Hej Arne,

jeg synes ikke rigtig, at du læser mig, når din opmærksomhed kun synes at hæfte sig ved, at jeg refererer til nogle forfattere, her i blandt Buber og Løgstrup, som jeg troede måske ville fange din interesse. Dog er det ikke dem, der er indlæggets "guf", men derimod mine tanker. Jeg ved selvfølgelig godt, at indlægget ikke er så enkelt, men det var personligt, og jeg havde det godt med at skrive det..

Mvh
Anne

Vi kan bare ikke alle sidde på dette bjerg i absolut stilhed og ære det hellige . Jeg praktiserer noget lignende i min egen stue af og til, dvs. jeg prøver at være stille, men har jeg brug for at bruge ord, gennem bønnen, jamen, så er det det, jeg gør. Jeg er mig selv.

Jeg synes stadig du viger uden om ganske centrale ting som det, at vi har fået et sprog og en evne til at kommunikere. Når vi tiltaler eller lader os tiltale, ja, da har vi også sagt 'ja' til dette subjekt. Vi befinder os ikke længere over for en genstand (et ikon, en Bibel etc.), men over for '...' som en levende virkelighed (den virkelighed jeg kalder Gud, dvs. den virkelighed, hvor menneskets virkelighed og Guds virkelighed er én virkelighed qua Kristus) - og det er vist det, som jeg opfatter det, der er dit egentlige problem: Forholdet til det hellige må ikke blive personligt og relationelt.. Det er klart, at sådan en holdning ikke korresponderer så godt med kristendommen, der netop bygger på sprog og kommunikation: Det glade budskab!

Mvh
Anne

Jeg har fulgt Anne og Arne og har et par kommentarer jeg finder relevant at indskyde, som meget jo også viser hvor jeg stiller mig i forbindelse med deres uenigheder eller uoverensstemmelser:

En såkaldt tavs forståelse er på en måde ufuldstændig, uendelig i negativ forstand, på den dårlige måde, det hele ender abstrakt i noget udiffenrentieret og ubevidst "noget", noget "det" agtigt og upersonligt. At personer lær hinanden at kende sker kun gennem kommunikation. At formulere og sætte ord på er at sætte en grænse for ond uendelighed, for det upersonliges hærgen, for det ubevidstes hærgen og upersonliggørelse af os, kort sagt dødsdriften. Det er takket være ordet at vi kan holde tilintetgørelseskræfterne eller dødsdrifterne stangen, på afstand af os. Ord skaber liv, sådan begynder Bibelen 1 Mosebog og den slutter smukt sådan med Johannes evangeliets prolog.

Desværre er det sådan at vi i tavsheden tror at forstå alt (mønstereksempler på denne holdning er Arne Thomsen; Kræn-p og Michael, men der er mange flere, de er ikke alene om denne folkereligionssentimentalitet, hvor man bevæger sig under niveau, det mentale niveau, tankernes niveau, det bevidste niveau, bevidsthedens niveau). I tavsheden tror disse mennesker at forstå alt. Det er først, når de prøver at formulere det, at dette afsløres som en illusion. Væren og verden formidles nemlig af sproget, i sproget kommer verden og væren til orde. Tanker og ord og begreber har del i virkeligheden, for sproget opretholder ikke nogen selvstændig eksistens over for den verden og væren, der kommer til orde i og med det. Gud er ham der kalder på det der ikke er til så det bliver til, siger Paulus, igen 1 Mosebog. Sprog og verden og væren er korrelative, de betinger gensidigt hinanden på samme måde som forholdet mellem billede og urbillede i kunstværket.

At der er uendeligt meget at forstå, erfarer vi først, når vi siger noget. At sige noget er som sagt altid en afgrænsning, men netop hermed opdager vi, at der er noget, som er, der ikke er blevet sagt endnu ud fra det der kom os til orde, eller i orde, og det prøver vi så at sige efterfølgende, for så igen at opdage, at ej heller dette er det hele. Derfor er det også takket være sproget at vi formår at bringe det der skjuler sig for os i mørke og i potens/potentialer til orde og til live. En analfabet ville på ingen måde kunne nå vores høje levealder og da slet ikke vores vitalitet, kreativitet og intelligens. Vesten har satset på intellektuel aktivitet og østen ville smyge sig udenom og dermed den vitale kreative impuls til at ændre samfundet og individet, mennesket eller borgeren i samfundet. Man gik til grunde i sig selv, fik ikke kultiveret hverken sig selv eller samfundet. Man blev egoløs og uhistorisk interesseret, træt af verden, uendelig pessimisme, fordi hva kan det nytte, vi skal jo alligevel død. Her er kristendommens tale så ganske anderledes og heroisk. Det nytter noget og der er go grund til at vi letter røven for hinanden og for at tage vare på os selv. Kristendommen er smukt som et stjerneskud ved siden af østen. Vesten er Kristusimpulsen som en morgenstjerne, som sunrising. Kristusimpulsen er en ny optimisme og engagement og vitalitet, kreativ impuls og vitalitet ind i verden. Kristendom prædiker tilknytning og lidenskabelig engagement/involvering, her er ingen angst for de lidelser der er forbundet med at elske (knytte bånd (tilknytning og oxytocin hormonet er accepteret fuldt ud)). Kristendom tror på at høj høj intellektuel aktivitet, som Gud der er Ordet, der kalder på det der ikke er til så det bliver til, er helt centralt. Ordet er det mest centrale i kristendommen; som Guds Ord i 1 Mosebog og Kristus som Ordet og som Evangeliet. Og takket være Pauls erkendelsesteoretiske skrifter og Paulus som antifilosof, Pauls antifilosofi, har Ordet/Kristus aldrig haft noget at gøre med fornuften/logos som så, da det ikke har at gøre med noget der er (altså natur og naturlighed), men udelukkende har at gøre med det der bliver til i forbindelse med personlig virkelighed, som igen er i tilblivelse og historiskhed og nyskabelse, i newness, at noget nyt hele tiden bliver til (vi er konstant i nyskabenlsens forandringer, skabekræfterne deltager vi i, og vi kan hvert øjeblik ændre på de naturlige biologiske ontologiske skæbneforhold, og dermed ændre os som mennesker (derfor alle helbredelsesunderne i NT).



Popularly the definition of grace is often given as the favor of God. Luther was not satisfied with this but added the idea of gift because a definition of grace as simply favor would change grace to an abstract idea and make faith in such an idea a work of the law...
He (Luther) speaks here of som arrogant people who admit that they must be justified by God. But they refuse to be justified by God through Christ: "But we do not wish Christ because God can grant us his righteousness without Christ". According to this view justification by grace is an abstract idea. When the grace of God is a universal truth then it is natural that God can forgive and justify even without Christ. But Luther answers these people: "This God neither can nor will do, for Christ also is God. Righteousness is granted only through faith in Jesus Christ. Who shall stand against his will? If this is so, however, then is it an even greater arrogance not to want to be justified through Christ".
Luther says that Christ is also God. God is not an idea we have conceived ourselves. God has revealed himself in Christ. God is in Christ. Christ is God. Therefore the grace of God is not a truth which can be separated from Christ but it is an event as the the gift of God in Christ. Therefore grace can be had only by faith in Christ as the gift of God. Grace and gift are interdependent on each other. Without grace, the gift, our faith and the new life in faith become part of our old man and as such worthy of the severest judgment of God. Without the gift grace becomes an abstract idea, a universal truth; the acceptance of which will always be a work of the law.
In summing up these thoughts it may be stated that the separation between grace and gift means that Christ as the living and redeeming reality present in us is seen as the essential purpose and plan in the nature of faith. Grace and gift meet in Christ as the present, redeeming reality. This is the basis for both the seperation between them and their mutual partnership. Grace is solely revealed in Christ, and it is revealed in Christ as the gift of God. It is because Christ is the gift of God that faith also is the gift of God. Faith is created as a gift of God when Christ is accepted as the gift of God, and in no other way. It is not created by som secret metaphysical causality. Faith lives completely and alone by the real precense of Christ. To the same extent that Christ is really present, faith is really present, and only to that extent. Regin Prenter "Spiritus Creator".

mange kærlige hilsner HansKrist.