Mange tror, at kristendommen handler om, at tro på én der døde på korset for vore synders skyld. Men dette er Pauli fortolkning.Før Paulus var der jesu gang på Jorden og det, som Han talte om.
Ligesom Krishnamurti talte Jesus om en dimension, som vi helt har glemt. Om forholdet mellem mennesker, som er selve det liv, som vi lever.
Vi lever i forbindelse med omverdenen. Den person, vi er bliver skabt i kraft af det liv vi lever blandt andre mennesker - her får vi vore identitet, her bliver vi til, fordi vi kender andre og de kender os.
Du undrer dig måske over, at man kan føle sig ensom blandt hundredvis af mennesker, men det er netop derfor. Fordi disse mennesker ikke kender én og man ikke kender dem - for mennesket hilser kun på dem, de kender.
Kender de dig ikke, ignorerer de dig og hvis du ikke selv kender andre, så kan du ende med at føle dig meget ensom.
Du kan måske vide en masse om universet og dit og dat, men hvad nytter det, hvis du ikke har nogen venner? Ville du ikke bytte al din viden for blot en enkelt ven.
Årsagen til, at jeg kom på disse tanker er Ole Bjørns hæslige debatform hvor han konstant forherliger sig selv og konstant nedgør andres mening.
Det får mig til at tænke på hvad Jesus engang fortalte mig, ved at jeg læste Biblen. Dette er min fortolkning:
1. Kast ikke dine perler for svin
(Mine perler er mine ord når jeg udtrykker det, som jeg så inderligt tror på)
2. At de ikke skal trampe dem under fode
(dette betyder, at mine ord (perler) bliver afvist af den, som jeg taler til)
3. For derefter at vende sig mod dig og sønderrive dig
(betyder, at når jeg møder disse brutale, selvforherligende sind og deres afvisning, så begynder jeg selv at miste troen på det, som jeg før troede på - jeg bliver sønderrevet)
Prøv selv at se om det ikke er sandt, mens du går gennem livet. Mister du ikke troen når du konstant bliver mødt med afvisning og nedgøren?
Nu kan jeg ikke sønderrives uanset hvad, men jeg gider ikke tale med disse brovtende, selvforherligende ligegyldigheder, som tramper rundt i deres eget ego.
Jeg finder det afskyeligt. Men, som HansKrist burde kunne forstå, da han ved at jeg er anderledes og mærkelig, så interesser disse typer, som kommer ind i et rum og fylder dette rum fuldstændigt..disse typer interesser mig ikke en dyt.
Ud af min øjenkrog kigger jeg kun på den, som undseligt står i flokkens udkant.
de tåbelige mennesker kender kun verdens magt og derfor venter de på Guds genkomst i Himlens skyer.
Men Guds magt er ikke menneskenes magt, Guds magt er fuldstændig forsvarsløs - den fuldstændige sårbarhed.
Det stærkeste der findes fordi det er udødeligt.
Opblæsthed er ikke Gud ej heller er ydmyghed for ydmyghed er forfængelighed.
Kærlighed er klar, skarp og usentimental - og så stæk som døden.
PS- Vør så venlig, at holde dine kommentarer for dig selv, Ole Bjørn.
Svar
Citer
