|
0
registrerede
29
gæster og
123
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: : KULTURRADIKALISMEN OG DENS GLEMTE DIMENSION
|
Tak for dit svar, tros, som jeg var lidt spændt på.
Du har ret i, at der sikkert kunne komme en længere diskussion ud af tråden, om Ipso Facto havde set sit tilsnit til at kommentere mit indlæg (ikke blot med paradigmer, hvad du så end mener med det). Og dog - måske ville han på samme måde som dig stå med opfattelsen af, at vi qua vores tro og ikke-tro ikke vil nå frem til samme kulturradikale opfattelse. Vi vil - jfr. dine indledende sætninger om Poul Georg Lindhardt - lægge vores eget indhold i emnet. Heri er jeg ikke enig. Det forekommer mig, at mit budskab hænger og svæver i luften. Lad mig derfor gøre et lille forsøg på at uddybe mit forehavende.
Hvilken betegnelse, der nu kan sættes på hver især af os med vores forskellighed i tilgang til et emne som 'kulturradikalisme', da er det vist sikkert, at troende på en gud og ikke troende på nogen gud må komme til noget forskelligt.
Nej, det handler ikke om at tolke en gud ind i kulturradikalismen eller opfatte kulturradikalisme som noget gudgivent. Heri er der noget, du har misforstået.
Kulturradikalismen kan udmærket belyses som de kulturelle strømninger, der prægede dansk kultur og samfund gennem adskillige årtier (f.eks. mellem de to verdenskrige) så vel i historien som i kulturen. Jeg skrev i mit sidste indlæg, at kulturradikalismen ikke nødvendigvis er død, sådan som f.eks. Hans Hertel postulerede det i Politiken for ca. 4 år siden, men at kulturradikalismen derimod fortsat ånder som et kulturelt (ånds)fænomen. Der er så at sige stadig gløder (emner), men som så mange andre ismer, er kulturradikalismen også afhængig af en historisk og kulturel kontekst, hvori den får muligheden for at strømme/opblomstre som en form for oplysning og kulturkamp (modkultur?). Dette er 30'ernes kulturradikalisme et glimrende eksempel på, endsige et eksempel på, at vi i dag ikke finder kulturradikale udfordringer i samme grad - blot lidt fra venstrefløjens og De Radikales multikulturadikalisme og modsvar på DF's indflydelse i politik og debat.
Når vi derfor ser på den kulturkamp og de nybrud, som Elias Bredsdorffs 'kulturradikalisme' dækker over, mener jeg ikke, at det er helt forkert at anslå, at kulturradikalismen kan knyttes til tid og rum - det vil mao. sige til historiske forløb i både samfund, politik og kultur. Netop det indikerer, at min tilgang til kulturradikalisme ikke er vedhæftet kristentroen. Min tilgang beror alene på de omstændigeder, jeg for nogle år siden fik mulighed for at snuse til - de kulturradikales udfordringer, revolution og handling på humanistiske præmisser (mennesket i centrum).
Hertil spurgte jeg så, hvor langt man som menneske kan gribe til et kulturradikalt/humanistisk standpunkt? Er opfyldelsen af humane ideer og behov nok for det menneskeliges væsens- og værensgrund?
Kulturradikalismen har sine kvaliteter og uudslukkelige gløder men den beskæftiger sig ikke med menneskets dybereliggende eksistentielle spørgsmål. Den fordrer ydre-handlinger men ikke indre-handlinger. Det er først her, at tro - eller dybdedimensioner som håb - bliver aktuel for min tilgang. Mit budskab bliver derfor ikke en religøs kulturradikalisme men derimod et håbets ord, der skal forene alskens strømninger dækket ind under begreber som humanisme og radikalitet med troens begivenhed Kristus (som gør noget ved vores historiske og åndelige tilværelse) 
Mvh
Anne
|
|
|
|
