Uha HansKrist.

Det var da en frygtelig historie, men da du er en kristen mand regner jeg dig for sanddru, så jeg er sikker på at din historie er helt sand. Det er ganske vist.

Nu kender jeg jo kun din kone fra de få gange du har nævnt hende og den ene gang hun greb din computer og gav mig et svar. Jeg blev dybt forbløffet over at få et så begavet svar fra dit brugernavn at jeg var målløs i flere sekunder inden sagens sammenhæng gik op for mig.

Du skulle have fulgt mit råd dengang og have givet hende en buket blomster en fin romantisk middag og have fået hende til at føle sig betydningsfuld. Hvis hun virkelig har oplevet det, du skriver, så kan jeg godt forstå at hun skred.

Nu er du jo mere mandfolk end du er mand (en blød mand som græder over Bambi og er ligeglad med om andre ser det) så du vil nok ikke tage imod mine tre gode råd.

Måske du skulle opsøge en psykoterapeut, som kunne hjælpe dig med at få styr på dit balstyrige ego og dine konstante fejlfortolkninger af hvordan andre oplever din adfærd. Vi har en her på debatten, serotonin, som studerer dette udmærkede fag. Jeg er sikker på at han ville give dig nogle timer gratis, bare for at øve sig.

Nu er du jo ikke længere bundet af dine ægteskabelige løfter så jeg formoder at du skal ud at score, have sex med utallige piger indtil du finder den rette. (jeg går udfra at kristendommen er nået så vidt at den betragter fri sex mellem to frie voksne mennesker som noget naturligt).

Når hun så ligger der med julelys i øjnene og tænker: ''Åhh, hvor er han god'', og du går ud for at se dig selv i spejlet så husk at låse døren så hun ikke kommer ud og overrasker dig mens du står der og siger:

''Det er Paulus''
''Det er Paulus''
''Det er Paulus''

Mit sidste råd drejer sig især om fænomenet selvbeherskelse. Når du når højdepunktet af den søde leg så husk at holde munden lukket så du ikke kommer til at juble:

''Åh, mor''
''Åh, mor''
''Åh mor''

Så kan jeg love dig for at hun skrider.

Hej HansKrist.

Jeg har læst Peter Beliaths indlæg og det er smukt, men det er ikke egnet til en teoretisk debat. For det første fordi han ikke selv har bragt det på bane her på debatten og desuden fordi det ikke påligger mig at bedømme en andens personlige oplevelse.

Vi er alle på forskellige stadier på vores livs vej og forståelsen kommer aldrig udefra, det er kun når vi selv oplever og ser sandheden, at den bliver en del af det vi er.

Vi er seks en halv milliard mennesker her på kloden og alle er vi forskellige det er umuligt for os alle, hver enkelt, at opleve alt hvad livet indebærer.

Det er min opgave at forstå mig selv og det gør jeg ved at se og lytte til mig selv i alle livets forhold, men det er også min opgave at forstå den anden og det kan jeg kun gøre ved at lytte til hvad den anden fortæller mig uden at gøre mig til dommer over hans oplevelse blot fordi jeg selv opfatter anderledes.

Tro kan være smuk, hvis den der tror er smuk, det er følelsen og den tankemæssige ramme er nadveren, historien om Jesus osv. Dette følelsen og tanken udgør helheden og det er det man er.

Men det er ikke Kristus.

Ligesom den kristne elsker Kristus således elsker muslimen også Muhammed men den tankemæssige ramme omkring denne følelse er helt anderledes, ikke desto mindre er muslimen også en helhed af følelse og tanke og det giver fuldstændig mening for ham selvom indholdet er et helt andet.

At blive et nyt menneske i Kristus betyder ikke at man forandrer sig til noget bedre, det betyder at man forstår sig selv så godt at der er frihed til at være den man er. Men friheden er sin egen bevægelse og man er kun fri når man forstår sig selv som man er.

Så vil man opdage at det er en illusion at ville forandre sig. Forandringen er ikke en forandring. Man går fra at være ubevidst til at være klar over og det er dette som er transcendens, i virkeligheden at blive født af ånd påny.

Fordi det er frihed er der frihed til at være det man er og samtidig være helt klar over det.

Selvfølgelig udvikler vi os gennem livet men det sker på en naturlig måde. Vi er ikke den samme i dag som for tyve år siden.

Jeg siger ikke at alt det du siger er forkert, der er meget rigtigt i det, men du blander det hele sammen i din egen virkelighedsopfattelse. Hvis du siger fem rigtige ting og skruer dem sammen med 3 forkerte, så er det ikke muligt at sluge dem i samme mundfuld.

Ligemeget hvor meget du fortæller mig, så kan du ikke forstå på mine vegne, det kan jeg kun selv. Så hvis du virkelig forstår hvad du siger så kunne du måske omsætte dem til dine egne ord udfra din egen erkendelse, i stedet for hele tiden at citere personer som jeg ikke har læst.

Hvis du ikke selv har forstået det de siger så, at du kan sige, ''jeg mener'', hvorfor skulle jeg så læse disse såkaldte autoriteter?

Kære Peter

Pyh, jeg ved ikke, om det er det rette tidspunkt, at jeg besvarer dit indlæg, men da jeg har lånt en vens pc til denne fredag aften, vil jeg nu gerne nå omkring dit indlæg. "Problemet" er imidlertid, at jeg ikke er afklaret med, hvordan jeg skal gribe dine spørgsmål an.

Dette skyldes, at jeg ikke mener, vi kan stille Helligånden op som et begreb, vi just kan begribe og forholde os til rationelt. Jeg mener heller ikke, at en teoretisk udlægning er relevant for dine spørgsmål. Derfor bliver jeg nødt til delvis at benytte mig af troens sprog som de oplevelser eller den tro, jeg knytter til Helligånden.



Jeg kunne så spørge dig, Peter, hvor finder vi Helligånden?

Hvad er bedst, Helligånden, Bibelen eller præsten?

For mig at se er Helligånden det begreb vi bruger for 'Guds Ånd med os', eller for at være mere præcis kommer ordet, Helligånden, af det grænske 'pneuma', der betyder ånd.

Jesus taler i Johannesevangeliet om, at han vil sende os Talsmanden, som er Ham, der kommer efter Jesus. Paulus skriver om, at vi - de Kristusbekendende jøder - har fået Guds Søns Ånd. Det giver os forholdet: Gud, Søn og Ånd - Vor Herre Jesus Kristus - skaber, forløser og opretholder. Guds treenige Ånd. Paulus var klar over, at troen på evangeliet blev givet med Ånden og ikke i kraft af mennesker (mener det står i Galaterbrevet og ellers løber som en rød tråd gennem NT).

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at kristendommen operer med en Åndens dimension, som jeg så ofte har fremsat med ordene om, at det horisontale korrelerer med det vertikale jfr. Kristus-begivenheden, menneske-Gud forholdet, ja, selv korset symboliserer dette forhold.

Det giver os en fornemmelse af, at Gud henvender sig til os som Ånd, nogle kalder det for den "usynlige Gud", andre siger blot Gud men uanset hvad, er Helligånden ikke en figur i Bibelen, der berettes os men en dimension, der gør sig gældende i de troendes liv, fordi Gud har sendt Helligånden.

Derfor bliver mit svar på dit første spørgsmål noget i retning af, at du må spørge Gud til råds, ja, simpelthen Helligånden. Det kan da sagtens være, at du finder svar i Bibelen i kraft af Helligånden eller på baggrund af de mange ords visdom, fordi du på en eller anden måde går i en dialog med Gud.

Jeg mener, at der bag beretningen om Jesus og hans liv, virke, død og opstandelse ligger nogle dybere betydninger, der til hver en tid konfronterer os i vores eksistens. Gudsforholdet er således Bibelens omdrejningspunkt, og det er et forhold vi qua Bibelen finder som en fortællingens form, mens vi i det levede og virkelige liv har Gud som far/mor, forsoner/frelser og vejleder/opretholder. I den treenige Guds Ånd kan vi lidt forsigtigt sige, at Hellingånden er den vejledende..

Når jeg spørger Gud til råds, sker det gennem mine tanker og gennem en enten bevidst eller ubevidst bøn. Jeg ved, at det handler om, at jeg skal skelne og mærke efter og ikke mindst være tålmodig. Nogle gange kan der kommer et stikord fra en person, og det sætter en indre bevægelse i gang, hvorefter jeg mærker, hvad jeg skal gøre - dvs. noger letter i mig, noget falder på plads og går pludselig op i en større sammenhæng. Men processen mod denne erkendelse kan ofte fordre en given slip på sig selv (vi kan nemt have strukturer eller impulsstyrede behov, der vil noget andet end det, Gud vil med os, akkurat som du sikkert kender det fra far-søn/datter forholdet).

At spørge Helligånden til råds bliver derfor ikke et spørgsmål om Bibelen, Helligånden eller præsten men om, hvordan du går ind i processen med Gud og dit eget hjerte.

Jeg kan ikke - og vil helst ikke - give et specifikt bud på, hvor man skal rette sine spørgsmål og finde svar, for det er et trosforhold, der er svært at sætte ord på, og det er et forhold, der ikke skal missioneres men (op)leves. Både til Bibelen, til præsten og ikke mindst til kristendommen hører altså for mig at se, Åndens dimension.

Det er netop denne dimension, der bør vejlede os i spørgsmål om kristendommens forhold til f.eks. kvindelige præster og homoseksuelle. Og vi kan spørge os selv om, hvad Jesus i dag ville have sagt/gjort, ham, som netop spiste med toldere og syndere og talte om, at de små skal blive de største etc. Her mener jeg, at vores stillingtagen - vores blotte holdning til hinanden - er vigtigere end skriftsteder, der er skrevet af forfattere og rettet til at redaktører før selve kanoniseringen fanst sted i det 4. århundrede.
Paulus giver os også eksempel på det, kristentroen fordrede af ham: nemlig opgøret med Peter i Antiokia i spørgsmålet om, hvorvidt man som jøde-kristen må spise med hedninge også forstået som forholdet mellem troen på Kristus og lovgerninger. Paulus og hans samtidige stod i et nært forhold til loven (Torahen), men med Kristus-begivenhedn er en ny virkelighed trådt i kraft, nemlig en virkelighed, hvor alle - selv jøder, grækere og hedninge - er lige i Gud

Jeg tror, at jeg vil slutte her. Du er velkommen til at vende tilbage, hvis ikke jeg har formået at besvare dine spørgsmål tilstrækkeligt.

Mvh
Anne