Kære Musiker.
Velkommen til vort debatforum. Jeg vil gerne komplimentere dig for dit første indlæg, fordi du efter min opfattelse lægger realpolitiske synspunkter til grund i stedet for at synge med på de fortænkte idéer, som Ipso Facto præsenterer os for.
I øjeblikket er alle statsministrene (eller hvad de monne hedde i deres hjemlande) så vidt jeg lige kan løbe dem igennem, valgt af folket derhjemme. Og tro mig, de vil gerne genvælges – eller også skal de have deres kronprins kørt i en favorabel stilling – og så skal de for alt i verden ikke lægge sig ud med flertallet derhjemme.
Det er jo på netop dette aspekt, hvovedvægten bør lægges. De nationale demokratier er så at sige bestemmende for den beslutningsproces, der overhovedet kan finde sted i Fællesskabernes regie.
Hvis man ikke stedse holder sig dette for øje, kommer man let til at løbe med en halv vind, fordi der finder en så massiv produktion af tekster sted i Fællesskabernes regie, at man kan finde belæg for næsten enhver konspirationstanke, hvis man blot læser kritikløst og uden tanke på, hvem den pågældende tekst kommer fra.
For eksempel har jeg i årenes løb set de besynderligste tekster i præamblerne fra Parlamentets betænkninger, hvor Europæere - med stort E - har fået et åndeligt gennembrud og begivet sig ud i højtravende erklæringer, der ganske enkelt ikke havde nogen gang på jorden, når de blev stillet over for Ministerrådets realpolitiske vurderinger.
Thi det er jo - hvilket mange glemmer - Ministerrådet der har det endelige ord at skulle have sagt, når der skal træffes beslutning om, hvad der skal stå i direktiverne og forordningerne. Derfor må man til stadighed have opmærksomheden henvendt på, at det til syvende og sidst er medlemstaternes nationale demokratier, der har fat i den lange ende.
Og stats- og regeringscheferne har altså ingen planer om at save i den gren, som de selv sidder på. Deres hovedinteresse består i at forhindre den nationale opposition i at bemægtige sig grenen ved det næste valg.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen