|
0
registrerede
419
gæster og
203
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Kristus
|
På vej hjem i bussen så jeg en mand. Jeg så da også alle de andre, som ikke noterede sig min tilstedeværelse, men mit blik fangede ham, som han stod der og kiggede ned i gulvet ude af stand til at leve selv.
Måske jeg er blevet miljøskadet af at deltage på religionsdebatten, men jeg kom straks til at tænke på saltet som har mistet sin kraft.
Hvordan kan det være at vi hele tiden venter på noget udefra, der skal aktivere os? Hvorfor har vi ikke liv i os selv?
Joh, vi kan da have en passioneret hobby som fylder os og som får os til at leve vores liv, men mens vi er optaget af den lukker vi helt af for den verden som er omkring os lige nu.
Har du aldrig undret dig, når du ser en amerikansk film hvor helten, forfulgt af en skurk, flygter ind på en banegård? Hele handlingen sker i det rum som er mellem skurken og helten og den historie som de repræsenterer. Alle de andre på bangården går videre, optændt af, hvad de kalder deres egen virkelighed..
På caféen sidder menneskene i hver deres virkelighed og man spørger sig selv om hvordan de opfatter virkeligheden. Tænk hvis du var i nuet, hvad ville du så se?
Du ville se det store altomfattende rum som omfatter alle de små rum, som er disse mennesker som sidder i hver deres virkelighed. Er det ikke besynderligt?
Jeg har siddet i en taxi og set på menneskene som gik rundt udenfor Jeg har følt det rum, som jeg var i i denne taxi. Jeg har også set nogle mennesker sætte sig ind i denne taxi og set det rum de skabte mellem sig som lukkede alle, inklusive mig, ude.
Jeg har siddet i min lejlighed og følt det rum jeg var i og jeg er gået udenfor og har kigget på alle disse lejligheder, kasser ovenpå hinanden hvor menneskene lever deres liv i deres eget rum, i deres egen virkelighed.
Der inde i deres kasser.
Udenfor står man og kigger på alle kasserne og det liv der udspiller sig i hver enkelt kasse. Der i den store virkelighed, som er stilheden og det uendelige rum, lever vi mennesker i vores selvskabte kasser og med vore små selvskabte rum.
Ikke fordi jeg selv er bedre, men efter en dag med tusind mennesker som ikke var tilstede, er det rart at træde ind i sit eget rum og være sammen med en som er nærværende.
Hvad har dette med Kristus at gøre kunne du måske spørge? Jo ordet er ikke virkeligheden, det troede man i gamle dage, da man ikke vidste bedre. Virkeligheden er levende, ikke et ord.
Er det ikke smukt, at man kan finde sandheden hvis man virkelig søger den? 
|
|
|
|
