1
registreret Arne Thomsen
22
gæster og
191
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#25083 - 08/04/2018 01:32
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej i natten, RM..
…du forårsglade sneglebetvinger! Ja, nu nærmer det sig med maoskridt, solen blinker her i viftende egernhaler, mens de tramper rundt i forladte boer. Og der er allerede morgensang, langt bedre end noget vækkeur. Her lidt til poesikisten, den vist ikke før har set:
∑yμτ
Jeg har svært ved at forestille mig et begreb som lykke men hvis jeg skulle forestille mig det kunne jeg udmærket se mig selv i rollen som svampefisker bådebygger, lods eller bare drukkenboldt i havnen på Simi. Hvis du engang skulle gå fra borde der vil du utvivlsomt forstå hvad jeg mener: Bemærk først og fremmest de stejle klipper som omgiver havnen og betinger byens opbygning og arkitektur hvordan de tvinger gaderne til at forvandle sig til stier eller trapper, og hvordan de fylder husene med forskudte rum, hemmelige passager og utilgængelige balkoner hvor kattene soler sig. Hærget af vejret med dens sparsomme vegetation af timian og tidsler og med dens skingre insektlyde dagen igennem synes den porøse sten så at sige afskåret af det blanke vandspejl fra sine undersøiske rødder: Solsystemet af gange, som vandet sydende prøver at finde sig selv i udhulende klippen, de store gallerier hvis lys betinger fiskenes reflekser og algernes intelligens såvel som de sunkne skibe er normalt usynlige skjult under vandoverfladen med dens nøjagtige gengivelse af byen fra bådene på vandet til møllerne på bjærget. Kun på visse tider af døgnet og i visse belysninger, som nu er det muligt at se de to landskaber på samme tid, det undersøiske gennem spejlbilledet af det oversøiske og det er dette billede som giver det bedste billede af Simi, som jeg ser det. Så hvorfor skulle jeg ikke gøre mig selv til en del af dette billede, halvfuld og med min halvfulde vinflaske på anløbsbroen. For hvilket billede kunne være mere attråværdigt at se sig selv gengivet på end dette. Hvilken baggrund kunne egne sig bedre som baggrund for en rask kærlighedsaffære eller et melodrama. Husenes indbyrdes, forskudte placering de skjulte haver som blander havluften med duften af basilicum og tørrede blæksprutter, for slet ikke at nævne de pludselige udsyn mod blå bjærge, hvor der mangler en dør eller hvor en trappe er styrtet sammen har næsten gjort det for let for de elskende. Hvor svært at forestille sig selv den største elskov ende dramatisk her. Dante ville have oplevet Beatrice til fordel for en rig, forholdsvis pæn enke hvis han havde været på Simi. Og hvad Napoleon angår føler jeg mig sikker på at han på Simi næppe ville have drevet det til mere end gemen sørøver eller bolværksmatros. Jeg kan heller ikke se hvordan et klassesamfund som det europæiske skulle kunne opstå her for enhvers forhold til sin nabo er forskudt og uberegneligt, betinget af klippens hårdhed og af jordskælv. Og jeg tror faktisk Marx ville have grinet af sine egne værker, hvis han havde læst dem på Simi. Måske er det derfor tjeneren ikke gider reagere, men lader mig i stikken med min tomme flaske for fuld til at tænke en tanke til ende og for ædru til at opgive den. Skulle jeg, som Perikles smugleren foreslog, tage part i hans båd og opgive det her skriveri og de her popitiske spekulationer som jeg hverken tror eller tjener på eller skulle jeg simpelthen gå videre til den næste taverna? Hvorfor ikke drikke sig ihjel her svævende mellem en tilværelse det er for sent at leve og en tilværelse der er uacceptabel mellem byen på klipperne og dens spejlbillede i vandet for at udtrykke det lidt mere direkte. Se nu, hvordan citrontræernes skygger over havnens vand breder sig over vandspejlet som en syre der får det undersøiske landskab til at træde tydeligere frem mat skinnende og sløret i omridsene klippeformationer, der suger lyset til sig dybt nede i mørket som nøgne lemmer på en renaissancemaleri kæmpemæssige ankre, begravet i stendynger og forvredne jernarmeringer og kæder som synes at antyde eksistensen af foruroligende store, sporløst forsvundne, navnløse skibe. Måske er det sådanne scener vi oplever i de drømme som altid piner os ved altid at undvige os når vi forsøger at huske dem genoplevelser af syner set før fødslen og forudanelser om oplevelser efter døden. Og måske er det fordi landskabet her sætter os istand til at opleve os selv både som ufødte og som døde det fascinerer os. For vi kan svømme ind i disse klippehuler og betragte os selv som fostre eller lig i disse grotter og disse hemmelige, klukkende gallerier hvorfra den blå farve som forvandler de hvide mure om aftenen, og intensiverer gårdhavernes rosenduft den blå farve, vi kalder mystisk stiger op gennem de dødes fingre for at beherske os. Vi kan dykke ned mellem disse skibe vi kan samle disse knogler op fra deres sprængte, rustne jernkister med en følelse som om de var vore egne som om vi havde mistet dem for længe siden, før vi blev født og vi kan betragte vore vægtløse lemmer ned i disse skumrende, undersøiske kløfter, fulde af undren: – Vil vi nogensinde atter kunne hæve os op gennem vandspejlet, gennem billedet af byen i det hvide sollys? Vil vi i det hele taget komme til syne igen i et landskab som det vi forlod, et landskab hvis distancer leder os længere og længere ind i os selv efterhånden som vi overskrider dem, og hvor vore liv bliver konkrete som de stejle klipper der betinger dem? – Jeg har svært ved at forestille mig et begreb som lykke men når jeg nu og da stiller mig selv et spørgsmål af den slags, er det i et landskab som dette jeg accepterer at svaret ikke eksisterer. Og jeg ser mig om. Og jeg er lykkelig over at vide jeg er her.
- Henrik Nordbrandt.
mvh & god søndag.. Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25084 - 08/04/2018 08:16
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Godmorgen, Simon Det var ellers noget af et langdigt, ham Nordbrandt har forfattet, :)) ... og så fra det dejlige Grækenland, hvor Zorbaen danses, maden dufter og smager, og de blå og hvide farver lyser i solen. :)) Længsel, livsglæde og latter ... https://vimeo.com/31264261https://opskrifter.coop.dk/temaer/graesk-madBrev i april skrevet af Inger Christensen er også et langdigt med oplevelser og tanker fra de sydlige himmelstrøj ... Med som til sprog intet andet end himmel, ingen hamren med knyttede næver, kun digtet der frit folder fremtiden ud som en faldskærm af silke og stilhed, en vifte af skiftet belysning, lidenskabelig stjernesendt stejl ligegyldighed spundet til sind, mens vi går på vores egen lidt rullende måde rundt om solen. Så er vi ved huset.... og her et uddrag fra Hemmelighedstilstanden
GENKENDELSESBILLEDER
"Og trøsten ligger ikke i, at disse naturfænomener direkte skulle kunne betragtes somn forbilleder for en forfatters skrivemåde. De skulle snarere betragtes som en slags genkendelsesbilleder, så det vi ser i isblomsterne, kiwifrugten og den grå sky, umiddelbart får os til at udbryde: Ja det er sådan det er at skrive! Eller for den sags skyld: Ja, det er sådan det er at leve!
Novalis kredser om disse genkendelsesbilleder, og måske især om deres fællestræk, som om de engang havde haft deres udspring i én og samme skrift, og skriver i sine meget smukke indledningslinier til "Die Lehrlinge zu Sais":
Der er mangfoldige veje menneskene kan gå. Den der følger og sammenligner dem, vil se forunderlige figurer opstå, figurer, der synes at høre til den store cifferskrift, som man kan få øje på overalt, på vinger og æggeskaller, i skyer, i sne, i krystaller og i stendannelser, på vand der fryser til, i bjergenes, planternes, dyrs og menneskers indre og ydre, i himlens lysskrift, i de fine jernfilspåner rundt om magneten og tilfældets mærkelige konjunkturer (d.v.s. forbindelser). I dem aner man nøglen til denne forunderlige skrift "Wunderschrift" og dens tilsvarende sproglære, men anelsen vil ikke indgå i faste former og synes aldrig at blive nøglen til noget højere.
Nej, selv med anelsen om eksistensen af en nøgle til den forunderlige skrift (Wunderschrift) bliver det aldrig nemt at overgive sig til tilfældighedernes ordnende virkning."
***
Det ydre er et til hemmelighedstilstand opløftet indre.
Novalis
Ha' en god søndag i forårssolen :)) RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (08/04/2018 08:18)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25087 - 08/04/2018 21:05
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Billedet silkeagtig stilhed, mindede lidt om Alessandro Bariccos fortælling om Hervés lidenskab for silkelarverne - Silken, hedder bogen.
Her synger fuglene nu solen ned, man må jo kvidre lidt mens man indretter sig for natten til de gyldne sidste stråler, og man kan næsten ikke undgå stille at lytte med, ingen vej udenom den sag – tidligere prøvede man jo at blande sig lidt, men ærlig talt, studsede de vist bare i øjeblikkelig forundring, men havde vel også hørt mig i badet og tog sig derfor til ørerne i håbet om at jeg nok snart flettede næbbet, og hvem kan vel også fortænke dem i det, når man hører deres skønsang? Men det var fine søndagssager, som nu står dér og ser så prægtige ud. Uffe Harder har bedrevet et lille udvalg af Seamus Heaneys bedrifter, Fra samvittighedens republik hedder udfaldet, og ligner jo en hel smuk buket, men han er jo også lidt af en dekoratør, så det er nu ikke så underligt – hvis nu du selv sku’ føle trang til at gå pladask:
Havesoldat
Du så den aldrig brugt, men hører stadig sigtning og fald af materiale, der hopper på nettet,
knolde og knopper i et lille sammenstød, en hob af nedfaldet stof, som vokser under det.
Hvad er bedst, det som bliver eller det, som falder igennem? Eller skabes værdien af valget selv?
Snart en pantomime, raphåndet, med spredte ben, så kan man sigte tingenes mening fra det, man tænker
og se hvad der sker i den historie om manden der bar vand i en sigte.
Var det kriminel uvidenhed, eller en via negativa mellem dråber og nedfald?
*
Øen som forsvinder
Engang mente vi at ville slå os ned for altid mellem dens kolde høje og disse sandløse strande hvor vi tilbragte vor desperate nat med bøn og vågen,
da vi havde samlet drivtømmer, bygget et ildsted og hængt vores gryde op som et firmament, brød øen under os som en bølge.
Jorden der bar os syntes først at holde stand da vi favnede den in extremis. Alt hvad jeg tror der skete dér var vision.
- Seamus Heaney.
Nå, de kåde sangere er vist gået til køjs, eller også holder de familieplanlægning under dynen og beslutter sig for dagens morgensang, de ved jeg bare er med på hør..;)
Mvh & nat-nat.. Simon
Redigeret af Simon (08/04/2018 21:16)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25093 - 10/04/2018 00:54
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Ord der fortaber sig i gudedrømme og helvedesangst, som hinder mod død, og membraner til drømme:
Plads til ord
Små slag Man kan ikke få alt Hvem tænker sig en rosengård Hvem tænker sig en rødkindet børnehave Guds åsyn, vægtløshed og orgasmer Kvinder i knop, folkedanse og viktualieforretninger Hvem sagde frihed for frygt, everlasting, godmorgen Der er tale om et mindre onde, så langt er det kommet Selv skrækken en sen nat om vinteren når alle andre sover Svedende sommerbjerge, ene, rør, gran, gyvel Entropi, samliv på trods, sår og tomme skaller, små slag Freden hedder også Simon, Arthur Sylvester, Leana, Alphonse Sanchez Den er også forkludret kærlighed og forfaldne veksler Drømme om noget andet og en sovende søns energiske profil Flimrende billeder af en stor by, blind handling og hensigt Den store ro er lige om hjørnet, freden er uro En slags fredelig krig, så langt er det kommet Pulsslag indtil videremer eller mindre slæbende Åndedrag, mer eller mindre hivende, små slag Plads til ord som „davs” „møjunge” „kys” „hold kæft” eller „idag” En slags liv, indtil videre Bordet og sengen i en forrykt verden Begrænsede muligheder I en forpestet verden Frem for ingen
- Ivan Malinovski.
Atter tilbage i Ålborg, med den mærkelige følelse af fremmedhed i det vante, og Sonja der trods alle forholdsregler alligevel fik hjertet til at pulsere, fik Morten Nielsen nok set en særlig stjerne ud – denne vidunderlige poet:
Aftenens stjerne
Kølige Striber af Aar, Nord for den Jord, hvor jeg gaar, kom den med Mørket, der kom, Aftenens Stjerne mod Nord. Ude i Himlen, men nær, duver den ind i mit Blik, blir til en Rytme, der blindt følger en Rytme af Skridt.
Gennem den tidlige Nats Muldlugt og Lugten af Løv, ude fra Mørket, der faldt ind om den Jord, der er alt, synker den ned over mig, blir den en Rytme, der støt følges med Pulsslagenes Rytme, svingende roligt og rødt.
Vejene strækker sig ud under det blinkende graa, langs med en Efteraarshæk løb mine Drengeaar væk. Nu er jeg hjemme igen – Aarstidens smuldrende Lugt mødes med Sky’r i en bristende Skal om den faldende Frugt.
Gyngende faldet et Lys ind over Øjnenes Vej, ser en bevægelse dér, mødes med Rytmen af dig. Stjernen. Og du. Og mit Liv – klar falder Rytmen, og hed, er som et Lysskær omkring det, der er Hemmelighed.
- Morten Nielsen.
Nu vi er der:
Strandbillede
Forladtheds strand hvor alt er graat, og blankt og oliet vand uden vinde den tomme vej til andre kyster.
Slimede alger gror paa vandbunden, grøngraa og brune, og der ligger dynger af raadnende tang paa stranden.
Her paa livets glemte sted staar skyerne stille, og sorte skyggefugle peger med spidse næb paa stedets øde,
mens deres hæse struber skratter mod strandens tørre, tomme baade.
Ole Sarvig.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|