Jeg oplever det teologiske grundlag som værende det forhold, at vi møder Gud i Jesus Kristus – her bliver vi forenet med Gud.
Et teologisk grundlag er ikke en oplevelse i sig selv, men det, der går forud for personlig erfaring.
Paulus skriver: ,,Troen kommer af det, der høres.,,
Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for »enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«.
Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? – som der står skrevet: »Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!« Dog var det ikke alle, der adlød budskabet; for Esajas siger: »Herre, hvem troede på det, de hørte af os?« Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.
Så en oplevelse af Helligånden forudsætter troen på Kristi opstandelse – og den tro formidles gennem skriften og overlevering, som Paulus selv modtog og bekræftede gennem sit møde med den opstandne.
Menneskets gudsbillede formes af tid, kultur og bevidsthed – vi ser Gud gennem det, vi selv rummer, tror jeg.
Gud er ikke et gudsbillede – Gud er i ham, vi lever, røres og er. Gud er den største livsbekræftende åndelige virkeKraft i vores liv. I Kristus virker Gud mægtigt i os.
Jo – billedet af Gud er et gudsbillede. Gud skabte jo mennesket i sit billede.
Gud forstås i kristendommen som Ånd, modsat tidligere praksisser, hvor gudsrelationen var baseret på ofringer og ritualer.
Ifølge Paulus er troen en tillid til Guds løfte – og den tro bliver regnet til retfærdighed.
Derfor behøver hedninge ikke omskærelse, for Abraham troede Herren og hans løfte, og det blev regnet ham til retfærdighed.
Løftet om, at alle folk skal velsignes gennem Abraham, tolkes i kristendommen som opfyldt i Kristus.
Derved ændrer Paulus forholdet til Gud fra ritual til relation.
Han siger, at det ikke er offerhandlinger, men tro, der gør mennesket retfærdigt for Gud – og han bruger Abraham som eksempel:
Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. Rom 4:3
Her opstår idéen om tro som tillid – ikke bare til Guds eksistens, men til Guds løfte og nåde.
Denne tro gør mennesket til ,,Abrahams barn,,.
Man kan sige - syntes jeg - at Paulus introducerer troen som frelsesvej – en ny måde at forstå forholdet til Gud på.
Et billede, jeg tidligere har brugt, er det med græsset.
Vi lærer, at det kaldes græs og er grønt. Det kan vi tale om, men oplevelsen er helt vores egen.
Det samme gælder gudsbilledet.
Det får vi fra kulturen eller der, hvor vi opsøger noget gudeligt.
Oplevelsen er vores egen – selv når vi er i et fællesskab med et teologisk grundlag.
Det spændende er, hvor de to skabelsesberetninger har deres gudsbilleder fra.
Jeg forstår, at der er tale om to forskellige beretninger, og at Jahve oprindeligt ikke var den eneste sande Gud, da man i kulturen på daværende tidspunkt tilbad flere guder.
Jahve – som endnu ikke havde fået navn i beretningen om Abraham – er dog den samme Gud, forstår jeg, som samlede hebræerne, det udvalgte folk, ved at udsende Moses for at føre dem til det lovede land med mælk og honning.
Helligånden er netop Guds Ånd, som aldrig kan være menneskets egne ånds produkter – en tilstand skabt i menneskets egen bevidsthed. Læs 1 Kor 2.
Det er en påstand, der ikke kan bevises – ligesom Guds eksistens heller ikke kan. Men begge kan blive virkelige for den, der tror. Er det så hjernespind? Nej vil jeg mene – Ikke så længe troen er virksom.
.
Svar
Citer
