annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 19546651
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2611869
Åndelig Føde 2390593
Et andet syn 2155696
Så er der linet op... 1827418
Galleri
Efter en tur i Vesterhavet
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 22 gæster og 191 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 1 af 49 1 2 3 ... 48 49 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#2924 - 15/08/2008 17:07 MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien

MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR

Efter i en længere årrække at have deltaget på diverse religionsdebatter føler jeg behov for nu at gøre en slags overordnet status ud fra de erfaringer jeg har gjort.

Troende har jeg aldrig været. Men min egen gennemtænkning af vor eksistentielle situation, ikke mindst i debat med begavede debattører, har dog tvunget mig til at ændre holdning fra ateisme til agnosticisme. Absolutisme af enhver art byder mig imod, både i filosofien, i naturvidenskaben (emperisme) og især i det religiøse univers.

Megen ateisme tager form af en anti-metafysisk absolutisme der ikke er meget forskellig fra religiøs fundamentalisme og fanatisme. Richard Dawkins definerer denne radikale form for ateisme på en ret mystisk måde. I ateisternes nye ”Bibel”, som jeg for provokationens skyld har kaldt Dawkins bog fra 2006: ”THE GOD DELUSION” (vrangforestillingen om Gud) defineres ”stærk ateisme” ved en sammenligning med dybdepsykologen Jungs udtalelse om, at han ikke TROR på GUD, men VED at "Han" eksisterer.

Rationelt set kan Jung selvfølgelig ikke VIDE, at Gud eksisterer, han er som alle andre mennesker henvist til at TRO, at Gud eksisterer, eftersom ordet TRO netop betyder at holde noget for sandt uden tilstrækkelig rationel begrundelse for, at det vitterligt er sandt.

Det undrer mig, at en videnskabsmand som Dawkins ikke kan finde anden måde at definere ”stærkt ateisme” på end ved at tage udgangspunkt i hvad en stærkt troende mystiker som Jung føler om den sag. Dette sammenholdt med, at Dawkins opstiller et spektrum af sandsynligheder for hvordan mennesker kan forholde sig til Guds mulige eksistens, hvor det ene ekstrem er Jungs VIDEN om Guds eksistens der udtrykkes ved en 100% sandsynlighed for at Gud eksisterer. I den anden ende af spektret finder vi så den ”stærke ateist” der med 100% overbevisning VED, at Gud ikke eksiterer.

Alle andre holdninger til Guds mulige eksistens placerer Dawkins så i fem mellemkategorier der spænder over forskellige gradueringer af teisme, agnosticisme og ateisme.

Ud fra en rent logisk gennemtænkning må konklusionen nødvendigvis være, at begge yderpunkterne i spektret er inkonsistente og derfor umuligt kan være sande fordi de bryder med sprogets implicitte logiske struktur. Begge yderpunkter opløser betydningen af ordene tro og viden hvorved sproget bliver meningsløst. Og meningsløst sprog kan med ganranti ikke anvendes til at beskrive virkeligheden rationelt med, hvilket vel burde være en erklæret ateistisk videnskabsmands fornemste opgave.

Retfærdigvis skal det siges, at Dawkins ikke placerer sig selv blandt de ”stærke ateister”, men i gruppen lige før: ”Meget lav sandsynlighed, tæt på nul. De facto atheist. Jeg kan ikke med absolut sikkerhed vide, at Gud ikke eksisterer, men jeg antager at Guds eksistens er yderst usandsynlig og jeg lever mit liv ud fra den antagelse, at ”Han” ikke eksisterer."

Så hvad er det egentlig diskussioner på religionsdebatter handler om? Er det en diskussion om hvorvidt man anset Gud eksistens for 37% eller 79% sandsynlig, eller hvad pokker går debatten ellers ud på?

Mit bud er, at sådanne debatter handler mindre om Gud og det hellige, end om forskellige måde at tænke og føle på og forholde sig til hvad vor sande eksistentielle situation er. I betragtning af, hvor sjældent rationelle argumenter og egen selvstændig rationel gennemtænkning flytter personer fra den teistiske side af demarkationslinien til den agnostiske/ateistiske side er der stærke indicier for, at det mere er et spørgsmål om hvordan vi individuelt er struktureret rent mentalt, dvs. den måde vi tænker og føler på, end det er rationelle argumenter eller stærke følelsesmæssige apeller (missionsvirksomhed) der flytter os holdningsmæssigt.

Den eneste jeg kender som gennem rent rationelle logiske overvejelser har forladt den stærke teistiske tradition han var født ind i, som var islam, og er endt i en ateistisk position som Dawkins, er Ibn Warraq, forfatteren til bøgerne ”Why I am Not a Muslim” (Derfor er jeg ikke muslim) og ”Forsvar for Vesten” (Defending the West), som jeg netop har modtaget, men endnu ikke fået læst.

Warraqs inspiration til at tænke sig ud af islam skyldtes ikke mindst en bog af filosoffen og logikeren Bertrand Russel med titlen ”Why I Am Not a Christian" (Dansk titel: ”Hvorfor jeg ikke er kristen”), baseret på et foredrag filosoffen holdt i 1927:

”Jeg siger med fuldt overlæg, at den kristne religion, således som den er organiseret i dens kirker, har været og er stadig den primære fjende af moralske fremskridt i verden. Russell konkluderer:

Citat:
”Efter min opfattelse er religion primært baseret på frygt. Den skyldes dels den terror det ukendte udøver og dels, som jeg har sagt, ønsket om at føle at du har en slags ældre broder som vil bistå dig i alle vanskeligheder og konflikter ... En god verden har behov for viden, venlighed og mod; den har ikke behov for beklagelig hængen fast i fortiden eller en indespærring af den frie intelligens (eller tanke) af ord sagt for lang tid siden af ignoranter.”


Det som kendetegner Russells, Warraqs og Dawkins opgør med den religiøse tro er primært fokuseret på en kritik af de monoteistiske religioners inkonsistente myter og mirakler samt dens udartninger i blodig vold, religionskrige, menneskelig fornedrelse, slaveri, intollerance, genocide og diskrimination, end i en bestræbelse på rent logisk at tilbagevise det bagvedliggende metafysiske fænomen: troen på, at der findes en magt som står over mennesket og naturlovene der har skabt verden og livet.

En sådan metafysisk falsifikation må nødvendigvis være begrebslogisk eller opgives. Kant og andre filosoffer har modbevist de skolastiske gudsbeviser samt Descartes modificerede version af det ontologiske gudsbevis. Et væsen med de egenskaber Gud tillægges i monoteismen kan ganske enkelt umuligt eksistere, idet det forsøger at spænde over både det empiriske og det nødvendige, hvilket logisk set er en umulighed.

Så skulle man jo umiddelbart antage, at hvis religionerne af rationelle ateister blev fordrevet fra samfundet og erstattet med et rationelt samfundssystem, hvor de troende fejltænkninger blev aktivt bekæmpet, efter at religion var defineret som en skadelig illusion eller vrangforestilling, så kunne menneskene skabe et jordisk paradissamfund præget af fred, velstand frihed og lighed.

Det var kort sagt hvad den revolutionære marxisme-leninisme forsøgte at nå frem til med forestillingerne om det kommunistiske idealsamfund.

Denne kommunisme kaldte sig selv for videnskabelig og den byggede på nogle empiriske økonomiske analyser af den tidlige engelske industrialisme og nogle filosofiske teorier af filosoffen og økonomen Karl Marx. Uden her at gå i detaljer med teorierne kan det blot konstateres, at kommunismen i Guds sted satte andre metafysiske forestillinger. Primært forestillingen om eksistensen af nødvendige historiske love som ville føre alle samfund mod samme endemål - sluttilstanden i det kommunistiske idealsamfund.

Marx er inspireret af Hegel og ser historien som en dialektisk proces. Mens historiens drivende kræfter hos Hegel er åndelige, så er de for Marx økonomiske (materielle). I hans teori styres udviklingen af forholdet mellem ejendomsforholdene og produktionsmidlerne. Produktionsmidlernes udvikling kræver ændrede ejendomsforhold; som igen muliggør en ny udvikling af produktionsmidlerne, indtil der kan skabes et samfund, hvor privatejendomeretten til produktionsmidlerne kan ophæves, og alle er frie.

Selv om Hegel og Marx er uenige om, hvilke kræfter, der driver historiens udvikling, så er de dog enige om, at historien har et mål. Og selv om de er uenige om, hvad friheden indebærer, og hvorledes det frie samfund skal organiseres, så er de dog enige om, at historiens mål består i, at friheden udstrækkes til alle.

I dag ved vi, at ”den virkeliggjorte socialisme” ikke var levedygtig som rationelt samfundssystem, fordi det brød sammen indefra i 1991, efter at være udartet i forbrydelser mod menneskeheden i et omfang som får selv de værste forbrydelser begået af de monoteistiske religioner gennem et par tusinde år til at blegne.

Som jeg ser det er kommunismen en erstatningsreligion som derfor i princippet er præget af den samme stærke irrationelle metafysiske tro som de egentlige religioner og derfor ender samme sted – fastlåst i en ubrydelig dogmatisk fundamentalisme, reduceret til en selvopfyldende profeti hinsides enhver rationalitet.

Filosoffen og logikeren Bertrand Russel var en af de få vestlige tænkere som ret kort efter den såkaldte oktoberrevolution i 1917 analyserede sig frem til inkonsistenserne i marxismen-leninismen – bolshevismen – som den kaldtes dengang, og dømte den ude både etisk og logisk.

Oprindeligt udtrykte Russell, der var socialist og pacifist, store forhåbninger til ”det kommunistiske eksperiment”.

Efter et besøg i Sovjetunionen i 1920, hvor han blandt andet mødte Lenin, var han ikke imponeret over hvad han så. Da han vendte tilbage til England skrev han en kritisk analyse om Bolshevismens praktik og teori (The Practice and Theory of Bolshevism). Om sine oplevelser siger Russell, at han var ”uendelig ulykkelig i denne atmosfære – stivnet i dens utilitarisme (nytteetik), dens ligegyldighed over for kælighed, skønhed og livets impulsive karakter. Han sammenlignede Lenin med en religiøs fanatiker, kold og ikke i besiddelse af kærlighed til frihed."

Når jeg har fokuseret på Russells umiddelbare følelser efter oplevelsen af det kommunistiske eksperiment frem for hans rationelle argumenter imod kommunismen, så er det for at anslå hovedtemaet i dette diskussionsoplæg: Vi føler os instinktivt tiltrukket eller frastødt af noget og bagefter forsøger vi at begrunde hvorfor vi føler som vi gør. Er man rationalist og logiker må man selvfølgelig angive rationelle grunde til at man tager afstand fra et eller andet.

En simpel gennemtænkning af vor situation som historiske væsener, som enhver rationel tænkende person i princippet kan foretage, fører til, at man må forkaste muligheden af eksistensen af nødvendige historiske love der fører mod et bestemt slutmål for historien.

En anden simpel gennemtænkning af det kommunistiske eksperiment, der angiveligt byggede på videnskabelighed, må ende med hvad allerede filosofferne Moore og Hume fastslog for godt et par hundrede år siden, at man ikke kan slutte fra en eller flere påstande om, hvad der ER tilfældet til hvad der BØR være tilfældet. Man kan altså ikke slutte fra deskriptive (empiriske fakta) til en normativ konklusion. Da den empiriske videnskab ifølge sit grundparadigme alene er deskriptiv, kan der heller ikke på grundlag af Karl Marx empiriske økonomiske analyser sluttes til en normativ konklusion om, hvordan samfundet derfor BØR indrettes. Sagen er yderst simpel: Enten må etikken begrundes begrebslogisk eller også må den tros. Andre muligheder gives ikke rent principielt.

En begrebslogisk analyse af om det overhovedet er logisk muligt, at der kan eksistere nødvendige historiske love der fører udviklingen mod et bestemt mål fører til, at dette logisk set er udelukket.

I stedet for her at gengive den begrebslogiske tilbagevisning, der er ret omfattende, skal jeg henvise til filosoffen og videnskabeteoretikeren Karl Poppers korte og enkle tilbagevisning:

Citat:
"Det er umuligt at forudsige historiens fremtidige forløb, for den historiske proces påvirkes i høj grad af væksten af den menneskelige viden, og vi kan ikke ved rationelle eller videnskabelige metoder forudsige den fremtidige vækst af vore videnskabelige viden."


Det er altså ikke så nemt at nå frem til idealsamfundet ved blot at få sat religionen fra bestillingen som de mange hundrede millioner stærkt troende ateistiske kommunister bildte sig ind for blot et par årtier siden. At det kommunistiske eksperiment fjernede sig mere og mere fra sine utopiske mål og til sidst brød sammen, og fra start af kunne forudsiges at ville gøre det gennem en rent rationel logisk analyse af dens forudsætninger og dogmer, som den Russell foretog, falsificerer ikke ateismen som sådan, men sætter et stort spørgsmålstegn ved menneskets iboende evne til at tænke abstrakt rationelt og logisk.

Igen er det Russell der udtrykker sammenhængen kort, klart og overbevisende i den følgende sammenstykning af citater:

Citat:
Begær, følelser, lidenskaber er de eneste mulige bevæggrunde til handling. Fornuften er ikke en bevæggrund, men kun en regulator. ... Det, der er galt med verden er, at de dumme er så skråsikre på alting - og de kloge er så fulde af tvivl. ... Jo mere vi indser vor ubetydelighed og magtesløshed i forhold til universets magter, jo mere forbavsende er det, hvad mennesket har nået. ... Så vidt jeg erindrer, er der ikke ét eneste ord i den hellige skrift, der roser intelligens. ... Men are born ignorant, not stupid. They are made stupid by education. … A truer image of the world, I think, is obtained by picturing things as entering into the stream of time from an eternal world outside, than from a view which regards time as the devouring tyrant of all that is. … Aristotle maintained that women have fewer teeth than men; although he was twice married, it never occurred to him to verify this statement by examining his wives' mouths. … Dogmatism and skepticism are both, in a sense, absolute philosophies; one is certain of knowing, the other of not knowing. What philosophy should dissipate is certainty, whether of knowledge or ignorance. … Every philosophical problem, when it is subjected to the necessary analysis and justification, is found either to be not really philosophical at all, or else to be, in the sense in which we are using the word, logical. … If any philosopher had been asked for a definition of infinity, he might have produced some unintelligible rigmarole, but he would certainly not have been able to give a definition that had any meaning at all. … Religion is something left over from the infancy of our intelligence, it will fade away as we adopt reason and science as our guidelines. … "What a man believes upon grossly insufficient evidence is an index into his desires -- desires of which he himself is often unconscious. If a man is offered a fact which goes against his instincts, he will scrutinize it closely, and unless the evidence is overwhelming, he will refuse to believe it. If, on the other hand, he is offered something which affords a reason for acting in accordance to his instincts, he will accept it even on the slightest evidence. The origin of myths is explained in this way."


I dette debatoplæg vil jeg forsøge at se tingene i et nyt perspektiv, ved at give vor erkendemæssige usikkerhed en større plads. Kort sagt jeg vil træde endnu et skridt tilbage fra en absolutisk sprogfilosofisk position til en pragmatisk og fallibilistisk, omtrent der hvor filosoffen og videnskabeteoretikeren Karl Popper stod. Og jeg vil lede efter forklaringen på individets eksistentielle og religiøse eller anti-religiøse holdninger i en dybdepsykologisk teori om hvordan vi tænker og føler.

Ud over hvad jeg allerede har nævnt i indledningen ligger der dels min egen introspektion til grund for disse overvejelser, dels et udsagn som jeg gennem årene har hørt fra mange troende: Det er ikke mig der har valgt troen, det er troen (eller Helligånden) der har valgt mig. Måske er der mere sandhed i dette udsagn end hvad man umiddelbart skulle tro. Måske vælger vi ikke troen eller vantroen, men den måde vi mentalt er struktureret på har allerede foretaget valget for os eller i det mindste bestemt hvor omtrent vi føler os bedst hjemme i de af Dawkins opstillede syv kategorier. Hvis vi af grundindstilling har tendenser i retning af religiøs tro og fødes ind i en muslimsk kultur, er det mest sandsynligt at den konkrete religion vi overtager ved kulturel arv bliver islam og nøjagtig det samme gør sig gældende for personer født ind i en kristen kultur. Fødes vi ind i en rationalistisk ateistisk subkultur, med forældre som eksempelvis begge er videnskabsmænd, så er det overvejende sandsynligt, at vi havner i en ateistisk eller agnostisk position.

Min mor var stærk ateist, mens min far var en svagt troende kulturkristen, som aldrig gik i kirke undtagen han var tvunget til det af sociale traditionsmæssige grunde. Da jeg meldte mig ud af folkekirken som 20-årig fordi jeg ganske enkelt ikke kunne bringe mig selv til at tro på myterne og dogmerne spekulerede jeg også på, om min genetiske og kulturelle arv skulle have noget med mit valg at gøre.

Ifølge adfærdsgenetikkens seneste resultater beror aldrig mere end omkring 50% på genetisk arv, mens især de erfaringer vi gør alene uden for familiekredsen har større indflydelse på vor karakter og personligheds formning end alle andre påvirkninger.

Rent logisk kan vi tænke os frem til, at vi i princippet besidder en fri vilje, men i praksis er det ikke ret mange af os der benytter sig af denne mulighed for at tænke sig bag samfundets normer og traditioner og spørger om, hvad man bør gøre, hvad det er mest rationelt at gøre. Det er der mange forskellige grunde til, og de behøver ikke nødvendigvis alle at hænge sammen med vor dyriske, irrationelle og instinkstyrede natur, men måske mere med vor sociale situation og angsten for at bryde med det etablerede fællesskab man er en del af, hvis man alene søger at forholder sig rationelt til tilværelsen.

På trods af de nævnte forbehold finder jeg den bedste forklaring på, at det hellige og ærefrygten for tilværelsens mystiske sider – for Gud - har præget mennesket siden urtiden for at ende med den monoteistiske religion for små 4.000 år siden, må skyldes to primære faktorer. For det første, at religion er et adaptivt fænomen. Det vil sige at religionen med dens myter, tabu, dogmer, forbud og påbud giver samfund der er således organiseret højere kulturel fitness i forhold til samfund der er organiseret uden en religiøs eksistentiel totalforklaring eller samfund hvor den enkelte stilles helt frit i alle åndelige sprøgsmål.

Islams relative succes over for kristendommen i dens første erobringsfase fra det sjette århundrede, hvor kristenheden hurtigt mistede en tredjedel af sit kerneland i Afrika og Asien, viser, hvor effektiv en fanatisk dogmatisk regelstyret religion er som magtinstrument i kultussfæren i forhold til en kristendom der havde erstattet en detaljeret pligtlære med nogle overordnede etiske princippet om næstekærlighed og nogle hellige tekster som den troende selv skal fortolke på en konsistent måde så hans tro kommer til at hænge sammen og bliver meningsfuld.

Det er et faktum at hovedparten af menneskeheden i vor rationelle og videnskabelige tidsalder bekender sig til en eller anden religiøs tro. Omkrring 85% erklærer sig som religiøst troende i et eller andet omfang, mens de resterende 15% består af en mindre gruppe ateister og en lidt større gruppe agostikere.

Det er dette faktum min hypotese prøver at forholde sig til ved at give en bagvedliggennde konsistent forklaring. Jeg påstår selvfølgelig ikke, at min hypotese er den eneste mulige eller den fulde forklaring på tingene, men den bryder den onde cirkel diskussionerne mellem troende og ikke troende synes at fange begge parter ind i. Man kommer ganske enkelt ingen vejne med sådanne diskussioner for det er yderst sjældent, at nogen ændrer grundholdning. Det eneste der stor set opnnås er, at teisterne lærer nogle bedre argumenter for at fastholde deres tro og de vantro nogle bedre grunde til at forklive i deres overbevisning.

Som bekendt er vi alle forskellige både fysisk og mentalt når vi ser nærmere efter, selv om det som definerer os som mennesker eller personer (væsener med sansning, sprog og logik) dog vejer langt tungere end de detaljer som adskiller os fysiologisk og neurologisk.

Denne variationsmekanisme hænger sammen med den måde evolutionen arbejder på. De tre grundelementer er som bekendt: Variation (metation), selektion og reproduktion.
Uden variation ville der ikke finde nogen evolution sted, for da ville selektionsmekanismen ikke have noget at arbejde med. I kombination frembringer evolutionens tre grundprincipper forskellige arter med forskellige egenskaber som konkurerer indbrydes og med hinanden om overlevelse og størst mulig reproduktion.

Mennesket er den senest tilkomne art i en udviklingslinie hvor humanoiderne skilte sig ud fra de store primater for godt 10 millioner siden. Vor art er måske blot omkring 50.000 år gammel og dette biologisk set korte tidsrum kan være en af grundene til at vi ikke som alle andre arter er udspaltet i en række underarter (sub speices) således som det generelle mønster ellers er. Mennesket er alene udspaltet i de underarter vi kalder negroide, sorte, gule og hvide etc. Det som populært, men fejlagtigt betegnes som forskellige menneskeracer. Definitionen på en art er som bekendt, at alle medlemmer af arten kan avle levedygtigt og frugtbart afkom indbrydes. Som følge af globaliseringen – en proces som begyndte for mindst 5.000 år siden – og som stedse er accellereret, synes vor art at konvergere rent fysiologisk hvor alle andre arter udviser tendens til at divergere og udspalte sig, først i underarter og siden i nye selvstændige arter. Det synes som om, at evolutionen her har skabt sin egen afløser i form af menneskets kulturevne, hvorved variationsprocessen er sat i stå. Selvfølgelig er vi også underkastet genetisk selektion, så det er mest korrekt at tale om en co-evolution mellem genetisk og kulturel selektion. Der hvor variationerne forekommer er i ånds- og kulturhistorien hvor hvorskellige måder at forholde sig til tilværelsen på og at indrette samfund på kæmper om magten. Så variationsmekanismen er blot løftet op til at udfolde sig på et højere plan hvor forskellige ideer kæmper om opmærksomheden og magten i kultussfæren.

Nu har jeg tidligere været kritisk over for Richard Dawkins, der selvfølgelig besidder mange evner og har en stor videnskabelig intuition og fantasi. Jeg har beskyldt ham for ikke at kunne tænke uden for det etablerede evolutionsparadigme, hvilket ikke er helt korrekt og retfærdigt.

Takket være Dawkins kreative fantasi og viden er der faktisk etableret et helt nyt videnskabeligt felt kaldet memetik. Ordet meme er konciperet af Dawkins, der ser memer som en slags kulturens gener analogt med de gener som indeholder de informationer der er nødvendige for at konstruere vore kroppe og organer.

Her en kort præsentation af oprindelsen til memetikken:

Teorien om memer blev først fremsat som en sidebemærkning i 1976 af zoologen Richard Dawkins i bogen ”The Selfish Gene”. Her hævder han at det er generne (og ikke hele organismen) som er det afgørende element i evolutionen. Det underbygger han med at generne reproduceres, spredes og muteres efter det mønster som Darwin skitserede.

I slutningen af bogen forsøger Dawkins at sætte sin teori i relief og forestiller sig at der kan findes andre replikatorer end genet. Som sidestykke til genet opfinder han ordet ”meme”: enheden for kulturel evolution. Det kommer af det græske ord for efterligning ”mimeme”, og for at understrege parallellen til biologien er det forkortet, så det lyder som ”gene”.

Dawkins’ hypotese skulle vise sig at blive til meget mere end en perspektiverende afslutning. Psykologer, sociologer og antropologer har siden diskuteret teorien livligt, og der er blevet skrevet bøger og artikler om emnet. Bedømmelserne går lige fra udråbelser af memetikken til at være den endelige kulturteori til blanke afvisninger af teorien som ny vin på gamle flasker.

Det nyeste og mest grundlæggende indføring i memetik er Susan Blackmores ”The Meme Machine” fra 1999. Her er ”mem-maskinen” mennesket - et viljeløst apparat der lever for at reproducere memer.
Når mange memer er samlet og udgør en helhed, taler man om memeplexer. Det kan være større ideologier, religioner eller livsopfattelser. Og endelig har vi det enkelte menneskes identitet som består af alle de memer der findes i personens hjerne — i moderne memetik kaldes det for ’selfplex’.


Memetikken omfatter altså en meget stor del af alt det der foregår når mennesker omgås. Netop dét er både memetikkens svaghed og styrke. Teorien er forholdsvis let at forstå fordi den er så simpel i sin definition, men teoriens omfang gør også at den for eksempel implicerer en fuldstændig fornægtelse af ’jeg’et. Jeg vil her se på hvad det kan betyde i et retorisk perspektiv, men først er der et par ting der skal slås fast om memerne.

Som bekendt anser jeg ud fra en begrebslogisk analyse den eksisterende evolutionsteori som en ret ringe teori, der end ikke opfylder kravet om videnskabelighed, da den er udformet som en tautologi og derfor ikke kan falsificeres. Popper mente at evolutionsteorien var at betragte som et metafysisk forskningsprogram, ligesom han påpegede dens tautologiske svaghed. Det samme resultat er man nået til i biosemiotikken hvor livsprocessen primært ses som produktion, udveksling og tydning af tegn og signaler på alle niveuer fra det genetiske celleulære til det sprog mennesker anvender for at beskrive verden og deres situation i verden på en meningsfuld måde. Liv handler således dybest set om mening.

Den samme kritik jeg har rettet mod Dawkins teori hvorefter det faktum, at hele genomet reproduceres i hver eneste celle skal forklares som en selektionsmæssig fordel for visse gener, mens jeg ser dette træk som definerende for liv, retter jeg mod Susan Blackmores ”Meme maskine”. Livet kan umuligt reduceres til fysik og kemi og rent fysisk kausale love der blot gør os til avancerede maskiner (robotter) styret af en kombination af gener og mener der søger at realisere deres selviske interesser uden at vi er bevidste derom, hvorfor vi lider af den illusion at besidde fri vilje.

Det livs- og menneskesyn disse biologer og store dele af naturvidenskaben repræsenterer er heldigvis kommet under angreb fra deres egne i disse år, og ikke blot fra ”teistiske fejltænkninger med vrangforestillinger" der ævler om intelligent design i naturen efter at have opdateret det teleologiske gudsbevis så dette ”meme” måske kan overbevise tvivlere i vor rationelle verden om muligheden for at det er Gud, som er den almægtige skaber og konstruktør af livets formålsrettethed.

Trods alle disse forbehold anser jeg teorien om de psykiske grundprocesser for værdifuld som en del af en forklaring på hvorfor mennesker tænker og føler så forskelligt som de rent faktisk gør på alle tilværelsens områder. Og mest udpræget når det gælder den religiøse tro contra den rene ateisme.

Ganske kort går min hypotese ud på, at den opdeling af vore mentale processer i primære og sekundære processer med hvert deres særpræg er struktureret forskelligt i hver eneste af os. Grundlæggende er den struktueret genetisk ligesom vore grundlæggende karaktertræk nok også er det, men det er klart at miljøjet – de individuelle erfaringer især i den tidlige barn- og ungdom, også spiller en væsetlig rolle for hvor vi ender rent tanke- og følelsesmæssigt og dermed holdningsmæssigt.

Her kommer teorien uden yderligere kommentarer fra min side. Herefter kan enhver læser gøre sig sine egne tanker om hvorvidt den kan forklare noget som tidligere lå i det dunkle eller mystiske. Og derfra kan vi så tage den videre diskussion:

Citat:
DE PSYKISKE GRUNDPROCESSER

En af dybdepsykologiens vigtigste opdagelser er ifølge Erling Jacobsen, at organiseringen af følelser er meget nært forbundet med organiseringen af tankerne. Der er ikke én måde at føle på og en anden måde at tænke på, men to måder at tænke og føle på, den ene er primærprocessen, hvor følelserne og tankerne er ustabile, og den anden er sekundærprocessen, hvor de er stabile.

At tanker og følelser er stabile i sekundærprocessen betyder, at der er knyttet stabile følelsestoner eller følelseskvaliteter til de sansninger, emotioner og forestillinger man har, således at man kan identificere og eventuelt genkalde billederne af dem. Denne evne til stabil binding af følelsestoner er nødvendig for at der kan udvikles først genstandsbevidsthed og siden jegbevidsthed hos barnet. Og evnen er ligeledes betingelsen for dannelse af sproget, herunder de logiske konstanter.

Hertil kommer, at sekundærprocessen sætter et menneske i stand til at stille de følelsesmæssige behov i bero eller helt ændre deres retning, fx ved sublimering. Hvorimod primærprocessen er indrettet sådan, at man ubetinget og øjeblikkeligt søger tilfredsstillelse af opståede behov, og at intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften. Evnen til at kunne holde pinagtige følelser og tanker borte fra bevidstheden, altså fortrængningen, beror også på evnen til at danne stabile følelsesbindinger.

Summarisk gælder for primærprocessen følgende:

Følelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense. De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet. Intense følelser oversvømmer organismen og ødelægger dømmekraften. Følelserne er forskydelige. En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro totoreglen) To ting der har den mindste lighed betragtes som fuldstændigt identiske. Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning). Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed. Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid. Der er intet skel mellem jeget og omgivelserne. De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet (en ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde). Der er ofte ambivalens over for samme genstand.

For sekundærprocessen gælder:

Følelsestonerne er stabilt bundet til deres genstande, og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen. Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser (behovstilfredsstillelse kan prioriteres). Sproget opnår præcision: Objekter kan identificeres, klassifikation, generalisation og abstraktion muliggøres, og de logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så) kan anvendes.

Der er klart skel mellem fantasi og virkelighed. Der er tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, fremtiden fantasikarakter. Der er skel mellem jeget og omgivelserne. Fortrængning er mulig. Der kan ske en nuanceret og realistisk opfattelse af omverdenen og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til den.

I situationer, hvor vi tænker præcist og logisk råder sekundærprocessen, og den er uforenelig med følelsesintensitet. Korrekt logisk tænkning er hævet over personlige følelser. Hvor vi derimod har intense følelser, er det primærprocessen der råder, og her kniber det med den logiske nøjagtighed.

Denne fundamentale modsætning mellem præcision og følelsesintensitet ses i alle mulige forhold mellem mennesker. Eksempelvis virker en benægtelse ikke i en følelsesbetonet situation. En trussel virker stærkest, når den er uspecificeret. Reklamens magt beror på, at den appellerer til følelserne og bl.a. flittigt spiller på pars pro toto-reglen og fortætningen (næsten alle produkter søges identificeret med unge, smukke og glade mennesker og med sol og sommer). Demagogien spiller på de samme strenge, men kan fx også udnytte selvmodsigelsernes ophidsende virkning.

Også humoren spiller på sammensmeltningen af begreber eller på ordenes tvetydighed. Specielt ironien benytter sig af primærprocessens lov om, at en ting betyder det samme som sin modsætning. Og for al humor, reklame og demagogi gælder jo iøvrigt, at den umiddelbare følelsesvirkning kvæles af analyse.

Kunst og musik har deres store force i, at de kan meddele sig til os på en følelsesladet, ofte intens måde, men uden præcision, uden eksakt tankeindhold og uden brug af de logiske konstanter. Surrealistisk kunst kan bevidst spille på ophævelsen af naturlovene, som fx tyngdekraften. Og musikken kan bevidst tilstræbe ophævelse af rumtiden, som fx i Richard Wagners [i]"Tristan og Isolde",
hvor de elskende orgastisk forenes i en musik der ophæver deres individuelle identitet. Wagners verden var i modsætning til Johan Sebastian Bachs tydeligt inddelt i "jeg" og "du", og hans musik tilstræber ophævelsen af denne dualitet. Bachs musik får derimod sit religiøse præg ved at foregå i en universel verden. Han havde mystiske oplevelser og skrev i vid udstrækning på disse - og derfor til Guds ære.

Også religionen berører vore dybeste følelser og gør det ofte i og med, at sekundærprocessen suspenderes. Jesu lignelser appellerer i højere grad til os end moralsk opbyggende taler. Mystikernes mål var at forene sig med det guddommelige i en radikal ophævelse af enhver form for normal jegbevidsthed. Men også paradokset kan benyttes til en systematisk suspension af intellektet og opnåelse af stor følelsesintensitet. For Søren Kierkegaard var kristendommens store selvmodsigelse, at Gud (det evige) blev menneske (timeligt), et middel til at ophæve den logiske tænkning og åbne vejen for en følelsesmæssig oplevelse af så stor intensitet, at den måtte gentages i det uendelige.

For alle skabende aktiviteter - hvad enten der er tale om litteratur, billedkunst, musik, videnskab eller anden art - gælder, at der er tale om en kombination af primær- og sekundærprocessen. Hvis vi var tvunget til altid at holde os i samme tanke-eller forestillingsbane, og således forblive i sekundærprocessen, indtil den var gjort færdig, ville vi aldrig kunne udvide området for vor erkendelse. Men hvis vi slet ikke havde evner til at holde os inden for en bestemt tankebane eller matrice, ville al tænkning ende i skizofrent kaos. Der skal med andre ord være samarbejde mellem primær- og sekundærprocesserne, hvis der skal skabes nyt. For at kunne glide ud i frie associationer må man benytte sig af primærprocessens evne til at se forbindelser mellem ting der kun har et enkelt område tilfælles. Men skal det hele til sidst samles i et sammenhængende kunstværk eller videnskabeligt produkt, må der sekundærproces, præcision og konsekvens til.

Også i politik ses forskellen mellem de to processers anvendelse klart. Den ensidige læggen vægt på sekundærprocessen og den retliniede tænkning fører let til kontrol og ensretning, således som det ses i autoritære samfundssystemer, der netop kvæler al opposition, men samtidig al kreativitet og fornyelse. Omvendt kan en ensidig hældning til primærprocessen føre til fanatisme og fundamentalisme, der dels udelukker og kriminaliserer modforestillinger dels vil have sine krav opfyldt ubetinget, øjeblikkeligt og med alle midler. Al ekstremisme appellerer til intense følelser og ensidige standpunkter og udelukker dialog med og respekt for andres synspunkter.

Politiske partier der hylder forenklede paroler og teorier med følelsesmæssig appel er låst fast i deres positioner og kommer i vanskeligheder, hvis de eventuelt begiver sig ind i realpolitikken og dens nuancerede synspunkter, dens vilje til at nå resultater og villighed til at indgå kompromiser. Det sås tydeligt med SF, hvis ledelse i spørgsmålet om Edinburgh-aftalen indgik i det såkaldt "nationale kompromis", fordi de stort set fik deres krav opfyldt, men som fik problemer med baglandet, der fastholdt de forudgivne dogmatiske standpunkter.

Til daglig har vi også brug for at opretholde et skarpt skel mellem fantasi og virkelighed, og dette skel forudsætter sekundærprocessen. I tilpasningen til verdenen er det nødvendigt ved sprogets hjælp at skelne mellem de indre, åndelige processer, der er principielt reversible (kan gøres om) og de ydre, materielle eller håndgribelige ting, der følger ganske bestemte love og gør vore handlinger irreversible.

Her har de skizofrene problemer, og deres fejlforstyrrelser kan ifølge Jacobsen føres tilbage til en enkelt central defekt: nedsat evne til stabile følelsesbindinger.

Sekundærprocessen bryder sammen med det resultat, at intense følelser oversvømmer organismen, logikken suspenderes, tidsfornemmelsen bliver usikker, skellet mellem fantasi og virkelighed og mellem jeget og omgivelserne bryder sammen. Og endelig optræder der ambivalens, pinagtig modstrid mellem samtidige, men uforenelige følelser over for en og samme genstand eller person.

Fobier hænger også sammen med svigtende sekundærproces. Angstreaktionen er oprindelig opstået automatisk og uden sprogets hjælp, som når fx brændt barn automatisk lærer at sky ilden. Men denne indlæringsform er karakteriseret af manglende nuancering, hvorfor tilpasningen til verden omkring vedkommende bliver grov, hvis ikke andre erfaringer og sekundærprocessen retter op på den.

Spirituel udvikling og erfaring er ligesom kreativiteten et spørgsmål om midlertidigt at kunne suspendere sekundærprocessen og frigøre primærprocessen, men det sker jo netop vilkårligt og på det voksne menneskes niveau, og ikke på spædbarnets, vel at mærke hvis den sker ansvarligt og med gradvis forberedelse. Risikoen for at havne i psykose i stedet for i den højere bevidsthed er til stede, hvis sekundærprocessen ikke udvikles og forfines i takt med den spirituelle træning, og hvis der i det hele taget ikke sørges for balance i personligheden.

Tages der vare på denne balance og udvikles sekundærprocessen som den skal, så er der derimod tale om en mulighed for udvikling der ikke alene giver sublime oplevelser, men som også forandrer personligheden på en sådan måde, at der opnås dyb overensstemmelse mellem personens erkendelse og etik.[/i]


Hilsen

Ipso Facto pifter

-------------------
”It should thus not be assumed, as it so commonly is, that any persistent traditional belief or practice in a surviving society must be adaptive. Instead, it should be assumed that any belief or practice could fall anywhere along a continuum of adaptive value. It may simply be neutral or tolerable, or it may benefit some members of the society while harming others. Sometimes it may be harmful to all.
In closing, I quote British anthropologist Roy Ellen: “Cultural adaptations are seldom the best of all possible solutions and never entirely rationel” (1982).
– Robert B. Edgerton, professor of anthropology in the Departments of Anthropology and Psychiatry and Biobehavioral Sciences at the University of California in “Traditional Beliefs and Practices – Are Some Better than Others? (2000).


_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
#2929 - 15/08/2008 18:57 Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR [Re: Ipso Facto]
ole bjørn Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
Citat:
MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR


Ja det understreger du jo tydeligt, Jeppe, med dit lange mærkelige debatoplæg.

Tilsyneladende lægger du op til en diskussion om en teori, der ikke kan forklare noget som helst, præcis som din begrebsfilosofi heller ikke kan forklare noget som helst om virkelighedens verden.

At du heller ikke synes at forstå Dawkins teorier og endnu mindre at redegøre for dem, lægger blot et yderligere røgslør over, hvad du egentlig vil med denne fejlbehæftede udgydelse.

Men du får da igen understreget din egen manglende faglige viden og din uvidenhed om, hvad der foregår i frontlinieforskningen og de resultater, man er kommet til i dag.

engel
Top Svar Citer
#2933 - 15/08/2008 19:15 Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR [Re: ole bjørn]
Veulf Offline
ny
Registeret: 14/08/2008
Indlæg: 18
Synes det er utroligt at du (Ole Bjørn) gider læse hans indlæg, jeg mindes ikke han nogensinde har skrevet noget der var værd at læse... på ét eneste forum.
_________________________
Ateist weblog
Top Svar Citer
#2938 - 15/08/2008 19:37 Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR [Re: ole bjørn]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien

Hej Ole Bjørn!

Jeg er sikker på, at du gør det så godt du formår, men faktisk opfatter jeg din kommentar – for kritik kan man jo næppe tale om, der er ikke er fremført så meget som eet eneste rationelt argument – som en yderligere bekræftelse på min hypoteses forklaringskraft. Så det siger jeg da tak for!

Til forskel fra dig er min intellektuelle og debatmæssige interesse ikke forkuseret på personer og hvorfor de dog ikke alle tænker som jeg gør, men ganske simpelt på, at forstå både mig selv, mine egne fejltænkninger og andres bedre.

Jeg skal derfor undlade en nærmere analyse af hvilken helt unik fordeling af dine primær- og sekundærprocesser og andre mentale særtræk der fører til, at du opfører dig som du gør over for dine meddebattører og derved, udover at få opponenter til at gå i følelsesmæssigt selvsving, også virker debatdræbende i stedet for debatskabende ved at lægge nye ideer eller holdninger frem til fri åben debat og kritik.

En sådan analyse vil i givet fald gå ud over de grænser som debatetikken sætter, hvorfor jeg også af den grund skal skåne dig for resultatet.

Men som sagt gør du det sikkert så godt du formår og derfor skal der heller ikke lyde nogen begrejdelser fra min side, men blot en opfordring til andre debattører, som er i stand til at forholde sig sagligt til det materiale som er fremlagt, i stedet for at forholde sig til personen som fremlægger det, til at fremkomme med reflektioner, kommentarer og saglig kritik således at vi kan lære af hinanden. Hvilket er den eneste type debat jeg finder det værd at beskæftige mig med.

Hilsen

Ipso Facto pifter

--------------
Weakness of attitude becomes weakness of character." - "Whoever undertakes to set himself up as a judge of Truth and Knowledge is shipwrecked by the laughter of the gods." - "Anyone who has never made a mistake has never tried anything new." - Tre citater fra Albert Einsteins hånd og ånd.


_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
#2939 - 15/08/2008 19:42 Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR [Re: Veulf]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien

Hej Veulf!

Tak for din kommentar som imidlertid forekommer mig ret så inkonsistent. Hvis jeg aldrig har skrevet noget, som er værd at læse, hvorfor læser du dog dette alenlange diskussionsoplæg. Og ikke nok med det, du kommenterer det også.

Du skulle vel aldrig være ramt af magisk tænkning eller er det blot et tilfælde af det Dawkins kalder vrangforestillinger som styrer din irrationelle adfærd?

Endnu en bekræftelse på hypotesen kan jeg konstatere, så tak for dit bidrag.

Hilsen

Ipso Facto pifter

_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
annonce
Side 1 af 49 1 2 3 ... 48 49 >


Seneste indlæg
Nemesis
af Hanskrist
31/10/2024 20:35
Vigtige præciseringer
af somo
30/10/2024 21:03
Hvad HansKrist dog skriver
af Hanskrist
28/10/2024 12:40
Bibelen Leth fortalt
af Anonym
26/10/2024 06:34
Gud
af Hanskrist
23/10/2024 11:28
Nyheder fra DR
Her er kvartfinalerne i pokalturneringen
31/10/2024 22:50
Gummiarmen lurede, men Rune spiller sig ..
31/10/2024 22:03
Bro i Norge ødelagt af uvejr
31/10/2024 20:32
På mandag bliver gennemkørende biltraf..
31/10/2024 20:10
Flere end 400 henvendelser i overgrebssa..
31/10/2024 19:10
Nyheder fra kristeligt-dagblad.dk
Amazon slår forventningerne med øget s..
31/10/2024 20:37
WHO fordømmer nyt israelsk angreb på h..
31/10/2024 20:27
Familiesatire fra TV 2 hædres ved prisu..
31/10/2024 20:00
Apple slår Wall Streets forventninger
31/10/2024 19:55
Sydkorea: Nordkorea har sendt over 1000 ..
31/10/2024 19:09