For nylig prövede jeg at debatere lidt om döden og en värdig död, det havde åbenbart ikke megen interesse, men nu pröver jeg igen, idet en kvindelig bekendt i USA, extremt meget troende, fornylig döde efter hun fik indopereret nye hjerteklapper, hun kom slet ikke til bevisthed efter operationen, men lå flere dage inden hun döde, uden at have forbindelse med omverden.

Jeg synes ikke det var en värdig död og kan en troende forvente en mere värdig död end ateister, jeg mener nej, for der er jo ingen helligånd, gud eller Jesus, der er i stand til at lave en värdig död for den troende, hvilket så beviser at disse figurer ikke findes nogen steds, andet end i menneskers fantasiverden.
Der er ganske sikkert mange beviser på at kristne ikke får en värdig död og ateister der får, man har da lov til at håbe.

Kære Treram:
Fra min egen verden:

Da min mor døde så det også ud til for de fysiske øjne, at hun ingen kontakt havde med sin omverden, MEN ...

Min oplevelse var helt tydelig: Hun var på vej væk herfra den fysiske verden, OG havde kontakt med dem, som stod parat til at tage imod hende, når hun kom ...

Ateist eller troende er egentlig lige meget. ... Alle skal vi på et tidspunkt forlade denne jord OG det er så trøsterigt at vide, at ingen nogensinde ér alene på rejsen mellem dimensionerne.

Bevise dette kan jeg jo ikke ... og mon det ikke akkurat er meningen, at visse ting i et menneskeliv må overlades til spørgsmålet om TRO ?

Alt vel i Sverige? Mon I har lidt sommer hos jer? Her skinner solen for første gang i rigtig mange dage så jeg bliver helt høj af det. ...

m.v.h.
Zenia

Ja, vi er alle bange for døden. Netop derfor må vi koncentrere os om at leve.

Døden er en så alvorlig sag, at den ikke kan overlades til alle mulige idiotiske forklaringer, som kan berolige vores frygt.

Når døden sker må vi hjælpeløst give slip på vores ego. Det, som tager over er en fred, som ikke har nogen frygt.

Vi burde ikke bekymre os om døden men derimod bestræbe os på at leve.

Der er ingen kristne, jøder, muslimer eller buddhister.

Der er kun mennesker. Dig og mig.

Hej Michael,
Tak for din respons.

Jeg tænker, at først når man er så afklaret som muligt overfor det faktum, at man skal dø - er man i stand til at leve livet fuldt ud. ...

En kliché? Ja måske, men det er i hvert fald min egen livserfaring. ...

Mødte engang i livet en præst, som i en meget høj alder var helt uhyggelig bange for at dø ... det gav stof til eftertanke. ...

Så et eller andet sted i menneskets trosunivers findes grundlaget for at finde freden ... både til at leve livet, også når det gør ondt ... og til at slippe dette liv, når tiden er inde. ...

Tænker, at det i sidste ende altid handler om at have FRED med andre og sig selv ... selvom det - set fra andres ståsted - virker som "idiotiske forklaringer". ...

m.v.h.
Zenia