http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/495290:Ki...e-praester-vaek

en af mine facebook venner skriver til mig følgende:




jeg svarer ham:


i kristendom er tro ikke dette at tro noget, eller en tro på noget (endsige Gud), det er en antagelse om at vi i og med og ved Kristus har hele guddomsfylden i kød og blod, således er Ånden (Gud) inkarneret, eller en inkarneret virkelighed, vores legemer er altså tempel for den hellige guds ånd, Helligånden. Så der er ikke noget at tro på, kun en åndens ny virkelighed at deltage eller participere i, hvor verden eller virkeligheden er tømt for religiøsitet, altså der findes ikke en gudommelig instans over os, overmenneskelig instans, vi kan appellere til mere eller som har absolut gyldighed over os, for os. Således er tro i kristendommen nærmest det stik modsatte af hvad folk almindeligvis forbinder tro med og ja kristendommen ejer nok den stærkeste ateisme der findes, den overgår selv ofte den ateisme naturvidenskabelige tænkere er tilhænger af.

mange kærlige hilsner HansKrist

i kristendom er tro ikke dette at tro noget, eller en tro på noget (endsige Gud), det er en antagelse om at vi i og med og ved Kristus har hele guddomsfylden i kød og blod, således er Ånden (Gud) inkarneret, eller en inkarneret virkelighed, vores legemer er altså tempel for den hellige guds ånd, Helligånden. Så der er ikke noget at tro på, kun en åndens ny virkelighed at deltage eller participere i, hvor verden eller virkeligheden er tømt for religiøsitet, altså der findes ikke en gudommelig instans over os, overmenneskelig instans, vi kan appellere til mere eller som har absolut gyldighed over os, for os.

begivenheden Kristus, begivenheden Kirke og betydningen af pinse som den inkarnerede intersubjektive åndelige menigheds -fællesskab

Kirke er en hændelse, en begivenhed, og vi kan ikke vide hvor der Kirkes (hvor Kristus virker og ånden inkarnerer (hvor folk er grebet af ånden, hvor ånden er over folk)), ofte igennem kristendommens historie har der været mere Kirke udenfor den officielle Kirke end indenfor. Igennem kristendommens historie har der ofte været perioder hvor "ikke-kristne" har forstået og levet kristendommen bedre end de såkaldte kristne selv.

For Paulus er virkeligheden tømt for religiøsitet, virkeligheden er på kenotisk inkarnation -vis udtømt/tømt for religiøsitet (overtro) og vi har det hele i og med og ved begivenheden Kristus (eller den historiske Jesus-virkelighed (1)*), den inkarnationens opstandelsesbegivenheden Kristus er i verden, som den inkarnerede åndens/Helligåndens (bevidsthedsmæssige sjælelige) ny virkelighed vi intersubjektiv deler med hinanden, hvor der altså ikke findes en big other illusion mere, ikke findes en guddommelig instans over os, overmenneskelig instans, vi kan appellere til mere eller som har absolut gyldighed over os, for os (for det er først gennem Sønnen vi kender Faderen). Menneskets ideer om Gud og tro på Gud, erstattes af at Gud er kommet nær os som virkelighed (1)*, i og ved og med begivenheden Kristus som den åndens/Helligåndens ny intersubjektive virkelighed vi har med hinanden som brødre og søstre og som vi skal lovsynge med vores forstand om at kunne forstå (og ikke tro eller overtro), som Freud, Jung, Susan Hart og neurovidenskaberne eller hjerneforskningen og undertegnede konstant forsøger at udlægge og forstå disse vores bevidsthedsmæssige spirituelle/åndelige sjælelige intersubjektive inkarnerede forhold (at de er inkarnerede betyder ud fra jegets/egoets synsvinkel; nemlig er Kristus det nye jeg-legeme i verden ifølge Steiner (1)*). Denne Åndens ny virkelighed, at kunne vandre i ånden og profetere i ånden, har at gøre med både ekstatiske (kreative kunstneriske) fornuft og vores resonnerende fornuft; med vores forstand men også med vores skabende kreativitet og gejst/begejstring, livsmod, humør og åndsfriskhed og intelligens, opvakthed, contra demens siger Paulus, der er inde på hvad det er der døde os og hvad der gør os levende og skænker os livet. Paulus er så dopamin stærk og er tydeligvis i besiddelse af en høj grad af lateralisering, højre og venstre hjerne specialisering med en klar dominant venstre hjerne side (som er det der gør folk mest lykkelige).

(1)*:

Regin Prenter skriver i "Skabelse og Genløsning" (2. udgave 1955) i paraggraf 25, Theologi og Kristologi, side 323:

Den nytestamentlige kristusbekendelse lyder ikke: ”Jesus er Gud!” men: ”Gud er Jesus!” Ikke: mennesket Jesus ophøjedes på grund af sine menneskelige fortrin i gudernes kreds! Men: Gud fornedrede sig til menneskers kår.Ikke: mennesket, det rene, ædle, ophøjede menneske blev Gud…

inkarnationstanken som formen for det kristne budskab udtrykkes således: "Ordet blev kød! Gud blev menneske!" inkarnationstanken udtrykker en BEGIVENHED (min tilføjelse: Barth pointerer ligeledes gang på gang Guds ord som begivenhed). Og denne begivenhed er den historiske jesusvirkelighed. Her kom Gud. Derfor: Gud er Jesus. Udenfor Jesus findes kun vore gudsideer, som alle er produkter af afgudsdyrkelsen. I Jesus kom den virkelige gud. Gudsideer opstiller det suveræne menneske, så længe Gud selv er borte. Kun om den fjerne gud kan mennesket i sin suverænitet opstille ideer, der udtrykker, hvilken plads og betydning det suveræne menneske ønsker at give Gud. Er Gud derimod kommet nær, da mister mennesket sin suverænitet. Da forsvinder også dets forskellige gudsideer, og det står i stedet for over for Gud som virkelighed, det vil sige som begivenhed. Det er dette, inkarnationstanken udtrykker. Citat slut

(2)*:

R. Steiner kalder Kristus for Jeg-legemet/ego-legemet

Det fysiske legeme har mennesket tilfælles med hele den synlige omverden, æterlegemet har det tilfælles med planterne og dyrene, astrallegemet med dyrene. Det fjerde led, JEGét (jeglegemet), har det imidlertid for sig selv. Det gør mennesket i stand til at sige "jeg" til sig selv, at komme til selvstændighed. Rudolf Steiner.

Selvfølgelig kan menighedsrådet søge en præst der tror, men det er da en absurd ide de har fået, enhver idiot kan jo bare sige: selvfølgelig tror jeg på gud Jesus, helligånden o.s.v. men det kan jo blive særdeles svært at bevise eller modbevise at dette er sandt.
Måske de vil sende kandidaterne til en hjernescanning og se om de kan finde en lille Jesus afbilledet i hjernen eller skyggen af helligånden fise rundt i den tomme hjerneskal.

At nogle præster anser deres arbejde bare som et arbejde og ikke som et kald, selvom disse nok er i mindretal, kan man ikke skose dem for og en lille nødløgn kan måske hjælpe med dem at få arbejde, nu man har spildt så mange år på noget pjat, som at studere til præst og mistet troen undervejs og vågnet op til virkelighedens verden, hvor guder er stupiditet.

hey treram, det glæder mig du kan se det problematiske i begrebet tro og hvad det vil sige at være troende, hvad det dækker over. Og klart så er de fleste præster der erklærer sig for at være troende, slet ikke troende i paulinsk forstand, men istedet det Paulus ville kalde for svage i troen. Det vi idag forstår ved stærkt troende (og religiøse), er det Paulus kaldte for svag tro.

Troen er for Paulus Kristus selv, altså den åndens inkarnerede intersubjektive virkelighed mellem mennesker der kom, kom op at stå, opstod, i og med og ved, omkring, den historiske Jesus mission, gerning og død/bortgang, altså en form for ren ateisme, hvor virkeligheden tømmes for religiøsitet og overtro, enhver form for big other illusion, fordi vi nu har hele guddomsfylden i kød og blod, som den intersubjektive inkarnerede åndens virkelighed vi mennesker deler med hinanden (den sandhedsindstiftende begivenhed Kristus er i verden); virkeligheden er tømt for religiøsitet, altså der findes ikke en gudommelig (ej heller politisk totalitær overmenneskelig) instans over os, overmenneskelig instans, vi kan appellere til mere eller som har absolut gyldighed over os, for os. Denne urkristne paulinske form for politisk "socialdemokratisk" revolutionær virksomhed er hvad de sekulære ateistiske marxistiske moderne filosoffer har fået øje på, hvorfor de har så megen fokus på Paulus. Især Zizek har sat fokus på denne stærke ateisme i urkristendommen, og andre på hvor marxistisk socialdemokratisk urkristendommen er i sit inderste væsen, og man laver synopsis mellem urkristendommen og modstandsbevægelsen under anden verdens krig og den russiske revolution, alt sammen for bedre at kunne forstå den urkristne paulinske arv, dynamik og bevægelse (begivenheden Kristus) i den vesterlandske kultur eller civilisation.


øh, er du i tvivl treram, så spør simon han siger han forstår de her forhold meget bedre end jeg har forståe dem, ja, han siger konsekvent at han ved jeg vrøvler og han indikerer dermed at han selv ved bedre besked, og han har læst og studeret de filosoffer jeg præsenterer jer for. Men simon holder sin viden for sig selv, hvorimod jeg generøs gir fra mig, og dermed sætte mig selv på spil, og gør mig sårbar overfor kritik. Gad vide om vi kan få Heidegger og ja i det hele taget filosofi eksperten simon på banen, eller vil han nøjes med år efter år, blot at sige, skrive, jeg vrøvler og misforstår de tænkere og filosoffer jeg fra tid til anden præsenterer jer for.

jeg vil tillade mig at genbruge et indlæg fra religions -debatten, hvor jeg skriver med Fl Vang om de problemstillinger der er oppe at vende i forbindelse den menighed der søgte en troende præst. Følger her:

Hej Flemming, jeg vil ikke lige her og nu systematisk kommentere hele dit indlæg og din kritik og dine kommentarer.

Ja håndboldskuffelsen var lidt slemt at komme sig ovenpå igen. Men at fejre kampen imod Kroatien som havde man nået målet var en stor fejl, nøjagtig det samme som bjergbestigerne sidder på toppen af moun everest og fejrer dette som målet, når nu det er nedturen der klart er den farligste og mest udfordrende. At komme i finalen (nå toppen af mount everest) er selvfølgelig stort, men at vinde finalen (komme levende ned igen) ville være endnu større og den dimension havde de danske spillere ikke med andet end som "walk over" endnu en dag på kontoret, hvorfor de danske spillere ikke havde den nødvendige kampgejst og opsathed, parathed. De troede kampen kunne vindes på lunken vis, ved hjælp af deres fornuft alene, og man ved fra neurovidenskab at fornuften eller bevidstheden er 1/10 sekund forsinket i forhold til folk der ikke på lunken velovervejet vis tænker over tingene og derfor i stedet er i kampgejst og ekstatisk flow, bruger deres ekstatiske fornuft. Og nøjagtig denne 1/10 sekund forsinkelse (skyldende at de var i fornuften og ikke den ekstatiske fornuft) der var over alle de danske spillere gjorde at spaniens målmand kunne have så stor en redningsprocent som det var skyld i de mange fejlafleveringer, som netop gør at spanierne når at læse de danske spillers hensigter. Denne 1/10 sekund forsinkelse forklarer alt, danskerne var hele kampen igennem 1/10 sekund langsommere eller bagefter de spanske spillere. Det er Wilbek's ansvar at de danske spillere troede, som Wilbek selv, de kunne vinde kampen alene ud fra lunken neocortical virksomhed, uden at involvere de mere effektfulde ekstatiske forhold hidrørende de subcorticale områder i hjernen, det vi kender som ekstatisk flow og kampgejst og at man "peaker" på dagen.

Du spør mig om jeg kommer i nærheden af ACJ's proklamtion, som lyder:

At tro er ikke et spørgsmål om at tro på Guds eksistens - og har aldrig været det. Citat slut


Mit svar: indirekte vil jeg mene; men jeg undgik dog bevidst lige at sige noget eksplicit desangående, men vil godt sige at igen så må eksistens defineres, som tro også må det, før vi kan vide noget om hvad vi tænker på og taler om.

Normalt lever mennesket under fornuftens subjekt objekt vilkår og betingelser. Og i den forstand kan Gud hverken blive objekt for os og altså ej heller tro'es eller tænkes værende eksisterende for os. Jeg plejer at sige at det første en teologi studerende lærer på 1. semester er at Gud ikke eksisterer, og hvis de studerende ikke fatter dette bør de ikke gives adgang til 2. semester på studiet. For fornuften vores der opererer under subjekt objekt betingelserne går det ikke an at antage Guds eksistens, som det ej heller går an at tro derpå. Gud kan aldrig blive objekt for os. Men selv om Gud ikke eksisterer, så er den Gud vi tror på (1. tros artikel) trods alt Skaberen, og den bagvedliggende kraft, skaber/giver og opretholder af liv, til alt hvad der eksisterer. Altså Gud er som så, som vores Skaber, "Ham" i kraft af hvad vi og alle andre skabninger eksisterer. Så selv om Gud ikke eksisterer (står frem, står ud, fremstår, som objekt og aldrig vil kunne gøre det for os) så er "han" det ("den") mest virkelige (skabende, livgivende og opretholdende) tænkes kan og ja "han" er nærmere os selv end vi er os selv nær, og i den forstand det ("den") mest virkelige og potentielle der eksisterer og ja på en måde klippegrunden under vores eksistens. Vi eksisterer, fremstår, står frem, og det i kraft af vores Gud Skaber, men Gud Skaber eksisterer ikke, står ikke frem, fremstår aldrig for os som objekt (altså: eksisterer ikke for os som objekt). Dersom vi møder Gud, træffer på Gud i vores liv, ja alle vores Guds erfaringer, vil være åbenbaringserfaringer som er "supra hinsides" fornuftens subjekt objekt spaltning.

Ifølge Tillich og Berdyaev er syndefaldet eller splittelsen, fremmedgørelsen, at vi mennesker må friste en tilværelse hvor fornuften operere i henhold til subjekt objekt spaltningen. Og her bliver enhver menneskelig tale om Gud som Prenter siger det, menneskets egne afguds ideer og tanker om Gud, og her at tale om Guds eksistens, bliver en tåbelighed, da Gud aldrig kan blive objekt for vore betragtninger sålænge vi er under fornuftens betingelser (subjekt objekt spaltningen i vores liv). Tillich skriver:

I forbindelse contemplation og bøn (spirit created ecstacy og Gud som Helligånden eller "God himself as Spiritual Presence" Tillich) skriver Tillich:



God can never be an object, unless he is a subject at the same time. We can only pray to God who prays to himself through us. Prayer (incl. revelation, Spirit created ecstacy og "God himself as Spiritual Presence") is a possibility only in so far as the subject object structure is overcome; hence, it is an ecstatic possibility. citat slut.

To forhold at have i tankerne, i mente, i forbindelse ovennævnte udsagn om experiences of Spirit created ecstacy (ecstacy, in its transcendence of the subject-object structure) er:

1):

In these experiences, nothing of the objective world is dissolved into mere subjectivity. Rather, it is all preserved and even increased (R. Steiner er inde på nøjagtig det samme uafhængig af Tillich). But it is not preserved under the dimension of self-awareness and in the subject object scheme. A union of subject and object has taken place in which the independent existence of each is overcome; new unity is created.

2):

The criterion which must be used to decide whether an extraordinary state of the mind is ecstacy, created by the Spiritual Precense, or subjective intoxication is the manifestation of creativity in the former and the lack of it in the latter. Tillich citater slut.



Da al teologi er åbenbarings teologi, og alene er en reflektion over: revelation, "God himself as Spiritual Presence"; Spirit created ecstacy (Spirit created ecstacy revelation, in its transcendence of the subject-object structure), gir det ingen mening at tale hverdagsagtig fornuftig (under fornuftens subject object betingelser), altså almindeligvis og på folkelig normal vis at tale om Guds eksistens og troen på at Gud eksisterer, ja endsige troen på Gud. Teologi er en svær videnskab der omhandler noget helt ekstraordinært gældende vores liv, der totalt sprænger vores hverdags bevidsthed og tænkning, normale måde at tænke på, nemlig; in its transcendence of the subject-object structure.



Mange kærlige hilsner HansKrist.

PS:

der findes en ægte stærk ateisme i kristendommen, da den paulinske kristologiske teologi, er antropologisk. I og med og ved begivenheden Kristus bliver vi mere menneskelige (det sandt menneskelige styrkes), mere frie og uafhængige af religion og Gud i og ved og med begivenheden Kristus (den inkarnerede Ånd, Helligånden, Guds ånd i vores liv), ja vi har friheden og ånden fra Gud og fri taleret overfor Gud. Den paulinske kristologiske antropologi og teologi, forvirrer ikke menneskets liv med religion og gud, fordi i Kristus har vi det sandt menneskelige fra Gud. Altså hermed kommer der mere menneskelighed og et nyt og stærkere menneske ind i verden (en antropologisk stigning ses, ny stærk antropologi ses), som ikke lider under svag religiøs tro (det vi idag forstår ved stærk tro og overtroenhed) som Paulus påpeger det. For Paulus ville de stærkt evangeliske bibeltroende fra usa i dag slet ikke blive betragtet som troende, eller han ville kalde dem svage i troen, ja ud fra Kolossenserbrevet ville han sige om dem: "falsk ydmyghed og engledyrkelse, fordyber sig i egne syner og uden grund er indbildsk i sit verdslige sind" og han ville afvise dem som troende. Her ville Paulus foretrække mange ateisters adfærd, moral og bevidsthed. Ja ofte igennem kristendommens historie har ateisterne stået nærmere sand/ægte kristendom end de såkaldte kristne selv. Det er vigtig at få øje på denne sekularitet og ateisme der er i og med og ved Kristus, i forbindelse vores væren i Kristus, Guds JA til os og nej til sig Selv, selvfornægtelse vores skyld. Ontologisk set er der tilgivelse for vores synd, ontisk set er der kun tilgivelse synd, ikke for den konkrete syndige handling; men at handle frit og uafhængig af Gud på human vis, rent menneskelig lis, er nu med Kristus tilladt og endda tilgivet os, ja alt er tilladt men ikke alt gavner os. Overdrivelse og dette at sætte tingene på spidsen regner jeg med fremmer forståelse, ihvertfald er det vigtig at få øje på den stærke ateisme og accept af hedninger kristendommen besidder. Jeg ved det er din "kæphest" eller kerne teologiske område, jeg her berør, men håber du finder jeg gør det forholdsvis civiliseret og dannet så vi kan tale og drøfte videre om det på en respektfuld måde

PPS:

jeg kan sige dig at jeg helst ikke siger noget der skulle være i modstrid med Tillich, for i den grad jeg finder ham så fremragende og meget, ja 100% på linie med min egen forståelse af teologien, han er jo også inspireret af Berdyaev og psykoanalysen og de kontinental europæiske eksistentialister i mellemkrigstiden, som jo om noget er dem jeg har min dannelse og tænkning, forståelse fra. Systematic theology, er simpelthen et suverænt værk som jeg lever og ånder ud fra, det er for mig en kilde til liv i ånden, som jeg ikke kender lignende andre steder fra, ja det skulle da lige være Paulus og Berdyaev