, som forskere bruger indbyrdes til at gøre sig forståelige. For dem viser det, at du end ikke har forstået grundbegreberne i deres fag".
ved du godt at du lyver, men du ved så også at der kun er et fåtal (eller ingen) af de tilstedeværende debattører der kan gå ind og afgøre om din løgnepåstand om mig holder vand. Men det gør den ikke for det er ren bluff fra din side, og du ved også selv at du er ude i en gråzone, dummere er du sgu ikke, men du tænker, der er nok ikke nogen der opdager det (så jeg beklikker lige og belyver hanskrist (havde vi haft en ekspert på området, havde du aldrig turde skrive at der ingen sammenhæng var mellem amygdala hippocampus og forhjernen og stress)). Stop med det fis bamse, om du ønsker at blive taget seriøs igen som debattør, ellers får du røven på komedie. Men vi kunne jo ta sagen op igen, og sende til fagfolk eller stille det som et spørgsmål til videnskab dk, hvor jeg kommer med min påstand og du påstår at der intet overhovedet er om det jeg siger.
Jeg kunne jo blot spørge om der er en sammenhæng mellem amygdala og hippocampus og så stress? Alene en bekræftelse heraf, er nok til at du har tabt bamsebjørn da du påstod denne sammenhæng ikke fandtes. Kom der så endda en præcisering af at det endda ses at hippocampus skrumper ved stress, er du da totalt til grin. Jeg kunne sige endnu mere om forholdet, da jeg ved en hel del om forholdet. Hvilket du til min store forbavselse ikke gjorde. Så jeg var ret forundret over at du faktisk ikke aner noget om moderne neurovidenskab, bare til en begyndelse, for det er faktisk noget af det mest udbredte og kendte. Og rent faktisk troede jeg du vidste en hel del om neurovidenskab, men det ved jeg så nu at det er så som så med det.
Du skriver:
Jeg har brugt 60 år på at forske i disse tværfaglige misforståelser i et forsøg på at bidrage til løsningen af livets gåde.
ta det roligt bamse, men vi kvitterer med en dansende banan 
Ihvertfald forstår du ikke den ny videnskab om hjernen og de utallige frugtbare tværvidenskabelige opdagelser denne videnskab kaster af sig dagligt. Du kunne ikke engang koble stress til hjernen og dens strukturer som amygdala, hippocampus og frontal lapperne. Så stik lige piben ind, din tværvidenskabelige forståelse på ovennævnte område er slet ikke eksisterende.
Du skriver:
Du deler hverken sprog, tro eller personlighed med nogen af de teologer, hvis tanker du hylder, og heller ikke med Einstein, Freud, Jung eller Marx. De er lige så fremmede for din tankeverden, som Arne, Zenia, Simon og din Jonna.
Du er et vrøvlehovede at høre på bjørn for om noget jeg deler sprog og tanker med de nævnte (derfor behøver vi ikke være enige, have samme virkelighedsforståelse eller verdensforståelse, såvidt det derude og os selv herinde (selbstwelt eller eigenwelt forståelsen)). Fx har jeg lært utroligt meget af Tillich, og det har 100.000 vis af teologi interesserede også, og ja et endnu højere antal mennesker der har læst hans populærvidenskabelige bøger gennem et par generationer. Men selvfølgelig arbejder alle menneskers hjerner forskelligt, unikt cognittion eller erkendelsesmæssigt, fordi vi benytter hver vores hjerne dertil, som vi har forskellige livserfaringer (qua vores unikke individualitet) at kontekste alt i forhold til af det vi lærer af andre, men derfor kan vi stadig lære noget af andre, det være sig Freud eller Jung også, som da især Jonna som jeg deler så meget med, har så stor fællesskab som samliv med (følelsesmæssigt som intimt, såvel som i åndelig sammenhæng, hvor vi deler med hinanden vore tanker om stort set alt).
Vanskelighederne er der, men de er ikke så store som du gør dem til bjørn. Tværtimod må vi sige at det er mere fantastisk at vi kan forstå hinanden så godt som vi kan tværs alders kultur som livsopvækst -forskellighederne, men også folk der levede for mange mange år siden dem magter vi ofte at forstå og det fordi uanset vores eksistentielle (især økonomiske og materielle) vilkår er forandrede ret så radikalt, så deler vi stadig de eksistentille menneskelige grundvilkår (noget teologien alle dage har været optaget af, men andre videnskaber er begyndt at deltage også og bidrager ligeledes til vores forståelse her).
I min ånd, i mit sind, foregår der rigtig mange ting, så på den måde er jeg ikke alene (nemlig er jeg uanset hvor alene jer er, "altid alene med mig selv" og 'selvet' er undersøgt af Freud og Jung fx og ja bliver undersøgt af moderne psykologi). Fx kan jeg tænke og jeg kan forestille mig en hel masse, som jeg har en hel række grundfølelser (angst, vrede, sorg, glæde, overraskelse og væmmelse) altså vi rummer en lang række fællesmenneskeligt gods eller almen menneskeligt, ellers ville der ej heller kunne konstrueres en almen psykologi.
Der hvor jeg er alene og du og andre ligeså, er at vi er individer og at der ingen er som mig, som der ej heller er nogen der er som dig og andre, vi er alle unikke og usammenlignelige, der findes ikke et kopi nogen steder, som at ingen hjerner arbejder ens i forbindelse med at et begreb eller udsagn (som digt) skal forstås, men derfor er det sgu også så desto meget mere fantastisk at vi forstår hinanden, eller at det lykkes os så godt at forstå hinanden, det er her det forunderlige er og ikke i din ide om at stort set ingen forstår hinanden eller at vi ikke kan dele med hinanden, som lære af hinanden, som blive præget af hinanden. Dersom ord var bedrageriske ville de hurtigt blive opgivet, menneskerne ville opdage at de ikke virkede efter hensigten og det ville ophøre med at bruge dem eller også lave nye og bedre forklaringer som ord og begreber på området.
At der findes andre måde at kommunikere end verbal kommunikation er jeg med på.
Afslutningsvis skal siges at for en umiddelbar betragtning er vi alle alene, med os selv (men selvet er blevet til igennem samliv med andre, fylogenetisk såvel som ontogenetisk). Endvidere som Darwin har skudt sig ind på det har vi ihvertfald 6 grundfølelser (angst, vrede, sorg, glæde, overraskelse og væmmelse) og som Jung har vist det er vi sprængfyldt med fylogenetisk arvegods, arketyper, arketypiske motiver, ideer, billeder og forestillinger, som vi er fyldt med inner voice, indre tale, dialog (også det vi kalder tænkning). Vi føler og sanser en samhørighed med alt levende fordi vi selv er levende væsner, ellers ville jeg som purk, lille dreng, ikke kunne ha vandret så meget alene, uden andet selskab end dyr og kryb som naturen. Ja pointen er fra min og andres side, at vi netop jo ikke er alene (der er altid en der følger os, der er liv derinde, åndeligt liv er et faktum (et helt andet spørgsmål er om det slutter ved døden, men det er ej vores emne her)), uanset hvor alene vi er eller må føle os at være.
Du vil påpege hvor alene vi er (og det gør du godt ved at overdrive) jeg vil påpege at vi ikke er alene men at vi er fyldt med sjæl (arketyper) og liv (følelser og sansninger fx), som tanker, ideer og forestillinger.
Jeg kender min solitude, frydefulde alenehed, men jeg er netop ikke ensom i denne min alenehed, her føler jeg netop måske stærkest en samhørighed med fx alt liv, eller med min intuition, de ubevidste tilskyndelser, som måske den ægte kærlighed til et eller flere andre mennesker.
Det drejer sig meget om tabula rasa teorien, hvor jeg selvsagt som Jungianer, har opdaget at den teori ikke holder en meter. Et menneske som mig der har levet i nøje kontakt til det ubevidste, mit ubevidste sjæleliv, ikke mindst det kollektive ubevidste sjæleliv, jeg vil jo altid være klar over at jeg i min solitude er fyldt med samhørighed naturen; alt levende, som dyrene ikke mindst; men også andre mennesker, altså menneskeheden, gennem arketyperne, men ikke mindst gennem tænkningen, hvor jeg deltager eller participerer i andre menneskers liv og ånde (følelser som lidelser), som tanker og ideer.
Hilsen HansKrist.
PS:
du er aldrig mere alene end at du er alene med dig selv
og sådan begyndte al teologisk granskning, for teologi er den videnskab der skal kaste lys over dette selv vi aldrig kan komme udenom er der, og ikke mindst er der i vores alenehed (solitude), ja som er der tydeligst når vi er alene, hvor vi netop er alene med os eller vores selv. Dette selv har fået navnet eller betegnelsen Gud.
Freud begyndte en forståelse som en kritik (som mange andre før ham), hvor Jung dog formåede at tænke mere vidtrækkende på en lang række områder.
Vores sjæl eller sind psyke er ikke en tabula rasa, men vi har en fantastisk fylogenetisk arv med os ontogenetisk set. Dawkins blander konstant fylogenesen med ontogenesen når han er beskæftiget med sin religionskritik, men som evolutionsbiolog han af alle burde aldrig blande disse forhold, men sjovt nok det gør han som sagt i sin religionskritik. Grundet Dawkins ateisterne og de religiøse bibel fundamentalister forestår der et oprydnings som stort afklarings -arbejde, for igen at få styr over den teologiske såvel som religiøse diskurs, hvor meget roder hos lægmand og lægkvinde flest, men ikke hos filosofferne og teologerne, disse faggrupper er nærmest upåvirket af al den virak der foregår omkring Dawkins og de religiøse fundamentalister han henvender sig udelukkende til. Indenfor filosfien og teologien er dawkins religionskritik en tynd kop te, men selvfølgelig burde evolutionsbiologien som -psykologien, kunne bidrage til en skarp og lærerig, udbytterig religionskritik, men det kikser i alt for høj grad for dennett og dawkins og de andre. Neurotheologien løser tingene meget mere tilfredsstillende end det uvidenskabelige baserede syn på religion, de religiøse, spørgsmål, end dawkins og hans bestseller slæng af tilhænger, der ikke videnskabeligt overhovedet har forsøgt at underbygge deres påstande om at religion er skadeligt.
At vi med vores nye forhjerne kan vende os imod os selv, er al teologis arbejdsgrundlag!
|
|
|
|
