Du: "For mig er dét, jeg tror på - og ikke kan finde bedre ord for end "det guddommelige" - noget ufatteligt stort og helt udefinerbart, som inspirerer mig til ydmyghed - og kærlighed til miraklet: Verdens Væren.
Den del af verden, vi kender lidt til, dette univers, er ved at brænde ud, siger forskere - og at solen gør det, det ved vi jo."
Siger du, at universet er døende ligesom det modsatte af Big Bang knaldet (årrh)? Jeg håber, at verden er i brand inklusiv min dumme ung hashrygende nabo, som stressende råber-skriger-griner højlydt i mange timer hver dag og aften til computerspil med andre, hvor han gerne rensende enten ryger ned eller op. Jeg har tidligere klaget til boligforeningen vedrørende hans om natten støjende festlig hærværk, hvor de stillede en stjålen cykel i trappeopgangen og om mit dørhåndtag. Han laver også andre generende beskidt rodet ting der. Her sidder jeg i det mindste istedet for dette stille og roligt til med høretelefoner musik ved jeres kamp imod hinanden.
Selv mine tanker, følelser og handlinger skabes - I nuet ligesom evigheden sker det midlertidige, men måske jeg personligt glemmer dette liv, som jeg alligevel ikke savner i den åndelig Himlens rige derefter på grund af prøvelsens ekstreme modgang og fortsat endnu lort fra den dæmoniske Homo Sapiens mishandling imod mig tilmed uden fysisk sex-omsorg og kærlighed fra mennesker (belønning). Jeg udholder endda også her en profils grimt forkerte ord, hvilke jeg kun skimmer tavst. Det guddommelige er alvidende, som derfor husker min sjæls erfaring og skabelsen, så alt igen ikke gentages forevigt ligesom et konstant mønster, deja vu eller loop på grund af glemselen. Kun det gode er muligt på en anden måde i den kun åndeligt Himlens rige (ren ´nydelses´dimension med kun godt). Nå, men tilfredsstillelse af mit egos behov hvilket forsvindet igen, så virker dermed dette heller ikke som det vigtigste uden en guddoms vilje...
Sindet fatter ikke alt ligesom den menneskelige begrænsning. Jeg forstår din ikke væren tankeleg, men vedrørende det netop her førnævnte virker ifølge min opfattelse faktisk sådan både evigt åndelig liv og Det guddommelige overvældende om eksempelvis ingen begyndelse og ende - Ikke tid og rum i virkeligheden om en´ guddoms bevidsthed (ånd) som eksistens (tidløst uendelig).