Nu kan man jo altid diskutere, hvem der drømmer. Konkret stoppede jeg med at læse linket, da jeg nåede til denne passus på første side:
Stærk ateisme tager som oftest udgangspunkt i den erkendelsesteoretiske position, at antagelser om det værende, vor omkringværende verden, skal underbygges af eksempelvis erfaring, logik og omhyggelige undersøgelser.
Her ophøjer du videnskabsteori til ikke kun at gælde for videnskab, men for al erkendelse. Det er det man kalder reduktionisme og det er noget vrøvl. Reglerne for videnskabelig erkendelse er fantastisk gode til dels at afgrænse, hvilke emner videnskaben kan beskæftige sig med (nemlig de emner, hvor den videnskabelige metode kan anvendes med succes), samt hvilke metodologier man så kan tage i anvendelse for at undersøge disse emner, videnskabeligt.
Deri ligger en rationel afgrænsning af, hvad videnskab vil sige (eksempelvis, at tro på Gud ikke er videnskab), men det er reduktionisme at tro troen på Gud derfor er diskvalificeret - videnskab er trods alt ikke alt, og Gud kan udmærket eksistere, selvom videnskaben ikke kan undersøge Guds eksistens.
Du fortsætter dit bekendelsesskrift:
Til forskel fra ”den svage ateist” (eller agnostikeren), som basalt set holder sig til udtalelsen ”jeg tror ikke på guder”, kan den stærke ateist sige: ”det er sund fornuft at antage, at guder ikke eksisterer”, eller for mit vedkommende: ”jeg kan sige, at guder ikke eksisterer, med samme sikkerhed som jeg ved, at nisser ikke eksisterer”.
Hvilket perspektiv! Hvis nisser ikke findes, findes Gud heller ikke! Er det en logisk antagelse? Er det en videnskabelig erkendelse? Eller er det bare en forvrøvlet gentagelse af, at ikke nok med at du mener folk skal lade være at beskæftige sig med ikke-videnskabelige ting, du er også ubehøvlet når du forkynder dit budskab.
Drøm selv videre - Hvis du tror jeg gider bruge tid på den slags demagogi trænger du til et reality-tjek!
Svar
Citer