|
0
registrerede
438
gæster og
37
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: HELLIGÅNDEN
|
Hvad er egentlig Helligånden?
For ateister er det jo nemt: Helligånden er nonsens! (Ret mig, hvis jeg tager fejl) 
Men for dem, der kalder sig kristne - nok især her i Vesteuropa - er det jo straks vanskeligere.
Den nok mest "klassiske" kristne idé-verden, den ortodokse ("den rette ære"), opererer med Den hellige Treenighed (eller Trefoldighed), hvor Sønnen og Ånden udgår fra Faderen.
Det fik Karl den Store dog paven i Rom til at ændre, sådan at nu Ånden udgår fra Faderen og Sønnen ("filioque").
Det var paven meget imod, men han bøjede sig alligevel for den politiske magt.
Helligånden blev hermed reduceret - underordnet Faderen, men nu også underordnet Sønnen - og siden er dette ikke ændret i de vestlige kirker (heller ikke af Luther).
Hvis jeg husker ret, antydede religionsforskeren, Micea Eliade: "De religiøse ideers historie" (Gyldendal, 1985), at den bagved liggende årsag kunne være den, at den vestlige verden allerede havde store problemer med at acceptere Jesus, som guddommelig (egentlig på linje med islam hér).
Det var den såkaldte arianisme, som dominerede Vesteuropa helt frem til et møde blandt gejstlige i Toledo i 600-tallet (hvis jeg husker ret fra Eliades bog).
Og når det var vanskeligt for vesteuropæere at acceptere Sønnen (i kød) som guddommelig, så var det jo nok endnu vanskeligere at acceptere Helligånden (i ånd).
Her har mellemøsten nok haft det lettere.
"Ånden i flasken" (1001 nats eventyr) var måske ikke så fremmed i mellemøsten, hos bl.a. persere og arabere, som hos os, hvor grund-idéen dog også findes i Grimms Eventyr og andre steder (vinånd).
Kristendommen - og eventyrene - gør ånden - den guddommelige ånd - til et væsen, eller som den ortodokse kristendom siger (om Faderen, Sønnen og Helligånden): Tre personer - ét væsen, hvilket jo nok taler mere til vores intuition end til vores forstand.
Og med den kristne pinse er det jo så - i kristen forstand - ånden, der hersker.
Lidt mere jordnært kunne man måske sige: Den kristne idé.
Her er det så ordene fra beretningen om den barmhjertige samaritaner, der først falder mig ind:
Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke, og af hele dit sind, og din næste som dig selv.
For mig er næsten lig verden - og alt hvad der er i den.
Men der er jo helt sikkert masser af andre opfattelser - både indenfor og udenfor kristendommen 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
