Det er faktisk sjovt at iagttage sine tanker, især når man lærer ikke at reagere på dem.

Ofte så tager vi os selv så alvorlige, og vi bekymre os og beklager os, men når man kan se på disse tanker fra et andet perspektiv, ja, så bliver det faktisk ret let blot at le af alt det vanvid ens sind producere.

Men der skal heller ikke meget til at man igen vikler sig ind i vanviddet, hvis ikke man er årvågen og opmærksom.

Det er lidt svære at være i en tilstand af accept når man er sammen med andre mennesker, fordi sindet elsker at dømme og fortolke, men oplevelsen af den glæde som udspringer fra en tilstand af accept, ja, det er virkeligt fantastisk, især fordi glæden meget hurtig spredes til ens omgivelser.

Der findes egentligt ikke noget mere enkelt end at sprede glæde. Det eneste det kræver er, at man er nærværende og tilstede.

Hej Anne.

Undskyld at jeg igen slap lidt hen over det med en bemærkning som forventer at den anden person (dig) umiddelbart forstår hvad man ønsker at udtrykke.

Jeg har skrevet en del prosa i mit liv, men jeg har kun skrevet et eneste digt. Jeg faldt over det fornyligt, det er 16 år siden at jeg skrev det. Det lyder sådan.


ISOLATION

Hvis jeg ikke bliver elsket, bliver jeg ked af det.
Hvis jeg meget ikke bliver elsket, bliver jeg meget ked af det.
Hvis jeg bliver utrolig meget ikke elsket bliver jeg utrolig meget ked af det.

Hvis jeg, når jeg er utrolig meget ked af det, møder venlighed, hvad sker der så?

Hvem er jeg? Hvad er jeg? Hvad består jeg af?

Uden krop, følelse, tanke og erindring, hvad er der så tilbage?

Når jeg ER. Når jeg utrolig længe HAR VÆRET en længsel, som jeg ikke vil indrømme overfor mig selv, om at blive elsket?

Når jeg pludselig møder venlighed, hvad sker der så?
Når jeg pludselig møder lykke, hvad sker der så?
Når jeg pludselig møder kærlighed, hvad sker der så?

Så bliver jeg utrolig meget ked af det.



Mange mennesker forstår ikke dette digt, men når jeg husker tilbage kan jeg godt huske mig selv som jeg var dengang. Det tog mange år for mig blot at lære at jeg også havde ret til at være lykkelig. Det var meget lettere at forblive i smerten. Det er ikke så ligetil som folk tror, at sige til sig selv, at man har lige så meget ret til at være lykkelig som enhver anden.

Som sagt tog det år, med andre menneskers hjælp, før jeg nåede frem til at tillade mig selv at tage imod min egen følelse af glæde på samme måde som jeg tog imod følelsen af smerte.

Uden disse andre menneskers hjælp var det aldrig gået, men det afhang lige så meget af mig selv og den styrke jeg kunne udvikle, at jeg nåede frem til også at turde elske.

Jeg tør godt lægge mit liv i andre menneskers hænder, men det er meget få og det er aldrig sanseløst. I perioder har jeg kun mig selv og de mennesker jeg virkelig stoler på. Dem vil jeg godt lægge mit liv i hænderne på, Men kun fordi jeg kender dem godt.

De fleste mennesker jeg møder på min vej kunne jeg ikke drømme om at lægge mit liv i hænderne på, så ville jeg være fortabt.

Hvis de mennesker i mit liv, som kender mig og elsker mig forsvandt, ville jeg svæve hid og did blandt menneskene i denne kærlighedsløse verden som kun har en slags forhold til de som udgør deres omgangskreds.

Så det, jeg mener er, at det ikke blot er muligt at lægge sit liv i en andens hænder i blind tillid, for man ved aldrig hvem denne anden er.

Selvom man ikke kan kræve noget af andre, kan man kræve noget af sig selv. Så kan man selv være den som er en andens tillid værdig og denne handling er mere givende end at modtage kærlighed fra andre. For når man modtager kan det måske læge men hvis man giver vokser der en styrke frem inde fra en selv.

I dag er jeg heldigvis ude over disse modsætninger. Jeg er da glad for at kunne citere (med fare for et sagsanlæg).

”lille kat, lille kat
På vejen
Hvis er du, hvis er du
Jeg er s'gu min egen.”

Det var blot det jeg mente.

Hvis du vil have et svar bliver du nødt til at præcisere hvad du mener med "jeg tænker".

Er det ikke adskillelse?

Hvem er jeg?

Når jeg forsøger at definere mig selv udfra fortiden, ja, så er det jeg tænker og identificere mig med tanken fra fortiden.

Og jo, fortiden er indbegrebet af adskillelse.

Når jeg spørger "HVEM ER JEG" så har mit sind en hel masse ideer om hvem jeg er, men disse ideer er alle baseret på fortiden, og hvis jeg længe nok blot tillader mig selv, ikke at reagere på disse ideer, ja, så kommer der et kort glimt af at være opleveren bag oplevelsen, eller bevidstheden der er bevidst om sig selv, eller den blotte væren uden nogen søgen efter noget der kan definere den jeg er(det formløse).

De korte oplevelser af fuldkommen indre fred og vished, de præger mere og mere min "dagligebevidsthed", og det giver en hel anden måde at være i verden på, fordi jeg ikke hele tiden stræber efter at definere mig selv igennem sindets forestillinger og ideer(formen, fortiden).

Når vi kan være i forbindelse med den indre universelle bevidsthed, så afspejler denne bevidsthed sig også i det vi ser i vores medmennesker, og med hensyn til tillid, ja, så bygger sand tillid ikke til form men til indhold.

Det vi ser i andre mennesker er det vi ser i os selv, og det vi ser i os selv, er det vi ser i andre mennesker. Det er nu ganske ganske enkelt, men de blokeringer vi har i os selv, ja, de viser vores egen uvillighed til at tilgive, og vi holder så fast i vores stagnerede illusoriske billede af os selv og verden og medmennesker.

Sand kærlighed er den fuldkomne tillid til livet, og hvis jeg indeholder den sande kærlighed, ja, så må alt liv også indeholde den sande kærlighed. At kunne se livet i et andet menneske, det fører automatisk til en oplevelse af fuldkommen tillid.

Hvem er jeg? Og hvem er du?

På overfladen(formen) er vi forskellige, men det vi indeholder vil altid være livet selv, og derfor er vores sande natur hellig.

Vores eneste afhængighed er, at vi er i forbindelse med livet(nuet), og ikke fornægter det.