Når kristne ned gennem historien har henvist til "forudsigelser om

Jesus" i Det Gamle Testamente, har jøder benægtet, at der er tale om messianske profetier. Kristne har for eksempel længe hævdet, at den gamle profet Esajas skuede frem mod Jesus, når han århundreder før hans korsfæstelse erklærede: "Han blev gennemboret for vore overtræ- delser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt" (Es 53,5-6). Som svar har jøderne peget på, at Esajas aldrig antyder, at han viser hen til en messiansk skikkelse. Tværtimod taler han om én, der allerede har lidt, og han kalder ikke denne for messias. Desuden tilkendegiver han ligeud i det foregående, hvem denne "Herrens lidende tjener" er. Det er nationen Israel selv, der har lidt på grund af folkets synder (se Es 49,3).

Blandt jøder, der havde forventninger om, hvordan messias ville optræde, var der på Paulus' tid aldrig nogen forventninger om, at messias skulle lide for andres synder for så at blive oprejst fra de døde. Faktisk gik forventningerne den stik modsatte vej.

Fra Dødehavsskrifterne kender vi en hel række af forventninger om, hvordan messias ville være." Udtrykket "messias" betyder bogstaveligt "den salvede" og henviste oprindelig til Israels konge, som blev salvet med olie under kroningsceremonien for at vise, at Gud havde udvalgt ham til at lede sit folk. I det første århundrede e.v.t. havde jøderne ikke nogen konge, men blev regeret af en fremmed magt, Rom. Mange jøder anså det for en frygtelig og uholdbar situation og forudså, at Gud snart ville indsætte en jødisk konge, der kunne slå fjenden og genoprette en suveræn stat i Israel. Denne ville være Guds magtfulde og ophøjede salvede, messias.

Andre jøder var af den overbevisning, at den fremtidige frelser for jøderne ville have en mere kosmisk karakter, være en slags himmelsk skikkelse, der ville komme på himlens skyer for at dømme de onde kongeriger på denne jord og i deres sted oprette Guds eget kongedømme. Dette kongedømme ville så blive regeret af en kosmisk dommer eller af en, som han udpegede som Guds udsending.

Andre igen forestillede sig den fremtidige hersker i Guds kommende kongerige som en magtfuld præst, som Gud havde sat i stand til at udlægge loven på rette vis og med gennemslagskraft, mens han ledte Israels folk på Guds veje, væk fra et fremmedherredømmes undertrykkende styre.

Til trods for deres forskellighed havde alle disse forventninger til en kommende messias én ting til fælles: Han skulle være en skikkelse, præget af ophøjethed og styrke, der kunne omstyrte Israels fjender med magt og herske over Guds folk og gøre det til en stærk og selvstændig stat i det forjættede land.

Og hvem var så Jesus? Han var en kriminel, der var blevet henrettet. Han trådte offentligt frem som en ubetydelig og forholdsvis ukendt apokalyptisk prædikant fra en landlig del af den nordlige udkant. Mod slutningen af sit liv foretog han en pilgrimsrejse til Jerusalem med en håndfuld tilhængere. Mens han var der, endte han på den for kerte side af loven, blev uden videre foranstaltninger forhørt, fundet skyldig, tortureret til døde på grund af anklager for at være kriminel.

Var det messias? Det var faktisk det modsatte af messias.