|
0
registrerede
443
gæster og
132
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#41626 - 24/10/2023 10:08
Re: Vor Far i himlene
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3675
Sted: Nørresundby
|
|
Bart D. Ehrman: "Kristendommens Triumf" (side 61 - 62): Når kristne ned gennem historien har henvist til "forudsigelser om
Jesus" i Det Gamle Testamente, har jøder benægtet, at der er tale om messianske profetier. Kristne har for eksempel længe hævdet, at den gamle profet Esajas skuede frem mod Jesus, når han århundreder før hans korsfæstelse erklærede: "Han blev gennemboret for vore overtræ- delser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt" (Es 53,5-6). Som svar har jøderne peget på, at Esajas aldrig antyder, at han viser hen til en messiansk skikkelse. Tværtimod taler han om én, der allerede har lidt, og han kalder ikke denne for messias. Desuden tilkendegiver han ligeud i det foregående, hvem denne "Herrens lidende tjener" er. Det er nationen Israel selv, der har lidt på grund af folkets synder (se Es 49,3).
Blandt jøder, der havde forventninger om, hvordan messias ville optræde, var der på Paulus' tid aldrig nogen forventninger om, at messias skulle lide for andres synder for så at blive oprejst fra de døde. Faktisk gik forventningerne den stik modsatte vej.
Fra Dødehavsskrifterne kender vi en hel række af forventninger om, hvordan messias ville være." Udtrykket "messias" betyder bogstaveligt "den salvede" og henviste oprindelig til Israels konge, som blev salvet med olie under kroningsceremonien for at vise, at Gud havde udvalgt ham til at lede sit folk. I det første århundrede e.v.t. havde jøderne ikke nogen konge, men blev regeret af en fremmed magt, Rom. Mange jøder anså det for en frygtelig og uholdbar situation og forudså, at Gud snart ville indsætte en jødisk konge, der kunne slå fjenden og genoprette en suveræn stat i Israel. Denne ville være Guds magtfulde og ophøjede salvede, messias.
Andre jøder var af den overbevisning, at den fremtidige frelser for jøderne ville have en mere kosmisk karakter, være en slags himmelsk skikkelse, der ville komme på himlens skyer for at dømme de onde kongeriger på denne jord og i deres sted oprette Guds eget kongedømme. Dette kongedømme ville så blive regeret af en kosmisk dommer eller af en, som han udpegede som Guds udsending.
Andre igen forestillede sig den fremtidige hersker i Guds kommende kongerige som en magtfuld præst, som Gud havde sat i stand til at udlægge loven på rette vis og med gennemslagskraft, mens han ledte Israels folk på Guds veje, væk fra et fremmedherredømmes undertrykkende styre.
Til trods for deres forskellighed havde alle disse forventninger til en kommende messias én ting til fælles: Han skulle være en skikkelse, præget af ophøjethed og styrke, der kunne omstyrte Israels fjender med magt og herske over Guds folk og gøre det til en stærk og selvstændig stat i det forjættede land.
Og hvem var så Jesus? Han var en kriminel, der var blevet henrettet. Han trådte offentligt frem som en ubetydelig og forholdsvis ukendt apokalyptisk prædikant fra en landlig del af den nordlige udkant. Mod slutningen af sit liv foretog han en pilgrimsrejse til Jerusalem med en håndfuld tilhængere. Mens han var der, endte han på den for kerte side af loven, blev uden videre foranstaltninger forhørt, fundet skyldig, tortureret til døde på grund af anklager for at være kriminel.
Var det messias? Det var faktisk det modsatte af messias.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
|
Top
|
 Svar
 Citer
|
|
|
#41632 - 24/10/2023 12:57
Re: Vor Far i himlene
[Re: Anonym]
|
bor her
|
Registeret: 05/09/2015
Indlæg: 1900
|
|
Paulus CHOK erkendelse var at de jødiske skrifter vrøvler om Messias da han erkender at Gud sgu var i ham forbryderen der blev pælfæstet på en losseplads. Og for at få tingene til at passe begynder han at læse de jødiske skrifter som fanden læser Bibelen (ville ihvertfald jøderne sige og Esajas eksperter også).
Og for at få tingene til at passe begynder han at læse de jødiske skrifter som fanden læser Bibelen Den påstand må du forklare. ... Indlæg er til profilen HK .
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#41634 - 25/10/2023 14:10
Re: Vor Far i himlene
[Re: Hanskrist]
|
|
|
Namaskaram Hanskrist Måske skulle du tage en snak med Lau om tingene  Fra bogen... https://www.saxo.com/dk/gud-er-kaerlighed_lau-sander-esbensen_indbundet_9788797205006Kærlighed og nåde
Billedet af Gud som den absolutte forælder blev fra kristendommens start skæmmet af et af de mest problematiske indslag på det kristne trosrepertoire, nemlig idéen om at Gud er en nådens Gud. Der findes kristne, som opfatter begrebet nåde fuldstændigt synonymt med kærlighed, og så længe man bliver dér og ikke tilskriver nåden andet og mere, end kærlighedstanken tillader, er begrebet nok forvirrende og upræcist (hvorfor ikke bare sige kærlighed?), men ikke som sådan problematisk. Men normalt forstås Guds nåde som, at han kommer os ufortjent i møde: Mennesket er en synder, og Gud ville derfor i princippet være i sin gode ret til at tugte os, men da han er den, han er, forbarmer han sig. Som teolog og biskop Tine Lindhardt formulerer det:
>>Han (Gud) burde straffe os mennesker, vende os ryggen og lade os sejle vores egen sø, fordi vi igen og igen opfører os helt på tværs af det, vi skal. Men Gud er storsindet. Han tilgiver. Han holder fast ved os, uden at vi har gjort os fortjent til det. Af nåde<<.
Det er en gængs kristen opfattelse af Gud. Men enhver burde kunne se, at det ikke er en kærlig Gud, begrebet nåde beskriver, for nåde implicerer et forbehold i Guds kærlighed til os. Igen: Forældrerollen illustrerer det:
Forestil dig nogle forældre, som opdager, at deres søn har stjålet en Bounty i Kvickly. De konfronterer drengen, som rød i hovedet indrømmer og kryber helt ind i et hjørne af sig selv. Hvordan skal forældrene reagere? De skal selvfølgelig tale med ham om tyveriet. Hvad skete der? Hvorfor gjorde du det? Hvordan har du det? Osv. Og de skal selvfølgelig også gå med ham ned til butikken, så han kan betale pengene tilbage og undskylde. Men drengen må på intet tidspunkt få bare snerten af oplevelsen af, at det har fået deres kærlighed til ham til at vakle. Hvis forældrene sagde til ham: 'Du har egentlig ikke fortjent, at vi bliver ved med at holde af dig og hjælpe dig, men vi vil være nådige imod dig og forbarme os', ville drengen med det samme føle, at forældrenes kærlighed til ham ikke var givet. De ville have signaleret, at den kunne være til overvejelse. Tvivlen ville melde sig, for et eller andet sted ville de have knyttet deres kærlighed til ham sammen med det, han havde gjort, og det ville være det samme som at indføre et forbehold i den.
Det er et billede på, hvad idéen om nåde gør ved vores forståelse af Gud: Den indfører et forbehold i hans kærlighed til os. Nåde er af samme grund et af de mest gudsfjendske begreber i det religiøse vokabularium. Den knytter Guds kærlighed til os sammen med vores syndefulde handlinger og skaber dermed dybt inde en tvivl, en usikkerhed i os: Elsker Gud os virkelig? Er vi egentlig værd at elske? Og det er ikke sådan Guds rene, ubetingede, uendelige, grænseløse, alttålende kærlighed til os er.
Den ubrydelige forbindelse mellem os og Gud har et værensmæssigt aspekt: Gud har skabt os af egen fri vilje. Ingen tvang ham, og han spurgte i sagens natur ikke om lov først. Skabelsen er derfor en forpligtende handling: I samme øjeblik, Gud har realiseret mig som person, som eksistens, er han forpligtet på ikke bare at tage vare på mig, men på at holde af mig. At være elsket af Gud er selve essensen af hans skabelseshandling og grundlaget for vores væren i verden, og Gud har derfor, som den, der har sat os her, pligt til at sikre, at dette grundlag ikke skrider, og vi mister det inderste fodfæste for vores eksistens. Og den eneste måde, han kan sikre det på, er ved på forhånd at gennemtænke og gennemføle, om der overhovedet ville kunne ske noget, som kunne få ham til ikke længere at elske os. Om han vil kunne elske os alle, helt og fuldt til alle tider, om så nogen bruger den frihed, han giver dem, til at vende ham ryggen, forbande ham og måske hidkalde alverdens mørke kræfter i en krig mod hans andre børn. Og eftersom vi findes, må svaret være: Ja, det kan han.
Det kan lyde selvmodsigende - at Gud er forpligtet på at elske sine børn - når nu kærlighed til enhver tid kun kan gives frit, men igen er forpligtigelsen blot en afspejling af virkeligheden: Gud må have tænkt sin Skabelse igennem og, som sagt, være kommet frem til, at den kærlighed, han vil lægge i den, vil forblive intakt og aldrig vakle, uanset omstændighederne. Og den omtanke skal ikke gøres mindre ved at antyde, at Gud kunne finde på at fortryde sin Skabelse, ikke have tænkt og følt den ordentligt igennem eller simpelthen kunne løbe tør for kærlighed. Introduktionen af nåden i gudsforholdet er med andre ord også et angreb på Guds skaberhandling.
At Guds kærlighed er uden forbehold, uden begrænsninger, følger også af dens ubetingethed. Gud manifesterer den højeste og reneste form for kærlighed og holder derfor aldrig op med at elske os, uanset hvad vi foretager os. Hvis der var en grænse for hans kærlighed, ville den ikke være ubetinget.
Det ville jo betyde, at hans kærlighed var betinget (af at vi ikke gjorde noget, der fik ham til at stoppe med at elske os), og at han derfor aldrig egentlig elskede os.
Opgøret med nåden skal jo ses i lyset af Skabelsens alvor: At skabe mennesket er ikke som at snitte 100 træfigurer i et skur. Det er nogens liv, Gud sætter i gang og derfor har ansvaret for. Et ansvar, han aldrig kan lægge fra sig, som binder ham i al evighed, og som kun et væsen som ham vil kunne påtage sig. Sådan er Skabelsens betingelser. Guds kærlighed til os kan derfor aldrig være blot en nådesbevisning.
Når Jesus opfordrer os til at elske Gud med alt, hvad vi har i os, er det, fordi han ved, at hvis vi kunne overgive os til den ubrudte strøm af liv, der løber mellem Gud og os, ville der være en styrke og befrielse, ja en frelse, i det for os. At give sig hen til Gud er ikke en opgåen i Gud, men en bliven sig selv. Det er der, vi finder os selv (Augustin). Men det er ikke kun Gud, der betyder noget for os, for vi elsker andre end Gud. - det er derfor, Jesus fremhæver to kærlighedsbud og ikke nøjes med det ene.
Kærligheden og jeget Jeg har ikke læst hele bogen endnu (er nået til side 170 ud af 316), men er sikker på, at den bliver et verdenshit. Som sådan er den fyldt med øjenåbnere. Virkeligt et godt stykke arbejde. Nu må du have en fortsat god dag... Your friend forever Krishna
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#41635 - 25/10/2023 14:37
Re: Vor Far i himlene
[Re: ]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3675
Sted: Nørresundby
|
|
Når Jesus opfordrer os til at elske Gud med alt, hvad vi har i os, er det, fordi han ved, at hvis vi kunne overgive os til den ubrudte strøm af liv, der løber mellem Gud og os, ville der være en styrke og befrielse, ja en frelse, i det for os. At give sig hen til Gud er ikke en opgåen i Gud, men en bliven sig selv. Det er der, vi finder os selv (Augustin) Alt det der har jeg jo sagt fra dag 1 her og på religionsdebatten og jeg har endda haft en længere diskurs herom (1)* der viser at jeg ved hvad jeg snakker om. Ud fra referencer fra Paulus og Albert Schweitzer og Nicolai Berdyaev og Paul Tillich har jeg haft en endda meget grundig diskurs herom. Så hvorfor skulle jeg falde på røven over noget jeg altid har forstået og hvis du havde læst mig kunne disse tanker ej heller være nye for dig. Men du læser simpelthen ikke hvad jeg skriver nøjagtig som Arne. Det med nåden har han ikke forstået og jeg gider ikke kaste mig over dette her da denne tråd drejer sig om en helt anden drøftelse. Det er virkelig fint du er begyndt at læse studere bøger (jeg glæder mig på dine vegne), men det har vi andre måske gjort i så stort omfang i så mange år at vi kan vurdere kritisk hvad det er din Lau Sander Esbensen skriver. Hvis du vidste hvor mange guldkorn og revolutionerende tanker jeg har disket op med her på Trosfrihed der var slet ingen grund til at gå over å'en efter vand. Mange Kærlige Hilsner HansKrist -0-0-0- (1)*: Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer. Tillich: "Ecstasy" ("standing outside one's self)") points to a state of mind which is extraordinary in the sense that the mind transcendens its ordinary situation. Ecstacy is not a negation of reason; it is the state of mind in which reason is beyond itself, that is, beyond its subject-object structure. In being beyond itself reason does not deny itself. "Ecstatic reason" remains reason; it does not receive anything irrational or anti-rational -- which it could not do without self-destruction --- but it transcends the basic condition of finite rationality, the subject-object of structure. This is the state mystics try to reach by ascetic and meditative activities. Something happens objectively as well as subjectively in every genuine manifestation of the mystery. Only something subjective happens in a state of religious over-ecitement (eller underspændthed i form af alkohol), often artificially produced (stoffer ved overspændthed og alkohol ved underspændthed). Therefore, it has no revelatory power. No new practical or theoretical interpretation of what concerns us (civilisationen) ultimately can be derived from such subjective experiences. Over-exitement is a state of mind which can be comprised completely in psychological terms. Ecstasy transcends the psychological level, although it has a psychological side. It reveals something valid about the relation between the mystery of our being and ourselves. Ecstasy is the form in which that which concerns us unconditionally manifests itself within the whole of our psychological conditions. It appears through them. But it cannot be derived from them. Paul Tillich på dansk om det samme forhold: Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldbyrder, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænser og erfarer det absouttes, det helliges nærværelse. Uden denne erfaring tømmes fornuften for indhold. Paul Tillich. Fornuften er forhåndsbetingelsen for tro, men i troen rækker fornuften ekstatisk ud over sig selv, deri ligger begges enhed og forskel. Den menneskelige fornuft er endelig. Al kulturvirksomhed, teoretisk så vel som praktisk, bærer dette endelighedspræg, derfor er den aldrig ubetinget anliggende. Men fornuften er ikke bundet til sin endelighed. Den erkender den og hæver sig derved over den. Mennesket erfarer et tilhør til det uendelige, som dog hverken er noget af ham selv eller står i hans magt. Det må gribe ham, og hvis det gør det, bliver det ham et anliggende af uendelig vigtighed. Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldbyrder, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænser og erfarer det absouttes, det helliges nærværelse. Uden denne erfaring tømmes fornuften for indhold, og ender med at fyldes af irrationelt - dæmonisk - indhold, som sprænger den. Paul Tillich Nicolai Berdyaev om denne nye Helligåndens epoche Creativeness is neither permitted nor justified by religion - creativeness is itself religion. Creative experience is a special kind of experience and a special kind of way: the creative ecstasy shatters the whole of man's being - it is an out-breaking into another world. .. The creative experience is unique and self-sufficient - it is not something derivative; its roots go into the deepest depths. .. Creativeness is the final revelation of the Holy Trinity - its anthropological revelation. This is a consciousness which has never existed in the world - it is being born in our epoch. MCA Nicolai Berdyaev. The third creative revelation in the Spirit will have no holy scripture; it will be no voice from on high; it will be accomplished in man and in humanity - it is an anthropological revelation, an unveiling of the Christology of man . God awaits the anthropological revelation from man and man cannot expect to have it from God. And one cannot merely wait for the third revelation; man must accomplish it himself, living in the Spirit; accomplish it by a free, creative act. In this act everything transcendent will become immanent. The third anthropological revelation, in which the creative mystery of man will be revealed, is man's final freedom. Man is quite free in the revelation of his creativeness. In this fearful freedom lies all the god-like dignity of man, and his dread responsibility. The virtue of accepting a dangerous position, the virtue of daring to do, is the basic virtue of the creative epoch. MCA Nicolai Berdyaev -0-0- The Mystics taught the mystery of God's birth in man. But there is another mystery, that of man's birth in God. There is a summons, a call in man, for God to be born in him. But there is also God's call that man be born in him. This is the mystery of Christianity, the mystery of Christ. There must be revealed in me not only God and the Divine but man as well, my human nature --- this means that man must be born in God. This is the meaning of Christianity, as a religion of Divine-humanity. A mature courageous consciousness knows God as immanent, near us and within. Nicolai Berdyaev.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|
