Hej Arne

Jeg sidder og tænker på Martin Buber og hans Jeg-Du filosofi, og hvordan jeg i den forbindelse gennem årene har debatteret i Jeg-Du forhold, dvs. i menneskelige og levende relationer. Jeg har også ofte tænkt på Løgstrups ord om udleveretheden, nemlig det, at vi altid er udleveret i relationer med risiko for magtforhold, men at vi grundlæggende set møder det andet menneske i tillid. Det har nok været en af grundende til mit store engagement i religionsdebatten tidligere, men i takt med at jeg er kommet længere med studiet og er involveret i forskellige sammenhænge og relationer, er rummet for debatten og dens relationer gradvist blevet formindsket. Og det kan jeg mærke er rigtig sundt, for det er nu ikke i det virtuelle, at vi bør bygges op. Når det er sagt sidder jeg også og erkender det svære i at skrive et debatindlæg, hvis ikke der på forhånd finder en forudgivet relation og tillid sted - jeg erkender både her og der, at mit hovede ikke er en maskine, at jeg stort set ikke kan bruge hovedet ordentligt, hvis ikke jeg har hjertet med, og det med hjertet (og kærligheden), ja, det kræver altså et Jeg-Du forhold.

Med disse ord har jeg åbnet for mit debat-gen - ellers lod det sig ikke gøre oven på en lang dag at finde energi til at debattere noget, jeg i virkeligheden nok ikke finder så vigtigt (det skal du ikke tage personligt). Jeg bliver nødt til at gå ind i indlægget som levende person, i hvem livet ånder og opbygges i mødet med et DU (min Gud, min Gud, som ånder alt livet ud..).

Men det betyder også, at skrive-genet/hjertets tale rummer meget mere end den sag, som du har og jeg har haft for øje, men hvad nu hvis den sag i virkeligheden ikke bygger os op, ikke bringer os liv, men derimod virker som en fjern ånde og en masse halvufordøjelige ord? Måske har vi alligevel brug for stilheden til at kunne høre hjertets rytme og lade dette slå de sætninger ned, der er vigtige for både DU'et og JEG'et..Her taler man ikke forbi hinanden, men med hinanden. Sådan oplever jeg det med Gud: Jeg taler ikke forbi Gud, Gud taler ikke forbi mig, men vi har fået et sprog for, at vi kan tale med hinanden. Når jeg hører dine reaktioner, der ofte går på, at vi, der bruger ordet, Gud, i vores tale/samtale, misbruger og gør vold på dette, du mener, vi ikke kan udtale os om, ja, da gør det lidt ondt i mig. For jeg lader jo bare hjertet tale med og bruge de ord, der nu en gang knytter sig til det, Buber kalder for JEG-DU forholdet og, som Løgstrup kalder for, interdependensen ("vi har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at vi holder noget af dets liv i vores hænder"). Løgstrup mente også, at det er i forholdet til næsten, at vi har vores gudsforhold. Det vil jo sige, at vi, jf. Bonhoeffer, ikke kan adskille vores virkelighed fra Guds. Forstår du, hvad jeg mener? Det, du kalder det hellige og det, du oplever kan gøre dig sårbar er jo udtryk for et forhold her og nu i dén virkelighed og verden, som du befinder dig i. Mother Theresa sagde ofte, at hun kunne se Kristus i den fattiges ansigt. Måske møder vi Gud på forskellig vis alt efter, hvor vi er i vores liv. Nogle gør det vitterligt i mødet med de hjemløse, andre i mødet med Bibelens ord. Jeg er nok blandt dem for hvem mit gudsforhold er afhængigt af det levede og levende liv, i fordringen om at tage vare på hinandens liv, i sårbarheden og i dybets dimension. Her er vi, når alt kommer til alt, et pulsslag af det samme åndedræt.

Når alt dette er sagt, har jeg også fundet mig mere til rette med, at min passion for Bonhoeffer og den Kristusmystik, jeg så klart genkender og deler med manden ikke vækker genklang hos dig. Faktisk er nye veje i mit liv ved at blive åbnet, og det har netop i forbindelse med min fødselsdag forleden medført, at jeg har sluppet Bonhoeffer for en tid, i hvert fald i forbindelse med mine specialetanker. Der skete det, at jeg var ved at gå til, mit hovede er ikke en intellektuel maskine, og det projekt jeg havde gang i var alt for meget til hovedet og alt for lidt til kroppen. Så nu har jeg grebet ud efter Løgstrup og muligvis Martin Buber (eller også er det omvendt, men nu leger jeg igen med døde mennesker:), eller, det vil faktisk sige, at jeg har grebet ud efter ortopraxien, altså det praktiske udgangspunkt med det overordnede spørgsmål: Kirken i fængslet - hvor er den? Det åbner ikke bare for mit speciale, der skal skrives fra august og 6 måneder frem, men også for min erhvervsmæssige fremtid. Om jeg kommer i forbindelse med nogle fængsler, kunne jeg godt se dette som noget, jeg skal arbejde videre med. Der ligger i hvert fald en feltundersøgelse klar af forholdet mellem det kristne budskab og menneskesyn og de indsatte i fængslet og deres behov og længsel efter at blive mødt (skyld og tilgivelse kunne være vigtige motiver). I Sverige findes der noget, som kaldes klosterprojektet. For ca. 10 år siden oprettede Sveriges største fængsel, Kumla, et kloster inde i fængslet, hvor langtids dømte kunne gå i stilhed og derigennem modtage åndelig vejledning. Som kronen på værket har jeg en vægtig forbindelse til både fængsler og klostre, som i sig selv er en ærlig og forvandlende kraft..

Ja, der er åbenbart mange veje til Gud. Guds veje er uransalige. Vi kan ikke undgå at bruge sproget og noget som metaforer, der netop beskriver og forbinder to sfærer med hinanden, for at vi gennem sproget (og energien) som medium (eller religiøse handlinger) kan erfare og forbinde os med den latente og transendente sfære (jf. forholdet mellem skjultheden og åbenbaringen). Gud er nær.

Gud Fader, Søn og Helligånd er lige virkelige og lige nærværende. De kan for mig at se ikke adskilles. Annemarie Aagard skrev en gang i 1970'erne, at vi går baglæns ind i trosbekendelsen. Sådan oplevede jeg også min trosproces; den startede så at sige med en åbning for Helligånden: Vinden, der blæser, hvorhen den vil. Efterhånden som denne vind lander mere og mere på jorden og får jordisk og menneskelig skikkelse, ser man pludselig Kristus for sig, i det indre, men også i det ydre, f.eks. i mødet med næsten.


Mvh
Anne

P.S
Sender det ind med en meget hurtig redigering og håber, at det ikke er blevet en for personlig smøre, men som sagt er det jo en måde at centrere sig på, hvor kroppen et medaktør for den skabende proces. Tak fordi du lyttede!

Hej Arne.

Nu vil du vel ikke kalde: tilfældigheden for en religion??

Og så er jeg næsten sluppet godt ud af min nyrestens operation, bort fra at man glemt at lægge et kateter ind i mig, så næste dag måtte jeg babu babu afsted til et andet hospital i Helsingborg og blive tømt for en masse ophobet væske gennem et kateter puha, jeg blev helt bange for mine nyrer, som desværre kun er 30% effektive, grundet en tidligere lægefejl,men de havde ikke taget skade.


Og nu skinner solen endelig på os, det er skønt, bortset fra at hjortene har ædt mine tulipaner og friske jordbærblade, de har været sultne, håber der alligevel kommer lidt jordbær.

Mærkeligt så er al ståhejet omkring den katolske kirke og paphattenarren paven stilnet helt af, sagerne kan da ikke være ovre endnu, men har så ikke pressensbevågenhed mere. Gu ved hvem der har bedt dem om at holde kæft?.

Og i Thailand råder der anarki og kaos, 4 store shoppingcentre er så medtaget af de påsatte brande at de skal rives helt ned til grunden. Forhåbentlig er der nu sat en endelig stopper for urolighederne, der har kostet vanvittigt mange penge, døde og sårede, mange fotografer blev skudt af de røde fordi de tog billeder af de bevæbnede røde, beviser for deres mange våben er ikke velkomne.

Hej Arne,

jeg synes ikke rigtig, at du læser mig, når din opmærksomhed kun synes at hæfte sig ved, at jeg refererer til nogle forfattere, her i blandt Buber og Løgstrup, som jeg troede måske ville fange din interesse. Dog er det ikke dem, der er indlæggets "guf", men derimod mine tanker. Jeg ved selvfølgelig godt, at indlægget ikke er så enkelt, men det var personligt, og jeg havde det godt med at skrive det..

Mvh
Anne

Vi kan bare ikke alle sidde på dette bjerg i absolut stilhed og ære det hellige . Jeg praktiserer noget lignende i min egen stue af og til, dvs. jeg prøver at være stille, men har jeg brug for at bruge ord, gennem bønnen, jamen, så er det det, jeg gør. Jeg er mig selv.

Jeg synes stadig du viger uden om ganske centrale ting som det, at vi har fået et sprog og en evne til at kommunikere. Når vi tiltaler eller lader os tiltale, ja, da har vi også sagt 'ja' til dette subjekt. Vi befinder os ikke længere over for en genstand (et ikon, en Bibel etc.), men over for '...' som en levende virkelighed (den virkelighed jeg kalder Gud, dvs. den virkelighed, hvor menneskets virkelighed og Guds virkelighed er én virkelighed qua Kristus) - og det er vist det, som jeg opfatter det, der er dit egentlige problem: Forholdet til det hellige må ikke blive personligt og relationelt.. Det er klart, at sådan en holdning ikke korresponderer så godt med kristendommen, der netop bygger på sprog og kommunikation: Det glade budskab!

Mvh
Anne

Jeg har fulgt Anne og Arne og har et par kommentarer jeg finder relevant at indskyde, som meget jo også viser hvor jeg stiller mig i forbindelse med deres uenigheder eller uoverensstemmelser:

En såkaldt tavs forståelse er på en måde ufuldstændig, uendelig i negativ forstand, på den dårlige måde, det hele ender abstrakt i noget udiffenrentieret og ubevidst "noget", noget "det" agtigt og upersonligt. At personer lær hinanden at kende sker kun gennem kommunikation. At formulere og sætte ord på er at sætte en grænse for ond uendelighed, for det upersonliges hærgen, for det ubevidstes hærgen og upersonliggørelse af os, kort sagt dødsdriften. Det er takket være ordet at vi kan holde tilintetgørelseskræfterne eller dødsdrifterne stangen, på afstand af os. Ord skaber liv, sådan begynder Bibelen 1 Mosebog og den slutter smukt sådan med Johannes evangeliets prolog.

Desværre er det sådan at vi i tavsheden tror at forstå alt (mønstereksempler på denne holdning er Arne Thomsen; Kræn-p og Michael, men der er mange flere, de er ikke alene om denne folkereligionssentimentalitet, hvor man bevæger sig under niveau, det mentale niveau, tankernes niveau, det bevidste niveau, bevidsthedens niveau). I tavsheden tror disse mennesker at forstå alt. Det er først, når de prøver at formulere det, at dette afsløres som en illusion. Væren og verden formidles nemlig af sproget, i sproget kommer verden og væren til orde. Tanker og ord og begreber har del i virkeligheden, for sproget opretholder ikke nogen selvstændig eksistens over for den verden og væren, der kommer til orde i og med det. Gud er ham der kalder på det der ikke er til så det bliver til, siger Paulus, igen 1 Mosebog. Sprog og verden og væren er korrelative, de betinger gensidigt hinanden på samme måde som forholdet mellem billede og urbillede i kunstværket.

At der er uendeligt meget at forstå, erfarer vi først, når vi siger noget. At sige noget er som sagt altid en afgrænsning, men netop hermed opdager vi, at der er noget, som er, der ikke er blevet sagt endnu ud fra det der kom os til orde, eller i orde, og det prøver vi så at sige efterfølgende, for så igen at opdage, at ej heller dette er det hele. Derfor er det også takket være sproget at vi formår at bringe det der skjuler sig for os i mørke og i potens/potentialer til orde og til live. En analfabet ville på ingen måde kunne nå vores høje levealder og da slet ikke vores vitalitet, kreativitet og intelligens. Vesten har satset på intellektuel aktivitet og østen ville smyge sig udenom og dermed den vitale kreative impuls til at ændre samfundet og individet, mennesket eller borgeren i samfundet. Man gik til grunde i sig selv, fik ikke kultiveret hverken sig selv eller samfundet. Man blev egoløs og uhistorisk interesseret, træt af verden, uendelig pessimisme, fordi hva kan det nytte, vi skal jo alligevel død. Her er kristendommens tale så ganske anderledes og heroisk. Det nytter noget og der er go grund til at vi letter røven for hinanden og for at tage vare på os selv. Kristendommen er smukt som et stjerneskud ved siden af østen. Vesten er Kristusimpulsen som en morgenstjerne, som sunrising. Kristusimpulsen er en ny optimisme og engagement og vitalitet, kreativ impuls og vitalitet ind i verden. Kristendom prædiker tilknytning og lidenskabelig engagement/involvering, her er ingen angst for de lidelser der er forbundet med at elske (knytte bånd (tilknytning og oxytocin hormonet er accepteret fuldt ud)). Kristendom tror på at høj høj intellektuel aktivitet, som Gud der er Ordet, der kalder på det der ikke er til så det bliver til, er helt centralt. Ordet er det mest centrale i kristendommen; som Guds Ord i 1 Mosebog og Kristus som Ordet og som Evangeliet. Og takket være Pauls erkendelsesteoretiske skrifter og Paulus som antifilosof, Pauls antifilosofi, har Ordet/Kristus aldrig haft noget at gøre med fornuften/logos som så, da det ikke har at gøre med noget der er (altså natur og naturlighed), men udelukkende har at gøre med det der bliver til i forbindelse med personlig virkelighed, som igen er i tilblivelse og historiskhed og nyskabelse, i newness, at noget nyt hele tiden bliver til (vi er konstant i nyskabenlsens forandringer, skabekræfterne deltager vi i, og vi kan hvert øjeblik ændre på de naturlige biologiske ontologiske skæbneforhold, og dermed ændre os som mennesker (derfor alle helbredelsesunderne i NT).



Popularly the definition of grace is often given as the favor of God. Luther was not satisfied with this but added the idea of gift because a definition of grace as simply favor would change grace to an abstract idea and make faith in such an idea a work of the law...
He (Luther) speaks here of som arrogant people who admit that they must be justified by God. But they refuse to be justified by God through Christ: "But we do not wish Christ because God can grant us his righteousness without Christ". According to this view justification by grace is an abstract idea. When the grace of God is a universal truth then it is natural that God can forgive and justify even without Christ. But Luther answers these people: "This God neither can nor will do, for Christ also is God. Righteousness is granted only through faith in Jesus Christ. Who shall stand against his will? If this is so, however, then is it an even greater arrogance not to want to be justified through Christ".
Luther says that Christ is also God. God is not an idea we have conceived ourselves. God has revealed himself in Christ. God is in Christ. Christ is God. Therefore the grace of God is not a truth which can be separated from Christ but it is an event as the the gift of God in Christ. Therefore grace can be had only by faith in Christ as the gift of God. Grace and gift are interdependent on each other. Without grace, the gift, our faith and the new life in faith become part of our old man and as such worthy of the severest judgment of God. Without the gift grace becomes an abstract idea, a universal truth; the acceptance of which will always be a work of the law.
In summing up these thoughts it may be stated that the separation between grace and gift means that Christ as the living and redeeming reality present in us is seen as the essential purpose and plan in the nature of faith. Grace and gift meet in Christ as the present, redeeming reality. This is the basis for both the seperation between them and their mutual partnership. Grace is solely revealed in Christ, and it is revealed in Christ as the gift of God. It is because Christ is the gift of God that faith also is the gift of God. Faith is created as a gift of God when Christ is accepted as the gift of God, and in no other way. It is not created by som secret metaphysical causality. Faith lives completely and alone by the real precense of Christ. To the same extent that Christ is really present, faith is really present, and only to that extent. Regin Prenter "Spiritus Creator".

mange kærlige hilsner HansKrist.