|
0
registrerede
438
gæster og
37
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: HELLIGÅNDEN
|
i den trinitariske virkelighed er der ingen underordning her er alt ligeværdigt og om Ånden kun udgik fra Faderen det ville være en skævhed, uligeværdighed.
og at Ånden udgår fra både Faderen og også Sønnen er ikke en underordning Faderen og Sønnen; for også Ånden har sine fortrin og dyder, primat, da den åbenbarer Sønnen og opløfter Faderen (i lovpris fx) og befrier Faderen fra dæmoni og det demiurgiske. Hver af dem har indflydelse på de 2 andre. At sige Ånden kun udgår fra Faderen ville være en opløsning af den trinitariske virkelighed og være en ugyldig særstilling til Faderen og en svækkelse Sønnen (Gud Søn aspektet).
Ingen af de 3 har særstatus eller gudestatus, men der er ej heller gud bagved de tre. At tænke sig at de 3 blot er manifestationer af Gud bagved er også forkert, der er ikke gud bagved nogen steder. Deri har vi at den treenige Gudsforståelse er et opgør med både jødernes og grækernes Gudsforståelse og senere ikke kan med islams, der er en tilbagevenden til grækernes og jødernes Gudsforståelse (the one and only (at der er én Gud og million millard tilbedere denne ene Gud, hvilket ikke eksisterer i kristendommen på grund af inkarnationen, Kristusparticipationen for menneskets vedkommende, hvor Gud er det der bliver ud af os og Kristus sammen, her er Gud blevet virkelighed, Kristusvirkeligheden som Luther siger i Luther filmen)).
Kun om den fjerne gud kan mennesket i sin suverænitet opstille ideer, der udtrykker, hvilken plads og betydning det suveræne menneske ønsker at give Gud. Er Gud derimod kommet nær, da mister mennesket sin suverænitet. Da forsvinder også dets forskellige gudsideer, og det står i stedet for over for Gud som virkelighed, det vil sige som begivenhed. Det er dette, inkarnationstanken udtrykker. Regin Prenter.
Vestkirken er hyperkritisk og på vagt overfor at Jesu sande menneskelighed ikke svækkes eller forurenes, det er det sandt menneskelige vestkirken står vagt om, den menneskelige opgradering, den antropologiske stigning (1)*, som ikke må forvirres af en guddommeliggørelse (monofysitisme (2)*), men ikke afvisende overfor at Gud er Jesus, her er Gud, at Jesus altså er sand Gud.
(1)*:
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
Derfor får vi i vest kirken, den protestantiske tradition især, den eksistentielle frihed og individet og personligheden som en heroisk modig kreativ konstruktion der er bygget op over den eksistentielle frihed. Dette er vestkirkens fortjeneste at helliggørelsen ikke er en simpel monfysitistisk guddommeliggørelse, fordi her er bevaret det sandt menneskelige i Kristus: there is no loss of self but an enriching of it
Østens religioner og new age ønsker egoet, eller mennesket, og dets unikke personlighed og karakterdannelse udslettet og overløbet af entet det guddommelige eller af noget udifferentieret og diffust. Det vigtigste for dem er at få det distinkte unikke duelige dygtige kunstneriske skabende kreative professionelle menneske svækket, da det er ego, da det er syndighed imod gud, nej siger vesten og vestkirken med dens iboende eksistentialisme som den har arvet fra Paulus, hans specielle Kristusmystik og vores Kristusparticipation, vores Kristusvirkelighed, virkelighed med Gud i Kristus.
(2)*:
Monofysitisme: er den kristologiske position at Jesus Kristus kun havde én natur (den guddommelige). Vestkirken er antidoketisk (som Paulus og Johannes), modsat de synoptiske evangelier hvor doketismen virker forvirrende med Jesus guddommelige oprindelse som født af en jomfru og undfanget ved Helligånden, hvor Jesus mister sin sande biologiske menneskelighed, som Jesus har så tydeligt hos Paulus.
Svagheden ved Johannes der står i den Paulinske skoles tradition, med vægt på Søn-ligheden, Kristusmystikken, er at han indimellem forvirrer diskursen om Sønnen eller Kristus, vores Søn-lighed, med simpel Gudsmystik, altså modsat Paulus så finder vi eksempler på hos den hellenistiske Johannes at Kristusmystikken forvirres med simpel Gudsmystik (som en sjæl der bliver et med Gud, går op i Gud, dette sker aldrig hos Paulus hvor den her er bevaret hele vejen igennem: there is no loss of self but an enriching of it ).
mange kærlige hilsner HansKrist
PS:
jeg elsker naturen og den energi, de vibrationer og de storslåede biosemiotiske perceptioner jeg der finder påvirker mig fysisk og sanseligt. Men dette har ikke meget at gøre med kristendommen og eksistentialismen. Og jeg tænkte at Arne måske burde interessere sig for Tao'ismen (Daoismen) (yin yang), yoga og Qi Gong i stedet for konstant at blande kristendom og eksistentialismen ind i sine natur betragtninger.
|
|
|
|
