Hej Kristian Pedersen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke husker tidligere at have læst dit udsnit af din krønike, som du præsenterer her, men det var en fornøjelse og en glæde at læse, synes jeg

Iens Bennetsen’s 27 rigsdaler og 48 skilling har jo nok ikke været småpenge, selv om det jo, som du skriver var/er jorden, der ejer bønderne - og ikke omvendt.

For samlere, jægere og fiskere var det vel nogenlunde ligeså.
Jeg husker i hvert fald at have læst om, at oprindelige jægere lagde knoglerne af de dræbte og spiste dyr pænt til rette, når de var færdige med dem - i respekt for samhørigheden - formoder jeg.

Den samhørighed eller sammenhæng med verden, du peger på, og som vi med vores "dværgekløgt" søger at fatte, og hvor vores rette, og ikke ret store, betydning her i verden afløser menneskers egocentriske storhedsfølelse, den synes jeg er væsentlig.

Du skriver - sandt og dejligt, synes jeg - om "verdens storladne hellighed", som vi er "vævet ind i".

Jeg fristes til at skrive, at det da er helt guddommeligt - selv om jeg er enig i, at der ikke her gemmer sig noget, som skal indskrænkes til, hvad mennesker evner at forestille sig som guddommeligt

M.v.h. Arne.

HJÆLP.

Jeg tror der er noget jeg eller Anne har misforstået, kan nogen hjælpe??

Vi har debatteret lidt på Gallerisiden om sorte huller,jeg sagde for sjov at måske det var gud der sad i de sorte huller og sugede stjerner ind der kom for nær, for det måtte være en magtfuld et eller andet, der gjorde det, hertil udtalte Anne at gud sådan set kun har noget med vores lille verden at gøre, nærmere betegnet jorden vil jeg tro, en gud skal ikke belemres med det der sker i universet ellers, i det naturvidenskabelige, men kan man som troende der vel kender biblen godt, mene at gud kun har med vores lille jordklode at gøre, han har iflg. de gamle skrifter jo skabt det hele, eller er det nu passé??

Hvad videnskabsmændene opdager af nye bevægelser i rummet er altså ikke noget en gud har været bevist om hele tiden, man fratager hermed guden æren af noget af skabelsen, nemlig den der til stadighed foregår, eller er jeg helt på vildspor??.

Jeg regner selfølgelig med at få et svar på dette fra Anne, men vil gerne rundkaste det hvor det bliver set af alle.

Tjah, hvis man skal tro på dén gud, så er det da en sølle minigud at tro på.

Vi lever i et solsystem i en galakse med 100 (måske to hundrede) milliarder af sole (stjerner).

Vores sol, sådan i middelstørrelse blandt sole, indeholder sådan ca. 99,85 af al materiale i solsystemet. Altså planeterne og 'vraggodset', kaldet asteroider, udgør tilsammen kun ca. 0,15% af vores solsystems samlede masse.

Og Jorden - et peberkorn i forhold til en fodbold - hvis sammenlignet med Solen, skal så være det ultimative interessepunkt for en gud.

Og dette for en stjernes nullitet af en klode i en galakse med sådan ca. 100+ milliarder stjerner i et univers med milliarder af galakser.

Sgu' godt pintpointet af guden at ramme netop Tellus, dette i kosmisk forståelse mindre end et støvfnug.

Jerry

Hold da kæft, hvor vi gungrer, sagde bakterien (eller viruset) til Tyrannosaurus Rex, da de gik over broen.

At guden netop ramte Tellus, af alle steder, er nok et udtryk for Hans klogskab. Måske Tellus er den eneste planet i universet hvor de levende væsener er i stand til at tage imod Ham og forstå ham.

På alle de andre planeter er de tem'lig dumme.

HJÆLP TIL SELVHJÆLP, TRERAM

>>kan man som troende der vel kender biblen godt, mene at gud kun har med vores lille jordklode at gøre, han har iflg. de gamle skrifter jo skabt det hele, eller er det nu passé??<<

Det kan være, at Gud er den ubevægelige bevæger, som Aristoteles snakkede om, ikke at Aristoteles nødvendigvis snakkede om Gud, men noget må han have ramt, siden Thomas Auqinas med fødderne godt plantet i katolicismen genopvakte den gamle Aristoteles? Luther ville ikke just imødekomme dette, sola scriptura, hævdede han gang på gang. Og det samme gør du på sin vis, kære treram, i dit råb om hjælp. Ja, hvad siger den hellige skrift så om Guds plads ift universet? Jeg ved ikke, hvad der er relevant at bekende sig til, behøver jeg det?

Gud er skaber og det modsatte af vores egen selvoprettelses drift (måske det ole bjørn gang på gang kalder for overlevelse), Han er Gud for mig/os, fordi vi erkender og erfarere livet i en stadig skabende og nyskabende proces. Dermed ikke sagt, at naturen, eller universet, er = Gud. Nej, min optik opererer ikke med en Gud langt derude (eller i et træ for den sags skyld), hvor jeg ikke kan bevæge mig med mine sanser og jeg-du relationer. Spørgsmålet er så, om jeg ikke modsiger mig selv, når jeg gang på gang fremhæver Dietrich Bonhoeffers ord: >>Gud er Gud-med-os-midt-i-denne-verden<<? Er universet da ikke en del af denne verden?

Hvad jeg ønsker at fremhæve er, at de betydninger, der gives os i forbindelse med forkyndelsen af Gudsriget - Kristusbegivenheden - åbenbares her i menneskelivet, hvor vi konfronteres, om det er i forholdet til vores næste, i naturens storslåethed, i glæden eller sorgen, over for korset eller et Kristusikón, gælder hin enkelte i dets livssituation.

Nu synes jeg nok, at jeg er ved at komme lidt for godt i gang her på debatten, alt imens jeg endnu venter på at bevæge mig "ud i havet". Derfor poster jeg nedenfor et indlæg (hvorved jeg sparer lidt tid), jeg tidligere på aftenen skrev til Jytte Ibsen på hendes blog. Det skulle gerne fremgå af teksten, at vi med kristendommen ikke er på vej ud i universet og dets sorte huller

--------------------

At tro på Jesus betyder ikke at tro på en menneskelig Gud eller menneske-Gud i den forstand, du fremhæver det, for Jesus henviser jo netop til sin Far, din Gud og min Gud. Derfor handler kristendommen heller ikke om at tro mere på Jesus end på Gud. Kristendommen er - for nu at bruge Løgstrups ord fra "skabelse og tilintetgørelse - et trostilbud og et håb. Nu kan du så mene, at Gud er noget, vi erkender i os selv, men dybest set, bliver Gudstroen vel et anliggende både mellem dig og Gud men også mellem dig og din næste. Her møder vi Jesus af Nazareth, hans ord og gerninger, samt hans lidelse, død og opstandelse. Han er blevet en del af vores historie. Hans liv her på jorden, som vi hører om i skrifterne, rækker langt ind i vores historie i dag og giver den og Gud en evig betydning. Jesus er med andre ord leddet mellem os og Gud, men Jesus er også den, der skal erkendes som Kristus, fordi Guds væren ikke blot er en passiv ånd/energi men noget skabende.

Når kristne bekender deres på tro på Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne, ligger der altså nogle betydninger og religiøse tydninger: Forkyndelsen af Guds rige, der er midt i blandt os, Gudsnærværet, der gør parusien præsentisk og autentisk for den, som vil tro det. For mit vedkommende ligger der ingen idolatri af Jesus her men derimod en fordring om efterfølgelse både på det menneskelige (og sjælelige) som på det åndelige plan.

Derfor: Siges der ja til at tro på Jesus, siges der samtidig ja til at tro på Gud, endsige erkende Guds nærværet. Gud er jo >>Gud med os<< og ikke >>Gud for Jesus<<, og derfor er det vel heller ikke helt forkert at tale om Gud som en menneskelig Gud, altså forstået på den måde, at Gud gør sig personlig over for os - heri den menneskelige betydning som åbenbares i Kristus.

Johannes evangeliet bærer en høj kristologi og et sprog, der bærer præg af kristologiske termer, metaforer og "jeg er"-talestof. Det betyder, at Johannes som den eneste evangelist forholder sig til en begyndelse, som er før skabelsens tid og af hvilken Gud åbenbarer sig gennem logos. Gud sender logos ned til os. Derfor kan Jesus tale om sig selv som livets brød, som vejen, sandheden og livet og endelig som verdens lys. Johannes gør det således klart for sine læsere, at det at tro på, at Jesus er Guds søn betyder, at vi skal have livet i hans navn:

”Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til faderen, og hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan herliggøres ved Sønnen. Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.” (Joh. 14,12-14)

Her taler Jesus om Helligåndens komme, at han er i Faderen, og at Faderen er i ham (joh. 14,11). Men andre ord: Gud handler gennem Jesus, de er ét, i døden som i livet! Derfor skal vi tro på ham ("den, som tror på mig) og gøre de gerninger, der befales os ("han skal også gøre de gerninger, jeg gør"). Vi må i vores lydighed, opmærksomhed, skelnen og ikke mindst i de spontale livsytringer gribe fordringen.

Mvh
Anne

P.S
Jeg må tilstå, at jeg ikke har haft tid til de store overvejelser omkring dette indlæg..