annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 4575004
Et andet syn 1182071
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 947245
Jesu ord 822944
Spirituel omsorg 776294
Galleri
To verdener så forskellige
Hvem er online?
0 registrerede 129 gæster og 115 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 590 af 595 < 1 2 ... 588 589 590 591 592 594 595 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#29322 - 20/02/2020 01:16 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4659
Jo nærmere man kommer finalen, dets mere spændende og knivskarpt blir det, sluttelig ender vi med at savne: Vart är vi på väg?
https://www.svtplay.se/video/25551088/pa-sparet/pa-sparet-sasong-30-avsnitt-11?start=auto

mvh
Simon
Top Svar Citer
#29324 - 21/02/2020 10:21 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4659
Når solen ind imellem bestemmer sig for indgriben i regntiden, som tilsyneladende har erstattet vinteren, begynder forårskådheden at kunne ses og mærkes, og da ka' man med fordel ty til Benny, som det sikre vidne på denne kådhed:

Til Foråret

Præcis den himmelblå himmel
jeg havde tænkt mig
med letmælkehvide skyer
så man kan se når det blæser.
Og fuglene.
Det lyder som om
de skriger af grin hele tiden.
Det er vel alle de fjer.
Bierne er ude at lufte honningen.
Nu skulle man ha haft hest.
Der løber en kat
den ved nok hvor den skal hen:
hen og være kat et andet sted.
Tusind gule blomster
langs forureningen.
Om jeg så levede
i hundrede år
fik jeg aldrig knaphuller nok.
Små bitte grønne blade
på store tykke grene.
Det er meget at så gamle træer
kan blive ved.
Det skal ikke pakkes ind
jeg tar det som det er
det skal være en overraskelse.
Min elskede har haft en vanskelig vinter.
Og ikke noget med rødkål, tak.

- Benny Andersen.

mvh & go weekend
Simon


Redigeret af Simon (21/02/2020 10:23)
Top Svar Citer
#29327 - 22/02/2020 16:28 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4659
Vi taler tit om vejret her, set i forhold til erindringer og erfaringer, et bitte kendskab indenfor rækkevidde, det ene større og bredere end det andet, naturligvis. Vejret længere tilbage i tiden er udeladt af snakken, derom kender vi kun vejret fra litteratur, andres erindringer, forældre og forfædre. Mine ører var spidse når mormor fortalte om sin og min mors barndom, ligeledes når alle hendes søskende var samlet til begravelse og vi om et stille kaffebord mellem far og mor, hørte de krogede jyske ansigter vi så sjældent så, justere hinandens erindringer fra tider i et liv der næsten forekom eventyrligt, men historierne var virkelige nok, særlig dem om den barske natur gjorde indtryk.

Store kraftige storme er gamle spændende vejrfænomener der opleves yderst truende, særlig i små ører der dirrer til stemmen der hæves og sænkes under fortællingen. Som barn forekommer det meste så enormt, ofte ufatteligt og uhyggeligt, som voksen må den tids indtryk genkaldes gennem barnets øjne, kun naturfænomener som vejret vedbliver at fæstne de stærkeste aftryk i sindet, hvor alene gåture i kraftig blæst langs havet kan få os til helt at miste pusten. Fra land evner man hverken at måle afstand eller bølgehøjde, man forsøger, men står som et lille opspring i landskabet påvirket af elementerne, ikke et ord melder sig. I klitterne hører man svagt ordene, ”lige med ét føler man sig pludselig så lille!”, og tænker på, om ”man” da almindeligvis går rundt og føler sig som en kæmpe eg. Men blæsten og havet gør virkelig noget ved én, tilskærer måske tilmed en målestok. Pusten tabes også i erindringer virkeliggjort af sproget, hvor alene digtere som Holberg, Søren Kierkegaard, Henrik Pontoppidan og Martin Andersen Nexø indvirker på sindet, med fast greb føres man præcis hvorhen eventyrpennen vil det, og slippes måske først i stormens øje.
At måle den ene fortælling mod den anden, blir som at måle en storm med en anden, det gir sjældent mening, men at anbringes i en storm er nu en sag for sig, noget af en begivenhed, der kræver sin tryllepen. I Martin A. Hansens Dansk Vejr m/tegninger af Ernst Clausen, sker dette, man ér der. Tegningerne selv er af den slags man ville ønske hang på egne vægge, den slags øjne sjældent trættes af:


Om Vejr

Mit land, så langt som jeg kan se, står rødt i hede:
mit lille land, hvis blidhed, ynde, smil er prist i kvad;
– mit land er brøl og gny af friske lunger – mit land
er larmende og havfrisk had.
– Gid landets havvandsblå og lyse unger må drikke
af dets skrankeløse vrede.

Nis Petersen i Sandflugt om Hohøje.


Da jeg var halvtolvte aar, blev jeg vækket en vinternat. Det stormede. Min mor sagde: Far vil have dig med til stranden i nat, men bliv lige ved ham, vær meget forsigtig! Det havde stormet et par døgn. Om aftenen, da vi gik til ro, laa det som en tyngde mod huset, saa der, hvor der hist og her var en sprække i de gamle vinduer, stod en luftstreng vandret ind i rummet. En stor gren var flaaet af et træ i haven, den brast i skulderleddet, det lød som en skud, men langt borte. Forældrene havde snakket om, at vi alle skulde blive oppe. Det gjorde vi som regel under uvejr. Der kan nemt ske noget med et gammelt straatækt hus. Saadan nattevaagen i uvejr, med en klædesbylt parat i skødet, hver sin, erindres som hellige stunder. Kvinder og børn sad inde, biede, lyttede, sang maaske, mor talte om søfolk og arme mennesker, mens manden var ude for efter mænds skik i uvejr at holde øje mede landet, stirre efter brande og være rede, hvis klokkerne klemtede. Nu og da kom han ind og meldte om Guds værker og mente, det snart maatte være omme. Vi vidste vel, at det var sagt til opmuntring, det kunde godt vare længe. Men her hen paa aftenen havde det forekommet faderen, at stormen var løjet af, og vi var da gaaet til sengs. Nu kom vi brat op, pigebørnene var næsten bare store øjne, og jeg kunde ikke hitte ud af bukser og bluse, saa spændt var man ved tanken om at skulde til havet med far. Han stod tykt paaklædt og i transtøvler i gangen. Jeg fik en svær kørekavaj om mig, og det syntes mig latterligt, den passede ikke, men var ved at slæbe. Vindpresset laa nu mod den ene gavl, huset gav sig. Luften ude var en hujen. Vinden var slaaet om, forklarede far, den var nu i sydost. Det var farligt på kysten, de foregaaende døgns storm havde presset vand ned i Østersøen, nu blev det drevet tilbage. Der ville blive stormflod. Paa vejen mod stranden gik jeg lige bag hans ryg. Det var nødvendigt. Jeg kunde ikke gaa ret mod stormen ene. Det hændte en gang, jeg kom lidt til siden for ham, jeg fløj straks baglæns i kavajen, slog kolbøtte. Og saa svært kavajen var, vinden stod alligevel igennem den, svøbte sin piskesnært omkring brystet paa en. Vi gik til, paa skraa, hældende forover. Buldermørkt, jeg kunde, skønt med panden næsten i hans ryg, kun skimte far som en utydelig masse, mærkede ham mest som en lunhed. Telefontraade skreg som stakkels dyr. Vaadt skidt fo’r i luften. Men da vi nærmede os stranden lysnede det en smule, hvad det nu kom af. Maaske skummet. Det kom flyvende forbi i store klumper, allerede flere hundrede meter fra stranden. Plask, noget graat væltede over skulderen paa far, ned paa mig. Skum, tyndt, koldt, luftigt, salt. Jeg kunde skimte smaaklumper, der hang fast i straa langs markvejen. De sitrede, rystede, som sovende spædgrise. Skummet tog til. Jeg stak hovedet frem ved fars albue. Stormen rev taarer af ens øje, saa de plaskede ind i øret. Nu var vi ved hulvejen ned gennem brinken. Men dér var ikke til at komme. Der saas fraade nede i hulvejen. Vi maatte blive oppe paa kanten af brinken. Neden for gik kystvejen, men havet stod op over den. Jeg har aldrig set noget saa sort som det vand. Det havde ingen skikkelse eller form. Det var bare mørke, som tordnede. Vel lyste det i brændingen af brydende søer, og langt ud i sortheden saas det, som store spredte faareflokke var paa vandring, men de lyse pletter gjorde bare mørket i havet dybere, og det hvide nærved var djævelsk pludseligt og vildt, sluktes hastigt, og da var stedet des sortere. Langs kysten her ligger mægtige lag rullesten, flint. Søerne rendte op med en mil sten ad gangen. Man forstod ikke, landet holdt til det, men jorden skjalv da ogsaa under os. Man forstod ikke, øerne kunde holde til det. Et par gange raabte far noget til mig, men han maatte raabe det lige ind i øret paa mig, hvis jeg skulde forstaa noget. Begge gange var det noget med lanternen. Vi havde maaske gaaet der længe og havde allerede truffet andre folk, strandvagter, det husker jeg ikke, det hele erindres bare som et øjeblik. Men vi saa en lanterne langt ude, mat og gyngende. Vi saa paa den, og min far raabte ind i mit øre: Kan du ikke bede en bøn for dem? Det gjorde jeg. Lidt efter var lanternen gledet nordud, og min far raabte mig i øret: Nu har de klaret kysten! Aldrig før eller siden har jeg faaet befalinger af den art. Det lignede ham ikke. Først mange aar efter, selv med den voksnes sind, forstod jeg ham. Men vi gik maaske nok i timer og stirrede paa lanternen, var omme ved fiskerlejet og kom frem til grupper af mænd, der stod sammen og saa ud, eller vi fulgtes med enkelte frem og tilbage paa brinken. Der gik maaske nok timer, før lanternen gled nordud. Det staar uklart. Det, der staar, er havets mørke, strandens torden og markerne, som ryster. Og at den umyndige blev taget med for at opleve det.

Mænd huskede storme, de store, den i 1902, den i firserne og dybere tilbage, i de ældres minde stod den i 72 med sit syndflodsmørke. Krige, store brande og storme, de inddeler tiden. Storm kommer og gaar, blæsten, den kendte, vinden, den almindelige, den er der næsten altid.
Vor himmel rejser næsten altid. Det blæser i reglen, men vinden selv har ingen regel, lufter naar den vil, kuler naar det behager den, springer naar det falder den ind, og gamle vejrkyndige folk forstaar sig bare paa en tiende del af det, vinden vil. Blæsten driver med sine hjorde af skyer, en lunefuld hyrde. Skyernes mægtige skygger vandrer over jorden, slukker skæret i grønne banker, muldner skovene. Nogle minutter eller mer dækker skyggen en mark eller et helt sogn, saa kattenes øjne bliver mørkere, saa arbejdende mennesker ved pulte, i værksteder, paa marken blinker et par gange med deres, for tingene er blevet anderledes, som om man selv med et er blevet langsynet. Men den ulegemlige skyskygge, som man ikke øjner, uden hvis den er lille eller langt borte, forlader snart stedet igen. Et landskab forude paa dens vej begynder at synke i jorden, begraves i let tusmørke. Men skyen rejser, himmelnomaden driver paa sin ko, nu skinner landet des rigere derovre, horisonten hæver sig muntert.

Blæsten bølger i den unge rug og i den unge byg, saa det lyner fra ageren, den faar vintergræsset til at fare hen over fladen, som jog smaa usynlige svin igennem det, og den leger som en kattekilling med visne blade eller en uheldig borgers pæne hat. Blæst sortner kærene, den kuler op og sortner pludselig et helt farvand, en vidtstrakt bugt, saa kystlandet skumrer derved, midt paa den lyse dag. Og bor man længere tid et eller andet sted i et andet land, hvor det sjældent blæser, bliver man paa faa uger en smule blæstsyg, sløves uden vinden og gaar rundt i skoven og leder efter et lille blæsevejr. Og der er virkelig smaa blæsevejr, som lever helt for sig selv, og som ensomt kan vandre gennem skov eller danse over en mark med en sindssvag lystighed, hurrenvinden. Blæsten som modstander ville man nødigt undvære, paa cykel eller i baad. Ejheller aftenvinden i september, den lydløse vind som bare bevæger sivene en smule, saa de sagte hvæsser knivsbladene, denne vind som brat fortættes til ilende vildænder. Ejheller martsblæsten, naar den højt oppe skriver sit sejrstegn paa himlen, graagæssenes kiler, eller naar den kommer cirklende med en stum flok sagnbrune rovfugle.
Eet maa man ikke glemme blæsten. Mange nulevende har ligesom vore forfædre, der kom hjem i smalle, tjærede fartøjer, set kysterne blive til igennem vandets slør, vand som blæsten river en i øjnene. Mange af de stærkeste naturbilleder, landskaber paa de herligste aarstider, har man betragtet med vanddrivende øjne, hvor lysglitret i de taarer, vi maa ofre kulingen, har funklet over landet.
Paa blæstrige dage med sprængte skydrev faar vi voldsomme rigdomme i lyset. Andre dage tuder vinden under den lavloftede himmel, hvor det tætte skylag driver hen over som en sammenhængende isflage, optøende, leret, pløret af jorden, saadan virker skyloftet. Da er det graavejr. Og maaske graavejr i vort almindeligste vejr, det har saa mange former, mange skønheder. Stundom kan man foretrække at se landskaberne netop i graavejr, hvor sollys opfanges af luftens banker højt oppe og derfra fordeles mildt over terrænet, saa det er uden skygger, med slørede linjer, og bare ligger som farveflader. Graavejr er godt at arbejde i, det kan gøre dagen lang og dyb. Men graavejr er af væsen ubestemmeligt som grænserne i dets landskabsbillede, det har mange grader, og graavejr kan komme til at staa lukt ind i sjælen paa mennesker, saa der er tungsindigt inde som ude. Vintergraat vejr, armodigt og dryppende, kan faa noget undergangsmørkt over sig, det dystre, store, til tider mægtige naturbillede, sorte marker, træernes vaade knokkelfingre. Sølen i jorden, som bymennesket ikke rigtigt kender, pløren paa opkørte markveje, dynd som stiger. Alt er gennemtrukket af væde, spindelvæv, som bar meget støv, brister nu under vand, den sidste flue triller om i vindueskarmen med benene i vejret, de hvide mure grønnes, alt ruster, frønner.
De to trediedele af aaret er der fugtigt. Jeg har ofte spekuleret paa, hvordan vore fjerne forfædre har klaret sig. Ikke alene før gummistøvlernes, men før træskoenes tid. De sko, man har fundet efter ældre forfædre, er tynde, ikke meget bevendt, skulde man tro. De maa have gaaet rundt med vaade fødder og pløre mellem tæerne altid. Tøjet i ældre tid, jernalderen for eksempel, var ikke særlig tæt. Vandet har silet dem ned af ryg og bryst. Det var tilmed vaadere i de dage. Og der var mere skov. Træer holder af at linde paa hanen og sende en styrtsø ned. Hele søer hænger oppe i skoven parat til at falde, og bunden er altid fugtig. Altid vaade folk. Og engang i endnu fjernere tid gik ingen af kønnene med bukser, hu hej! naar det vaade vindstød fo’r paa dem og smældede i skørterne. Eller de gik forud i skind og havde gennemtræk i revnerne. Vaade skind er behagelige, de smyger sig. Men naar de saa tørrede paa jægeren under hans lange togter, saa gik han klædt i brædder. Maatte hjem for at faa dem blødet i urin og tygget af konen. Eller tænk på en jernklædt ridder i regnvejr, hvilket mas med at faa rust af rustningen.

I marts i aar paa en tur til Jylland saa jeg klagen trække af jorden, som det kaldes paa Sjælland. Da jeg paa vej mod vest havde passeret Ringsted, begyndte markerne at dampe. Angen blev tættere og tættere. Den var helt hvid, som røg af fugtigt kvas. Det saa ud, som var der ild under plørelaget. Denne røg iler og iler, er ikke sen og koldblodet som almindelig taage, mere stakaandet, dufter raat af jorden. Klagen faar man ikke at se hvert aar. Der er paa een gang noget intimt og mægtigt ved den, som burde igrunden menneskeøjne ikke se dette mysterium, naturens beredelse. Vinteren drives ud af jordlaget af guddommelige kræfter. Hele Vestsjælland var hvidt af muldem, og røgen stod for østlig brise langt ud over bæltet. Men midt ude var der klart igen, og hele Østfyn var rent. Hinsides Vissenbjerg tog det til igen. Det var hen mod middagstid, og den fynske klage var endda tættere og hvidere end Sjællands. Røgen ombølgede fint Lillebæltsbroen, blev tykkere igen i Østjylland , men tyndede saa ud og blev omsider helt borte indad mod halvøens midte. Naar det sker, er jorden tidig, sagde de gamle, saa venter den.
Vendsyssels barskere jord havde endnu heller ikke beredt sig til bryllup. Et par dage efter kom jeg deroppe ind i en rigtig syg foraarstaage, helt anderledes end klagen, men maaske en forløber for den. Jeg vilde mellem vigtigere pligter bare en ualvorlig afstikker ind i østlige Vendsyssel for at se nye steder og havde en god halv dag til det. Allerede da jeg tidligt paa formiddagen kørte gennem det sølvlyse land omkring Brønderslev, laa der svære banker i horisonten. Min vej østpaa var snoet og med standsninger, og jeg kom ind i Allerup bakker samtidig med taagen, hvis forudgaaende blænkere hang og udaandede i de vindkrøgede naaletræer paa højene. Straks efter var taagen tyk, og hvor den kom fra saa hurtigt er ikke godt at vide, for der var lidet drev i den. En mat vind kunde et øjeblik dreje sig inde i den, men døde saa og lod et par snoninger efter sig. Stedvis flød de højere lag i taagen som en svag strøm, man saa den krybe lavt henover vejbanen, naar man passerede en højde, men saa var man nede i den stillestaaende taage igen, den stod vinterdum og kold og maabede som svære skikkelser mellem træerne. Under store naaletræer kunde der endnu være huler af klar luft, her laa lidt lunhed og forsvarede sig mod fjenden.
Men landskabet neden for østsiden af bakkerne var nogenlunde klart endnu, om end med en tynd dis over, indpakket til det værre. Der var mange søer at se, de viste sig at være taagesumpe i lavninger. Jeg gik dog i fælden og regnede med, at taagen holdt sig fra de østlige egne, og tog mig da tid til at se, hvad der var ønsket. Men hen paa eftermiddagen lukkede taagen alle vegne, saa det kunde blive vanskeligt at naa mødestedet længere nede i Jylland til rette tid. Jeg maatte køre paa fornemmelsen af verdenshjørner, haabede at møde en hovedfærdselsaare. Kortet var ingen nytte til, da der herinde paa bivejene sjældent var skilte, og taagen hindrede en i at orientere sig ved terrænet. Ejheller saa jeg hele eftermiddagen et menneske.
Øde, magre marker laa langs den grusede vej, gamle volde med vinterligt og kummerligt plantedække. Ret mange favne kunde man ikke se, og langsomt gik det. Ud af skyen tørnede noget mørkt og stort med haarde linjer, en kullet kirke med et par forblæste træer. Jeg syntes, at jeg skulde kende den, men var ikke sikker. Rastede saa lidt der. Der var fuldkommen stiller her ved den fugtdrivende gamle bygning. Man hørte ikke andet end lyden af en vintertaare, der nu og da i en bue faldt fra gavlen og nedenunder ramte gruset. Og et par gange det sørgmodige kvidder af en bomlærke, der sad et sted i nærheden men usynlig. Stenhuset var helt stille. Gravene var stille, de dødes tavshed var fuldstændig. Fugt trak i sendrægtige men lysende draaber ned over gravstenene med deres navne, der bare en halv snes aar gamle var ved at udviskes.
Jeg havde haft en fornemmelse af, at man havde set dette sted allerede i barndommen. Det kunde ikke passe, da jeg dengang aldrig havde været i Jylland, men passede dog, for om saadan en kullet kirke i en sandet egn havde jeg flere gange drømt om. Siden havde jeg virkelig set den kirke, for mange aar siden, og nu stod man her igen. Det var en sommerferie fire og tyve aar før. Da forvildede en kammerat og jeg os paa de sandede veje, en blæsende dag, og saa oppe paa en lav højde foran os en barsk, kullet kirke, som ingen af os vidste navn paa. Jeg havde heller aldrig siden faaet opklaret, hvad det var for en kirke. Men vi opholdt os længe ved den, uden for dens laaste dør. Det var drømmens kirke, og det var den, jeg nu atter havde forvildet mig til. Under vintertaarernes sagte lyde i gruset løb tiden tilbage, og det, der var hændt mellem hin dag og denne, syntes ikke at være længere end en søvn. Mangt, man huskede og vidste, sivede nu og da ud af en læk i erindringen, først og fremmest hvad man havde af systematiske iagttagelser fra hundreder af lignende huse som dette, kirker. Huset stod her som den bestandige gaade, man var ikke kommet længere end for et kvart århundrede siden, ja, vidste ikke mer end da synet blot var en drøm. Og nu som dengang var huset laast, og man kom ikke ind, men maatte nøjes med tagdryppet, som de gamle da ogsaa vurderede højt, under det ville de ligge.
Mange ukendte var kommet til at hvile her siden sidst, omkring en trediedel af sognets folk var endt her i den tid, det kan statistik fortælle. I taagen kunde man i en voldsom tidens forkortelse ligesom skimte det øjeblik, kirkegaarden myldrede med sorte mennesker, jorden stod alle vegne aaben, og ned blev de lange kasser firet, alle paa en gang. Og saa var der igen kun grædende gravsten og bomlærkens kvidder, som maaske ikke lød mere, men som man her i stilheden huskede saa vel, at det syntes at lyde hele tiden, den stille salme.
Da vi var her dengang, var det klart vejr, men blæst. Sand føg, en tynd gullig dis stod over fladerne, fygende støv. Jeg stod ved hjørnet af granitkirken. Foget var ganske tyndt, støvede bare gravenes planter og sten til. Man fik det i tøjet, i munden, i øjnene, og maatte gnide dem, og saa trak blæsten vand af dem, og lyset blændede et øjeblik gennem vandet, saa var der støv paany, man maatte atter gnide. Noget fik man set alligevel, og det blev i erindringen, den stenede, laaste ark her paa banken med arm vækst omkring og jord paa vandring. Og saa lyden, blæstens fine syden i naaletræer og stive straa, vindens dæmpede stemme omkring de skarpe tage, men frem for alt lyden af fine, fygende sandkorn, der hvisler mod de hugne kvadersten, slider og slider

- Martin A. Hansen.

mvh
Simon


Redigeret af Simon (22/02/2020 16:33)
Top Svar Citer
#29330 - 24/02/2020 17:09 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4659
Lyse fremskridtstanker her og længe før, har til alle tider formet en samtids tanker til andet end myter og fabelagtig virkelighed:

Redskabet

I mørket, som lukker sig midnatstæt
bag en kort lille lyskegles kreds,
hamrer en haand med en flinteflis
imod noget, som ikke kan ses.
Det er mer end et spyd eller trug, som tar form,
det er noget, man ikke kan se.
Det er redskabers redskab. En tanke blir til.
Redskabets enkle idé.

Vi ville et vildt, og vi gjorde et spyd –
og omvejen ramte sit maal.
Vi drømte om varme, vi kløvede ved,
og vi tæmmede ilden til baal.
Redskabets omvej, hvor vejen er endt,
det er menneskets lille trik,
det er midlet til magt over livets kaar
og aanden i al teknik.

Om vi spidser et spyd eller spænder en bro,
er vi del af den samme idé.
Haanden i mørket hamrer endnu
paa noget, man ikke kan se.
Fra de enkleste trik og til vor tids teknik
har vor vej været lang og stejl.
Men aanden er een fra det ældste baal
til den yngste reactor pile.

Den hamrer paa grænsen til ukendt tid
og raader for lykke og vé –
haanden, der former de ting, som kun
den skabende tanke kan se.
Redskabets frodige veje frem
for livets mangfoldige spil
skal skabes af dem, der kan se de ting
som endnu ikke er til.

- Piet Hein.

mvh
Simon

P.s.: Fredag er det final - her anden semifinale:
https://www.svtplay.se/video/25648132/pa-sparet/pa-sparet-sasong-30-avsnitt-12?start=auto
Top Svar Citer
#29331 - 24/02/2020 17:58 Re: Mellemrummet [Re: Simon]
RoseMarie Offline
bor her
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1112
Hej Simon

Tak ... og Benny svarer endnu engang med et stille smil lige før forår: :))

Der står i den frysende morgen
en tone der snart vil tø.
Om lidt er stilheden moden
og åbner sig som et frø.

I denne luft er der farver
dit øje ikke kan se.
De venter som dybder i rummet
over den blinde sne.

Stille. Vent med at tale.
Sæt ikke noget i gang.
En dråbe stilhed mere
og luften er fuld af sang.

Benny Andersen


https://www.dr.dk/bonanza/serie/206/benny-andersen/23945/dansk-smil-med-hjoernetaender

Bedste hilsner
RoseMarie
Top Svar Citer
annonce
Side 590 af 595 < 1 2 ... 588 589 590 591 592 594 595 >


Seneste indlæg
Lyser på vej
af Arne Thomsen
02/04/2020 19:45
Tror du på, at du har en Sjæl?
af Gerth
02/04/2020 19:11
Mellemrummet
af Simon
01/04/2020 17:35
Klima- og Corona-krise
af Gerth
30/03/2020 00:13
Gerth Drost
af Gerth
29/03/2020 20:35
Nyheder fra DR
Regeringen har fået grønt lys til at l..
02/04/2020 22:44
Steffen Kretz: 'Det økonomiske sammenbr..
02/04/2020 22:28
Kønsopdeling, obligatoriske mundbind og..
02/04/2020 22:15
Von der Leyens uønskede håndsrækning:..
02/04/2020 21:44
Private speciallæger advarer: Mangel p..
02/04/2020 21:44
Nyheder fra Religion.dk
Har coronavirus påtvunget os en verdsli..
02/04/2020 06:05
Hvor kan jeg lære om den græske mytolo..
01/04/2020 05:47
Er der belæg i Koranen for at kalde van..
31/03/2020 05:49
Gospelmusik skaber fællesskab
30/03/2020 06:13
Coronarestriktioner set fra et løgstrup..
27/03/2020 06:00