Engang mente man, at Jorden var verdens centrum, og da en naturvidenskabsmand hævdede, at det ikke var Solen, der kredsede om Jorden, men Jorden, der kredsede om Solen, var det tæt på, at han var blevet henrettet.
Senere fandt vi ud af, at Solen blot er én ud af milliarder af stjerner i denne galakse, som der også er milliarder af – i dette univers – som der måske er mange flere af.
Tilbage står, at det centrale for os her på Jorden er: Mennesket. Dét er vist de flestes opfattelse – uanset at biologien klart har placeret os på linje med andre dyrearter og i økologisk sammenhæng med alt andet i naturen her på denne klode – hvilket klimakrise og pandemier vel lidt efter lidt – og nok alt for langsomt – lærer os.
Vi mennesker har søgt at hæve os over naturen, men vi bliver stadigt tydeligere mindet om, at vi blot er en del af naturen – på lige fod med alt andet i den.
Det er så her, det kan undre lidt, at vore mange forskellige nutidens religioner ikke kan få øjne på andet her i denne verden end os – dyrearten homo sapiens – på en enkelt planet omkring en enkelt af milliarder af stjerner i en enkelt af milliarder af galakser – og stort set ignorerer al den øvrige natur her – samt resten af dette univers.
I stenalderen var vi vist ikke så hovmodige – uanset at vi dengang ikke vidste ret meget om ”skaberværkets” ufattelige storhed.
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed
Tilføjelse: Sammenstødet mellem Andromedagalaksen - som vi kan se på nattehimlen - og "vores" galakse behøver vi måske ikke at tage så tungt. Andromedagalaksen nærmer sig ganske vist sammenstødet med en fart af 110 km/sec (ca. 400.000 km/time), men pga. den nuværende afstand (ca. 2,3 mio lysår) rammer den os først om ca. 3 mia. år.
I øvrigt slukker vores sol alligevel - hvis den overlever sammenstødet - om ca. 5 mia. år (når al brint er blevet til helium).
Guddommeligt - jo - som jeg oplever det - men ikke med os mennesker i centrum
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed
Svar
Citer
