Disse citater minder mig på mange måder om Jesu tale.

Om at samle rigdomme i Himlen, ikke på jorden:

"This is the greatest wisdom -- to seek the kingdom of heaven through contempt of the world. It is vanity, therefore, to seek and trust in riches that perish. It is vanity also to court honor and to be puffed up with pride. It is vanity to follow the lusts of the body and to desire things for which severe punishment later must come. It is vanity to wish for long life and to care little about a well-spent life. It is vanity to be concerned with the present only and not to make provision for things to come. It is vanity to love what passes quickly and not to look ahead where eternal joy abides."

Om uselviskhed og bjælken i øjet:

"If you wish to learn and appreciate something worth while, then love to be unknown and considered as nothing. Truly to know and despise self is the best and most perfect counsel. To think of oneself as nothing, and always to think well and highly of others is the best and most perfect wisdom. Wherefore, if you see another sin openly or commit a serious crime, do not consider yourself better, for you do not know how long you can remain in good estate. All men are frail, but you must admit that none is more frail than yourself."

Om at være fattig af ånden:

"The more recollected a man is, and the more simple of heart he becomes, the easier he understands sublime things, for he receives the light of knowledge from above. The pure, simple, and steadfast spirit is not distracted by many labors, for he does them all for the honor of God. And since he enjoys interior peace he seeks no selfish end in anything. What, indeed, gives more trouble and affliction than uncontrolled desires of the heart?"

At være dydig - desværre bliver dette ord nok betragtet som gammeldags og 'sort skole'-agtigt, når det dog vidner om hjertets levende lys:

"A good and devout man arranges in his mind the things he has to do, not according to the whims of evil inclination but according to the dictates of right reason. Who is forced to struggle more than he who tries to master himself? This ought to be our purpose, then: to conquer self, to become stronger each day, to advance in virtue."

At leve i verden, men ikke være af den:

"He is truly great who has great charity. He is truly great who is little in his own eyes and makes nothing of the highest honor. He is truly wise who looks upon all earthly things as folly that he may gain Christ. He who does God's will and renounces his own is truly very learned."

At indse at alt, hvad vi har, er blevet os givet:

"If you have wealth, do not glory in it, nor in friends because they are powerful, but in God Who gives all things and Who desires above all to give Himself. Do not boast of personal stature or of physical beauty, qualities which are marred and destroyed by a little sickness. Do not take pride in your talent or ability, lest you displease God to Whom belongs all the natural gifts that you have."

Døm ikke, fordøm ikke...:

"Do not think yourself better than others lest, perhaps, you be accounted worse before God Who knows what is in man. Do not take pride in your good deeds, for God's judgments differ from those of men and what pleases them often displeases Him. If there is good in you, see more good in others, so that you may remain humble. It does no harm to esteem yourself less than anyone else, but it is very harmful to think yourself better than even one. The humble live in continuous peace, while in the hearts of the proud are envy and frequent anger."

...Hvad hjertet er fuldt af, flyder munden over med:

"Many a time I wish that I had held my peace and had not associated with men. Why, indeed, do we converse and gossip among ourselves when we so seldom part without a troubled conscience? We do so because we seek comfort from one another's conversation and wish to ease the mind wearied by diverse thoughts. Hence, we talk and think quite fondly of things we like very much or of things we dislike intensely. But, sad to say, we often talk vainly and to no purpose; for this external pleasure effectively bars inward and divine consolation."

Hey Visdom,

jeg tror jeg har 5 - 6 eksemplarer af Thomas A Kempis' "Kristi Efterfølgelse". Jeg tør ikke skrive hvor meget jeg har læst i bogen, men det er den bog efter Pauls breve jeg har læst flest gange. Dog skal lige siges at jeg har en lang række bøger af Barth, Morin og Berdyaev og mange flere som jeg studerer i jævnligt; og ja et par bøger om hjernen ligeledes. Dette lige for at folk ikke skal tro jeg skal sentimentalundersøges.



Jeg sidder med min foretrukne og meget velholdte eksemplar fra 1880. 500 fødselsåret for Th. A Kempis.

Jeg tror jeg har erhvervet mig mindst 20 eksemplarer af bogen, men jeg har givet de fleste af disse bøger fra mig som gave til højre og venstre.

Der er en sjov fortegnelse bag i ovennævnte udgave.

Fortegnelse over saadanne Steder i "Kristi Efterfølgelse", som synes mest egnede til at give Lys og Trøst under særlige Forhold og Livsstillinger.

1. Naar man fristes til Lunkenhed. (efter hver fortegnelse nævnes hvilken bog (Kristi Efterfølgelse består af 4 bøger (dog som bibelen samlet i en), hvilket kapitel og hvilket afsnit der egner sig at læse i den nævnte sammenhæng (eksempelvis når man fristes til Lunkenhed som ovenfor).

2. Naar man plages af Fristelser imod Troen.

3. Naar man hjemsøges af andre fristelser.

4. Naar man føler sig nedtrykt af Nød, Fattigdom, Forfølgelser og andre Lidelser.

5. Naar man føler sig overlæsset med Arbejder og Forretninger.

6. Naar man i Lykkens Dage fristes til Hovmod.

7. Naar man fristes til Utilfredshed med sin Stand.

8. Om vort forhold til vore Medmennesker.

9. Naar du ængstes ved Tanken paa Evigheden.

10. For forskjellige Stænder og Forhold i livet.

11. Bønner for særlige øjemed.

12. Almindelige Andagtsøvelser.

Jeg tror bogen, eller de 4 bøger i en bog, ville være noget for Michael.

Her lige lidt indholdsfortegnelse:

1. bogs titel: Gavnlige Formaninger til et aandeligt Liv.

1. bog, kapitel 1:

Om Kristi Efterfølgelse og Foragt for alle Verdens Frofængeligheder.

1. bog, kapitel 2:

Om det ydmyge Sindelag.

1. bog, kapitel 3:

Om Sandhedens Lære.

1. bog, kapitel 4:

Om forsigtighed i handlinger.

1. bog, kapitel 5:

Om læsningen af gudelige Bøger.

1. bog, kapitel 6:

Om de uordenlige Begjæringer.

1. bog, kapitel 7:

Man må fly forfængeligt Haab og Hovmod.

1. bog, kapitel 8:

Man må vogte sig for alt for stor Fortrolighed.

I den sammenhæng er det sjovt at Heidegger sætter så stor pris på Nietzsches aforisme: "Man elsker ikke længere sin erkendelse nok, så snart man meddeler den".

Det skal lige siges at jeg er meget uenig med Th. A Kempis, Nietzshe og Heidegger i det her spørgsmål. Dog er jeg godt klar over noget med inkubationstid for tanker og ideer, men jeg går ind for stor fortrolighed og åbenhed.

Thomas A Kempis skriver her i 1. bog kapitel 8 følgende: "Vær ikke fortrolig med nogen Kvinde, men anbefal i Almindelighed alle gode Kvinder til Gud".

Hvad skal vi sige til ovenstående, lummert/lunken og usexet, så måske Thomas A Kempis burde læse hvad han selv skriver om Lunkenhed.

1. bog, kapitel 9:

Om lydighed og Undergivenhed.

1. bog, kapitel 10:

Man må vogte sig for overflødig Tale.

Her er jeg heller ikke enig, small talk er vigtig, meget vigtig.

1. bog, kapitel 11:

Hvorledes man opnår Fred og Nidkjærhed for sin Fremgang.

1. bog, kapitel 12:

Om Modgangens Gavnlighed.

1. bog, kapitel 13:

Om Modstand mod Fristelser.

1. bog, kapitel 14:

Man må sky formastelige Domme.


Fra nu af kun særligt udvalgte kapitlers titler jeg vil nævne:


1. bog, kapitel 16:

Om Overbærenhed med Andres Fejl.

1. bog, kapitel 17:

Om det klosterlige liv.

1. bog, kapitel 20:

Om Kjærlighed til Ensomhed og Tavshed. Et rigtig Michael kapitel.

1. bog, kapitel 21:

Om Hjærtets Sønderknuselse.

1. bog, kapitel 23:

Om Betragtningen af Døden. (en klassiker, skal altid være med)

1. bog, kapitel 25:

Om den nidkjære Forbedring af vort hele Levnet.

2. bogs titel; "Formaninger som drage til det indre Liv".

2. bog, kapitel 5:

Om Selvbetragtning.

2. bog, kapitel 6:

Om Glæden ved en god Samvittighed.

2. bog, kapitel 7:

Om at elske Jesus over alle Ting. Bob bob den er vanskelig og må tages med et gran salt.

2. bog, kapitel 9:

Man må lære at undvære alt Trøst.

2. bog, kapitel 11:

Om det ringe Antal af dem der elske Jesu Kors.

2. bog, kapitel 12:

Om det Hellige Korses kongelige Vej.


3. bogs titel: "Om den indre trøst".

3. bog, kapitel 1:

Om Kristi indvortes Tale til den troende Sjæl.

3. bog, kapitel 2:

Sandheden taler i os uden Ordbulder.

3. bog, kapitel 10:

Det er sødt, med Foragt for Verden at tjene Gud.

3. bog, kapitel 12:

Vi må lære Tålmodighed og kæmpe imod Begjærlighederne.

3. bog, kapitel 17:

Vi bør kaste al vor Sorg på Gud. (der står sgu bør og ikke må, faktisk tankevækkende for moderne psykologi)

3. bog, kapitel 19:

Hvorledes vi skulle taale Fornærmelser, og hvem der befindes at være i Sandhed taalmodig.

3. bog, kapitel 20:

Om Bekjendelsen af vor egen Skrøbelighed og om dette Livs Elendighed.

3. bog, kapitel 24:

Vi må ikke nyfigent udforske Andres Levnet. (ikke bare her men overalt er det tydeligt at Heidegger kender bogen).

3. bog, kapitel 26:

Om sindets herlige Frihed, som lettere opnaas ved ydmyg Bøn end ved Læsning. (ja jeg er ikke enig i denne betragtning, men finder alligevel kapitlets indhold interessant).

3. bog, kapitel 29:

Hvorledes man bør paakalde og velsigne Gud i Trængslernes Tid. (yderst interessant meditativ øvelse for moderne psykologi og neuroforskning at udforske og undersøge).


3. bog, kapitel 32:

Om Selvfornægtelse og Forsagelse af al Begjærlighed. (kloster asketisk primitivt så det stinker er den indimellem, men stadig er det interessant at læse kapitlet igennem)


3. bog, kapitel 39:

Man må ikke være fremfusende i sin Gjerning.

3. bog, kapitel 41:

Om foragt for al timelig Ros og Hæder.

3. bog, kapitel 45:

At man ikke maa tro Alle og Enhver; og hvor let man synder i Tale. (kors da i røven Thomas A Kempis, ta dig sammen din kloster katolske olding )

3. bog, kapitel 51:

Man maa sysselsætte sig med de ringere Gjerninger, naar man er for svag til de høje. (imponerende tanke dukker så pludselig op mellem alt muligt forældet snak).

3. bog, kapitel 52:

Mennesket skal ikke agte sig værdig til Trøst, men langt mere skyldig til Straf.

3. bog, kapitel 57:

Man maa ikke blive altfor nedslaaet, naar man falder i enkelte Fejl. (pludselig guldkorn selv for os i moderne tid)

3. bog, kapitel 58:

Over altfor høje Ting og Guds skjulte Domme maa man ikke gruble.


4. bog's titel: Om Alterets Sakrament.

Andægtig Formaning til den hellige Kommunion.

4. bog, kapitel 2:

I Sakramentet beviser Gud os Mennesker en stor Godhed og Kjærlighed.

4. bog, kapitel 3:

Det er gavnligt, at kommunicere ofte. (enig, man kan ikke for ofte gå til alters og modtager nadver (hvis ikke dette kan få et menneske til at tænke sig om og vende sig om, da er der intet der kan).

4. bog, kapitel 8:

Om Kristi Opofrelse på Korset og om vor egen Hengivelse.

4. bog, kapitel 9:

Vi bør ofre os selv og Alt, hvad vort er, til Gud og bede for Alle. (Paulus siger til næsten, også derfor Paulus ikke har det dobbelte kærlighedsbud med nogen steder, da ifølge Paulus at vores kærlighed til Gud kun findes i vores næstekærlighed (vi centrere os ikke og elsker ikke Gud ifølge Paulus, men Guds kærlighed til os, altså Kristus er afgørende (vi elskede ikke Gud først, men Gud elskede os først) for Paulus er der ingen kærlighed til Gud udenom Kristus, Guds kærlighed til os er nemlig det altafgørende, Gud der finder os er det altafgørende for Paulus).

4. bog, kapitel 11:

Kristi Legeme og den hellige Skrift ere højst nødvendige for den troende Sjæl.

4. bog, kapitel 13:

Den fromme Sjæl bør af ganske Hjærte længes efter Forening med Kristus i Sakramentet.

4. bog, kapitel 14:

Om visse fromme Sjæles glødende Længsel efter Kristi Legeme.



Ud fra 4. bog, kapitlerne 11; 13 og 14 kan jeg kun anbefale alle at gå i Kirke, gå til gudstjeneste, og gå til alters og modtage den hellige nadver, så ofte som det er dem muligt.


Kroppen eller legemet er det vigtigste. Vi tænker altid på hjernen som dirigent for kroppen, men den anden vejs lyksaligheder fra Krop til Hjerne, er det neuroforskningen i dag er kommet på sporet af som noget af det vigtigste dersom man ønsker sig et godt liv, ønsker at bevare sine kompetencer og vitalitet, inklusivt intelligens, åndsfriskhed, evne for ny indlæring mm. Det er også en måde at undgå det der IQ spøgelse som langt de fleste moderne mennesker lever med som en skygge, der ovenikøbet ødelægger deres intelligens og kreativitet. Jo før man kommer overens med eller fri af IQ spøgelset i sit liv, jo før bliver man både lykkelig, kreativ og intelligent.

Folk siger de ikke tror på Gud, men sekundet efter har de afsløret at de i den grad har underlagt sig selv og hele deres sind og tilværelse et IQ fantom eller spøgelse af en Gud. En allestedsnærværende IQ gud, der er med i alt, men spør man nærmere ind til hvad det nu lige drejer sig om, får man aldrig nogen forklaring, og dette skyldes at der ikke er nogen forklaring, det er et fantom, fantomdyrkelse af noget der slet ikke eksisterer.

Igen en grund til at jeg ikke gir en skid for ateisters benægtelser (Dawkins og Franks fx) af at de ikke tror på Gud, når de i den grad forguder en meget stærkere Gud, IQ Guden, som de ikke kan redegøre for, men som er med i alt de taler om, som er med i hvert et åndedræt og hver en sætning. Disse totalt forskruede mennesker, få jer dog et liv og kom ned på jorden sammen med os andre. Disse ateister (IQ idealister/IQ religiøse mennesker) og deres IQ guder og himmel er mig en gåde, nej så hellere Marx og marxistisk videnskab. For dem er intelligensen Helligånden og et særligt højt IQ score er Gud Fader i himlen, og Kristus er deres videnskabelige fortjenester/udmærkelser og dermed fremtiden alene.

Disse ateister har kastet sig over en diskurs de ikke magter, og ja jeg er enig med Zizek, de går fejl i byen og de burde nøjes med at beskæftige sig med det de har forstand på, og det er bestemt ikke religion og tro og teologi, de så meget som overhovedet har forstand på. Den kontinental europæiske filosofi aner disse positivister intet om, absolut intet om.

Mennesket bliver til det værendes orienteringspunkt som sådan, siger Heidegger om dem der i den grad centrere sig om instrumentel videnskab. Naturvidenskab kan være til nytte, men ikke til lykke, så gå ad helvede til med dine ideer Dawkins og Frank. Enig med Zizek er jeg i hans kritik af Dawkins og de andre tåber. Naturvidenskab er interessant, fandens interessant, men en forgudelse af naturvidenskab er stadig en tåbelighed, selv om neurovidenskab er det nærmeste vi er kommet noget der for min skyld godt må nærme sig en forgudelse, for her er endelig eigenwelt i spil og med. Nu begynder det fandeme at blive interessant, al den astrofysiske stjernetågesnak kommer ikke os ved umiddelbart eller direkte, men indirekte kan vi selvfølgelig nyde gavn deraf på rigtig mange måder.

Mange kærlige hilsner HansKrist.

Slet ikke Hanskrist. jeg er ikke sentimental.

Jeg ville smide dem fra mig med et gys.

Hey Michael, nu håber jeg du er ironisk for bogen er virkelig et studium værd og da især for dig, sentimental eller ikke sentimental.

Bogen er en kulturperle -skat i at forstå europæiske dyder.

Alle vil opdage at de har en onkel og at de selv med hensyn til flere af disse dyder lever fint op til Thomas A Kempis dyder.

Hvis man vil forstå gamle europa så er denne bog meget vigtig, der vist nok indtil for nogle ikke så mange år siden i moderne tid, var den mest udbredte og læste bog gennem tiderne her i vesten efter Bibelen.

Du ville helt sikkert nyde bogen, for ofte siger du ret ordret det samme som der står i den bog.

mange kærlige hilsner HansKrist.

Bøger, skrevet af afdøde personer, viser os, hvordan man tænkte, da man ikke havde så megen viden, som man har i dag.

Enkelte dele af deres beskrivelser kan have gyldighed, i den udstrækning de repræsenterer nogle almene egenskaber, som er blevet en fast del af den menneskelige natur på vort nuværende udviklingstrin, men formuleringen af disse beskrivelser er altid præget af sprogbruget i forfatterens levetid.

Enhver, der har studeret sprogenes udvikling, er klar over, at der derfor ikke er overensstemmelse mellem det skrevne og det opfattede. Der er tale om en digterisk proces, hvor man lægger andre meninger end forfatterens ind i det skrevne for at finde bekræftelse for sit eget verdensbillede.

Det er grunden til, at det forekommer mig ustyrligt komisk, når mennesker fremhæver "visdommen" i gamle bøger, det være sig religiøse eller filosofiske værker eller endnu værre; gamle digte.

Vi burde lære vore børn at betragte alle gamle skrifter som eventyr, hvis eneste berettigelse er, at de kan tjene som inspiration til en tankevirksomhed på basis af vor nuværende viden.

Denne viden er desværre ikke særlig stor hos de mennesker, der finder "visdom" i at tilbede fortidens skriverier.

Mvh

Ole Bjørn :o)