annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 4893186
Et andet syn 1213479
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 989786
Jesu ord 843727
Spirituel omsorg 792267
Galleri
Limfjorden, Strandparken Nørresundby
Hvem er online?
1 registreret Gerth 21 gæster og 120 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 2 af 6 < 1 2 3 4 5 6 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#4734 - 27/09/2008 12:16 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: Kræn-P]
Hanskrist Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 1971
Sted: Nørresundby
Kære Kristian, du skriver:

Kristi efterfølgelse på kristen grund synes ikke at være grundlæggende forskellig fra Buddhas efterfølgelse på buddhistisk grund. Menneskets grundvilkår synes at være det samme under begge synsvinkler, så længe vi ser på det etiske.

Ser vi derimod på det eksistentielle, synes der imidlertid at gøre sig en væsentlig forskel gældende. Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, når vi i denne sammenhæng udtrykkeligt undtager de kristne mystikere. Citat slut.


Især følgende, for mig at se, helt ulogiske og ubegrundede ressonement fra din side, hæfter jeg mig ved:

Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, Citat slut.


Vi lærer Kristus at kende; Guds hemmelighed, Guds riget, at kende, igennem arbejde, kampe (koncentration og anstrengelser) og lidelser (offer og hellighed). Eller Kristus åbenbarer sig for os igennem arbejde, kampe (koncentration og anstrengelser) og lidelser (offer; tilsidesættelsen af os selv for andre, i den gode sags tjeneste). Jeg mener stadig at det er kristendommen der har fat i den lange ende og at den kristne vej er meget dybere end den vej og metode der fokuserer på lidelsens ophør. Ellers kunne kriteriet jo være at vi kunne dømme kulturerne efter deres frugter.

Mennesket er født til aktivt lidende/elskende virksomhed (født med en stor portion passioneret livskraft, vitalitet og aggressivitet for at overvinde modstand), og går ikke af vejen for at arbejde og elske, engagere sig og lide for en sag, ofre og tilsidesætte sig selv for en sag. Der er ingen frygt i kristendommen for kærlighedhedens smerter, for den smerte der ledsager et brændende engagement for personer og sager.

Hvilke kristne mystikere er det du gang på gang tager til indtægt for at gå langt udenom lidelsens og kærlighedens smertefulde engagement (gå langt udenom Kristus, dette at følge Kristus), dette at gøre sig selv til tjenere/arbejdere og stridskæmpere for andre, og for at stå buddhismen nærmere end kristendommen?

Hvis sådanne mystikere findes, synes jeg de skulle droppe navnet Kristus, da det jo ingen mening i så fald giver, hvis man ikke følger Kristi engagement og kærlighed som bestemt ikke går udenom det smertefulde og lidelsesfulde, det at kæmpe og arbejde, ofre og tilsidesætte sig selv.

Det der kommer let går let; har jeg nogensinde opnået noget uden anstrengelser og lidenskabelighed, uden at elske og lide for sagen, uden at sætte mig selv ind på det og på spil, uden offer? Nej ikke når vi taler om ting og forhold af virkelig stor værdi og betydning.

Kristendommens styrke, der findes i Kristus, er at vi ikke går af vejen for at elske, for den kærlighed og engagement hvor der ingen garantier findes imod smerter og lidelser.
Kristendommen er som Berdyaev også siger det, uden sammenligning, kærlighedens religion.

I øvrigt er hjernen indstillet på at belønne smertefyldt og lidelsesfyldt engagement, arbejde, indsats og anstrengelser (endorfinerne taler deres tydelige sprog). Så Kristus-vejen, arbejdets, kampens og lidelsens vej (metode, den vestlige metode) er ikke en hovedløs naturstridigt vej, spor, at slå ind på.


De ”dovne”, ”apatiske”, dem der springer over hvor gærdet er lavest, dem der ikke kender arbejdets, kampens og lidelsens og selvofferets vej, de tager stoffer for at få lov til at opleve et glimt af den lykke og hormoni (harmoni og hormoner), der ellers er så naturligt for ædruelige arbejdsomme stræbsomme mennesker, der ikke går af vejen for offer og lidelser/smerter, at opleve.


Nå men det korte og lange er at jeg er enig med de kristne tænkere og teologer i at lidelsens mysterium der er tæt forbundet med kærlighedens mysterium (arbejdet og offerets mysterium), stikker dybere end alle forsøg på at undgå lidelser.

Fra evolutionsbiologien ved man også i dag hvorfor mennesket bringer en lang række fredfyldte og harmoniske dage til ophør (intet er nemlig sværere at bære for mennesket, end en lang række fredelige dage). Det er fordi hjernen er bygget til stress, udfordringer, kampe og store lidelsesfyldte indsatser/aktiviteter. Indsatser og aktiviteter som hjernen er bygget til at belønne.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Top Svar Citer
#4735 - 27/09/2008 13:02 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: Hanskrist]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland


Kære Hanskrist.

Du har skrevet en bandsat god kommentar til mit essay. Da jeg arbejdede med at rette det til med henblik på indsendelsen til vort forum, tænkte jeg på tre debatkolleger, da jeg beskæftigede mig med netop de afsnit, som du fokuserer på. Du var den ene, og de to andre var Disciple og Anne.

Jeg var derfor i høj grad indstillet på, at jeg ville blive mødt med indsigelser. Nu har jeg så fået én fra dig, og tak for det. Jeg skal nok skrive et gensvar, men du bedes bære over med, at det kan tage lidt tid, før det sker. Dit indlæg fortjener, at jeg gør mig umage for at svare dig ordentligt.

Foreløbigt ønsker jeg dig en god weekend, min store stærke dreng. *)


Med venlig hilsen

Kristian

*) I gamle dage lå der i Løngangsstræde et fortrinligt værthus, der hed Den gyldne Nøgle. Værten var en forhenværende tenor-sanger, der hed Rudolf, og han stod oven for trappen og bød os velkommen. Til damerne sagde han: ’Goddag min smukke unge dame, kys mig her’, hvorpå han vendte kinden til.

Til os andre sagde han: ’Godddag min store stærke dreng’. Rudolf var altid glad for, at man præsterede en eller anden form for musikalsk underholdning, og engang var min ven Jens og jeg så heldige, at vi løb på en organist fra Mørkhøj Kirke. Han akkompagnerede os på Rudolfs flygel, medens vi sang Gunnar Wennerberg’s ’En månskensnatt på Slottsbacken’:

»Herre min Gud, vad den månen lyser,
se, vilken glans utöver land och stad!
Himlen är klar och var stjärna myser
Vänligt emot oss ner och vinkar glad.

Där flammar Sirius, där Orion,
Där plaskar Svanen i eterns bad.
Herre min Gud, vad den månen lyser,
se, vilken glans utöver land och stad!
«

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#4736 - 27/09/2008 13:05 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: Hanskrist]
serotonin Offline
godt igang
Registeret: 07/04/2008
Indlæg: 416
Hej i tråden.

Som jeg forstår Buddhismen, så er det tilknytning til det ubestandig(formens verden, kroppen) som er indbegrebet af lidelse, og det er sindets tilknytning til formen som Buddhismen ser som årsagen til lidelse. Og det er derfor at det udelukkende er sindet som Buddhismen koncentrere sig om, og ideerne i Buddhismen også tager udgangspunkt i.

Lidelse er ikke en betingelse for kærlighed, fordi disse to tilstande ikke kan sameksistere, og som jeg ser det, så tager Buddhismen netop fat i årsagen til lidelse, hvilket er tilknytningen til form, det ubestandige og forgængelige.

Det er en ophævelse af egoet.

Som jeg ser det, så beskæftiger Kristendommen sig med, ja, at gøre sindet afhængig af formens verden, af det ubestandige, fordi at det ubestandige tillægges noget guddomeligt og helligt. På den måde beskæftiger Kristendommen sig egentligt kun med virkning og ikke med årsagen. Virkningen er lidelse, og årsagen er sindets tilknytning til det ubestandige og forgængelige. Identifikation med egoet og kroppen.

Det er også derfor at mennesker bliver ved med at lide, fordi de ikke forstår hvad årsagen til lidelse er.

Og jeg tror også det er lidt misforstået, når nogen mener det kræver kamp at opgive lidelse og smerte, ja, følelser af mangel og tab. Det kan selvfølgelig være smertefuldt at erkende, at man tager fejl, men hvis man forstår at fejl ikke straffes, men blot korrigeres med mildhed og kærlighed, så er det også med til at befri een fra frygt og skyldfølelse.

Buddhismen i sin rette betydning, har slet ikke den tilgang som Kristendommen har til livet. Det bestandige og uforanderlige er virkeligheden indenfor Buddhismen, og det er altid kun ens eget sind som er årsag, uanset hvad end man oplever. Indenfor Kristendommen er der tilgengæld en udenforstående magt, adskilt fra ens sind, som er årsag. Og det er så her alt det med offer osv kommer ind i billedet af menneskets sande natur.

At mennesker gør dem selv til offer, og projicere så ansvaret over på den guddom de nu en gang tror på, det er der mange religiøse overbevisninger og ideer der vidner om.

Men det er her jeg synes at Buddhismen adskiller sig fra mange af de andre åndelige veje der findes i vores verden. Buddhismen er også en lærer i årsag, ligesom Et Kursus i Mirakler er. Og Buddhismen går heller ikke på kompromi, og forsøger at opretholde illusioner om dualitet, ubestandighed, tid og rum osv.

Lidelse er således kun et produkt af ens egne tanker, og det kan selvfølgelig være en meget svær erkendelse.

God weekend til alle, og ja, fjing fjong og ding dong. yeah







Top Svar Citer
#4740 - 27/09/2008 15:44 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: serotonin]
Hanskrist Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 1971
Sted: Nørresundby
Hej Serotonin, "nu skal vi slås"

Mit efterfølgende indlæg kunne ligne mit meget personlige slagsmål med Serotonin og ikke andet, men jeg finder at der er mange principielt vigtige forhold på tale i mit indlæg, som har relevans for trådens emne, "kristendommen og buddhismen", med særlig vægt på disse to retningers syn på lidelsen og den fysiske virkelighed kontra sindet (det sindslige) og ånden.


Er du klar Jan, klar til hårde slag?

Det der er så trist ved dig Serotonin er at du konstant angriber og udtaler dig om kristendommen som du aldrig har sat dig ind i og studeret. Men at påstå noget kan være en fin måde at få begyndt at få forstand på tingene, dog du ødelægger denne fremgangsmåde når du som Flemming Vang også siger det, aldrig lytter til de korrektioner og oplysninger vi kommer med, på den måde er du nøjagtig lige så uvillig til at blive klogere, som Peter Rubæk, der heller aldrig tager ved lære, men gentager de samme forkerte fordomme igen og igen om Paulus (hvilket du for øvrigt også er begyndt at gøre, og der synker du desværre noget i min agtelse).

Din elendige EKIM-ske narcissistisk (subjektive) psykotiske fanatisme må du for min skyld gerne beholde og forsvare og tale varmt for (og så dog), bare du ville være lidt mere selvkritisk når du udtaler dig om kristendommen. For skulle man rette dig hver gang du siger noget forkert om kristendommen kunne man jo ikke lave andet. Dine og Esther’s konstante udfald og angreb mod de kristne og kristendommen svarer ikke helt til de EKIM –ske idealer om ikke at angribe og strides. EKIM er faktisk bygget op over et veritabelt angreb på kristendommen, hvorfor Esther og Peter Rubæk da også er så enige i deres hellige fromme forargelse, splinten i øjet som de hele tiden finder hos de kristne.


Meget kort er forskellen på EKIM og det meste af alskens nyreligiøs gnosticisme (Peter Rubæk), følgende:

EKIM og alskens nyreligiøs gnosticisme er alene optaget af åndens skæbne i den materielle verden. Den prøver at forstå hvordan ånden har sænket sig ned i materien og hvordan den igen kan bli fri af dette fangenskab. Disse bevægelser interesserer sig bare for en tilbagevenden til det åndelige og har ingen interesse for menneskehedens og verdens skæbne, som er kristendommens hovedinteresse. Kristendommen næres nemlig af et brændende håb om en bedre verden. Og frelsen går ud på at Gud i Kristus, skaber sit rige på jorden, skaber denne bedre verden. Kort og godt så er ånd og stof ikke hinandens modsætninger i kristendommen, men i skabelsen og nyskabelsen, i Kristus-begivenheden, betinger de hinanden. Ingen kristendom uden fysisk virkelighed, uden de fysiske realiteter. Inkarnationstanken gør at vi kristne føler os særdeles godt hjemme i den fysiske virkelighed og at ånd og sjæl på ingen måder forsøger at undfly de konkrete fysiske foreliggende realiteter.

Jeg vil foreslå dig følgende Serotonin; at bodybuilder med Kristus. Gerne med et stykke kulturel håndværkstøj i hænderne, lige fra motorsav, til golfkøller og pagajer i hænderne og en kajak i røven eller en traktor i røven (find selv på andre aktiviteter og virksomheder). Du bliver klogere af at involvere dig i den foreliggende fysiske virkelighed, din egen tyngde og styrke og jordbundethed, din egen kropslighed, som er din eneste måde at handle på og vokse på, ændre dig på. At tænke den ene tanke frem for den anden, gør ikke den store forskel i dit liv, vel Jan?


Vågn op, du er jo ikke længere en omnipotent babyånd der er fastlåst til barnevognen uden handlemuligheder, du er jo voksen og kan, dersom du ønsker det, træde i karakter, i aktion, handle, ændre og forandre på tingene og gøre en forskel for dig selv og andre. Du kan blive årsag til så meget om du vil. Du skal være skyldig/ansvarlig ved at gøre dig selv til årsag for nye livsbekræftende tiltag, og dertil behøver du kroppen, ellers har du jo kun psykotiske fantasier og ikke det vigtigste og skønneste af alt nemlig handlemulighederne, som vi alene er i besiddelse af takket være kroppen, legemet, hvor vi kan mødes med hinanden og få noget ud af konkret fysisk samvær.

Uden den fysiske virkelighed ville vi jo ikke kunne læse Kræn-p’s indlæg. Vi ville jo ikke kunne mødes og have fornøjelse af hinanden. Udnyt nu dette forhold, før du bliver total psykotisk med EKIM eller går i åndeligt selvsving med flygtige kemiske Ester.



Uden krop ville du jo ikke kunne vokse dig fra og ud over de store lidelser og psykiske vanskeligheder det EKIM -ske lærersystem har påført dit sind. Jeg tror du skal have massage og sex i aften, har du en kæreste, der kan redde dig fra det EKIM –ske vanvid, psykotiske vanvid, som gør at dit sind er ved at slippe kontakten til virkeligheden og de glædelige livsbekræftende aktiviteter, som at spise, elske og arbejde, som desværre set ud fra det EKIM –ske perspektiv alle er knyttet til fysiske realitetsforhold.

Jeg er ked af det på dine vegne Serotonin, ked af at din narcissisme (selvoptagethed og afsondrethed fra os andre) i den grad tager overhånd og forfører dig og fremskynder demensen. Ked af at du slet ikke vil anerkende dig selv og din krop, fysiske partikulære virkelighed. Hvordan får vi groundet dig igen, bundet dig til virkeligheden, før du bliver ren ånd, psykotisk?

Lider du af anoreksi? Spiser du? Hvor lang tid er det siden du har været på vægten?




Du skriver Jan Sero, følgende:

Lidelse er således kun et produkt af ens egne tanker, og det kan selvfølgelig være en meget svær erkendelse. Citat slut.

Lad os kigge på din galskab:

Lidelse er således kun et produkt af ens egne tanker, og det kan selvfølgelig være et meget svært budskab at overbringe de trafikramte, de sygdomsplagede, de misbrugte, de torturramte, de sultne og de fattige, ja i det hele taget de nødlidende.




”Lidelse er således kun et produkt af ens egne tanker, og det kan selvfølgelig være en meget svær erkendelse”. Serotonin.

Ja, men så synes jeg da vi skulle opgive vores sundhedssystem og nedlægge sygehusene øjeblikkeligt. Så skal vi bestemt ikke have flere læger uddannet og den medicinske videnskab som beskæftiger sig med den uvirkelige krop burde bandlyses og stoppes øjeblikkeligt.

Hvorfor har du så svært ved at forholde dig til fysiske såvel som psykiske smerter og afsavn; at du ligefrem vil benægte dem, som Christian Science, som EKIM for en stor del er udsprunget af?

Hvis du nu en dag opdager at sund kost, passende fysiske aktiviteter (i forbindelse med arbejde og fritid) og et tilfredsstillende sexliv og kærlighedsliv, kan redde dig ud af alle dine psykiske konflikter på en real måde og ikke via livsfarlige benægtelser, altså EKIM –ske benægtende og fortrængende selvsuggestioner og hjernevask, ville du så være parat til at opgive EKIM vanviddet?

Mange kærlige hilsner Hanskrist.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Top Svar Citer
#4742 - 27/09/2008 17:56 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: Hanskrist]
serotonin Offline
godt igang
Registeret: 07/04/2008
Indlæg: 416
Hej min kære "gerne vil slås" Hanskrist ven. smiler

Du må da slås alt det du gerne vil, kære Hanskrist. Det skal jeg da ikke komme i vejen for. Men oftes så kræver det adskillelse hvis det er man gerne vil slås, for eller så er det jo een selv man slås med, og ja, det er vel lidt meningsløs at slås med sig selv, medmindre det er det man ønsker. ;)

Og for mig kan noget som er evigt, ubegrænset og fuldkomment(ånd), umuligt sænke sig ned i materien, da materie er udtryk for noget som er begrænset, ubestandig og ufuldkommen, så der må være noget du har misforstået, hvis vi skal se logisk på tingene.

Og at du opfatter de som ikke har den samme tilgang til tingene som du har, som værende fordømmende, og ja, angriber det du tror på, det må også kun ha noget at gøre med din måde at opfatte og fortolke på.

Ja, vi møder modstand her i livet, og vi møder nogen som ikke lige har den samme tankegang og tro som vi "personligt" praktisere, men det er jo disse forhold mennesker imellem, som gerne skulle være vores, ja, læremester.

Vi oplever tingene forskelligt, og det fortæller os jo netop, at al oplevelse er subjektiv, og det er også derfor at jeg retter min opmærksomhed på det som sker inde i sindet, og forsøger at bevidstgøre det som "skaber" min måde at opleve tingene på.

Du giver udtryk for, at du er et meget troende menneske, Hanskrist. Det tolker jeg som om, at det er Gud du tror på.

Nu tror jeg ikke på at Gud har skabt sygdom, død, ødelæggelse, ja, lidelse og smerte, mangel og tab osv osv. Så når vi opfatter noget som ikke har noget som helst med Gud at gøre, og vi tilmed reagere på det som virkeligt, så må der vel være tale om misopfattelse, og det må så være denne misopfattelse vi reagere på, og ikke virkeligheden som Gud skaber den.

Nu dybere vi bevæger os ned i sindets dybder, nu mere vil vi også kunne se, at den verden vi ser, afspejler det vi tænker.

Når du ser på formens verden, så er det dig selv som tillægger formen værdi, mening og betydning. Formen er helt neutral i sig selv, og det er også derfor at mennesket lider, når det er mennesket forbinder kærlighed, glæde, tryghed osv med formens verden. Og det er fordi at form ændre sig, kroppe ændre sig. Kroppe ser ud til at forgå og dø, og det gør alt i formens verden. Det som bragte glæde det ene øjeblik, ses måske som årsagen til ulykke og sorg det næste øjeblik.

Og i sidste ende, så er det den ubevidste skyldfølelse i vores sind - som er forårsaget af TROEN på ideen om adskillelsen fra Gud -, der antager en form vi kan forstå og acceptere. Noget skal have skylden for vores smerte, vores følelser af mangel og tab, utilstrækkelighed osv. Og det som vi så identificere som årsagen til vores oplevelse af smerte, mangel på kærlighed, mangel på glæde, mangel på fred osv, det har vi det med at fordømme, og på den måde holder vi blot den onde cirkel kørende, hvor vi mere eller mindre lever i fornægtelse, og projicere så det fornægtede ud på vores omgivelser og medmennesker.

Egoet vil altid finde på et eller andet vi kan føle os skyldige over. Jeg er ikke et godt nok menneske, jeg er ikke en god nok far, jeg spiser ikke sundt nok, jeg siger ikke de rigtige ting, jeg motionere ikke nok, jeg gør ikke dit og dat godt nok, og hvor meget man end anstrenger sig for at leve op til de "krav" ens ego stiller, så finder det blot på noget andet, og det er fordi egoet er styret af et tankesystem som bygger på synd, skyld og frygt.

Jo, jeg har dyrket enormt meget sport. Det har faktisk været hele min identitet i dette liv. Jeg har spillet foldbold på en rimeligt højt niveau i hele min ungdom. Jeg var drevet så meget af ideen om, at hvis blot jeg var den bedste, så ville jeg blive anerkendt og accepteret. Dette gik ud over andre mennesker, og jeg var faktisk ikke særlig sød overfor de mennesker som kom i vejen for mine ambitioner. Jeg var til udtagelse til mange af undomslandsholdene, men da jeg ikke spillede for den rigtige klub, ja, så blev min endestation altid lige før det målet.

Jeg har aldrig før nu, forstået hvad det var som frembragte mine oplevelser af at føle mig afvist, ikke god nok, ikke accepteret osv, og det har så gået ud over andre mennesker.

Jeg har rettet min vrede imod verden, selvom jeg har skjult det rigtig godt, for jeg kan se nu, at jeg er meget bange for den vrede som befinder sig inde i mit sind. Jeg arbejder med forskellige ting, som gerne skulle få fortrængte følelser og tanker frem, så det er jeg kan erkende og tilgive.

Og jo, selvfølgelig bruges det fysiske til dette, fordi det er nu engang her jeg tror jeg er, og det er her min oplevelse er, så det ville da at være at fornægte det jeg oplever, hvis det var jeg flygtede fra kroppen og det fysiske. Men der er en stor forskel på, hvad det er man bruger det fysiske til. Hvis man bruger det til at fornægte sandheden, så bliver det brugt på en destruktiv måde, og hvis man bruger det til at erkende sandheden, så bliver det brugt konstruktivt. Men det er et spørgsmål om, at have det rette fokus, og se tingene i deres rette perspektiv, og i deres rette sammenhæng.

Jeg elsker at bruge min krop, og lave fis og ballede med andre mennesker, men mit fokus er altid på hvordan det er jeg tænker om andre mennesker, og ikke mindst, om jeg er villig til at lade mig vejlede af ånden i mit indre, eller om jeg vælger egoet.

Egoet kræver altid. Det vil gerne ses som speciel og gør sig umage for altid at skabe forskelle(adskillelse), således det kan skabe sig en form for identitet. Og jo, dualitet det er godt og ondt, glæde og smerte, kærlighed og had osv, og sådan er det i det dualistiske univers. Men der hvor vi kan ændre på noget, det er ved at ændre på vores tankegang, fordi det ændre på vores opfattelse, og det vil så også ændre på vores oplevelse.

EKIM er ikke et angreb på Kristendommen - og ja, sådan kan du selvfølgelig godt opfatte det - , men derimod en korrektion af de misforståelse og misfortolkninger Jesus´s budskab er blevet udsat for. Hans budskab var udelukkende et vidne om Gud, og derfor havde det intet at gøre med synd, skyld og frygt. Det forsøger ikke at gøre noget virkeligt som ikke er skabt af Gud, men giver de redskaber som ophæver illusionerne om synd, skyld og frygt.

Jeg ved nu med mig selv, at så længe jeg blot gør mit arbejde med at tilgive(og sand tilgivelse siger: Tilgivelse forstår, at det, du troede din broder gjorde imod dig, ikke er sket. Den undskylder ikke synder, og gør dem virkelige. Den ser, at der ingen synd var), så er jeg mere og mere i kontakt med freden og kærligheden i mit sind, og har så nok overskud til at være der for andre mennesker, og hjælpe dem med at finde glæden og freden i sindet.

Hvis ikke man har det godt med sig selv, så kan man heller ikke være der for andre mennesker. Nu mere energi man bruger på at holde det fornægtede ude fra ens bevidsthed og projicere det over på medmennesker og verden, nu mindre overskud har man til at være hjælpsom, forstående og venlig overfor andre mennesker. Sådan fungere sindet bare.

Og jeg synes nok Hanskrist, at jeg efterhånden har givet meget klart udtryk for, at jeg virkelig arbejder enormt meget med at forholde mig til den smerte, ja, den splittelse og konflikt som er i mit sind, at jeg ikke helt kan give dig ret i, at jeg skulle benægte den, eller ikke skulle ønske at forholde mig til dette.

Jeg har faktisk her på det sidste, været lidt af et tudefjæs. Så snart jeg ser noget i fjernsynet hvor der gives udtryk for stærke følelser, så vælter det frem i mig. Men jeg bruger faktisk film og musik bevidst til det formål, at se på hvad det er som kommer frem inde i mig, og erkende det, og forstå det. Før i tiden brugte jeg næsten enhver lejlighed til at flytte min opmærksomhed væk fra det jeg tænkte og følte, og var slet ikke bevidst om hvad der rørte sig inde i mig.

Vi mennesker har det jo med, at lade os underholde for underholdningens skyld, for på den måde ikke at mærke ærligt efter hvad det er som rør sig inde i os. Vi har alle fortrængte følelser som vi meget helst ikke vil forholde os til, fordi vi virkelig tror vi er skyldige, og ikke fortjener den fuldkomne kærlighed.

Nå men, jeg skal lige se om jeg ikke kan få trukket den der traktor ud af røven, for den er faktisk ved at gå mig lidt på nerverne. ;)

Fred til dig Hanskrist, og tak fordi du tog dig tid til at gi den lidt gas.

Kærligst Jan.











Top Svar Citer
annonce
Side 2 af 6 < 1 2 3 4 5 6 >


Seneste indlæg
Samtaler omkring bålet...
af Arne Thomsen
09/07/2020 21:37
Gennemsigtighed og troværdighed af faktiske fakta
af somo
09/07/2020 08:56
Vi læser det Nye Testamente
af ABC
01/07/2020 22:40
Lyser på vej
af somo
01/07/2020 22:29
Mellemrummet
af RoseMarie
30/06/2020 22:28
Nyheder fra DR
Belgisk vaccine beskytter hamstere mod c..
09/07/2020 22:53
Efter stigende smittetal: Regeringen luk..
09/07/2020 22:32
Aller-sælger solgte demente Inger tre a..
09/07/2020 21:16
Dyster FN-prognose: Vi risikerer at over..
09/07/2020 21:00
Det her show gør tykt grin med dit mani..
09/07/2020 19:58
Nyheder fra Religion.dk
Eddike, kamelspyt og rodudtræk: Jødedo..
09/07/2020 06:17
Sex, skyld og skam i kristendom: ”Når..
08/07/2020 06:08
Religion i kufferten: Det betyder dine s..
06/07/2020 06:15
3 film: Sådan skildres Himmeriget
02/07/2020 05:50
Satanismens indtog i Danmark
30/06/2020 06:00