|
0
registrerede
450
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: OM DEBATKULTUR OG DEBATTERRORISME.
|
Hvad er god debatkultur?
Det hersker der delte meninger om, så der kan være en vis idé i at få afklaret de holdninger, som vi hver især har til dette begreb. Jeg har selv indført begrebet debatterrorisme som en betegnelse for, hvad jeg selv ikke anser for god debatkultur.
Men før jeg redegør for dette, kan det være nyttigt at gøre sig klart, at debattørerne i en åben debat som denne har vidt forskellige motiver til at deltage. Nogle er her for at pleje en speciel agenda, som kan være af religiøs, politisk, filosofisk eller humanitær art, eller at man har nogle specielle interesser/kæpheste, som man gerne vil hverve tilhængere til.
Andre er her på grund af et uopfyldt kontaktbehov til omgivelserne, eller fordi de ikke føler, at deres omgivelser giver dem tilstrækkelig anerkendelse. Nogle søger åndsfæller til at hygge sig sammen med, og andre er her for at tilfredsstille deres aggressive tilbøjeligheder gennem verbale slagsmål og andre igen for at udveksle viden med andre og finde inspiration til at udvide sin egen horisont.
Flere forskellige motiver kan findes i den samme debattør. Selv deltager jeg af tre forskellige men forenelige årsager, men når alle disse forskelligartede interesser blandes sammen i samme debat, opstår der uvægerligt gnidninger, der kalder på den latente aggressivitet, som vi alle rummer. Når den eskalerer får vi debatterroristen.
I virkeligheden er det ret indlysende. Mennesket er et flokdyr, og vores adfærdsmønster minder meget om vore nærmeste artsfællers blandt primaterne. Vores daglige kontakter overstiger sjældent 30 individer, og vores totale bekendtskabskreds (bruttoflokken) omfatter normalt færre end 100 individer.
Alle flokke organiserer sig i en form for hieraki. Hos høns kalder vi det hakkeorden, hos aber har vi alfaer og betaer men også tværgående alliancer af mere kompleks natur, og hos mennesker er der talrige underhierakier hvor placeringen af et individ benævnes status. At finde en tilfredsstillende plads i dette komplicerede system volder vanskeligheder for mange, og herved opstår debatterrorismen.
Man kan inddele debatterroristerne i en række kategorier, der gør det nemmere at identificere dem.
Fanatikeren.
Han/hun kendetegnes ved, at alle indlæg bedømmes efter, om de er for eller imod ”sagen”. Argumentationsformen består væsenligst af stribevis af citater af autoriteter eller fra hellige skrifter. Nogen frugtbar debat bliver der ikke tale om, for fanatikeren er ikke indstillet på at ændre mening på noget som helst punkt, uanset hvilke argumenter, der fremkommer. I grelle tilfælde bombarderer fanatikeren debatten med sine citater.
Den selvglade.
Han/hun lever i en fantasiverden, hvor der gives svar på alt. Desværre forstår omgivelserne ikke, at den selvglade som den eneste kender alle disse svar, og den selvglade vil derfor håne enhver som drager svarene i tvivl og skamrose dem, som giver ham/hende ret i den mindste smule. Underforstået er dog, at de roste personer nok har fattet noget, men aldrig kan blive den selvglades jævnbyrdige. Argumentationsformen er ofte uhyre langstrakt og kompliceret, og fyldt med selvmodsigelser grundet mangel på konkret viden.
Den retfærdige.
Han/hun er moralens Vogter med stort V. Der findes kun én rigtig moral, og det er den retfærdiges. Det gør den retfærdige klart for enhver debattør, der vover at antyde noget andet. Den retfærdige blander sig uopfordret i andres dialoger, ofte for at sætte dem begge på plads. Argumentationsformen minder om voksnes udskældning af naboens uvorne børn. Når to retfærdige med hver sin moral mødes på debatten, slår det gnister.
Kværulanten.
Han/hun er rethaverisk helt ud i absurditeten. Kværulanten forfølger stædigt sit offer med ordkløveri, og petitesser og gentagelser af de samme spørgsmål igen og igen indtil han/hun har fået ret. Kværulanten gennemsøger konstant alle sit offers indlæg, også i andre debatter, for at finde en detalje at kværulere over. Hvis offeret undlader at svare på spørgsmålene, som ofte er tåbelige, bliver dette blot gjort til et nyt klagepunkt.
Mystikeren.
Han/hun ser dybere end alle andre, men er klar over, at livsvisdom ikke kan udtrykkes i klare ord, men kun i forblommede symbolske bemærkninger. Dem deler mystikeren villigt ud af over hele debatten uanset hvilket emne, der diskuteres. Mystikere er sjældent aggressive, så de er blot et forstyrrende element i diskussionerne, da ingen forstår, hvad de mener.
Alle de ovenstående tendenser kan i mindre grad findes i mange indlæg. De bliver først til debatterrorisme, hvis de overdrives, så de virker dominerende i debatten. Mange af problemerne med disse former for manglende debatkultur kunne undgås, hvis debatten blev delt op i flere separate debatter, men så længe debattens forside optræder som en sammenkogt ret, er sådanne problemer uundgåelige.
Jeg besvarer gerne spørgsmål om ovenstående fra alle undtagen deciderede kværulanter. 
Mvh
Ole Bjørn ;)
|
|
|
|
