Du: "I dag er kongedømmet vel snarere et symbol på nationens fællesskab. Så længe det gavner fællesskabet, er dette ok for mig, men mere højtideligt end dét, tager jeg det ikke.
Situationen, du beskriver, er vel et godt eksempel på muligheden for at møde en ubehagelig - men nødlidende - med kærlig omsorg."

Biblen, NT - Matthæusevangeliet (kapitel 25 - mix): "Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild. Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv."

Idag snakkede jeg med to personer, som har interesse for det spirituelle. De er enig med mig i, at jeg kan ikke redde hele verdens befolkning og at derfor nu holder jeg mig fredeligt væk fra alle dem, som har dårlig energi. Dog fordømmer jeg ikke folk til pinefuld evigt helvede som en guds straf, fordi min fornyende pagt tilgiver alle om al synd. Jeg er ligeglad med nationalisme, fordi det evige selv elsker hele menneskeheden og livet på Jorden. Jeg hjælper også gerne de fortabte, som ønsker min åndelige hjælp til selvhjælp.

Du: "Noget kunne tyde på, at din holdning til den gruppe mennesker, jeg nævnte: Dem som har behov for hjælp, men ikke er klar over det, at de skal behandles efter dit Matthæus-citat: Kort sagt: Gå ad Helvede til! Er det rigtigt?"

Nej - Den Danske Ordbog om dette: "ligegyldighed eller foragt for noget/nogen."

Men hvilken type menneske taler du om? Jeg synes, at dine ord lyder som muligheden for, at der er to forskellige slags:

1. Jeg hilser stadig høfligt venligtsindet på den næstekærlige måde til dem, som stadigt sådan uvidende om det udtrykker noget godhed.
2. Jeg vil ikke være i nærheden hos de, som opfører sig psykopatisk, ondskabsfuldt eller meget egoistisk, fordi jeg er ikke ligeglad med mig selv.

Som et guddommeligt lys ønsker jeg ingen det ondt! Jeg siger ikke kontrollerende til nogen grimme trusler vedrørende syndefaldet og dommen, at man nu skal dø, pines eller brænde op i helvedet. Selv jeg kender jo til lidelse. Istedet for plageri inviterer jeg menneskeheden til Riget, men det er ikke min skyld, når i afviser den. Min kærlighed til folket er kun dygtigt nok, hvis jeg elsker også alle mine modstandere og syndere, hvilket endda er godt for både min intellektuelle forstand og kropslige helbred ved et velfungerende positivt nok humør. Jeg ved, at at når folks liv virker som et fortabt helvede, så er der muligvis en psykiatrisk, psykologisk, neurologisk, biologisk eller spirituel grund til dette og derfor hader jeg dem ikke. Jeg opfatter det som et overgreb på jeres frie vilje, hvis jeg vil hjælpe en person, som er imod dette ligesom falske budbringere. Folket er mere end jeg ubevidste om deres måde at være på og derfor tilgiver jeg dem i en forbøn op til Himlen.