Kære Ole Bjørn!
Som from kristen kvinde, der aldrig går i kirke, men som Gud har vist den ufortjente nåde at åbenbare sin store kærlighed, hænder det, at jeg lader mig inspirere af indlæg på religionsdebatter.
Efter lidt søgning i arkivet fandt jeg en hel del bjørnetanker, som vakte min interesse. Først lidt vrede, så forundring, men siden forstod jeg, at der måtte være tale om et dybt ulykkeligt menneske, som nærer et nærmest patologisk had til både sig selv og verden. Et stakkels menneskebarn som har behov for næstekærlighed og lidt vejledning, så han atter kan finde tilbage til sig selv, det menneskelige fællesskab og verden.
Dette ulykkelige menneske har på debatten udsendt signaler, som min kristne intuition fortæller mig, må være råb om hjælp. Især har jeg hæftet mig ved den dybe smerte der lyser ud af følgende citater:
Naturen har ingen moral.
Hvad er det egentlig, du anser for "heldigt" ved, at mennesker har moral?
Forudsætningen for at finde en praktisk løsning på verdens moralske/etiske problemer er, at man gør sig problemstillingen helt klar, og undlader at vurdere den moralsk.
Målet har jeg allerede angivet, nemlig overlevelse og formering, og selv dyrene forfølger disse mål på en hensigtsmæssig måde. Ligesom naturen ikke kender til menneskeskabt moral, så bekymrer den sig heller ikke om anden "legitimitet" end naturens egne love. Derfor forekommer bevidst selvmord ikke i dyreverdenen, mens drab på egne børn eller naboens jævnligt forekommer.
Jeg har bedt og søgt svar på, hvad der dog får et menneske til at udtale så frygtelige og usammenhængende tanker. Min skaber åbenbarede i nat et budskab, som er hinsides ethvert spog, men som jeg efter ringe evne prøver at formulere i menneskenes sprog, blandet op med mine egne erfaringer fra et langt liv i kærlighedens tjeneste:
Bjørn – hvordan har De dog skaffet Dem dette forskrækkelige efternavn på halsen? Bjørnson, kan til nød gå an, for det betyder jo søn af en bjørn. Jeg havde engang en hund som hed Bjørn. Efter skrap dressur opførte den sig helt pænt og dannet, når man tænker på, at det trods alt kun var en hund. En del kunne tyde på, at De aldig har været så heldig, at nogen gad bruge tid på at opdrage Dem og give Dem kærlighed.
Det er mest nærliggende at antage, at De er et hittebarn, der har fået navnet på det børnehjem, hvor De blev anbragt. Antagelig fordi De allerede som spæd lignede et vildt dyr. Jeg har set det så tit, og det ender altid i tragedie når børn ikke får deres forældres kærlighed, men må lære at klare sig blandt de andre uønskede skarnsknægte på børnehjemmet, og slås for blot at kunne spise sig mætte, eller få en plads i solen. Den samme sørgelige historie næsten hver eneste gang. Først hader den lille kærlighedsløse knægt de andre børn, siden personalet og forstanderen, så alle autoriteter og enhver som er klogere og mere magtfuld end ham selv. Det ender næsten altid med, at den kærlighedsløse lille forvildede sjæl også hader og fornægter det mest magtfulde væsen af alle - Gud!
Jeg kan selvfølgelig tage fejl, for der findes også andre grunde, gemt i sindets krinkelkroge, som kan producere mennesker, der hader sig selv så meget som De helt åbenbart gør. Og når man hader sig selv, så kan man ikke elske andre, i stedet misunder man dem, der har kærlighed og tro i deres liv. Det er jo logisk nok, at De må hade Gud; den magt som har skabt os ud af sin uendeligelige store kærlighed, og givet os sin Enbårne Søn, så vi kunne frelses ved Ham. Deres had til Gud og Deres fornægtelse af Ham, er lige så forudsigelig som ammen i kirken i Deres sørgelige tilfælde.
De ved, at jeg er en from kristen kvinde, og De bør også vide, at mit hjerte bløder, når jeg ser hvor meget De lider, og får andre til at lide, fordi De ikke ejer troens og kærlighedens nådegave.
Mor var af den gamle skole og en mere ufølsom og barsk færøsk natur end jeg er. Hvis De havde tiltalt hende i det rendestenssprog De benytter over for næsten her på debatten, så havde hendes stok danset over Deres rygstykker indtil de var gule og blå. Mor græd, da pryglestraffen for voldtægt blev afskaffet i 1911, men holdt gilde, da den afskyelige læge, som i 1930-erne gjorde sig til fortaler for fri abort, blev sat bag lås og slå.
Men tiderne skifter og sæderne forfalder, og som altid fortrænges den sande tro af dårskab, begær og egoisme.
De bilder Dem måske ind, at De elsker kvinder, og at De viser Deres hengivenhed ved at lade kvinden bestemme over egen krop og få dræbt det spirende liv, som De selv så brændede ønskede. Det har De helt misforstået. Kvinden foragtede Dem, fordi De overlod beslutningen til hende. Derved viste De, at De var ligeglad med med både hende og det spirende liv. Det var derfor hun valgte abort og forlod Dem. Jeg har levet et meget langt liv, og har set det gentage sig så tit. Jeg er kvinde og ved, hvordan kvinder tænker og føler.
Blev manden måske skabt til at være kvindens medhjælp – eller var det omvendt? Spørgsmålet forvirrer Dem sikkert, for De bilder Dem ind, at verden og livet har skabt sig selv. De tror det ovenikøbet lige så sikkert, som Jeg tror på Vor Herre Jesus Kristus, for Deres selvhad har gjort Dem til hader af alt hvad der er skabt i kærlighed. Deres gudløse tro er ren lommeuld, for som Shakespeare sagde, ingenting kommer af intet, undtagen lommeuld. Herren sagde: Lad de små børn komme til mig. De siger: Smid dem i skraldespanden, hvis De er til besvær og i vejen. Det er på tide, at De begynder at kravle op af den skraldespand De har anbragt Dem selv i. Kom op i lyset, se glæden og mærk Hans store kærlighed, for Han er vejen, lyset og sandheden.
Hvad skal vi skal vi dog stille op med Dem, De stakkels forpinte og forvildede menneske, som må leve det absurde tomme liv, hvor Deres eneste glæde er, at forsøge at gøre Deres næste lige så mistrøstige som Dem selv?
Hvad vil De dog på en religionsdebat? Omvende de troende til ateister? Er det den sande begrundelse? Min åbenbaring fortæller mig, at De nærer et håb om her at møde Guds kærlighed, men at længslen efter mening og Gud ligger så dybt begravet i Deres sind, at De end ikke selv aner, hvorfor De kom her og bildte Dem ind at de kunne klare et formandsjob. Deres bevidste motiv var selvfølgelig, at få sagt tak for sidst til Deres mange plageånder. Men plageånder skaber man selv, de kommer ikke ud af den blå luft. Som skrevet står: Efter det mål man tilmåler andre, skal man selv få tilmålt. Gud har givet os en fri vilje, og vi bestemmer selv, om vi skal have tilmålt had eller kærlighed. De skal ikke elske Deres fjender, men opføre Dem på en sådan måde, at Deres fjender kommer til at respektere Dem og siden måske elske Dem. Det hele er meget enkelt, når man kan føle med hjertet, for Gud har bestemt, at vi ikke kan nå Ham med vor forstand, men alene gennem vort hjerte: tro, håb og kærlighed.
Så lyt til det bankende hjerte, fyld lungerne med livsånde, tøm hovedet for alle tanker – så vil De måske opleve Guds sagte stemme, der hvisker de trøstens ord som De aldrig før har hørt. Han taler om håb, om mening med livet, om døden som en ny begyndelse. Alt det De inderst inde altid har vidst, men aldrig turde indrømme, hverken over for andre eller Dem selv. Han forlanger ikke meget til gengæld for det mirakel og nye liv Han giver dig. Blot tro, håb og kærlighed, og blandt disse er kærligheden den største. For uden kærligheden var der intet. Intet univers, intet stof, intet liv, ingen tanker – der var kun det Kaos, af hvilket Gud skabte alt. Guds vilje er en vilje til at skabe gennem kærlighed og således blev alt til gennem Guds ord, det ord han også har givet os mennesker, for vi er skabt i Hans billede. Ord vi kan bruge til at takke ham for livet og kærligheden han har givet os for intet. Eller ord vi kan bruge til at fornægte Ham, og bande Ham langt væk. Men ligegyldigt hvor meget vi forbander Ham, hvor meget vi hader Ham, hvor meget vi skader næsten, så venter Han med uendelig stor tålmodighed på, at vi besinder os, angrer vore synder og finder vejen til lyset og kærligheden før det er for sent. For når livets flamme går ud, uden at vi har fundet kærligheden – så er det for sent!
Det er ikke sjælen der får et evigt liv, det er blot en gammel talemåde, det er den kærlighed vi har i os, som er evig, fordi den er Guds gave. Det hele er så enkelt, når blot man ejer troens nådegave, så jeg vil be til Gud om, at også Ole Bjørn bliver velsignet med Hans nådegave. Men du må selv gå et stykke af vejen, ellers møder du aldrig Gud.
Har jeg rystet dig? Du havde nok forventet noget andet af en ældre kristen kvinde, der udtaler ord, man desværre alt for sjældent hører de kristne tage i deres mund her på debaten.
Du bør betragte mig som den samvttighed du mangler. Som en, der kan dukke op hvor som helst, når som helst, når du mindst venter det. Og jeg kan antage en hvilken som helst skiggelse og sige ord, som du aldrig før har hørt, for jeg lever som en ånd i cyberspace. Jeg er ingen kvinde, og jeg er alle kvinder på én gang.
Hver gang du er ved at give efter for dine onde instinkter skal du tænke på mig, og besinde dig. Jeg er både din onde ånd og din gode fe. Om jeg skal være det ene eller det andet bestemmer du helt frit, for skaberen har udstyret dig med en fri vilje. Tænk, at vise så meget tillid til et væsen, som har mulighed for at tilføje sig selv og andre så meget ondt. Hvem andre end Gud ville vove noget sådant? Det kræver en overjordisk kærlighed som vi end ikke kan fatte.
Du skal ikke være bange for Gud, selv om Han både er evig, almægtig og alvidende. For hans kærlighed er så stor, at du slet ikke føler dig som en lille ubetydelig synder – et støvfnug i hans store univers. Du føler dig blot tryg og hjemme når du oplever Ham. Måske har du mødt Ham, men forvekslet Ham med noget andet, fordi du endnu ikke har fået øjne at se med og ører at høre med, så du kan se og høre når Han kalder på dig. Det kræver lidt øvelse, men hvis du har viljen og blot en lille smule tro, så vil du sikkert møde Ham. Så vil du slet ikke kunne forstå, hvordan du har kunnet overse Ham. Og har du blot set Ham én gang, så er Han altid for dit indre blik og øre. Tro mig, sådan er det bare med Ham Gud, som kan fylde hver eneste af vore jordiske dage med glæde, mens vi selv let kan gøre dem til en plage. Hver dag har nok i sin plage, men vi bestemmer selv, hvornår plagen bliver afløst af glæden. Det er livets mirakel.
Glem alt om kirker og trossamfund, der finder du sjældent Gud. Du skal finde ham selv, måske med lidt hjælp fra din gode fe, eller hvis du har nogen som virkelig elsker dig, så kan de give dig et lille skub i den rigtige retning.
Nu venter vi blot på, at du skal genopstå som et nyt helt menneske fyldt med kærlighed i stedet for selvhad. Du bestemmer selv, om vi skal opleve et mirakel, eller om du fortsat vil vandre omkring i en ond cirkel, med den ene fod sømmet fast, og leve et skyggeliv. Gør dig fri af dit gamle forslidte jeg, smid det væk og bliv et ægte levende menneske - det er mit håb og ønske for dig.
Hvis du mærker en prikken i nakken, så er det din gode fe der ser på dig fra cyberspace. Så er det, at du bør standse op og tænke efter, før du gør noget forkert.
Resten er helt op til dig selv!
Mange kærlige hilsner
Sørine Nannestad
Svar
Citer
