At noget ikke er, magter vi mennesker ikke at forestille os. Og at intet er, det er totalt umuligt for os.
Men væren er jo ikke en selvfølge, hvad religionernes skabelsesberetninger jo tydeligt viser os med deres forsøg på at forklare verdens væren med påstanden: Gud skabte verden. Det er så her, jeg fornemmer, at det er en for letkøbt forklaring, for hvad betyder ordet: Gud?
Når jeg så bestræber mig på at fornemme tilstanden: Ikke-væren, så opdager jeg jo snart, at ikke-væren end ikke kan være en tilstand, for det er jo kun noget værende, der kan være i en tilstand.
Det nærmeste, jeg kan komme ikke-væren er nok, hvad der sker, når noget nærmer sig et af universets mange sorte huller. Men selv de er jo værende.
Så selvom ikke-væren er den logiske modsætning til væren, så magter vi mennesker ikke at opfatte den.
Og alligevel - når man søger at nærme sig denne svimlende afgrund, så gør det i hver fald mig mere og mere klart, hvor vidunderligt et mirakel verdens væren er.
Og inde i dette mirakel fornemmer jeg noget vidunderligt og totalt ufatteligt, som jeg kun kan finde de alt for fattige ord for: det guddommelige.
Og så ved jeg pludselig, hvordan jeg vil leve mit liv
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, medfølelse, omsorg, kærlighed
Når du forbinder verdens væren med det guddommelige, må ordet gud vel repræsentere den skabende og opretholdende kraft, derfor er der vel ikke noget som kan betegnes som intet da livet er noget.
I øvrigt er det jo i kraft af vores bevidsthed, vi kan forestille os forskelligt om livet, gud og andet, og alt dette kan jo meget vel eksisterer, hvis vi forestiller os mennesket ikke har en bevidsthed, men så længe vi er bevidste, kan vi ikke opleve ikke at eksistere.
Svar
Citer
En frelser er født...
