Vi kan faktisk ikke vide, hvem og hvad Gud når, hvornår og hvornår ikke.

Jesus fortæller på smukkeste vis, hvad der skal til - og han har ret, dét ved jeg! Men det kan være svært for et menneske at se, hvornår et andet menneske har opfyldt kravet.

Vi har en formodning om, at det er, når menneskets hjerte er klar eller i hvert fald åben for at vende sig mod Gud.

Vend om for Himmeriget er nær. Men det kan være svært for mennesker at se, hvem der er vendt om. Men Gud kender menneskers hjerter - og de rene af hjertet skal se Gud. De, der holder fast i Jesu ord og holder hans bud, hos dem skal Sønnen og Faderen tage bolig.

Kærlighed er lovens opfyldelse. Elsk, elsk, elsk.

Kære Michael.

Vi må nøjes med at glæde os over, at vi er nogle, der ikke har disse problemer. Det indebærer jo, at der trods alt er en teoretisk chance for, at menneskeheden kommer til fornuft på et tidspunkt.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Tak for dit svar, tros, som jeg var lidt spændt på.

Du har ret i, at der sikkert kunne komme en længere diskussion ud af tråden, om Ipso Facto havde set sit tilsnit til at kommentere mit indlæg (ikke blot med paradigmer, hvad du så end mener med det). Og dog - måske ville han på samme måde som dig stå med opfattelsen af, at vi qua vores tro og ikke-tro ikke vil nå frem til samme kulturradikale opfattelse. Vi vil - jfr. dine indledende sætninger om Poul Georg Lindhardt - lægge vores eget indhold i emnet. Heri er jeg ikke enig. Det forekommer mig, at mit budskab hænger og svæver i luften. Lad mig derfor gøre et lille forsøg på at uddybe mit forehavende.



Nej, det handler ikke om at tolke en gud ind i kulturradikalismen eller opfatte kulturradikalisme som noget gudgivent. Heri er der noget, du har misforstået.

Kulturradikalismen kan udmærket belyses som de kulturelle strømninger, der prægede dansk kultur og samfund gennem adskillige årtier (f.eks. mellem de to verdenskrige) så vel i historien som i kulturen. Jeg skrev i mit sidste indlæg, at kulturradikalismen ikke nødvendigvis er død, sådan som f.eks. Hans Hertel postulerede det i Politiken for ca. 4 år siden, men at kulturradikalismen derimod fortsat ånder som et kulturelt (ånds)fænomen. Der er så at sige stadig gløder (emner), men som så mange andre ismer, er kulturradikalismen også afhængig af en historisk og kulturel kontekst, hvori den får muligheden for at strømme/opblomstre som en form for oplysning og kulturkamp (modkultur?). Dette er 30'ernes kulturradikalisme et glimrende eksempel på, endsige et eksempel på, at vi i dag ikke finder kulturradikale udfordringer i samme grad - blot lidt fra venstrefløjens og De Radikales multikulturadikalisme og modsvar på DF's indflydelse i politik og debat.

Når vi derfor ser på den kulturkamp og de nybrud, som Elias Bredsdorffs 'kulturradikalisme' dækker over, mener jeg ikke, at det er helt forkert at anslå, at kulturradikalismen kan knyttes til tid og rum - det vil mao. sige til historiske forløb i både samfund, politik og kultur. Netop det indikerer, at min tilgang til kulturradikalisme ikke er vedhæftet kristentroen. Min tilgang beror alene på de omstændigeder, jeg for nogle år siden fik mulighed for at snuse til - de kulturradikales udfordringer, revolution og handling på humanistiske præmisser (mennesket i centrum).

Hertil spurgte jeg så, hvor langt man som menneske kan gribe til et kulturradikalt/humanistisk standpunkt? Er opfyldelsen af humane ideer og behov nok for det menneskeliges væsens- og værensgrund?

Kulturradikalismen har sine kvaliteter og uudslukkelige gløder men den beskæftiger sig ikke med menneskets dybereliggende eksistentielle spørgsmål. Den fordrer ydre-handlinger men ikke indre-handlinger. Det er først her, at tro - eller dybdedimensioner som håb - bliver aktuel for min tilgang. Mit budskab bliver derfor ikke en religøs kulturradikalisme men derimod et håbets ord, der skal forene alskens strømninger dækket ind under begreber som humanisme og radikalitet med troens begivenhed Kristus (som gør noget ved vores historiske og åndelige tilværelse)


Mvh
Anne

Her med det ene ben på vej ud af døren er mit svar på ovenstående spørgsmål et, nej! I så fald kunne det diskuteres, hvad en idé er.

Som det gerne skulle fremgå af mine indlæg, fik kulturradikalismen sit navn som en kulturel strømning i dansk kulturliv og samfundsdebat. Her blev 'Ordet' det "nye våben". Handling og oplysning blev deslige nøgleord for de kulturradikales "hopla"..

I bogen "Den kulturradikale udfordring" kan vi bl.a. møde Klaus Rifbjerg, der glad beskriver sig selv som kulturradikal.

Mvh
Anne

Javel, så blev jeg så meget klogere.

Kulturradikalismen var altså en strømning i tiden og benævnte sig selv sådan.

Jeg ville ikke have noget imod at der kom en ny kulturradikalisme.

Jeg holder meget af de to sange af Poul Henningsen, som Liva Weel sang: I Dit Korte Liv og Man binder os på hånd og mund. Men jeg kan ikke finde dem på youtube.)