Hvad er der nu galt med "enten-eller indlæg" - her er der jo tale om en definition som netop skelner mellem om man er teist eller a-teist. Der findes ingen mellemting.

Panteisme inddrager troen på et stort gudevæsen.

Zen-buddhisme er ikke en teistisk retning. Skellet mellem teist og a-teist er ikke en endelig afgrænsning mellem religiøs og a-religiøs - det er en anden snak.

Strengt tager skal der ikke laves om så der spørges til guder i ental - "indgår der gudevæsener i dit nuværende verdensbillede?" kan sagtens besvares med et ja, så længe der blot er tale om et enkelt af slagsen.

"ateist" begrebet behandles ovenfor i svag definition. Det er nemlig laveste fællesnævner - og dækker dermed også den stærke definition.

Definition er ikke som du siger "manglende tro på Gud", men "manglende tro på guder".

Du siger: "Stærk ateisme kunne man vel kalde troen på Guds ikke-eksistens", men det er også forkert efter min mening. Læs gerne:
http://www.ateist.dk

Du kan ikke komme udenom at antonymer er antonymer, men godt forsøgt

Nej, panteismen er troen på, at Gud og univers er det samme. Nogle panteister opfatter Gud og universet som levende, andre gør ikke, så medmindre du vil kalde en død Gud for Gud behøver der ikke være gudetro i panteismen.

Jeg vil fastholde, at præfixet "a" både kan forstås som en antonym, men også som en selvstændig beskrivelse. Nu er ordet ateist jo af moderne oprindelse, men ser vi på oldtidens a-theos, betød det en guderne havde svigtet (en uheldig person). "A" betyder altså ikke bare "uden guderne" i atheos, men direkte en guderne modarbejder.

På samme måde mener nogle ateister (eksempelvis du) at ateist betyder en "uden gudelære", medens andre mener det betyder en der "afviser gudelære" (stærk ateisme). Du har vel ikke taget patent på sproget?

Du skriver: "Nej, panteismen er troen på, at Gud og univers er det samme." Præcis - ergo er der tale om en gud.

En ateist er en person der ikke er teist - en gudløs - kan det blive klarere?

En skelnen mellem svag og stærk ateisme er irrelevant her, som nævnt behandler jeg laveste fællesnævner - fraværet af teisme!

Om jeg vil tage patent på sproget? Kan man da det og hvor skal man ansøge?

Videnskabsteoretisk er det vel en problematisk konklusion. Sagen er jo, at det teoretisk set kun er muligt at falsificere påstande (Popper).

Eksempel: "Alle svaner er hvide" er en påstand der kan falsificeres (modbevises). Det kræver blot, at man finder en sort svane (australske svaner er sorte). Indtil Australien blev opdaget var det derfor muligt for europæere at tro alle svaner er hvide, men da Australien blev opdaget blev påstanden modbevist. Påstanden er altså en "lovlig" påstand (omend den er falsk).

Men så påstanden: "Alle svaner er enten hvide eller sorte", da? Nej, for hvem ved om der findes svaner på andre planeter i andre solsystemer (og galakser). Påstanden er altså legitim nok (den er mulig at modbevise), men omvendt kan den aldrig bevises (fordi vi ikke er alvidende). Videnskabelige påstande kan aldrig bevises, kun modbevises.

De eneste påstande om naturen der kan bevises er påstande af typen: Enten regner det, eller også regner det ikke. Men da disse er logisk sande (A v L A = S) er de trivielle og uinteressante.

Konklusionen er, at vi ikke kan sige noget ikke eksisterer, fordi vi ikke ved alt. Derfor er det også umuligt at sige Gud ikke eksisterer, ligesom det er umuligt at sige der ikke eksisterer svaner et andet sted i universet end her på jorden (da vi ikke har undersøgt hele universet).

Videnskabsteoretisk set er det derfor kun "lovligt" at komme med påstande der kan modbevises (falsificeres), uden at det kræver alvidenhed. Man må derfor teoretisk set aldrig sige, at noget ikke findes - heller ikke Gud (Gud er specielt problematisk at benægte eksistensen af, idet der er er nedlagt påstand om, at Gud ikke er en del af universet).

_________________________________________

Videnskab handler altså om påstande der kan falsificeres. Videnskab er derfor en disciplin i, at fremkomme med de enklest mulige forklaringer på fænomener vi erfarer, idet forklaringerne kun må indeholde falsificerbare elementer (ikke noget med at henvise til Gud).

I sig selv er påstanden: "Gud eksisterer" i den kristne betydning ikke en falsificerbar påstand, idet Gud er skaberen af universet, hvorfor vi ikke kan falsificere Guds eksistens. Kristendom og videnskab handler altså grundlæggende om to forskellige ting - det falsificerbare versus det ikke-falsificerbare.

Den problematik er umulig at komme udenom. Man kunne naturligvis komme med en påstand om, at man ikke bør beskæftige sig med ikke-falsificerbare emner (et argument man ofte ser ateister fremføre imod troen på Gud, gerne garneret af lidt snak om Occam's ragekniv) - men denne påstand er jo ikke falsificerbar og er dermed logisk ugyldig (populært sagt, logisk selvmodsigende). Man kan lave (og har lavet) en regel om, at for at en påstand skal være videnskabelig skal den være falsificerbar, men man kan ikke generelt afvise folks tro på ikke-falsificerbare fænomener (eksempelvis den kristne Gud).

Der er altså en slags deadlock situation mellem kristne og ateister. Så vi er nok nødt til bare at finde os i hinanden.

Klassisk vrøvl man ser i debatter mellem kristne og Ateister

A: Man bør ikke beskæftige sig med ting der ikke kan bevises (logisk selvmodsigende, ikke falsificerbar)

K: Gud må eksistere, hvem skulle ellers have skabt universet? (ikke falsificerbar)

A: Videnskaben har bevist at troen kun foregår i folks eget hoved (ikke falsificerbar, reduktionisme)

K: Universets kompleksitet beviser, at Gud skabte det (ikke falsificerbar, reduktionisme)

Vi kommer det nok ikke nærmere. Mange ateister vil ikke finde sig hjemme i din forklaring, som vel nærmest svarer til når troende definerer tro så snævert at mange troende ikke kan genkende sig selv i forklaringen. Det mener jeg er at tage patent på sproget.