Jeg har lige set TV2 News. En frygtelig katastrofe i Myanmar og en frygtelig katastrofe i Kina. Den barske virkelighed trænger sig ind på de som er midt i den, og vi andre kigger med på TV. Ih, hvor er vi nogle dejlige mennesker der kan føle med andre, vi må hjælpe dem så vi rigtig kan føle hvor gode vi er.

At Myanmar til daglig ligger under for et militærdiktatur gør vi ikke noget ved og at Kina indoktrinerer sin befolkning så de lærer at opfatte på en bestemt måde gør vi ikke noget ved.

Det minder mig om da prinsesse Diana døde. Hele verden græd over en person de kun kender fra Se og Hør mens de børn der dør hver dag af sult ikke strejfer deres bevidsthed.

Når prins Joachim skal giftes sidder vi og hygger os mens tusindvis af børn, som vi ikke skænker en tanke, dør af sult og er hjemløse og forældreløse fordi deres forældre er døde af Aids. Vi skænker dem ikke en tanke.

Vi ønsker ikke at forstå hvordan tingene hænger sammen således at vi kunne gøre verden til et bedre sted, men vi vil gerne føle os som gode mennesker.

I virkeligheden dyrker vi en form for usund sentimentalitet.

"Det var så hvad vi VALGTE at vise dem i dag", siger de mens de putter skidt og lort i hovedet på mig.

Jeg er sikker på at der sker tusinde positive ting i verden hver dag som de VÆLGER, ikke at vise mig. Derved vælger de at skabe et billede i mit hovede og de vælger ikke at skabe et andet.

Og derved bliver deres ikke handling til handling.

Det de vælger, IKKE, at vise mig kunne i stedet give mig et positivt billede.

Sandheden om denne, for menneskene ukendte ting, er selvfølgelig at deres handling er, de ikke alene vælger, hvilket er en handling.

De FRAVÆLGER også hvilket ligeledes er en handling, selvom man ikke umiddelbart kan se det.

Jeg forventer selvfølgelig at mit indlæg medfører en strøm af positive indlæg i medierne så jeg kan bilde mig ind at verden er et dejligt sted at være.

Hvor har du ret, jmp!

Og hvor er det godt at nogen gider gøre sig den ulejlighed at fortælle verden, hvor forkert vi bærer os ad, mens andre blot spilder deres tid på et hjælpearbejde, der nytter så lidt.

Det er også uforskammet, at TV svælger i ulykker og grusomheder, når de i stedet kunne vise os noget positivt, så vi kunne glæde os over verden i stedet for at vise os alt det dårlige og opfordre os til at hjælpe.

Som god socialist og god kristen har du vel selv brugt meget tid og mange penge på at mindske nøden i verden og protestere offentligt mod alverdens diktaturer, går jeg ud fra.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Næh. Det er vigtigere for mig at være i stand til at forholde mig til det menneske som står overfor mig.

Det menneske i nød, altså. Ikke slubberterne, dem overlader jeg i Guds Hånd.

Hejsa Ole Bjørn

Du skriver:

mens andre blot spilder deres tid på et hjælpearbejde, der nytter så lidt.

Jeg mener ikke at hjælpearbejde er spild af tid. Tænk om der intet fandtes? Så var der slet ingen, der fik hjælp.

Tænk blot på tsunamien i Thailand, der har da været vist udsendelser, hvor dem der ydede økonomisk støtte, rejse ned og så at pengene var anvendt de rette steder.

Eller i Afrika, hvor der er bygget brønde, eller skoler.

Dog er jeg enig i, at det er bedre at lære et menneske at fiske, fremfor at give ham/hende fisken.

Men som situationen er pt. er hjælpearbejdet uundværligt. Ihvertfald set med mine øjne.

Et hjælpearbejde vi herhjemme nyder at se, det er Extrem home makeover, som de viser på kanal 3. Der er fonde i USA, der hjælper mennesker hele vejen rundt, til at få et nemmere, bedre liv. Det program er så fuld af kærlighed, og det er en fornøjelse at se, hver eneste gang.

Så jeg vil give dig ret i, at det var bedre, om vi blev fyldt med flere succeshistorier fremfor den lidelse, der foregår i verden.

Mange hilsner
Manjana

Hej manjana

Jeg tror nok, at det indlæg du kommenterer er ironisk. Ole Bjørn - så vidt jeg er orienteret gennem debattiden - er netop fortaler for hjælpearbejde. Men det kan han jo selv svare på.

Mvh
Anne

Hej Anne


Åh okay, det var jeg ikke klar over. Tak fordi du gør mig opmærksom på det.


Mange hilsner
Manjana

Da det er mit oprindelige indlæg som er blevet forvrænget, vil jeg da lige sige at selvfølgelig skal man da hjælpe andre. Især når der sker katastofer.

Men den verden vi lever i har vi selv skabt og vedligeholder hver dag. Ingen af os ønsker at forstå hvordan tingene hænger sammen og gøre noget ved selve roden til det onde.

I EU f.eks. giver man kolossale tilskud til sukkerproducenterne og ødelægger dermed tilværelsen for utallige afrikanske bønder. Nødhjælp er en fattig undskyldning når man samtidig understøtter en samfundsstruktur som skaber denne nød.

Det man burde gøre var at elske sin næste som står overfor én og samtidig medvirke til at skabe et samfund der ikke hviler på begærlighed.

(Og så var det ikke det, mit indlæg handlede om).

Hej Michael

Jamen jeg kan sagtens forstå dig, som jeg skrev, det ville være bedre at lære et menneske at fiske. Og som du skriver, hvordan sukkerproducenterne ødelægger det for de afrikanske bønders tilværelse. Jeg er slet ikke uenig i dette.

Ligeledes med Myanmar, jeg tror nok, der er mange der ikke fatter, hvordan militærjuntaen, kunne få lov til at hindre hjælpen i, at komme ind i landet. Eller hvorfor den kinesiske regering hindrede nødhjælpsarbejdere fra andre lande i, at komme ind og hjælpe med at finde sårede og omkomne efter jordskælvet.

Det er horibelt og uhørt.

Men tror du ikke at mange tænker: Hvad kan jeg gøre ved det. Det eneste jeg kan, er at yde bidrag, og så har jeg gjort mit.

Du har fuldstændig ret i, at næstekærligheden er så vigtig. Samt at vi burde medvirke til at samfundet ikke hviler på begærlighed. Magt og penge.

Vi brokker os over det ene og det andet. Ingen gør noget, der i det store billede, vil have en virkning.

Men igen, hvad stiller man op overfor de højrer magter?

Har du set filmen: Læger uden grænser?

Det er en af mine yndlingsfilm. Det er en film, der viser den virkelig rå verden som den også ser ud. Og hvordan en læge, kæmper for at rejse penge for at hjælpe ude i verden, hvor han virker.

Scenen hvor han tager et hungersnøds ramt barn, med til en sammenkomst for rige mennesker der spiser og drikker, samtidig med at de kalder det velgørenhed for de fattige, skær en så dybt i hjertet.

Jeg har stor respekt for læger uden grænser.

Det er godt at du råber op, bliv ved med det. Og jeg kan godt forstå det du skriver her:

Nødhjælp er en fattig undskyldning når man samtidig understøtter en samfundsstruktur som skaber denne nød.


Men min holdning er bare, at nødhjælp er en nødvendighed, som verden er skruet sammen nu. Det eneste jeg altid frygter er, at pengene falder i de forkerte lommer. Så jeg er meget forsigtig med, hvem jeg støtter.

Det var ikke min mening at underkende dit indlæg eller forvrænge noget i mit svar til Ole Bjørn.

Med venlig hilsen
Manjana

Det var nu heller ikke det jeg mente. Jeg mente at Ole Bjørn forvrængede mit indlæg med sin manglende forståelse. Men hvad, det er svært at se sig selv udefra når man sidder med ved de riges bord.

Det er en overvældende stor og kompliceret verden men uanset at vi kun er en enkelt person, så er alle andre det samme, en enkelt person.

Det man kan gøre er selv at handle efter bedste overbevisning der hvor man er.

Jeg kan ikke godtage at jeg skal synge med i det evige juleomkvæd, f.eks. "Jubii, nu har vi brugt 15 milliarder i juleræset, 2 milliarder flere end sidste år. Er det ikke dejligt?" Hver dag dør små børn af sult fordi vi ikke sørger for at det ikke sker.

Det er simpelthen ikke nok at give nødhjælp, hvis man ikke samtidig gør sig klart hvilken tilstand verden befinder sig i på grund af vores selvoptagethed og manglende forståelse.

Men igen: enhver kan kun handle der hvor han/hun er.

Men at handle betyder at gøre noget faktisk og den højeste form for handling er at gøre sig noget klart.

Der var lige et alene for meget der. Det kan jeg godt se.

Det burde være let at se, at hvis man "ikke" vælger noget, så vælger man det i virkeligheden fra. Og derfor handler man ved ikke at gøre noget.

Man kunne kalde det en undladelsessynd.