|
0
registrerede
217
gæster og
24
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Hej Anne
|
Hej Anne.
Undskyld at jeg igen slap lidt hen over det med en bemærkning som forventer at den anden person (dig) umiddelbart forstår hvad man ønsker at udtrykke.
Jeg har skrevet en del prosa i mit liv, men jeg har kun skrevet et eneste digt. Jeg faldt over det fornyligt, det er 16 år siden at jeg skrev det. Det lyder sådan.
ISOLATION
Hvis jeg ikke bliver elsket, bliver jeg ked af det.
Hvis jeg meget ikke bliver elsket, bliver jeg meget ked af det.
Hvis jeg bliver utrolig meget ikke elsket bliver jeg utrolig meget ked af det.
Hvis jeg, når jeg er utrolig meget ked af det, møder venlighed, hvad sker der så?
Hvem er jeg? Hvad er jeg? Hvad består jeg af?
Uden krop, følelse, tanke og erindring, hvad er der så tilbage?
Når jeg ER. Når jeg utrolig længe HAR VÆRET en længsel, som jeg ikke vil indrømme overfor mig selv, om at blive elsket?
Når jeg pludselig møder venlighed, hvad sker der så?
Når jeg pludselig møder lykke, hvad sker der så?
Når jeg pludselig møder kærlighed, hvad sker der så?
Så bliver jeg utrolig meget ked af det.
Mange mennesker forstår ikke dette digt, men når jeg husker tilbage kan jeg godt huske mig selv som jeg var dengang. Det tog mange år for mig blot at lære at jeg også havde ret til at være lykkelig. Det var meget lettere at forblive i smerten. Det er ikke så ligetil som folk tror, at sige til sig selv, at man har lige så meget ret til at være lykkelig som enhver anden.
Som sagt tog det år, med andre menneskers hjælp, før jeg nåede frem til at tillade mig selv at tage imod min egen følelse af glæde på samme måde som jeg tog imod følelsen af smerte.
Uden disse andre menneskers hjælp var det aldrig gået, men det afhang lige så meget af mig selv og den styrke jeg kunne udvikle, at jeg nåede frem til også at turde elske.
Jeg tør godt lægge mit liv i andre menneskers hænder, men det er meget få og det er aldrig sanseløst. I perioder har jeg kun mig selv og de mennesker jeg virkelig stoler på. Dem vil jeg godt lægge mit liv i hænderne på, Men kun fordi jeg kender dem godt.
De fleste mennesker jeg møder på min vej kunne jeg ikke drømme om at lægge mit liv i hænderne på, så ville jeg være fortabt.
Hvis de mennesker i mit liv, som kender mig og elsker mig forsvandt, ville jeg svæve hid og did blandt menneskene i denne kærlighedsløse verden som kun har en slags forhold til de som udgør deres omgangskreds.
Så det, jeg mener er, at det ikke blot er muligt at lægge sit liv i en andens hænder i blind tillid, for man ved aldrig hvem denne anden er.
Selvom man ikke kan kræve noget af andre, kan man kræve noget af sig selv. Så kan man selv være den som er en andens tillid værdig og denne handling er mere givende end at modtage kærlighed fra andre. For når man modtager kan det måske læge men hvis man giver vokser der en styrke frem inde fra en selv.
I dag er jeg heldigvis ude over disse modsætninger. Jeg er da glad for at kunne citere (med fare for et sagsanlæg).
”lille kat, lille kat
På vejen
Hvis er du, hvis er du
Jeg er s'gu min egen.”
Det var blot det jeg mente.
|
|
|
|
