Guds navn bliver heftigt diskuteret.

Igen må man vælge. Ikke alene er man, f.eks. i forhold til Jehovas Vidners tro, en person som er fordømt til fortabelse, altså betydningsløs, men er også i forhold til enhver tro, inferiør. Så man kunne jo ligesågodt holde sin kæft og kende sin plads. Hvis man så slet ikke bekender sig til nogen som helst tro er ens situation da fuldstændig miserabel, Jehovas Vidner hævder at hvis man ikke antager deres tro er man fortabt, det samme gør Islam og mange andre trosformer. Selv kristendommen hævder, i fuldstændig modstrid med Matthæus 25, 33-45, at kun hvis man bekender en tro på Jesus, eller Kristus, som de kalder ham, kan man regne med at blive frelst.

Hvor sørgeligt, at hvor man før vippede lystigt med tæerne i fuldstændig frihed, tør man nu knap nok røre sig sådant et fortabt væsen man nu er. Har man virkelig ingen ret til at eksistere hvis man ikke bekender en tro? Men nuvel, hvem frygter menneskene og deres frygtelige reaktioner eller skal man frygte ham der ejer alle sjæle. Skal jeg benægte Gud for at tækkes menneskenes velbehag.

Nej vel?

Så jeg nøjes med, her fra mit totalt fortabte udgangspunkt, at tage stilling til problematikken vedrørende Guds Navn, ved at prøve at sammenligne det med min egen situation.

Vel har jeg et navn, Michael hedder jeg. Dette navn er min personlige identitet, det er mit livs historie, min opfattelse af mig selv. Men det er mere end det. Denne opfattelse har jeg dannet mig i samspil med andre mennesker og deres opfattelse af mig som for det meste er afstedkommet af den måde jeg har været på overfor dem. I de tilfælde hvor jeg synes at de har misopfattet mig har jeg tyet til skrevne beretninger af andre mennesker således at jeg har kunnet modstå andres måske fejlagtige opfattelse af mig.

Dette, samt tusind andre ting, er min identitet og denne identitet samles i mit navn. Dette er hvad mit navn indebærer. Og jeg bliver glad når folk smiler i forbindelse med mit navns nævnelse selvom der er tusinder af andre der hedder det samme.

Men når jeg sidder alene og vipper med mine tæer betyder dette mit navn intetsomhelst.

Jeg må i sandhed erkende at jeg ikke er mit navn.

Hvorfor skulle Gud så være sit navn?