Personligt er jeg bedøvende ligeglad med om kvinder går med tørklæde eller måske endda burka.

Jeg er da ganske klar over den samfundsmæssige sammenhæng der ligger bag brugen af burkaen og tørklædet ligesom jeg er ganske klar over at forskellen mellem guldet i min ene hånd og stenen i min anden hånd er rent samfundsmæssig. Mayas slør.

Til gengæld trækker jeg grænsen ved at lade mine børn passe i dagpleje af en kvinde iført burka. Nej tak.

Hele dette religionsfriheds eller trosfrihedsbegreb forekommer mig fuldstændig idiotisk.

Selvfølgelig må man forstå at et menneske er et vist sted i sin begrænsning, at det ikke forstår andet på det givne tidspunkt.

Men derfor behøver man hverken at være idiot eller racist.

Hele problematikken kan skæres ned til en manglende respekt for det andet menneskes situation. Alt man kan gøre er at stå fast på sin ret til at være sig selv.

Og derfor samtidig respektere en andens ret til at være sig selv.

Det er det rette udgangspunkt til at komme videre på en lang og trang vej mod at forstå hinanden.

Man kan også gøre noget andet.

Være skide ligeglad. Vel at betragte som sin egen modsætning.

Ding dong dynamolygte, jeg har altid undret mig over hvormange mennesker man ville møde på "den gamle Marlborough Vej".

Sikke du kan kære jmp.

Jeg ville nu synes det ville være interessant at få passet mit barn af en kvinde iført burka.

Men sådan er vi jo så forskellige, ik min ven?

Vi mennesker finder jo begreber som kan udtrykke det vi har på hjertet, og hvilken betydning vi tillægger begreberne, ja, det er jo kun op til os selv. Men ofte kan vi måske godt forvilde os ind i vores begrebsverden, og så glemmer vi måske den dybere essens som vi jo også ofte søger efter her i livet.

Men mon ikke stilheden bag begreberne nok skal skinne igennem, så der kan opstå klarhed og vished?

Det er svært for mig at forestille mig hvordan en eventuel stilhed bag begreberne kan føre til klarhed og vished.

Klarhed og vished fører til stilhed.

Det er først når tanken forstår sig selv at den kan være stille.

Stilheden er der jo altid, og den er jo også uforanderlig, så spørgsmålet er jo om man søger sig selv i begreber(og dermed søger tanken at definere sig selv som et begreb), eller om man søger sig selv i stilheden. Når stilheden griber tanken, eller måske rettere, når tanken lader stilheden formidle sig igennem tanken(tanken kunne måske sammenlignes med sindet), så forstår tanken også at den er stilheden, og så opstår der klarhed og vished.

Stilheden er altid bag tanken, men hvis tanken ikke kan se sig selv som stilheden, så ser den slet ikke stilheden og lytter heller ikke til den, og den ser så begreber som sin virkelighed, eller den verden af form som den "skaber".

Og jo, når tanken forstår sig selv så er den stille, eller så identificere den sig med stilheden.

Ganske korrekt, den identificerer sig med stilheden, den husker den.

Men stilheden er noget andet end tanken.

Den er hvor tanken ikke er. Så er man der slet ikke og hvad skal man så gøre?

Så er der frihed til at leve.

Og tænke, forøvrigt.

Ja, så er der frihed til at leve, og ikke være betinget af fortiden.

Meget af det vi skriver om jmp, kan godt for mange virke som filosofiske drømmerier, men egentligt hvis det forståes korrekt, så er det faktisk en måde at leve på og forstå sig selv på.

Mange har i tidernes løb været i berøring med den dybe sandhed som stilheden vidner om, men ofte så har de ikke været bevidste om det, eller de har ikke tilladt at stilheden har været deres udgangspunkt, og dermed er de kun blevet ved begrebet og har dermed ladet oplevelsen af det som ligger hinsides begrebet gå dem forbi.

At huske stilheden er jo egentligt at huske sig selv.

Hvad repræsentere stilheden for dig?

Det uendelige rum.

Og ensomheden fra afvisningen af alle de som ikke lever i nuet.

Så er det da godt at man har lært at være alene.