Hej Jacob!Trods mine pædagogiske anstrengelser har du stadig ikke fattet pointen, men fortsætter i dine gamle tankestrukturer i stedet for at benytte dig af muligheden for, at lære noget nyt og derved udvidde både bevidsthed og horisont.
Hvad gør man så? Uanset hvor mange gange jeg tilbageviser grundlaget for dine konklusioner vil du blot ufortrødent gentage dem med en variasion af argumenter. Problemet synes mere at være af psykologisk art end et spørgsmål om logik.
Egentligt ret overraskende, da der fra dit udgangspunkt i skepticismen som hævder, at det er umuligt at opnå sand erkendelse, ikke burde være ret langt til den erkendelse, at når intet kan vides med sikkerhed, så må det tros.
End ikke Richard Dawkins ved med absolut sikkerhed, at det de troende kalder
”gud” umuligt kan eksistere. Og når man ikke ved det, så er der logisk set tale om tro, som i normalsproget (men ikke i logikken) kan gradbøjes til at være f.eks. 99,8% sikkerhed for, at gud ikke eksisterer.
En sådan statistisk vurdering er rationelt set ikke holdbar, men blot udtryk for et subjektivt personligt skøn. Problemet er jo, at gud tilhører metafysikken, hvorfor
”han” kan sammenlignes med de axiomer man anvender i erfaringsvidenskaben.
Om sådanne axiomer gælder, at de aldrig endegyldigt kan bevises at være sande, samt at de må fastlægges ved et ikke strengt rationelt valg kaldet videnskabelig intuition, hvor man på grundlag af empiriske data vælger mellem forskellige mulige hypoteser ud fra hvad man synes forekommer mest indlysende eller fornuftigt. Metoden kaldes formelt for INDUKTION.
Hvis jeg for eksempel stiller spørgsmålet, hvad sandsynligheden er for, at det axiom for tid som indgår i relativitetsteorien er falsk, hvordan kan en sådan sandsynlighed da beregnes?
Svaret er selvfølgelig, at sandsynligheden umuligt kan beregnes ud fra statistiske metoder for der mangler et beregningsparameter eller en sikker referenceramme. Nu er situationen her imidlertid mere simpel end når det drejer sig om gud som rent metafysisk begreb, fordi videnskabelige teorier handler om den empiriske verden som de kan gøre forudsigelser om. Det vil sige at videnskabelige teorier kan falsificeres, hvis der findes fysiske fænomener i teoriens genstandsområde, den ikke kan forklare, men som en alternativ teori kan forklare.
Dette er netop tilfældet med relativitetsteorien der ikke kan forklare kvantefænomener på en konsistent måde. Det kan alene kvanteteorien, men til gengæld kan kvanteteorien ikke forklare makrofænomener eller universet i stor skala uden inkonsistenser, så derfor må man anvende de to teorier i forening på hvert deres genstandsområde, hhv. det mikrofysiske og det makrofysiske område.
Problemet for kvanteteorien er, at man ikke har været i stand til at kvantificere gravitationen – en af de fire fundamentale kræfter. Kvanteteorien er internt konsistent og den kan gøre verificerbare forudsigelser inden for det axiom om usikkerhed, kaldet usikkerhedsrelationen, den bygger på. Faktisk regnes kvanteteorien for en af de mest sikre og velprøvede videnskabelige teorier overhovedet.
Ud over det nævnte adskiller den sig fra relativitetsteorien bl.a. ved at have opgivet grundaxiomet om ubrydelig kausalitet samt ved at indføre et nyt supplerende tidsbegreb kaldet imaginærtiden, der har en helt anden karakter end det (ene) tidsbegreb relativitetsteorien anvender.
Imaginærtiden kaldes således fordi en konsistent løsning af kvanteteorriens tidsligninger fører til negative kvadratrødder, hvis løsning som bekendt udtrykkess i imaginære tal.
Hvad er da mest sandsynligt - dvs. mest sandt - med hensyn til kvanteteoriens og relativitetsteoriens tidsaxiomer?
Logisk set er sandsynligheden for at een af teoriernes tidsaxiomer er absolut sand lig nul, for de to teorier er inkompatible med hinanden og ingen af dem kan forklare alt det en sådan fysisk teori burde kunne forklare.
Dette har fysikerne vidst i omkring 80 år hvorfor bestræbelserne er fokuseret på at formulere en fundamental fysisk teori der kan forklare både det mikrofysiske og det makrofysiske genstandsområde. Desværre hidtil forgæves, men under arbejdet med at opstille en teori om alt (en GUT – Grand Unified Theory) synes et udgangspunkt i kvanteteorien mest lovende, idet fysikerne faktisk har overvundet de fleste problemer bortset fra hovedproblemet – en kvantemekanisk beskrivelse af gravitationen. Desuden er relativitetsteorien en klassisk teori i den forstand, at den bygger på axiomet om ubrydelig kausalitet. Endelig indikerer et kvantefænomen som entanglement, at relativitetsteoriens grundaxiom om lyshastigheden som den absolut højeste hastighed er forkert.
Så en videnskabsmand vil sikkert sige, at han anser det for mest sandsynligt, at de to tidsaxiomer kvanteteorien anvender ligger tættere på sandheden – og sandheden skal forstås som den mest sande og konsistente beskrivelse af den standard alle teorier måles imod, nemlig virkeligheden.
Men fysikeren vil aldrig, som Dawkins gør med overvejelserne over sandsynligheden for, at gud eksisterer, indplacere de to teorier i et sandsynlighedsspektrum fra 0% til 100%. Derimod vil han anvende sin
”videnskabelige intuition” og blot sige, at kvanteteorien forekommer ham en mere sikker og konsistent teori end relativitetsteorien. Videnskabsmanden ved nemlig, at han ikke besidder de nødvendige data for at kunne sætte procenter på sandsynlighederne, idet en sådan viden afhænger af opdagelser som endnu ikke er gjort i videnskaben og som videnskaben derfor intet sikkert kan sige om.
Det ved Dawkins ikke, for han er biolog og ikke fysiker. Han angiver i stedet nogle utilstrækkelige grunde til at gud umuligt kan eksistere og antager, at når så mange mennesker alligevel tror på noget de kalder gud eller guder, så må de derfor lide af en vrangforestilling, altså en forvrænget og fejlagtig virkelighedsopfattelse.
At grundene er utilstrækkelige fremgår af, at Dawkins ikke personligt vælger den absolutte fornægtelse – 100% sikker på at gud ikke eksisterer – men en position hvor der levnes en ganske lille (infestimal) sandsynlighed for, at gud kan eksistere. Han erkender altså, at der ikke efter hans egen vurdering er tilstrækkelige grunde til at vælge
”stærk ateisme”, og det som ikke er tilstrækkeligt begrundet henhører nu engang rent logisk under begrebet
TRO og ikke under begrebet
VIDEN, således som disse to begreber er defineret.
Da Gud ikke er (defineret som) et empirisk begreb, men et rent metafysisk et af slagsen, så er en falsifikation udelukket så længe det ikke påstås, at gud kan gribe ind i den fysiske verden. Så bliver begrebet gud blot reduceret til en begrebsmæssig mulighed.
Jacob indser ikke, at diskussionen om guds eksistens eller ikke eksistens her udfolder sig på det rent principielle niveau og ikke det empiriske, og begynder derfor at blande nisser og alfer i baghaven ind i sagen, således som der er tradition for i ateismen.
Om der eksisterer nisser eller alfer kan alene afgøres når vi først har angivet om vi her taler om fysiske eller metafysiske entiteter, og dernæst har sat nogle betingelser, som disse
”væsener” skal opfylde, for at påstande om deres eksistens kan være sande eller falske.
Påstanden:
"Jeg så og talte med en nisse og en alf, men det viste sig at det var mine søskende der var udklædt for at narre mig" må vel selv stærke ateister anse for
SAND. Påstanden:
"Jeg mødte en nisse som fortalte mig næste uges vindertal i lotto, hvorefter han blev usynlig. Og jeg tror nu på nisser, fordi jeg faktisk vandt den store gevinst i lotto ved at følge nissens råd" - er
falsk, da vi umuligt kan erhverve konkret faktuel viden om fremtidige begivenheder uden at bryde med relativitetsteoriens tidsbeggreb. En nisse med de egenskaber kan derfor umuligt eksistere.
Men hvad med en
”kvantemekanisk nisse” der kan bevæge sig frit i tid, hvilket teorien tillader fsv. angår imaginærtiden, der ikke kan skelnes fra retninger i rummet? Er en sådan
”kvantemekanisk nisse” mulig?
Dette blot for at illustrere, at hvis vi ikke klart definerer de begreber vi anvender, så er det udelukket, at vi kan beskrive virkeligheden på en konsistent og meningsfuld måde. Om nisser eksisterer eller ikke eksisterer som fysiske entiteter kan alene afgøres, når vi ved hvad ordet nisse betyder, altså hvilke konkrete egenskaber nisser skal have for at kunne kaldes nisser.
Når vi kommer til gud som rent metafysisk begreb så er vi endnu mere på glatis, fordi ingen kan fastslå hvilke nødvendige egenskaber en mulig gud har. Uanset hvad vi siger om gud, så kan påstanden ikke falsificeres gennem empirisk observation, men hvis gud tildeles egenskaber som nødvendig eksistens og almægtighed (som man gør i de monoteistiske religioner), så kan man rent begrebslogisk fastslå, at et væsen med de egenskaber umuligt kan eksistere. Hvis gud tildeles andre egenskaber, så
"han" blot bliver en begrebsmæssig mulighed, så kan et sådant
”gudsbegreb” umuligt falsificeres på nogen mulig måde.
For at Jacob kan få mulighed for at tænke sig ud af den logiske sump og tradition han er havnet i, bør han overveje sandhedsværdien af følgende begrebslogiske påstand:
Det at erkende, at noget er tilfældet, er ikke blot at sanse, at det er tilfældet, men det er at vide, at påstanden om, at det er tilfældet er sand. Erkendelsesteorien må derfor bygge på at vi først finder ud af , om – og i givet fald hvorledes – vi overhovedet kan vide, at påstande er sande. Og påstande er nu engang sproglige hvorfor erkendelsesteorien må have sit grundlag i begrebslogikken (sprogfilosofien). Her er mit grundlag modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori – altså en teori om hvordan vi fastlægger ords betydning på en konsistent måde.
Desuden kan jeg også henvise Jacob og andre interesserede til min tråd i filosofiafsnittet –
Betydningen af et ord – hvor det nærmere undersøges, hvordan vi kan fastlægge ords betydning.
Lad mig lige for god ordens skyld nævne, at grunden til at jeg i min påstand -
Ateister er nogle som tror, at de ikke tror på Gud! – har skrevet gud med stort skyldes, at analysen er baseret på det monoteistiske personlige gudsbegreb, hvorfor jeg også anvender det personlige pronomen i maskulinum – kalder Gud
”han” – hvorved jeg blot følger en historisk tradition.
Spørgsmålet er ikke om man skriver gud med stort eller lille - du er vel ikke også pedant? - men om hvad begrebet dækker over – altså betyder. Så det gør ingen som helst forskel, at ændre min påstand, hvis det kan glæde Jacob, til:
Ateister er nogle som tror, at de ikke tror på gud!Hilsen
Ipso Facto -------------
”Hvis Stravogin tror, tror han, at han ikke tror. Hvis han ikke tror, tror han ikke, at han ikke tror." – Citat fra romanen Brødrene Karamasov af Dostojevski. Citatet er anvendt af den eksistentielle filosof Albert Camus i bogen
”Sisyfos Myten”, 1942, hvori han behandler begreberne eksistens og absurditet.