Hey Bjørn, du skal ud og spise tyttebær og blåbær før vinter, "ti -hi".

Her i Nørresundby hvor jeg bor har jeg ikke langt ud til et naturområde med masse af havtorn, verdens sundeste bær, siger mange, den er også på WHO's liste over superfruit.

Nå du skriver:

Enhver, der har studeret sprogenes udvikling, er klar over, at der derfor ikke er overensstemmelse mellem det skrevne og det opfattede. Der er tale om en digterisk proces, hvor man lægger andre meninger end forfatterens ind i det skrevne for at finde bekræftelse for sit eget verdensbillede.

Dette forhold er jo uomgængeligt, ikke engang i samtidigheden er vi fri af den problemstilling.

Om noget er værdifuldt skyldes vel at mennesker føler sig tiltalt af en tekst, et digt eller en roman. Så udbredelsen (Kristi Efterfølgelse) skyldes vel en efterspørgelse. Og efterspørgelsen ville vel få ende om folk ikke fandt noget værdifuldt i teksten.

2 mennesker der har min allerstørste respekt og som har givet mig nok mine største litterære oplevelser på dansk, henholdsvis fag og skøn -litterære oplevelse, er Harald Høffding og Henrik Pontoppidan. Og det glæder mig at se at også de har følt sig tiltalt af bogen Kristi Efterfølgelse. At bogen taler til os generation efter generation.

Dette skyldes selvsagt at bogen har fat i nogle "evigtgyldige" problemstillinger, ikke dermed sagt at det svar bogen giver på disse uomgængelige problemstillinger et menneskeliv byder på, behøver at blive godtaget ukritisk, måske det bare får os til at tænke os om, reflektere over om der i dag gives bedre svar og andre svar, eller faktisk om der i vores tid gives nøjagtig de samme svar, altså samme vin, blot på nye flasker og ny etiket, (new age svar og løsninger på menneskelivets problemstillinger ligner så meget det vi finder i Kristi Efterfølgelse at man må knibe sig i armen).

Jmp eller Michael fx siger stort set det samme og gir stort set samme svar på menneskelivets evigtgældende problemstilling som dem vi finder og gives i Kristi Efterfølgelse.

Der er selvsagt også en grund til at Visdom citerer Kristi Efterfølgelse, da bogen i den grad har ikke så lidt til fælles med østens religiøse visdom, som jo er det vor ven Visdommen er rundet af.

[url=http://www.henrikpontoppidan.dk/text/seclit/secartikler/roos_kempis.html][/url]



Men når alt det her er sagt vil jeg give dig ret Ole Bjørn, i at vi skal passe på med ikke at læse vores egne agendaer ind i en tekst. Det er altid nemmere at finde fejlene hos andre end hos sig selv, og i den sammenhæng, har jeg set hvordan jmp (eller Michael (og Rubæk, Serotonin mfl.) med djævlens vold og magt vil læse Krishnamurti og Gîtâ'ens visdom (altså østens religiøse opfattelse af selvet (og evt Gud)) ind i evangelierne fra det Nye Testamente. Paulus der er mere præcis og velformuleret i sin tankegang og taler tydeligt omkring evangeliet om Jesus Kristus (Jesus er Kristus), ham kan jmp (Michael) ikke læse sine ideer ind i, og derfor bliver der dette had til Paulus som vi ser fra Rubæk, jmp, serotonin og andre, der med djævlens vold og magt vil læse østens religiøse visdom ind i evangeliernes Jesus.

Kræn-p der er mere dannet og veluddannet og akademisk trænet, siger tingene meget mere forsigtig og velunderbygget, når han finder tegn på at østens religiøse visdom har påvirket det teksterne i det Nye Testamente. Jmp's (Michael's), Serotonin's og Rubæk's (og ja i sin tid Thomas Visdom's) Jesus, er deres egen indlæste, selvskabte Jesus. Deri har du ret Bjørn, i at vi skal være på vagt overfor ikke at læse det vi ønsker at læse, at vi ikke skal indlæse vores eget stof og agendaer ind i en ældgammel tekst. Og ja ham HansKrist, skal også agte sig i samme sag så vidt det angår hans Paulus forståelse.

Det er derfor vi har Universiteterne, de højere læreranstalter for at undgå ovenfor omtalte bias (uvidenskabelige fordomme og fordummelser (projektioner), altså uden grund i virkeligheden (uden nogen kildebevis)), men dem gider jmp (Michael), Serotonin og Rubæk og vel også engang ihvertfald Thomas Visdom (det er svært at sige hvor skak geniet befinder sig, fordi han vel flytter sig i ny og næ), jo ikke lytte til. De rakker ned på de fagvidenskabelige erkendelser, fordi Jesus skal være deres Jesus, som de ønsker ham. Og i den sammenhæng er det jo sjovt at Serotonin der har en terapeut uddannelse i projektion, ikke engang magter at se sine egne projektioner og indlæsninger omkring den stakkels Jesus der er så skide populær at alle vil have fat i manden som deres mand, i spidsen for deres agendaer her i livet (vi husker jo også hvordan Jesus af Thomas (ja selv Anne) pludselig var både dyreværnsaktivist og dybt involveret i det vegetariske spørgsmål).

Iøvrigt vil de også gøre Jesus til en omvandrende ø. Men Jesus som sådan, har ingen interesse, kun da historisk interesse, det der er sagen, er Jesus der erklæres at være Messias/Kristus (Guds levende Søn). Paulus bruger også udtrykket Herre; altså vores Herre (og Herre i vores liv kan han kun være dersom Jesus er Gud i tiden, og derfor genopstået ved Guds Ånds Opstandelseskraft inde i tiden (immanent), som vi også er det i en fælles skæbne død med Jesus).

Kristendommen er grundlagt på en erklæring og en antagelse om Jesus. Jesus der er Messias/Kristus, Guds levende Søn. Dette er en afgørelse for og imod Jesus. Er det denne ydmyge, spottede, foragtede og forbandede og ikke succesfulde mand, der ikke ejede de græske filosoffers visdom og dannelse, er det ham der er Messias/Kristus. Ham der omgikkes mennesker i alle samfundets afskygninger. Dette er et opgør imod de dannede græker og de religiøse jøder, hvor begge grupper satte skel mellem mennesker.

Om pøbelen misbruger Jesus, om snedige folk, evangelisterne og andre folk omkring Jesus, misbruger ham, ville være mærkeligt andet. Selvfølglig bliver manden brugt og misbrugt. Den mand der mindst misbruger Jesus er nok Paulus, denne min påstand kommer bag på mange, selv teologerne, der igennem W. Grønbech, vores international anerkendte religionshistoriker, der har haft guddommelig status hos flere generationer af teologer i danmark, har lært at have aversioner imod Paulus og mene at Paulus havde en meget mere livsfjendsk indstilling end Jesu ditto. Tænkende folk som Ipso Facto og jmp (Michael), til trods de to mænds store forskelligheder, så er de begge blevet forført af de samme sejlivede her i Danmark W Grønbech'ske ideer om Paulus og brevene hans.

Hos Paulus er den Jesus der erklæres at være Kristus, et konkret historisk menneske af kød og blod som alle os andre, hos evangelisterne ser vi at der nu tales om Helligånds undfangelse og om jomfru fødsel (sjovt at tænke sig Rubæk siger disse 2 forhold stammer fra Paulus, når forskerne studser over at de ikke findes hos Paulus).

Så hos Paulus er der indhold og stof, substans/sprængstof og værdiomvurdering (Nietzsche), i erklæringen, Jesus der er Kristus. Hos evangelisterne er det en tautologi, da man fremstiller Jesus som værende guddommelig af oprindelse, hvorfor det tautologisk idiotisk kommer til at lyde hos evangelisterne; den guddommelige er guddommelig (nå og hvad så??? ja hvad så, der er intet sagt om virkeligheden vores, kun hos Paulus udsiges der noget om virkeligheden vores). Altså der er intet indhold i erklæringen, tros antagelsen (Peter's bekendelse fx): Jesus der er Kristus (Guds levende Søn) hos evangelisterne (ham fra Gud er ham fra Gud), men det er der hos Paulus hvor Gud er i ham det sølle ydmyge forbandede afviste fornedrede ikke anerkendte af verdens magter (jøder, græker, romer) menneske.

Inkarnationen findes kun hos Paulus. Gud i tiden (mennesket) og dermed i døden findes kun hos Paulus.

Derfor er trosbegivenheden Kristus, opstandelsen, en dramatisk begivenhed hos Paulus, en apokalyptisk social politisk dramatisk begivenhed, der ændrer alt, det enkelte menneskes liv (os selv (altså Ånden)), og menneskets liv med hinanden, indbyrdes liv med hinanden (miteinandersein).

Fordi ingen kan sige Kristus Jesus er Herren og opstanden og vi med ham deri til nyt liv, uden ved den Hellige Guds Ånd, altså uden at de samme "inkarnatoriske" og immanente forhold mellem Gud (Ånden) og mennesket (den enkelte) og menneskerne indbyrdes, som gjaldt Jesus og hans disciple, også gælder os nu.

Gud i tiden, i vores liv, er Jesus der er Kristus (Kairos). Det er Gud der finder og kommer til os og giver vores endelige (til døden liv) mening. Vi, gamle Adam, rækker eller når ikke ind i evigheden, men evigheden/Gud når os. Derfor er inkarnationen, Kristusbegivenheden, en kenotisk åbenbaringsbegivenhed der er som et lynnedslag og et tordenbrag i vores liv, hvorved der skabes et spillerum for livets ånds love (Rom 7 - 8), en åbning/frihed her på jorden mellem os mennesker, i denne vores miteinandersein kristne spillerum, hvor vi lever i næstekærlighedens lys, med øje for hinanden/næsten, i anerkendelsens blik/lys/øje, Kristus der er Guds ansigt, hvor vores ukrænkelige personværdighed skænkes os fra Gud i Jesus Kristus.

Denne neuroaffektive intersubjektive kærligheds og anerkendelses udvikling kendes mellem moderen og barnet og derfor afbildes den kunstnerisk med Jomfru Maria siddende med Jesus barnet. Den eksploderer igen i forelskelsen. Nu mangler vi bare at det kan ske mellem de krigeriske mænd (på den storpolitiske scene), og ja det er nøjagtig det der sker i forbindelse med de Paulinske urmenigheder. Kristendom er sådan set mænd, store stærke mænd, mænd af en vis politisk format, der tror på Guds Kærlighed Kristus, at der kan skabes et nyt samfund i Kristus. Og kvinderne får en hovedrolle straks fra begyndelsen ser vi hos Paulus, hvorimod de 12 disciple og Paulus den 13. alle er mænd, med stort M (hvis vi ser bort fra Peter og Johannes som må være et lille m).


Jeg har fået Paulus på hjernen Ole Bjørn, kender du en kur herimod??? Skal jeg gå i vinterhi (lukke mine øjne for Paulus en rum tid, hen over vinteren) og når jeg så kommer sulten/hungrig ud til foråret, så har jeg glemt alt om Paulus og jeg styrter ned af bjerget for at finde føde og en mage.

Jeg indrømmer, jeg er sgu lidt mærkelig med min Paulus fascination og dette at alt skal perspektiveres ud fra denne mand der levede for 2000 år siden.

Og i den sag jeg klynger mig til Alain Badiou's bog:

Saint Paul "the foundation of universalism".

in this work, Badiou argues that Paul delineates a new figure of the subject: The bearer of a universal truth that simultaneously shatters the strictures of Judaic Law and the conventions of the Greek Logos. Badiou shows that the Pauline figure of the subject still harbors a genuinely revolutionary potential today: the subject is that which refuses to submit to the order of the world as we know it and struggles for a new one instead.

Når denne moderne maoist og marxist, matematiker og forfatter og filosof med mere påstår det, da må der sgu være noget om snakken.

Vi er mange der forstår det moderne som begyndende med Paulus.

Og jeg har da også nydt din bemærkning om at Paulus ikke ville ha overlevet et særligt langt ophold hos Muhammed, dersom han ikke holdt sin bøtte om menneskets frihed i Kristus og kreative karismatiske intelligens, den etiske ide om at mennesket er et kreativt karismatisk udtryk, en synlig personlighedsudfoldelse der skal anerkendes og som er understøttet af Gud, eller kommer til verden, til udtryk, i kraft af Gud.

Paulus ide om at mennesket er en intelligent (åndrig) alloplastisk bulderbasse med kant og karakter/personlighed, at det unikke og særlige faktisk i kraft af Gud overgår det almene og fællesmenneskelige gældende. En side jeg ikke finder Badiou har fået så meget øje på.

Hold nu kæft Hans!!!!!!!!!!!!! Gå en tur langs med Limfjorden og æd nogle havtorn, de skulle være sunde for hjernen.

Kære Hansemand.

Ja, du har fået Paulus på hjernen, foruden Freud, Jung, Marx og en række andre snæversynede filosoffer, der tror at kunne forklare verden ud fra et enkelt synspunkt. Men hverken verden eller livet lader sig forklare så ensidigt.

Når det er sagt, er du vel også en af de deltagende debattører, der har det største potentiale for både tænkning og evne til nytænkning (selv om mange nok ville benægte det sidste.)

En kur mod Paulus har jeg selvsagt ikke, men en kur mod besættelse i almindelighed og vanetænkning i særdeleshed kan jeg godt bidrage med. Den består ganske enkelt i at øve sig i at være som barn igen, og suge til sig fra alle kilder. Hvis livet er en rejse, så er ethvert ståsted en afbrydelse af rejsen. Man kommer aldrig videre, hvis man lægger sig fast på en opfattelse, uanset hvor begrundet, den synes.

I sidste instans handler det om Dawkins "selviske gen". Vi stræber alle efter at have det godt, både med os selv og med omgivelserne, og i den proces er fornægtelse af andre synsvinkler en konfliktskaber i megaformat.

Vi er alle mere eller mindre ofre for omstændighederne (læs; miljøet), og jeg har været priviligeret i den forstand, at jeg livet igennem har fået så alsidige påvirkninger, at jeg aldrig er groet fast i en specifik holdning til tilværelsen, bortset fra mine medfødte "drifter", som ingen "ustraffet" kan ignorere.

Når jeg i tilgift er vokset op i et samfund, med et højt socialt sikkerhedsniveau, kan man ikke være meget heldigere. Derfor har mit liv været en lang lykkelig rejse, og de meget hårde stød, som livet ind imellem har givet mig, har alle været forårsaget af utilpassede mennesker i mine omgivelser. Men de har aldrig kunnet fratage mig min glæde over at leve og lære/opleve.

Jeg vil da gerne give disse erfaringer videre, så andre mennesker kan opleve den samme glæde, men al kommunikation foregår som bekendt på modtagerens betingelser, så når mennesker hverken vil lytte eller lære, kan jeg ikke stille noget op. Det giver mig nu ikke søvnløse nætter.

Kun ved at blive som (små, ikke-opdragede) børn igen, kan man komme ind i mit himmerige.

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Kvinder ønsker sig fire ting af deres mænd: At han ofte får dem til at le, at han giver deres tilværelse sikkerhed, at han anerkender deres meninger, og at han bliver en god far, genetisk og psykologisk. Resten er bare optioner.

Ja, du har fået Paulus på hjernen, foruden Freud, Jung, Marx og en række andre snæversynede filosoffer, der tror at kunne forklare verden ud fra et enkelt synspunkt. Men hverken verden eller livet lader sig forklare så ensidigt.

Jeg er enig med dig Bjørn. Jeg har også altid tænkt på min debataktivitet som et perspektiv, en stemme, et alternativ. Folk skal vide der er et alternativ, derfor debatterer jeg. Altså kun for at give et perspektiv, for at vise der er et alternativ til gængs opfattelse af hvad kristendom er og ikke er.

Især vil jeg gerne vise der er et alternativ til new age, tidens ånd.

Ikke fordi jeg ikke finder rigtig mange værdifulde ting i new age, det gør jeg, jeg er ikke bagstræberisk, reaktionær på den måde.

Hvis jeg strammer mine tekster som om mit (eklektiske (et ret så originalt mix, aldrig set før ifølge Vang)) paulinske synspunkt er det eneste saliggørende og ja gyldige, så er det af retoriske grunde for eventuelt at få et perspektiv til at lyne i den der kommer strejfende og læser, gerne en ung teologistuderende (ikke en gammel slidt simon).

At fordærve ungdommen (påvirke ungdommen, de intelligente og tænkende af slagsen) og forarge/drille de ældre.

Jeg har inficeret begge debatter med en høj og støjende/skinger, profileret af HansKrist, Paulus diskurs perspektiv på alting, og jeg burde ha en pris herfor (et spark i røven).

Nu er jeg så ved at falde til ro, fordi min Paulus diskurs, er konfirmeret, er ved at blive voksen, og kunne stå på sine egne ben, og jeg kan som faderen til barnet her i Danmark, begynde at ånde lettet op og nyde min søn, der nu er en stor dreng der klarer sig godt i verden. I den sammenhæng må jeg takke, Barth (Bonhoeffer) og Badiou.

Dette er jo en rørende psykotisk narcissistisk omnipotent selvovervurderende fortælling; for stort set ingen har taget notits af mit virke som debattør.

Men jeg tror heller ikke som jmp (Michael) at forskere fra universitetet, sidder og gennemgår min debataktivitet i detaljer. Så modsat jmp mener jeg at have bevaret jordforbindelsen og humoren på alt jeg har foretaget mig, selv når jeg praler.

Simon har nok ret når han velmenende siger gang på gang at jeg ikke er filosof, men en lille kejtet uforvarende digtespire i det små, er jeg blevet i mine forsøg på at lege stor filosof. Mine høje ambitioner om at være tænker, har skabt lidt sjov poesi og lyrik her og der på min vej.

Det skal lige siges at jeg aldrig har tænkt på mig selv som filosof, men det må simon jo ha gjort, siden han siger jeg ikke er filosof, hvorfor han må ha overvejet om jeg var det i en eller anden forstand, men det må han selv finde ud af med sig selv i forhold til mig.

Det vigtigste for mig er mit møde med tilværelsens inderste beskaffenhed, de vertikale excentriske ekstatiske disparate meontiske diskontinuerlige nye skabelsesøjeblikke i Kristus (Gud i tiden som newness, tiden som irreversibel og os der føres); Kristusbegivenhed/Damaskusoplevelse i mit hjerte som min mund løber over med. Jeg gør som Paulus, og Leif von der Wehl Mikkelsen (Danmarks største tænker indenfor teologisk metafysisk ontologisk filosofi), jeg lader min mund løbe over med det jeg erfarer som tilværelsens inderste ontologiske sandhed (eller nærmere beskaffenhed) og jeg prøver at tale med herom, ved ikke at fable herom, men ved at tale med andre herom, koble mig på en tradition (Paulus; Luther; Kant; Barth; Heidegger og Badiou og ikke mindst Leif von der Wehl Mikkelsen).

Simon vil så påstå at jeg ikke formår dette. Jeg vil give simon ret i at jeg da gerne ville være et skrappere hovede sådan rent filosofisk, hvor jeg sådan mht filosofisk akademisk dannelse, har svært ved overhovedet at kunne begå mig, ja kunne og magte nogetsomhelst (selv om jeg slynger om mig med navne). Som da Zizek skulle holde et foredrag om Hegel for det førende Hegel-selskab i Tyskland, og præsidenten udvandrede i protest efter de første 10 minutter, fordi han ikke kunne holde ud at høre Hegel i den grad blive misbrugt (forstået/misforstået).

Selv om jeg ligner Zizek på rigtig mange punkter, er det uden sammenligning, jeg er på ingen måder i besiddelse af nogen former for dygtighed, der bare kan berettige til en sådan tale.

Noget der interesserer mig vildt meget er min egen forskruede selvhøjtidelighed. Den interesse jeg har i min egen forskruede selvhøjtidelighed, er både humoristisk og afslappet på den ene side, men så sandelig også på den anden side en seriøs alvorlig interesse omkring mine identifikationer og identitet (selvopfattelse), mine eigenweltske psykotiske forhold der gør sig gældende når jeg stiller spørgsmålet hvem er jeg (i min egne øjne og i andres øjne, og hvem ville jeg gerne ta mig ud for at være (hvem kunne jeg af hele mit hjerte godt tænke mig at være)).

Og den gode simon er jo ikke dum, han har opdaget at jeg gerne ville være filosof, anerkendes som filosof. Og så er manden mig ovenikøbet en så velvillig mentor at han fortæller mig sandheden, at jeg ikke er filosof og formår at drive det til noget her, men at der med lidt god vilje kan peges på at en form for digterisk aktivitet kan man sige kendetegner min skriverier, griflerier og frie associationer om fagfilosoffers diskurser som jeg dog ikke magter at styre med akademisk dannet filosofisk hård hånd. Og heri vil jeg give simon ret.

Guderne skal da vide jeg gerne så mig selv som en lille Grundtvig; lille Kierkegaard; lille Jakob Knudsen; men ikke mindst så går mine ambitioner ud på den dag jeg dør at kunne blive sammenlignet med Otto Møller (sognepræsten i Gylling) så vidt mine skriverier angår, ikke så meget på skæbne og liv, da ham og mig frister en meget forskellig og ulig skæbne.

Så jeg har ambitioner og drømme der driver mig og holder mig oppe og gående og som gør at jeg synes det her liv er spændende. Ikke så meget fordi jeg har succes/lykkes i mit forehavende, men fordi jeg som Kræn-p så ofte har påpeget det, prøver det bedste jeg har lært, med de beskedne evner der nu er blevet mine.

Jeg er ikke en fiasko fordi jeg mislykkes i mine ambitioner, men jeg er en succes fordi jeg har turdet prøve også selv om det mislykkes for mig, ikke falder heldigt ud (simon's sande dom som jeg ikke vil sætte en finger på, jeg er enig med simon). Om jeg ikke havde turdet vove mig ud på dybt vand hvor jeg ikke kan bunde, sammen med jer andre delfiner fra Århus Universitet eller andet højere lærer og uddannelsessted fra, jeg havde været en fiasko.

Det er en sag for psykiatrien det her Hansi! Ja jeg er enig, det ville være interessant af få psykiatriske vinkler med ind over min identitet (selvopfattelse) som jeg afslører gang på gang noget om i mine indlæg, også at den er forskruet ad helvede til.

Vi kunne jo spørge jmp (Michael), hvad det er han tænker på når han helt seriøst påstår at han mener universitets uddannede forskere sidder og gransker/studerer i alle de indlæg han har skrevet. Her må vi spørge om Michael, jmp, nogensinde kritisk har overvejet indholdet og substansen af sine mange indlæg, om der virkelig skulle være noget her der berettiger til at han skulle vække en sådan opmærksomhed.


Uden dig Bjørn og simon og stausholm mfl, til igen og igen at give mig tørt på, ren besked, om disse mine narcissistiske psykotiske forstyrrelser omkring min identitet og selvopfattelse, havde jeg nok ikke fundet den humor som dog trods alt giver et formildende skær over mig og min lidt voldsomme og meget selvhøjtidelige frembusende debatadfærd.

Jeg vil slutte af med at sige at min HansKrist identitet er en verden 3 konstruktion, excentrisk sat fordi jeg har kastet mig ind i de filosofiske og videnskabelige diskurser på tilværelsen. Og at det i første omgang er lidt ligemeget om jeg i simon's forstand magter at deltage kvalificeret, det afgørende er om jeg formår at leve godt på det, om jeg stiver mig selv af herpå, på en sådan måde at jeg er, lykkelig og livsduelig i mit eget liv og til glæde for mine omgivelser, en gevinst (måske ikke ligefrem en filosofisk åbenbaring, men bare et tænkende menneske der er værd at samtale med, føre en samtale med og have en ordveksling med i ny og næ). Simon har så nok ret, om jeg skulle vurderes ud fra et overordnet samfundssynspunkt, og ispørgsmålet hvorvidt jeg her bidrager med noget væsentligt, vi må nok sige nej samstemmende med simon (for i en lille båd der gynger sidder nemlig jeg HansKrist og synger med simon).



Jeg vil lige her på falderebet gøre opmærksom på hvor meget, nemlig rigtig meget, jeg har nydt og sat pris på hvad du her skriver:

Vi er alle mere eller mindre ofre for omstændighederne (læs; miljøet), og jeg har været priviligeret i den forstand, at jeg livet igennem har fået så alsidige påvirkninger, at jeg aldrig er groet fast i en specifik holdning til tilværelsen, bortset fra mine medfødte "drifter", som ingen "ustraffet" kan ignorere.

Når jeg i tilgift er vokset op i et samfund, med et højt socialt sikkerhedsniveau, kan man ikke være meget heldigere. Derfor har mit liv været en lang lykkelig rejse, og de meget hårde stød, som livet ind imellem har givet mig, har alle været forårsaget af utilpassede mennesker i mine omgivelser. Men de har aldrig kunnet fratage mig min glæde over at leve og lære/opleve.

Jeg vil da gerne give disse erfaringer videre, så andre mennesker kan opleve den samme glæde, men al kommunikation foregår som bekendt på modtagerens betingelser, så når mennesker hverken vil lytte eller lære, kan jeg ikke stille noget op. Det giver mig nu ikke søvnløse nætter.

Det sidste afsnit kunne jeg jo skrive mig bag mine ører, når jeg vil revolutionere alle mennesker med mit paulinske virkelighedsbillede. Men jeg har aldrig været go til at lytte (forstå og finde andre mennesker), jeg har altid været fortælleren, ham der fortalte og mine venner kunne endda finde på at vride armen om på mig fordi jeg skulle fortælle. Det forekommer mig at være den samme historie/fortælling (perspektiv på tilværelsen) der trænger sig på i mit liv, som den var der allerede som dreng i udtalt grad. Min mormor der havde overblikket og kunne skelne det ene barn fra det andet barn, har altid påpeget dette træk ved mig og hun påstod jeg ville ende som filosof der boede langt ude i skoven (og det sagde hun selv om filosof ikke var et ord vi brugte i vores miljø). Simon anerkender at der er noget om den der min bedstemors tale med langt ude i skoven.

langt ude i skoven oppe i sverigesland boede der en bjørn

mange kærlige hilsner HansKrist.

Kære Hansemand.

Den brændende trang til at få andre til at tænke som en selv, og som vi møder hos de fleste debattører, har oftest sin rod i en følelse af, at man ikke helt har forstået sit eget liv. Kan man "omvende" andre, føles det som en bekræftelse på, at man ikke er helt ved siden af. Det driver både religiøse og filosoffer til at hævde deres "sandheder".

Vejen til en bedre forståelse går via selvironi, så i den retning er du på rette spor. Du skal bare have renset dit sind for ordenes (ORDETs) tyranni.

Gennem de seneste par tusinde år er filosofien degenereret til at handle om ord (bortset fra naturfilosofien), og ord er håbløst primitive og utilstrækkelige til at beskrive noget så kompliceret som tankevirksomhed. De eneste, der helt har forstået dette, er digterne, som har lært sig at udnytte pladsen mellem linierne, så de kan kommunikere langt mere detaljerede budskaber, og ydermere i et "sprog", der tilpasser sig til den individuelle modtager, og trækker på hans/hendes egne erfaringer.

Kierkegaard siges at have haft stor indflydelse på moderne tænkning (læs; filosofi), men han når ikke H.C.Andersen til anklerne, for Andersen har påvirket tankerne hos hundredvis af millioner mennesker og vækket en følelsesmæssig forståelse af deres egen tilværelse. Det er hos digterne, ikke hos filosofferne eller religionsfædrene du skal finde de dybe sandheder om tilværelsen.

Så lad din næste løbetur gå til biblioteket, og start din rejse med børnebøgerne og læs/genlæs "Den Lille Prins", "Peter Plys" og "Alice i Eventyrland", og gør som dronningen siger til kaninen: "Start med begyndelsen, fortsæt frem til slutningen, og stop så."

Ikke engang Wittgensteins skarpe analyser af sproget har kunnet stoppe filosoffernes voluminøse ordskvalder, men i digtning kan man sammenfatte milliarder af års udvikling i fortid, nutid og fremtid på ganske få linier, som jeg gør det her med et par metaforer:


Genesis.

Tiden skælver, stoffet kælver i et lydløst brag.
Rummet fødes, kræfter mødes i et gudeslag.

Plasmafaser, kræfter raser, Altet går bersærk,
ekspanderer, kontraherer, det er guders værk.

På sekunder strålebundter kaster sig afsted
ud i rummet, nænsomt krummet om en evighed.

I æoner stormer ioner mod et ukendt mål.
Hede vinde, som et minde om det første bål.

Rummet øger, stoffet søger mod en tyngdepol.
I det golde mørke kolde vokser frem en sol.

Solens varme strålearme rør et kolloid.
Stoffet mindes, kræfter bindes, det er livets tid.

Byggestene, helixgrene med en mystisk sans
sig formerer, duplikerer i en hvirveldans.

Celler spaltes, som de kaldtes af en guderøst.
Viden samles, mens der famles efter lysets trøst.

Kaos bindes, veje findes, livets overtag
i kemien entropien mindsker dag for dag.

Havet syder, bølger bryder mod den hvide kyst.
Op af vandet, gennem sandet snor en fisk sig tyst.

Mutationer, millioner arter vokser frem.
Hjernen øger, tanken søger mod et større hjem.

Nye gåder, nye måder fremmer tankens skred.
Hele tiden øget viden bryder grænser ned.

Data byttes, viden flyttes uden tab af tid
gennem zoner, tachyoner spredes hid og did.

Stjernetåger, liv, der våger, lytter efter svar.
Er vi flere, ved vi mere end det lidt, vi har?

Vidt forgrenet, men forenet livet presser på.
Eksistenser uden grænser prøver at forstå.

Viden sendes, alt erkendes, og måske til sidst
universet, gudeherset, bli'r sig selv bevidst.


Ole Bjørn, copyright 2005.

Mvh :o)

Hej Hanskrist,

Tak for dit svar angående Thomas à Kempis! Sikke et navn den mand har - og sikke en sans for uselviskhedens ånd.

Du nævner Thomas, og også visdommen...

"Der er selvsagt også en grund til at Visdom citerer Kristi Efterfølgelse, da bogen i den grad har ikke så lidt til fælles med østens religiøse visdom, som jo er det vor ven Visdommen er rundet af."

- Visdommen kommer fra nær og fjern. I østens visdom finder man den. I den kristne visdom finder man den. Den er én, men den er overalt, hvor der er sandhed og ånd.

"vi husker jo også hvordan Jesus af Thomas (ja selv Anne) pludselig var både dyreværnsaktivist og dybt involveret i det vegetariske spørgsmål"

- Det mest presserende for mig har været at bevidne, at Jesus stiller krav og ikke er et "ikon"/en "figur", hvis navn man bare bræger, mens man forestiller sig en langhåret og meget køn mand hænge på et kors. Man lytter... til hans ord... og nærer sig ved den uselviskhedens ånd de er gennemsyret af. Og selv om man i hjertet stræber efter at gå i hans fodspor og efterleve hans eksempel og ord, så løfter man aldrig hovedet stolt og påstår, at man har hans skostørrelse.