HK:
Og når vi bliver sultne, må vi tage stilling til, om vi vil spise sprøjtede grøntsager og frugter og bær. Og om vi vil spise økologiske frilandsgrise?
Kun en privilegeret kan handle, som du skriver, hvis denne har dine værdier.
Den fattige spiser, hvad der er, og varmer sig, som det bedst lader sig gøre.
Livet er først og fremmest overlevelse, dernæst reproduktion, men ja. Man skal engagere sig med andre i forhold til ens værdier og formåen.
*
HK:
om at du og Arne blev mere kritiske overfor jeres forgudelse af bevidstheden og jeres passive iagttagelse af verden (vi er ikke passive til stede i verden).
Jeg forguder ikke bevidstheden. Jeg er den.
Jeg er langtfra passivt til stede i verden, da bevidstheden og eksistensen smelter sammen til én aktiv virkelighed.
*
CITAT af mig:
Dog må jeg give Tolle ret i, at det er bevidstheden, der er vores virkelighed.
Det er nok stadig min antagelse.
Min erfaring er, at man selv medvirker til sin virkelighed ved at handle på de værdier, man har.
Derved kan man ikke være passiv – men ja, også ved ikke at handle. Ikke at handle kan vel også være et valg?
Hvad er det, der siges:
Som man sår, høster man, og de fleste ved nok, at forholdet til medmennesker i de fleste tilfælde klart er udslagsgivende i forhold til ens ageren.
Et smil og et venligt svar kan man komme langt med, og har man lidt indsigt – eller bare er god til at lytte især – kan der i kontakten opstå en fortrolighed og et givende samvær.
*
Når der er tale om Helligånden, er vi i det religiøse, hvor legemet forstås som Guds tempel, og hvor Guds ånd kendes på det, Bibelen kalder Åndens frugt.
Altså handling og oplevet erfaring til Guds ære.
Ateisten har også et legeme og må nødvendigvis også have et ”gudsrum”, ellers er dette menneske fortabt bibelsk.
Når jeg bruger bibelske billeder som "Helligånden", "det indre kammer" eller "gudsrum", er det ikke udtryk for en religiøs tro, som jeg har gået og skjult.
Min pointe er:
Bibelens folk havde menneskelige erfaringer, som de gav et religiøst sprog.
De troende må have haft og har, formoder jeg, adgang til et ”gudsrum” – først og fremmest for at kunne tro, men også for at kunne vise Åndens frugt.
Og ikke-troende kunne have loven skrevet på hjertet, som Paulus skriver. For at træde ind i det rum må vores "hverdagsånd" – tankerne om indkøb og aftensmad – vige pladsen.
Så når jeg skrev:
Jeg har gennem årene tænkt, at alt det der med Helligånden, som der kan læses om i Bibelen, og som har været en virkelig virkelighed for menneskene dengang, var et "rum" i ens indre, hvor denne Guds ånd kunne træffes/erfares, selvom det læses, som om ånden kommer ovenfra til en.
Jeg mener, der skal jo være et sted, hvor ånden kan modtages/opleves, hvis du forstår.
… så er det jo, fordi mennesket over en bred kam er ens.
Bibelen siger, vi er skabt i Guds billede, og det gælder vel også de ikke-troende.
Det er Gud, som drager, står der, men man må jo vide, hvem/hvad der drager, og hvor dette møde skal finde sted.
Paulus taler netop om egen ånd og Guds ånd. Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn – og derved får mennesket en bestemt plads i livet.
Så når denne Ånd giver en status i kraft af gerninger, skal den også have et sted at leve… dette mener jeg også både kan findes og opleves uden en Guds tilbedelse. Bibelen taler jo også om nogen, der har loven skrevet på hjertet:
For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden
Romerne 2
*
*Åndens frugt:
Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.Galaterne 5
.