Thomas à Kempis

Disse citater minder mig på mange måder om Jesu tale.

Om at samle rigdomme i Himlen, ikke på jorden:

"This is the greatest wisdom -- to seek the kingdom of heaven through contempt of the world. It is vanity, therefore, to seek and trust in riches that perish. It is vanity also to court honor and to be puffed up with pride. It is vanity to follow the lusts of the body and to desire things for which severe punishment later must come. It is vanity to wish for long life and to care little about a well-spent life. It is vanity to be concerned with the present only and not to make provision for things to come. It is vanity to love what passes quickly and not to look ahead where eternal joy abides."

Om uselviskhed og bjælken i øjet:

"If you wish to learn and appreciate something worth while, then love to be unknown and considered as nothing. Truly to know and despise self is the best and most perfect counsel. To think of oneself as nothing, and always to think well and highly of others is the best and most perfect wisdom. Wherefore, if you see another sin openly or commit a serious crime, do not consider yourself better, for you do not know how long you can remain in good estate. All men are frail, but you must admit that none is more frail than yourself."

Om at være fattig af ånden:

"The more recollected a man is, and the more simple of heart he becomes, the easier he understands sublime things, for he receives the light of knowledge from above. The pure, simple, and steadfast spirit is not distracted by many labors, for he does them all for the honor of God. And since he enjoys interior peace he seeks no selfish end in anything. What, indeed, gives more trouble and affliction than uncontrolled desires of the heart?"

At være dydig - desværre bliver dette ord nok betragtet som gammeldags og 'sort skole'-agtigt, når det dog vidner om hjertets levende lys:

"A good and devout man arranges in his mind the things he has to do, not according to the whims of evil inclination but according to the dictates of right reason. Who is forced to struggle more than he who tries to master himself? This ought to be our purpose, then: to conquer self, to become stronger each day, to advance in virtue."

At leve i verden, men ikke være af den:

"He is truly great who has great charity. He is truly great who is little in his own eyes and makes nothing of the highest honor. He is truly wise who looks upon all earthly things as folly that he may gain Christ. He who does God's will and renounces his own is truly very learned."

At indse at alt, hvad vi har, er blevet os givet:

"If you have wealth, do not glory in it, nor in friends because they are powerful, but in God Who gives all things and Who desires above all to give Himself. Do not boast of personal stature or of physical beauty, qualities which are marred and destroyed by a little sickness. Do not take pride in your talent or ability, lest you displease God to Whom belongs all the natural gifts that you have."

Døm ikke, fordøm ikke...:

"Do not think yourself better than others lest, perhaps, you be accounted worse before God Who knows what is in man. Do not take pride in your good deeds, for God's judgments differ from those of men and what pleases them often displeases Him. If there is good in you, see more good in others, so that you may remain humble. It does no harm to esteem yourself less than anyone else, but it is very harmful to think yourself better than even one. The humble live in continuous peace, while in the hearts of the proud are envy and frequent anger."

...Hvad hjertet er fuldt af, flyder munden over med:

"Many a time I wish that I had held my peace and had not associated with men. Why, indeed, do we converse and gossip among ourselves when we so seldom part without a troubled conscience? We do so because we seek comfort from one another's conversation and wish to ease the mind wearied by diverse thoughts. Hence, we talk and think quite fondly of things we like very much or of things we dislike intensely. But, sad to say, we often talk vainly and to no purpose; for this external pleasure effectively bars inward and divine consolation."

Hey Visdom,

jeg tror jeg har 5 - 6 eksemplarer af Thomas A Kempis' "Kristi Efterfølgelse". Jeg tør ikke skrive hvor meget jeg har læst i bogen, men det er den bog efter Pauls breve jeg har læst flest gange. Dog skal lige siges at jeg har en lang række bøger af Barth, Morin og Berdyaev og mange flere som jeg studerer i jævnligt; og ja et par bøger om hjernen ligeledes. Dette lige for at folk ikke skal tro jeg skal sentimentalundersøges.



Jeg sidder med min foretrukne og meget velholdte eksemplar fra 1880. 500 fødselsåret for Th. A Kempis.

Jeg tror jeg har erhvervet mig mindst 20 eksemplarer af bogen, men jeg har givet de fleste af disse bøger fra mig som gave til højre og venstre.

Der er en sjov fortegnelse bag i ovennævnte udgave.

Fortegnelse over saadanne Steder i "Kristi Efterfølgelse", som synes mest egnede til at give Lys og Trøst under særlige Forhold og Livsstillinger.

1. Naar man fristes til Lunkenhed. (efter hver fortegnelse nævnes hvilken bog (Kristi Efterfølgelse består af 4 bøger (dog som bibelen samlet i en), hvilket kapitel og hvilket afsnit der egner sig at læse i den nævnte sammenhæng (eksempelvis når man fristes til Lunkenhed som ovenfor).

2. Naar man plages af Fristelser imod Troen.

3. Naar man hjemsøges af andre fristelser.

4. Naar man føler sig nedtrykt af Nød, Fattigdom, Forfølgelser og andre Lidelser.

5. Naar man føler sig overlæsset med Arbejder og Forretninger.

6. Naar man i Lykkens Dage fristes til Hovmod.

7. Naar man fristes til Utilfredshed med sin Stand.

8. Om vort forhold til vore Medmennesker.

9. Naar du ængstes ved Tanken paa Evigheden.

10. For forskjellige Stænder og Forhold i livet.

11. Bønner for særlige øjemed.

12. Almindelige Andagtsøvelser.

Jeg tror bogen, eller de 4 bøger i en bog, ville være noget for Michael.

Her lige lidt indholdsfortegnelse:

1. bogs titel: Gavnlige Formaninger til et aandeligt Liv.

1. bog, kapitel 1:

Om Kristi Efterfølgelse og Foragt for alle Verdens Frofængeligheder.

1. bog, kapitel 2:

Om det ydmyge Sindelag.

1. bog, kapitel 3:

Om Sandhedens Lære.

1. bog, kapitel 4:

Om forsigtighed i handlinger.

1. bog, kapitel 5:

Om læsningen af gudelige Bøger.

1. bog, kapitel 6:

Om de uordenlige Begjæringer.

1. bog, kapitel 7:

Man må fly forfængeligt Haab og Hovmod.

1. bog, kapitel 8:

Man må vogte sig for alt for stor Fortrolighed.

I den sammenhæng er det sjovt at Heidegger sætter så stor pris på Nietzsches aforisme: "Man elsker ikke længere sin erkendelse nok, så snart man meddeler den".

Det skal lige siges at jeg er meget uenig med Th. A Kempis, Nietzshe og Heidegger i det her spørgsmål. Dog er jeg godt klar over noget med inkubationstid for tanker og ideer, men jeg går ind for stor fortrolighed og åbenhed.

Thomas A Kempis skriver her i 1. bog kapitel 8 følgende: "Vær ikke fortrolig med nogen Kvinde, men anbefal i Almindelighed alle gode Kvinder til Gud".

Hvad skal vi sige til ovenstående, lummert/lunken og usexet, så måske Thomas A Kempis burde læse hvad han selv skriver om Lunkenhed.

1. bog, kapitel 9:

Om lydighed og Undergivenhed.

1. bog, kapitel 10:

Man må vogte sig for overflødig Tale.

Her er jeg heller ikke enig, small talk er vigtig, meget vigtig.

1. bog, kapitel 11:

Hvorledes man opnår Fred og Nidkjærhed for sin Fremgang.

1. bog, kapitel 12:

Om Modgangens Gavnlighed.

1. bog, kapitel 13:

Om Modstand mod Fristelser.

1. bog, kapitel 14:

Man må sky formastelige Domme.


Fra nu af kun særligt udvalgte kapitlers titler jeg vil nævne:


1. bog, kapitel 16:

Om Overbærenhed med Andres Fejl.

1. bog, kapitel 17:

Om det klosterlige liv.

1. bog, kapitel 20:

Om Kjærlighed til Ensomhed og Tavshed. Et rigtig Michael kapitel.

1. bog, kapitel 21:

Om Hjærtets Sønderknuselse.

1. bog, kapitel 23:

Om Betragtningen af Døden. (en klassiker, skal altid være med)

1. bog, kapitel 25:

Om den nidkjære Forbedring af vort hele Levnet.

2. bogs titel; "Formaninger som drage til det indre Liv".

2. bog, kapitel 5:

Om Selvbetragtning.

2. bog, kapitel 6:

Om Glæden ved en god Samvittighed.

2. bog, kapitel 7:

Om at elske Jesus over alle Ting. Bob bob den er vanskelig og må tages med et gran salt.

2. bog, kapitel 9:

Man må lære at undvære alt Trøst.

2. bog, kapitel 11:

Om det ringe Antal af dem der elske Jesu Kors.

2. bog, kapitel 12:

Om det Hellige Korses kongelige Vej.


3. bogs titel: "Om den indre trøst".

3. bog, kapitel 1:

Om Kristi indvortes Tale til den troende Sjæl.

3. bog, kapitel 2:

Sandheden taler i os uden Ordbulder.

3. bog, kapitel 10:

Det er sødt, med Foragt for Verden at tjene Gud.

3. bog, kapitel 12:

Vi må lære Tålmodighed og kæmpe imod Begjærlighederne.

3. bog, kapitel 17:

Vi bør kaste al vor Sorg på Gud. (der står sgu bør og ikke må, faktisk tankevækkende for moderne psykologi)

3. bog, kapitel 19:

Hvorledes vi skulle taale Fornærmelser, og hvem der befindes at være i Sandhed taalmodig.

3. bog, kapitel 20:

Om Bekjendelsen af vor egen Skrøbelighed og om dette Livs Elendighed.

3. bog, kapitel 24:

Vi må ikke nyfigent udforske Andres Levnet. (ikke bare her men overalt er det tydeligt at Heidegger kender bogen).

3. bog, kapitel 26:

Om sindets herlige Frihed, som lettere opnaas ved ydmyg Bøn end ved Læsning. (ja jeg er ikke enig i denne betragtning, men finder alligevel kapitlets indhold interessant).

3. bog, kapitel 29:

Hvorledes man bør paakalde og velsigne Gud i Trængslernes Tid. (yderst interessant meditativ øvelse for moderne psykologi og neuroforskning at udforske og undersøge).


3. bog, kapitel 32:

Om Selvfornægtelse og Forsagelse af al Begjærlighed. (kloster asketisk primitivt så det stinker er den indimellem, men stadig er det interessant at læse kapitlet igennem)


3. bog, kapitel 39:

Man må ikke være fremfusende i sin Gjerning.

3. bog, kapitel 41:

Om foragt for al timelig Ros og Hæder.

3. bog, kapitel 45:

At man ikke maa tro Alle og Enhver; og hvor let man synder i Tale. (kors da i røven Thomas A Kempis, ta dig sammen din kloster katolske olding )

3. bog, kapitel 51:

Man maa sysselsætte sig med de ringere Gjerninger, naar man er for svag til de høje. (imponerende tanke dukker så pludselig op mellem alt muligt forældet snak).

3. bog, kapitel 52:

Mennesket skal ikke agte sig værdig til Trøst, men langt mere skyldig til Straf.

3. bog, kapitel 57:

Man maa ikke blive altfor nedslaaet, naar man falder i enkelte Fejl. (pludselig guldkorn selv for os i moderne tid)

3. bog, kapitel 58:

Over altfor høje Ting og Guds skjulte Domme maa man ikke gruble.


4. bog's titel: Om Alterets Sakrament.

Andægtig Formaning til den hellige Kommunion.

4. bog, kapitel 2:

I Sakramentet beviser Gud os Mennesker en stor Godhed og Kjærlighed.

4. bog, kapitel 3:

Det er gavnligt, at kommunicere ofte. (enig, man kan ikke for ofte gå til alters og modtager nadver (hvis ikke dette kan få et menneske til at tænke sig om og vende sig om, da er der intet der kan).

4. bog, kapitel 8:

Om Kristi Opofrelse på Korset og om vor egen Hengivelse.

4. bog, kapitel 9:

Vi bør ofre os selv og Alt, hvad vort er, til Gud og bede for Alle. (Paulus siger til næsten, også derfor Paulus ikke har det dobbelte kærlighedsbud med nogen steder, da ifølge Paulus at vores kærlighed til Gud kun findes i vores næstekærlighed (vi centrere os ikke og elsker ikke Gud ifølge Paulus, men Guds kærlighed til os, altså Kristus er afgørende (vi elskede ikke Gud først, men Gud elskede os først) for Paulus er der ingen kærlighed til Gud udenom Kristus, Guds kærlighed til os er nemlig det altafgørende, Gud der finder os er det altafgørende for Paulus).

4. bog, kapitel 11:

Kristi Legeme og den hellige Skrift ere højst nødvendige for den troende Sjæl.

4. bog, kapitel 13:

Den fromme Sjæl bør af ganske Hjærte længes efter Forening med Kristus i Sakramentet.

4. bog, kapitel 14:

Om visse fromme Sjæles glødende Længsel efter Kristi Legeme.



Ud fra 4. bog, kapitlerne 11; 13 og 14 kan jeg kun anbefale alle at gå i Kirke, gå til gudstjeneste, og gå til alters og modtage den hellige nadver, så ofte som det er dem muligt.


Kroppen eller legemet er det vigtigste. Vi tænker altid på hjernen som dirigent for kroppen, men den anden vejs lyksaligheder fra Krop til Hjerne, er det neuroforskningen i dag er kommet på sporet af som noget af det vigtigste dersom man ønsker sig et godt liv, ønsker at bevare sine kompetencer og vitalitet, inklusivt intelligens, åndsfriskhed, evne for ny indlæring mm. Det er også en måde at undgå det der IQ spøgelse som langt de fleste moderne mennesker lever med som en skygge, der ovenikøbet ødelægger deres intelligens og kreativitet. Jo før man kommer overens med eller fri af IQ spøgelset i sit liv, jo før bliver man både lykkelig, kreativ og intelligent.

Folk siger de ikke tror på Gud, men sekundet efter har de afsløret at de i den grad har underlagt sig selv og hele deres sind og tilværelse et IQ fantom eller spøgelse af en Gud. En allestedsnærværende IQ gud, der er med i alt, men spør man nærmere ind til hvad det nu lige drejer sig om, får man aldrig nogen forklaring, og dette skyldes at der ikke er nogen forklaring, det er et fantom, fantomdyrkelse af noget der slet ikke eksisterer.

Igen en grund til at jeg ikke gir en skid for ateisters benægtelser (Dawkins og Franks fx) af at de ikke tror på Gud, når de i den grad forguder en meget stærkere Gud, IQ Guden, som de ikke kan redegøre for, men som er med i alt de taler om, som er med i hvert et åndedræt og hver en sætning. Disse totalt forskruede mennesker, få jer dog et liv og kom ned på jorden sammen med os andre. Disse ateister (IQ idealister/IQ religiøse mennesker) og deres IQ guder og himmel er mig en gåde, nej så hellere Marx og marxistisk videnskab. For dem er intelligensen Helligånden og et særligt højt IQ score er Gud Fader i himlen, og Kristus er deres videnskabelige fortjenester/udmærkelser og dermed fremtiden alene.

Disse ateister har kastet sig over en diskurs de ikke magter, og ja jeg er enig med Zizek, de går fejl i byen og de burde nøjes med at beskæftige sig med det de har forstand på, og det er bestemt ikke religion og tro og teologi, de så meget som overhovedet har forstand på. Den kontinental europæiske filosofi aner disse positivister intet om, absolut intet om.

Mennesket bliver til det værendes orienteringspunkt som sådan, siger Heidegger om dem der i den grad centrere sig om instrumentel videnskab. Naturvidenskab kan være til nytte, men ikke til lykke, så gå ad helvede til med dine ideer Dawkins og Frank. Enig med Zizek er jeg i hans kritik af Dawkins og de andre tåber. Naturvidenskab er interessant, fandens interessant, men en forgudelse af naturvidenskab er stadig en tåbelighed, selv om neurovidenskab er det nærmeste vi er kommet noget der for min skyld godt må nærme sig en forgudelse, for her er endelig eigenwelt i spil og med. Nu begynder det fandeme at blive interessant, al den astrofysiske stjernetågesnak kommer ikke os ved umiddelbart eller direkte, men indirekte kan vi selvfølgelig nyde gavn deraf på rigtig mange måder.

Mange kærlige hilsner HansKrist.

Slet ikke Hanskrist. jeg er ikke sentimental.

Jeg ville smide dem fra mig med et gys.

Hey Michael, nu håber jeg du er ironisk for bogen er virkelig et studium værd og da især for dig, sentimental eller ikke sentimental.

Bogen er en kulturperle -skat i at forstå europæiske dyder.

Alle vil opdage at de har en onkel og at de selv med hensyn til flere af disse dyder lever fint op til Thomas A Kempis dyder.

Hvis man vil forstå gamle europa så er denne bog meget vigtig, der vist nok indtil for nogle ikke så mange år siden i moderne tid, var den mest udbredte og læste bog gennem tiderne her i vesten efter Bibelen.

Du ville helt sikkert nyde bogen, for ofte siger du ret ordret det samme som der står i den bog.

mange kærlige hilsner HansKrist.

Bøger, skrevet af afdøde personer, viser os, hvordan man tænkte, da man ikke havde så megen viden, som man har i dag.

Enkelte dele af deres beskrivelser kan have gyldighed, i den udstrækning de repræsenterer nogle almene egenskaber, som er blevet en fast del af den menneskelige natur på vort nuværende udviklingstrin, men formuleringen af disse beskrivelser er altid præget af sprogbruget i forfatterens levetid.

Enhver, der har studeret sprogenes udvikling, er klar over, at der derfor ikke er overensstemmelse mellem det skrevne og det opfattede. Der er tale om en digterisk proces, hvor man lægger andre meninger end forfatterens ind i det skrevne for at finde bekræftelse for sit eget verdensbillede.

Det er grunden til, at det forekommer mig ustyrligt komisk, når mennesker fremhæver "visdommen" i gamle bøger, det være sig religiøse eller filosofiske værker eller endnu værre; gamle digte.

Vi burde lære vore børn at betragte alle gamle skrifter som eventyr, hvis eneste berettigelse er, at de kan tjene som inspiration til en tankevirksomhed på basis af vor nuværende viden.

Denne viden er desværre ikke særlig stor hos de mennesker, der finder "visdom" i at tilbede fortidens skriverier.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hey Bjørn, du skal ud og spise tyttebær og blåbær før vinter, "ti -hi".

Her i Nørresundby hvor jeg bor har jeg ikke langt ud til et naturområde med masse af havtorn, verdens sundeste bær, siger mange, den er også på WHO's liste over superfruit.

Nå du skriver:

Enhver, der har studeret sprogenes udvikling, er klar over, at der derfor ikke er overensstemmelse mellem det skrevne og det opfattede. Der er tale om en digterisk proces, hvor man lægger andre meninger end forfatterens ind i det skrevne for at finde bekræftelse for sit eget verdensbillede.

Dette forhold er jo uomgængeligt, ikke engang i samtidigheden er vi fri af den problemstilling.

Om noget er værdifuldt skyldes vel at mennesker føler sig tiltalt af en tekst, et digt eller en roman. Så udbredelsen (Kristi Efterfølgelse) skyldes vel en efterspørgelse. Og efterspørgelsen ville vel få ende om folk ikke fandt noget værdifuldt i teksten.

2 mennesker der har min allerstørste respekt og som har givet mig nok mine største litterære oplevelser på dansk, henholdsvis fag og skøn -litterære oplevelse, er Harald Høffding og Henrik Pontoppidan. Og det glæder mig at se at også de har følt sig tiltalt af bogen Kristi Efterfølgelse. At bogen taler til os generation efter generation.

Dette skyldes selvsagt at bogen har fat i nogle "evigtgyldige" problemstillinger, ikke dermed sagt at det svar bogen giver på disse uomgængelige problemstillinger et menneskeliv byder på, behøver at blive godtaget ukritisk, måske det bare får os til at tænke os om, reflektere over om der i dag gives bedre svar og andre svar, eller faktisk om der i vores tid gives nøjagtig de samme svar, altså samme vin, blot på nye flasker og ny etiket, (new age svar og løsninger på menneskelivets problemstillinger ligner så meget det vi finder i Kristi Efterfølgelse at man må knibe sig i armen).

Jmp eller Michael fx siger stort set det samme og gir stort set samme svar på menneskelivets evigtgældende problemstilling som dem vi finder og gives i Kristi Efterfølgelse.

Der er selvsagt også en grund til at Visdom citerer Kristi Efterfølgelse, da bogen i den grad har ikke så lidt til fælles med østens religiøse visdom, som jo er det vor ven Visdommen er rundet af.

[url=http://www.henrikpontoppidan.dk/text/seclit/secartikler/roos_kempis.html][/url]



Men når alt det her er sagt vil jeg give dig ret Ole Bjørn, i at vi skal passe på med ikke at læse vores egne agendaer ind i en tekst. Det er altid nemmere at finde fejlene hos andre end hos sig selv, og i den sammenhæng, har jeg set hvordan jmp (eller Michael (og Rubæk, Serotonin mfl.) med djævlens vold og magt vil læse Krishnamurti og Gîtâ'ens visdom (altså østens religiøse opfattelse af selvet (og evt Gud)) ind i evangelierne fra det Nye Testamente. Paulus der er mere præcis og velformuleret i sin tankegang og taler tydeligt omkring evangeliet om Jesus Kristus (Jesus er Kristus), ham kan jmp (Michael) ikke læse sine ideer ind i, og derfor bliver der dette had til Paulus som vi ser fra Rubæk, jmp, serotonin og andre, der med djævlens vold og magt vil læse østens religiøse visdom ind i evangeliernes Jesus.

Kræn-p der er mere dannet og veluddannet og akademisk trænet, siger tingene meget mere forsigtig og velunderbygget, når han finder tegn på at østens religiøse visdom har påvirket det teksterne i det Nye Testamente. Jmp's (Michael's), Serotonin's og Rubæk's (og ja i sin tid Thomas Visdom's) Jesus, er deres egen indlæste, selvskabte Jesus. Deri har du ret Bjørn, i at vi skal være på vagt overfor ikke at læse det vi ønsker at læse, at vi ikke skal indlæse vores eget stof og agendaer ind i en ældgammel tekst. Og ja ham HansKrist, skal også agte sig i samme sag så vidt det angår hans Paulus forståelse.

Det er derfor vi har Universiteterne, de højere læreranstalter for at undgå ovenfor omtalte bias (uvidenskabelige fordomme og fordummelser (projektioner), altså uden grund i virkeligheden (uden nogen kildebevis)), men dem gider jmp (Michael), Serotonin og Rubæk og vel også engang ihvertfald Thomas Visdom (det er svært at sige hvor skak geniet befinder sig, fordi han vel flytter sig i ny og næ), jo ikke lytte til. De rakker ned på de fagvidenskabelige erkendelser, fordi Jesus skal være deres Jesus, som de ønsker ham. Og i den sammenhæng er det jo sjovt at Serotonin der har en terapeut uddannelse i projektion, ikke engang magter at se sine egne projektioner og indlæsninger omkring den stakkels Jesus der er så skide populær at alle vil have fat i manden som deres mand, i spidsen for deres agendaer her i livet (vi husker jo også hvordan Jesus af Thomas (ja selv Anne) pludselig var både dyreværnsaktivist og dybt involveret i det vegetariske spørgsmål).

Iøvrigt vil de også gøre Jesus til en omvandrende ø. Men Jesus som sådan, har ingen interesse, kun da historisk interesse, det der er sagen, er Jesus der erklæres at være Messias/Kristus (Guds levende Søn). Paulus bruger også udtrykket Herre; altså vores Herre (og Herre i vores liv kan han kun være dersom Jesus er Gud i tiden, og derfor genopstået ved Guds Ånds Opstandelseskraft inde i tiden (immanent), som vi også er det i en fælles skæbne død med Jesus).

Kristendommen er grundlagt på en erklæring og en antagelse om Jesus. Jesus der er Messias/Kristus, Guds levende Søn. Dette er en afgørelse for og imod Jesus. Er det denne ydmyge, spottede, foragtede og forbandede og ikke succesfulde mand, der ikke ejede de græske filosoffers visdom og dannelse, er det ham der er Messias/Kristus. Ham der omgikkes mennesker i alle samfundets afskygninger. Dette er et opgør imod de dannede græker og de religiøse jøder, hvor begge grupper satte skel mellem mennesker.

Om pøbelen misbruger Jesus, om snedige folk, evangelisterne og andre folk omkring Jesus, misbruger ham, ville være mærkeligt andet. Selvfølglig bliver manden brugt og misbrugt. Den mand der mindst misbruger Jesus er nok Paulus, denne min påstand kommer bag på mange, selv teologerne, der igennem W. Grønbech, vores international anerkendte religionshistoriker, der har haft guddommelig status hos flere generationer af teologer i danmark, har lært at have aversioner imod Paulus og mene at Paulus havde en meget mere livsfjendsk indstilling end Jesu ditto. Tænkende folk som Ipso Facto og jmp (Michael), til trods de to mænds store forskelligheder, så er de begge blevet forført af de samme sejlivede her i Danmark W Grønbech'ske ideer om Paulus og brevene hans.

Hos Paulus er den Jesus der erklæres at være Kristus, et konkret historisk menneske af kød og blod som alle os andre, hos evangelisterne ser vi at der nu tales om Helligånds undfangelse og om jomfru fødsel (sjovt at tænke sig Rubæk siger disse 2 forhold stammer fra Paulus, når forskerne studser over at de ikke findes hos Paulus).

Så hos Paulus er der indhold og stof, substans/sprængstof og værdiomvurdering (Nietzsche), i erklæringen, Jesus der er Kristus. Hos evangelisterne er det en tautologi, da man fremstiller Jesus som værende guddommelig af oprindelse, hvorfor det tautologisk idiotisk kommer til at lyde hos evangelisterne; den guddommelige er guddommelig (nå og hvad så??? ja hvad så, der er intet sagt om virkeligheden vores, kun hos Paulus udsiges der noget om virkeligheden vores). Altså der er intet indhold i erklæringen, tros antagelsen (Peter's bekendelse fx): Jesus der er Kristus (Guds levende Søn) hos evangelisterne (ham fra Gud er ham fra Gud), men det er der hos Paulus hvor Gud er i ham det sølle ydmyge forbandede afviste fornedrede ikke anerkendte af verdens magter (jøder, græker, romer) menneske.

Inkarnationen findes kun hos Paulus. Gud i tiden (mennesket) og dermed i døden findes kun hos Paulus.

Derfor er trosbegivenheden Kristus, opstandelsen, en dramatisk begivenhed hos Paulus, en apokalyptisk social politisk dramatisk begivenhed, der ændrer alt, det enkelte menneskes liv (os selv (altså Ånden)), og menneskets liv med hinanden, indbyrdes liv med hinanden (miteinandersein).

Fordi ingen kan sige Kristus Jesus er Herren og opstanden og vi med ham deri til nyt liv, uden ved den Hellige Guds Ånd, altså uden at de samme "inkarnatoriske" og immanente forhold mellem Gud (Ånden) og mennesket (den enkelte) og menneskerne indbyrdes, som gjaldt Jesus og hans disciple, også gælder os nu.

Gud i tiden, i vores liv, er Jesus der er Kristus (Kairos). Det er Gud der finder og kommer til os og giver vores endelige (til døden liv) mening. Vi, gamle Adam, rækker eller når ikke ind i evigheden, men evigheden/Gud når os. Derfor er inkarnationen, Kristusbegivenheden, en kenotisk åbenbaringsbegivenhed der er som et lynnedslag og et tordenbrag i vores liv, hvorved der skabes et spillerum for livets ånds love (Rom 7 - 8), en åbning/frihed her på jorden mellem os mennesker, i denne vores miteinandersein kristne spillerum, hvor vi lever i næstekærlighedens lys, med øje for hinanden/næsten, i anerkendelsens blik/lys/øje, Kristus der er Guds ansigt, hvor vores ukrænkelige personværdighed skænkes os fra Gud i Jesus Kristus.

Denne neuroaffektive intersubjektive kærligheds og anerkendelses udvikling kendes mellem moderen og barnet og derfor afbildes den kunstnerisk med Jomfru Maria siddende med Jesus barnet. Den eksploderer igen i forelskelsen. Nu mangler vi bare at det kan ske mellem de krigeriske mænd (på den storpolitiske scene), og ja det er nøjagtig det der sker i forbindelse med de Paulinske urmenigheder. Kristendom er sådan set mænd, store stærke mænd, mænd af en vis politisk format, der tror på Guds Kærlighed Kristus, at der kan skabes et nyt samfund i Kristus. Og kvinderne får en hovedrolle straks fra begyndelsen ser vi hos Paulus, hvorimod de 12 disciple og Paulus den 13. alle er mænd, med stort M (hvis vi ser bort fra Peter og Johannes som må være et lille m).


Jeg har fået Paulus på hjernen Ole Bjørn, kender du en kur herimod??? Skal jeg gå i vinterhi (lukke mine øjne for Paulus en rum tid, hen over vinteren) og når jeg så kommer sulten/hungrig ud til foråret, så har jeg glemt alt om Paulus og jeg styrter ned af bjerget for at finde føde og en mage.

Jeg indrømmer, jeg er sgu lidt mærkelig med min Paulus fascination og dette at alt skal perspektiveres ud fra denne mand der levede for 2000 år siden.

Og i den sag jeg klynger mig til Alain Badiou's bog:

Saint Paul "the foundation of universalism".

in this work, Badiou argues that Paul delineates a new figure of the subject: The bearer of a universal truth that simultaneously shatters the strictures of Judaic Law and the conventions of the Greek Logos. Badiou shows that the Pauline figure of the subject still harbors a genuinely revolutionary potential today: the subject is that which refuses to submit to the order of the world as we know it and struggles for a new one instead.

Når denne moderne maoist og marxist, matematiker og forfatter og filosof med mere påstår det, da må der sgu være noget om snakken.

Vi er mange der forstår det moderne som begyndende med Paulus.

Og jeg har da også nydt din bemærkning om at Paulus ikke ville ha overlevet et særligt langt ophold hos Muhammed, dersom han ikke holdt sin bøtte om menneskets frihed i Kristus og kreative karismatiske intelligens, den etiske ide om at mennesket er et kreativt karismatisk udtryk, en synlig personlighedsudfoldelse der skal anerkendes og som er understøttet af Gud, eller kommer til verden, til udtryk, i kraft af Gud.

Paulus ide om at mennesket er en intelligent (åndrig) alloplastisk bulderbasse med kant og karakter/personlighed, at det unikke og særlige faktisk i kraft af Gud overgår det almene og fællesmenneskelige gældende. En side jeg ikke finder Badiou har fået så meget øje på.

Hold nu kæft Hans!!!!!!!!!!!!! Gå en tur langs med Limfjorden og æd nogle havtorn, de skulle være sunde for hjernen.

Kære Hansemand.

Ja, du har fået Paulus på hjernen, foruden Freud, Jung, Marx og en række andre snæversynede filosoffer, der tror at kunne forklare verden ud fra et enkelt synspunkt. Men hverken verden eller livet lader sig forklare så ensidigt.

Når det er sagt, er du vel også en af de deltagende debattører, der har det største potentiale for både tænkning og evne til nytænkning (selv om mange nok ville benægte det sidste.)

En kur mod Paulus har jeg selvsagt ikke, men en kur mod besættelse i almindelighed og vanetænkning i særdeleshed kan jeg godt bidrage med. Den består ganske enkelt i at øve sig i at være som barn igen, og suge til sig fra alle kilder. Hvis livet er en rejse, så er ethvert ståsted en afbrydelse af rejsen. Man kommer aldrig videre, hvis man lægger sig fast på en opfattelse, uanset hvor begrundet, den synes.

I sidste instans handler det om Dawkins "selviske gen". Vi stræber alle efter at have det godt, både med os selv og med omgivelserne, og i den proces er fornægtelse af andre synsvinkler en konfliktskaber i megaformat.

Vi er alle mere eller mindre ofre for omstændighederne (læs; miljøet), og jeg har været priviligeret i den forstand, at jeg livet igennem har fået så alsidige påvirkninger, at jeg aldrig er groet fast i en specifik holdning til tilværelsen, bortset fra mine medfødte "drifter", som ingen "ustraffet" kan ignorere.

Når jeg i tilgift er vokset op i et samfund, med et højt socialt sikkerhedsniveau, kan man ikke være meget heldigere. Derfor har mit liv været en lang lykkelig rejse, og de meget hårde stød, som livet ind imellem har givet mig, har alle været forårsaget af utilpassede mennesker i mine omgivelser. Men de har aldrig kunnet fratage mig min glæde over at leve og lære/opleve.

Jeg vil da gerne give disse erfaringer videre, så andre mennesker kan opleve den samme glæde, men al kommunikation foregår som bekendt på modtagerens betingelser, så når mennesker hverken vil lytte eller lære, kan jeg ikke stille noget op. Det giver mig nu ikke søvnløse nætter.

Kun ved at blive som (små, ikke-opdragede) børn igen, kan man komme ind i mit himmerige.

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Kvinder ønsker sig fire ting af deres mænd: At han ofte får dem til at le, at han giver deres tilværelse sikkerhed, at han anerkender deres meninger, og at han bliver en god far, genetisk og psykologisk. Resten er bare optioner.

Ja, du har fået Paulus på hjernen, foruden Freud, Jung, Marx og en række andre snæversynede filosoffer, der tror at kunne forklare verden ud fra et enkelt synspunkt. Men hverken verden eller livet lader sig forklare så ensidigt.

Jeg er enig med dig Bjørn. Jeg har også altid tænkt på min debataktivitet som et perspektiv, en stemme, et alternativ. Folk skal vide der er et alternativ, derfor debatterer jeg. Altså kun for at give et perspektiv, for at vise der er et alternativ til gængs opfattelse af hvad kristendom er og ikke er.

Især vil jeg gerne vise der er et alternativ til new age, tidens ånd.

Ikke fordi jeg ikke finder rigtig mange værdifulde ting i new age, det gør jeg, jeg er ikke bagstræberisk, reaktionær på den måde.

Hvis jeg strammer mine tekster som om mit (eklektiske (et ret så originalt mix, aldrig set før ifølge Vang)) paulinske synspunkt er det eneste saliggørende og ja gyldige, så er det af retoriske grunde for eventuelt at få et perspektiv til at lyne i den der kommer strejfende og læser, gerne en ung teologistuderende (ikke en gammel slidt simon).

At fordærve ungdommen (påvirke ungdommen, de intelligente og tænkende af slagsen) og forarge/drille de ældre.

Jeg har inficeret begge debatter med en høj og støjende/skinger, profileret af HansKrist, Paulus diskurs perspektiv på alting, og jeg burde ha en pris herfor (et spark i røven).

Nu er jeg så ved at falde til ro, fordi min Paulus diskurs, er konfirmeret, er ved at blive voksen, og kunne stå på sine egne ben, og jeg kan som faderen til barnet her i Danmark, begynde at ånde lettet op og nyde min søn, der nu er en stor dreng der klarer sig godt i verden. I den sammenhæng må jeg takke, Barth (Bonhoeffer) og Badiou.

Dette er jo en rørende psykotisk narcissistisk omnipotent selvovervurderende fortælling; for stort set ingen har taget notits af mit virke som debattør.

Men jeg tror heller ikke som jmp (Michael) at forskere fra universitetet, sidder og gennemgår min debataktivitet i detaljer. Så modsat jmp mener jeg at have bevaret jordforbindelsen og humoren på alt jeg har foretaget mig, selv når jeg praler.

Simon har nok ret når han velmenende siger gang på gang at jeg ikke er filosof, men en lille kejtet uforvarende digtespire i det små, er jeg blevet i mine forsøg på at lege stor filosof. Mine høje ambitioner om at være tænker, har skabt lidt sjov poesi og lyrik her og der på min vej.

Det skal lige siges at jeg aldrig har tænkt på mig selv som filosof, men det må simon jo ha gjort, siden han siger jeg ikke er filosof, hvorfor han må ha overvejet om jeg var det i en eller anden forstand, men det må han selv finde ud af med sig selv i forhold til mig.

Det vigtigste for mig er mit møde med tilværelsens inderste beskaffenhed, de vertikale excentriske ekstatiske disparate meontiske diskontinuerlige nye skabelsesøjeblikke i Kristus (Gud i tiden som newness, tiden som irreversibel og os der føres); Kristusbegivenhed/Damaskusoplevelse i mit hjerte som min mund løber over med. Jeg gør som Paulus, og Leif von der Wehl Mikkelsen (Danmarks største tænker indenfor teologisk metafysisk ontologisk filosofi), jeg lader min mund løbe over med det jeg erfarer som tilværelsens inderste ontologiske sandhed (eller nærmere beskaffenhed) og jeg prøver at tale med herom, ved ikke at fable herom, men ved at tale med andre herom, koble mig på en tradition (Paulus; Luther; Kant; Barth; Heidegger og Badiou og ikke mindst Leif von der Wehl Mikkelsen).

Simon vil så påstå at jeg ikke formår dette. Jeg vil give simon ret i at jeg da gerne ville være et skrappere hovede sådan rent filosofisk, hvor jeg sådan mht filosofisk akademisk dannelse, har svært ved overhovedet at kunne begå mig, ja kunne og magte nogetsomhelst (selv om jeg slynger om mig med navne). Som da Zizek skulle holde et foredrag om Hegel for det førende Hegel-selskab i Tyskland, og præsidenten udvandrede i protest efter de første 10 minutter, fordi han ikke kunne holde ud at høre Hegel i den grad blive misbrugt (forstået/misforstået).

Selv om jeg ligner Zizek på rigtig mange punkter, er det uden sammenligning, jeg er på ingen måder i besiddelse af nogen former for dygtighed, der bare kan berettige til en sådan tale.

Noget der interesserer mig vildt meget er min egen forskruede selvhøjtidelighed. Den interesse jeg har i min egen forskruede selvhøjtidelighed, er både humoristisk og afslappet på den ene side, men så sandelig også på den anden side en seriøs alvorlig interesse omkring mine identifikationer og identitet (selvopfattelse), mine eigenweltske psykotiske forhold der gør sig gældende når jeg stiller spørgsmålet hvem er jeg (i min egne øjne og i andres øjne, og hvem ville jeg gerne ta mig ud for at være (hvem kunne jeg af hele mit hjerte godt tænke mig at være)).

Og den gode simon er jo ikke dum, han har opdaget at jeg gerne ville være filosof, anerkendes som filosof. Og så er manden mig ovenikøbet en så velvillig mentor at han fortæller mig sandheden, at jeg ikke er filosof og formår at drive det til noget her, men at der med lidt god vilje kan peges på at en form for digterisk aktivitet kan man sige kendetegner min skriverier, griflerier og frie associationer om fagfilosoffers diskurser som jeg dog ikke magter at styre med akademisk dannet filosofisk hård hånd. Og heri vil jeg give simon ret.

Guderne skal da vide jeg gerne så mig selv som en lille Grundtvig; lille Kierkegaard; lille Jakob Knudsen; men ikke mindst så går mine ambitioner ud på den dag jeg dør at kunne blive sammenlignet med Otto Møller (sognepræsten i Gylling) så vidt mine skriverier angår, ikke så meget på skæbne og liv, da ham og mig frister en meget forskellig og ulig skæbne.

Så jeg har ambitioner og drømme der driver mig og holder mig oppe og gående og som gør at jeg synes det her liv er spændende. Ikke så meget fordi jeg har succes/lykkes i mit forehavende, men fordi jeg som Kræn-p så ofte har påpeget det, prøver det bedste jeg har lært, med de beskedne evner der nu er blevet mine.

Jeg er ikke en fiasko fordi jeg mislykkes i mine ambitioner, men jeg er en succes fordi jeg har turdet prøve også selv om det mislykkes for mig, ikke falder heldigt ud (simon's sande dom som jeg ikke vil sætte en finger på, jeg er enig med simon). Om jeg ikke havde turdet vove mig ud på dybt vand hvor jeg ikke kan bunde, sammen med jer andre delfiner fra Århus Universitet eller andet højere lærer og uddannelsessted fra, jeg havde været en fiasko.

Det er en sag for psykiatrien det her Hansi! Ja jeg er enig, det ville være interessant af få psykiatriske vinkler med ind over min identitet (selvopfattelse) som jeg afslører gang på gang noget om i mine indlæg, også at den er forskruet ad helvede til.

Vi kunne jo spørge jmp (Michael), hvad det er han tænker på når han helt seriøst påstår at han mener universitets uddannede forskere sidder og gransker/studerer i alle de indlæg han har skrevet. Her må vi spørge om Michael, jmp, nogensinde kritisk har overvejet indholdet og substansen af sine mange indlæg, om der virkelig skulle være noget her der berettiger til at han skulle vække en sådan opmærksomhed.


Uden dig Bjørn og simon og stausholm mfl, til igen og igen at give mig tørt på, ren besked, om disse mine narcissistiske psykotiske forstyrrelser omkring min identitet og selvopfattelse, havde jeg nok ikke fundet den humor som dog trods alt giver et formildende skær over mig og min lidt voldsomme og meget selvhøjtidelige frembusende debatadfærd.

Jeg vil slutte af med at sige at min HansKrist identitet er en verden 3 konstruktion, excentrisk sat fordi jeg har kastet mig ind i de filosofiske og videnskabelige diskurser på tilværelsen. Og at det i første omgang er lidt ligemeget om jeg i simon's forstand magter at deltage kvalificeret, det afgørende er om jeg formår at leve godt på det, om jeg stiver mig selv af herpå, på en sådan måde at jeg er, lykkelig og livsduelig i mit eget liv og til glæde for mine omgivelser, en gevinst (måske ikke ligefrem en filosofisk åbenbaring, men bare et tænkende menneske der er værd at samtale med, føre en samtale med og have en ordveksling med i ny og næ). Simon har så nok ret, om jeg skulle vurderes ud fra et overordnet samfundssynspunkt, og ispørgsmålet hvorvidt jeg her bidrager med noget væsentligt, vi må nok sige nej samstemmende med simon (for i en lille båd der gynger sidder nemlig jeg HansKrist og synger med simon).



Jeg vil lige her på falderebet gøre opmærksom på hvor meget, nemlig rigtig meget, jeg har nydt og sat pris på hvad du her skriver:

Vi er alle mere eller mindre ofre for omstændighederne (læs; miljøet), og jeg har været priviligeret i den forstand, at jeg livet igennem har fået så alsidige påvirkninger, at jeg aldrig er groet fast i en specifik holdning til tilværelsen, bortset fra mine medfødte "drifter", som ingen "ustraffet" kan ignorere.

Når jeg i tilgift er vokset op i et samfund, med et højt socialt sikkerhedsniveau, kan man ikke være meget heldigere. Derfor har mit liv været en lang lykkelig rejse, og de meget hårde stød, som livet ind imellem har givet mig, har alle været forårsaget af utilpassede mennesker i mine omgivelser. Men de har aldrig kunnet fratage mig min glæde over at leve og lære/opleve.

Jeg vil da gerne give disse erfaringer videre, så andre mennesker kan opleve den samme glæde, men al kommunikation foregår som bekendt på modtagerens betingelser, så når mennesker hverken vil lytte eller lære, kan jeg ikke stille noget op. Det giver mig nu ikke søvnløse nætter.

Det sidste afsnit kunne jeg jo skrive mig bag mine ører, når jeg vil revolutionere alle mennesker med mit paulinske virkelighedsbillede. Men jeg har aldrig været go til at lytte (forstå og finde andre mennesker), jeg har altid været fortælleren, ham der fortalte og mine venner kunne endda finde på at vride armen om på mig fordi jeg skulle fortælle. Det forekommer mig at være den samme historie/fortælling (perspektiv på tilværelsen) der trænger sig på i mit liv, som den var der allerede som dreng i udtalt grad. Min mormor der havde overblikket og kunne skelne det ene barn fra det andet barn, har altid påpeget dette træk ved mig og hun påstod jeg ville ende som filosof der boede langt ude i skoven (og det sagde hun selv om filosof ikke var et ord vi brugte i vores miljø). Simon anerkender at der er noget om den der min bedstemors tale med langt ude i skoven.

langt ude i skoven oppe i sverigesland boede der en bjørn

mange kærlige hilsner HansKrist.

Kære Hansemand.

Den brændende trang til at få andre til at tænke som en selv, og som vi møder hos de fleste debattører, har oftest sin rod i en følelse af, at man ikke helt har forstået sit eget liv. Kan man "omvende" andre, føles det som en bekræftelse på, at man ikke er helt ved siden af. Det driver både religiøse og filosoffer til at hævde deres "sandheder".

Vejen til en bedre forståelse går via selvironi, så i den retning er du på rette spor. Du skal bare have renset dit sind for ordenes (ORDETs) tyranni.

Gennem de seneste par tusinde år er filosofien degenereret til at handle om ord (bortset fra naturfilosofien), og ord er håbløst primitive og utilstrækkelige til at beskrive noget så kompliceret som tankevirksomhed. De eneste, der helt har forstået dette, er digterne, som har lært sig at udnytte pladsen mellem linierne, så de kan kommunikere langt mere detaljerede budskaber, og ydermere i et "sprog", der tilpasser sig til den individuelle modtager, og trækker på hans/hendes egne erfaringer.

Kierkegaard siges at have haft stor indflydelse på moderne tænkning (læs; filosofi), men han når ikke H.C.Andersen til anklerne, for Andersen har påvirket tankerne hos hundredvis af millioner mennesker og vækket en følelsesmæssig forståelse af deres egen tilværelse. Det er hos digterne, ikke hos filosofferne eller religionsfædrene du skal finde de dybe sandheder om tilværelsen.

Så lad din næste løbetur gå til biblioteket, og start din rejse med børnebøgerne og læs/genlæs "Den Lille Prins", "Peter Plys" og "Alice i Eventyrland", og gør som dronningen siger til kaninen: "Start med begyndelsen, fortsæt frem til slutningen, og stop så."

Ikke engang Wittgensteins skarpe analyser af sproget har kunnet stoppe filosoffernes voluminøse ordskvalder, men i digtning kan man sammenfatte milliarder af års udvikling i fortid, nutid og fremtid på ganske få linier, som jeg gør det her med et par metaforer:


Genesis.

Tiden skælver, stoffet kælver i et lydløst brag.
Rummet fødes, kræfter mødes i et gudeslag.

Plasmafaser, kræfter raser, Altet går bersærk,
ekspanderer, kontraherer, det er guders værk.

På sekunder strålebundter kaster sig afsted
ud i rummet, nænsomt krummet om en evighed.

I æoner stormer ioner mod et ukendt mål.
Hede vinde, som et minde om det første bål.

Rummet øger, stoffet søger mod en tyngdepol.
I det golde mørke kolde vokser frem en sol.

Solens varme strålearme rør et kolloid.
Stoffet mindes, kræfter bindes, det er livets tid.

Byggestene, helixgrene med en mystisk sans
sig formerer, duplikerer i en hvirveldans.

Celler spaltes, som de kaldtes af en guderøst.
Viden samles, mens der famles efter lysets trøst.

Kaos bindes, veje findes, livets overtag
i kemien entropien mindsker dag for dag.

Havet syder, bølger bryder mod den hvide kyst.
Op af vandet, gennem sandet snor en fisk sig tyst.

Mutationer, millioner arter vokser frem.
Hjernen øger, tanken søger mod et større hjem.

Nye gåder, nye måder fremmer tankens skred.
Hele tiden øget viden bryder grænser ned.

Data byttes, viden flyttes uden tab af tid
gennem zoner, tachyoner spredes hid og did.

Stjernetåger, liv, der våger, lytter efter svar.
Er vi flere, ved vi mere end det lidt, vi har?

Vidt forgrenet, men forenet livet presser på.
Eksistenser uden grænser prøver at forstå.

Viden sendes, alt erkendes, og måske til sidst
universet, gudeherset, bli'r sig selv bevidst.


Ole Bjørn, copyright 2005.

Mvh :o)

Hej Hanskrist,

Tak for dit svar angående Thomas à Kempis! Sikke et navn den mand har - og sikke en sans for uselviskhedens ånd.

Du nævner Thomas, og også visdommen...

"Der er selvsagt også en grund til at Visdom citerer Kristi Efterfølgelse, da bogen i den grad har ikke så lidt til fælles med østens religiøse visdom, som jo er det vor ven Visdommen er rundet af."

- Visdommen kommer fra nær og fjern. I østens visdom finder man den. I den kristne visdom finder man den. Den er én, men den er overalt, hvor der er sandhed og ånd.

"vi husker jo også hvordan Jesus af Thomas (ja selv Anne) pludselig var både dyreværnsaktivist og dybt involveret i det vegetariske spørgsmål"

- Det mest presserende for mig har været at bevidne, at Jesus stiller krav og ikke er et "ikon"/en "figur", hvis navn man bare bræger, mens man forestiller sig en langhåret og meget køn mand hænge på et kors. Man lytter... til hans ord... og nærer sig ved den uselviskhedens ånd de er gennemsyret af. Og selv om man i hjertet stræber efter at gå i hans fodspor og efterleve hans eksempel og ord, så løfter man aldrig hovedet stolt og påstår, at man har hans skostørrelse.

- Det mest presserende for mig har været at bevidne, at Jesus stiller krav og ikke er et "ikon"/en "figur", hvis navn man bare bræger, mens man forestiller sig en langhåret og meget køn mand hænge på et kors.

Det viser kun dine fordomme om hvordan teologer tænker, men det har intet med Christparticipation, vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur at gøre. Altså Kristusbegivenheden, Gudsriget ind i verden ved Jesus, der antages at være Kristus af urmenighedernes deltager.

Hvordan det kan lade sig gøre at være til i verden på en ny måde som vi pludselig ser ske i forbindelse med urmenighederne der taler om deres nye liv i Kristus, er det spørgsmålet drejer sig om og jeg vil anbefale dig at studere Alain Badiou's bog om Paulus hvis du ønsker at forstå lidt af dette forhold.

Desværre kan jeg ikke følge op på den her debat, da jeg står uden computer og dermed Internet forbindelse for tiden, også de næste uger, og jeg vil ikke debattere her fra biblioteket af.

Kh Hanskrist

"Det viser kun dine fordomme om hvordan teologer tænker"

- Tværtimod. Jeg ser masser af teologer netop ikke tænke sådan, mens jeg ser mange kristne 'lægfolk' tænke sådan.

"men det har intet med Christparticipation, vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur at gøre"

- Vores natur er nu engang vores natur. Men den kan overvindes af Ånd - ved at holde fast i Jesu ord i hjertet.

"Hvordan det kan lade sig gøre at være til i verden på en ny måde som vi pludselig ser ske i forbindelse med urmenighederne der taler om deres nye liv i Kristus, er det spørgsmålet drejer sig om og jeg vil anbefale dig at studere Alain Badiou's bog om Paulus hvis du ønsker at forstå lidt af dette forhold."

- Det er en misforståelse at tro, at det er nødvendigt at læse diverse teologer, da en forvandling i ånden aldrig er en intellektuel bestræbelse, men en omvendelse i hjertet, der kan komme af at holde fast i, hvad Jesus siger. At fjerne kravet som lægfolk gør det, eller at gøre det hele til intellektuelle bestræbelser som teologer gør det, er at gå i en bue udenom, hvad det virkelig handler om - nemlig Gud og Guds ord.